På legepladsen... //Akane//

Akane kiggede irriteret op på vampyren, men sagde stadig ikke noget. Hun smilede bare ondt tilbage. Så rejste hun sig og de gik videre.
Det var begyndt at blive rigtig mørkt. Så Akane kiggede rundt for måske at finde et forladt hus eller noget, som de kunen tilbringe natten i. Godt nok havde hun ikke noget imod mørke eller kulden. Men det kunne alligevel være rart med et sted at sidde ned.
Hun fik øje på et lille hus, lyset var slukket og det så ud som om, at det hus ikke havde været beboet længe. Hun gik hen imod det og så måtte vampyren følge med hvis hun ville.

Alec gik med. *Hvorfor ikke?* tænkte hun.
Hun overhalede, som en indirekte udfordring, dæmonen og smadrede hoveddøren. Det kunne hun lige så godt.
Hun kiggede sig omkring. Det var ikke mget, der var i huset, men whatever. De var en vampyr og en dæmon, de skulle nok klare sig.
Hun tændte fjernsynet. Den anden morderisk, underlig krimi kørte i fjernsynet. Hun hørte stemmerne, hun se filmen, men fulgte ikke med. Efter et par minutter havde hun regnet ud, hvem seriemorderen var. Hun sukkede og kedede sig forfærdeligt.
Dæmonen lagde hun ikke mærke til. Og hvorfor skulle hun også det?

Akane sad i sofaen og se den utrolig kedelige film. Hun gabte og kiggede op i loftet. Så rejste hun sig og gik på rundtur i huset.
Der var tre værelser. To store soveværelser med enkelt senge. Og et lille som sikkert havde været et gæsteværelse. Hun gik ind i et af værelserne og lagde sig i sengen. Her lå hun og lyttede til vinden udenfor og filmen der kørte nede i stuen.
*Gad vide hvilken historie dette hus har.* Hun stirrede intenst op i loftet, som om at hun forvendtede at der ville vise sig et svar, skrevet oppe i loftet. Men det gjorde der selvfølgelig ikke.

Ale rejste og fandt sin iPod frem. Hun satte noget death metal på. Hun gik ii gang med af smadrer væggen. Hun brugte kun knytnæver. I takt med musikken.
Hun smilede for sig selv. Alec blev tit farlig, når hun kedede sig.

Akane var næsten faldet i søvn på sengen, da noget vækkede hende. Det var den melotiske lyd af nogen der hamrede deres knytnæver ind i noget. *Det må være vampyren. Øv, nu troede jeg lige at jeg kunne få noget søvn eller i det mindste slappe af*

Væggen gav efter. Huset var ved at kalappese.
*Nå ja* tænkte Alec *Hun kommer vel ud, hvis hun vil overleve*. Hun smuttede ud af den halve hoveddør.
Der ventede hun på dæmonen ankomst.

Akane vidste at noget var galt. For det første var gulvet ved at falde ned, for det andet var hele hytten ved at brase sammen. Hun skydte sig over til vinduet og sprang ud. Hun kiggede sig omkring og fik øje på vampyren. Hun gik derover. Selvom Akane allermest havde lyst til at slå hende, gjorde hun det ikke. Ikke fordi hun kunne lide hende eller noget. Hun var bare for doven.

Alec ventede smilende på dæmonen. *Nå, der komme hun. Det tog sin tid* Hun vidste ikke, hvad der gik af hende, men hun var et virkelig bad mood. Det var nok det gjorde at hun opførte anderledes end hun plejede.

Akane kom hen til den smilende vampyr. *Gad vide hvad der er så sjovt* tænkte hun, men sagde ikke noget. Hun nikkede til vampyren og gik så hen af gaden. Hun var egentlig ligeglad med om vampyren fulgte efter.
Hun kunne egentlig godt trænge til at være alene.

Alec stod stille og smilet stivnede. *Hvorfor er jeg her? Hvorfor?* hun tog sig til hovedet.
Et eller andet gjorde at det føltes som om hendes hoved skulle sprænge. En lille lyd undslap hendes læber og hun faldt på knæ.

Akane så vampyren falde på knå. Hun skyndte sig over til hende. Hun skull lige til, at spørge om hun var okay. Men så huskede hun den indirekte kamp, de kæmpede.
Og forblev tavs.

Så pludselig som det var kommet, gik den mmærkelig følelse i hovedet væk.
Alec rejste sig op. Hun kiggede hadefuldt på dæmonens evne. Idéen blev forkastet. Dæmonen ville nokhavde brugt evnen for starten hvis det forhodlt sig sådan.
Hun tænkte på at gå væk og aldrig komme tilbage, men de var kæmpede ligenu. Hun ville ikke stikke af.

Akane så vampyrens hadefulde blik og lagde hovedet på skrå. *Hvorfor kigger hun sådan på mig?* *Aner det ikke* der var ingen andre end stemmen i hendes hovedet til, at besvare det spørgsmål. For hun kunne ikke snakke til vampyren og der var ikke andre.
Det ville også være lidt mærkeligt hvis hun spurgte en person hun ikke kendte, om hvorfor ta vampyren kiggede så ondt på hende.
Men hun skubbede tanken fra sig og kiggede lige så hadefuldt på vampyren, som hun havde kigget på hende.

Alec kiggede på i himlen. I lang tid. En lile dråbe lanede på hendes pande. Det begyndte at styrte ned. Hun bevægede sig ikke, men smilede.

Akane mærkede hvordan hendes tøj blev gennemblødt af regnen. Hun så hvordan regnen faldt mod jorden som en lille eksplosion.
Vandet havde gennemblødt hendes hår så det lå tæt ind mod hendes hoved. Hun sukkede op mod himlen.

Alec lod regnen strømme ned over sig.
Som en hellig vask af GUd foroven. Hun smilede ikke længere, men så bare i lige ud som i en rance. Hun begyndte, at gå. Bare gå, uden at se sig for eller vide hvorhen.

Akane så efter vampyren da hun gik. Hun sukkede og kiggede op imod himlen.

Alec gik og gik. Bare gik. Langsomt følte hun at natten og dens mørke lsugte hende. I en mundfuld. Som et monster.
Hendes skridt blev tungere.

Akane stod stadig og kiggede på himlen. Hun lukkede øjnene. Regnen plaskede ned over hende, hun kunne ikke mærke eller hører andet end regnen og vinden.

Alec var væk. Forsvundet i mørket. Men på en eller anden plan vidste hun, at hun ville se denne dæmon igen.

//Out//