2. decembr fest. Tilfælde af død på eget ansvar!

Aubrey så stift på hende "Han er min personligé blodtank .. " sagde han og smilede drilskt "Så fingrende væk .. " tilføjede han og smilde til sira så hans tænder blottede sig, han kom frem bag sira og lagde armende om ham "Ikke sira?" sagde han og så ned på ham.

"Hm... Jamen så underskylder jeg... Jeg anede ikke at han var taget..." sagde hun og kom til at smile. Hun slikkede blodet væk og var egentlig godt tilfreds. Hun var næsten mæt, og kunne godt holde sig nogle dage nu, før hun igen måtte på jagt...

"Det anede jeg heller ikke" Knurrede Sira lavt og så pirret op på Aubrey, mens han stadig knugede hånden ind til halsen. Han syndes selv, at kunne lugte blodet, der var glidet ned ad hans hals og ned på hans skulder og gjorde han vide frakke rød.
Han undlod at se efter. Begge vampyre kunne blive fristede så let som ingenting.

Aubrey smilede lidt og tog hånden op på hans hånd som var om hans hals, han fjernede den så let som ingenting og så på bidet "Lad mig ordne det .. " sagde han og satte munden ved hans hals og slikkede blodet væk, han holdte stadig om ham med den ene arm og holdte fast i hans hånd med den anden.

Lucy bandt igen stoffet rund om hovedet så det skjulte hendes øjne. "Men hvem er så De mister?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå. Hun var egentlig nysgerrig og ville gerne vide det... Desuden håbede hun at han besad almindelig høflighed...

//Skal spise nu... Skriv nu ikke for meget videre uden mig^^//

Sira knugede øjnene i. Han havde flasken med vievand i godt knuget i sine hænder, men stod helt stille, med sit akavede udtryk i ansigtet, mens Aubrey [/i]fjernede[i] blodet fra hans hals.
I hans hoved blev han ved med at spørge sig selv om han var reddet eller bare taget fra den ene fare til den anden?
Han åbnede øjnene på klem, og skævede nærvepirret hen imod Lucy, men uden at sige noget.

//Helt iorden//

Aubrey så på hende da han havde fjernet alt blodet fra hans hals og smilede lidt "Aubrey, Aubrey Van Amee" ´sagde han og holdte stadig om sira "Og De?" spurgte han og slikkede lidt blod væk fra sira's hånd og slap den derefter.

"Lucinia Digitalius Compernacus." svarede hun og nejede let. "Jeg ville sætte pris på hvis De ville lade være med at Tiltale mig med De... Det er kun forvirreende for mig, mister Aubrey." sagde hun så og smilede stadig. Hun glattede lidt på kjolen, der var blevet krøllet efter hendes angreb, og rettede på bindet for hendes øjne da det ikke sad ordenligt.

Sira holdt sig udenom samtalen. Ha ville helst blive glemt af dem. Hvis han var heldig, så ville de to vampyre måske blive så optaget af hinanden, at han kunne nå at redde sig selv og løbe sin vej..

//Nu skal jeg spise. Kommer igen om lidt//

//OK//

Aubrey nikkede kort og slap så sira " .. Hvor længe har du så boet i byen .. " spurgte han så og så på Lucy, men holdte stadig øje med sira.

"Ikke ret længe... Omkring en måned eller så." svarede hun og måtte tænke sig om et øjeblik. Hun smilede svagt ved tanken om det første menneske hun havde mødt... Et utrolig nysgerrigt et af slagsen...

Sira rykkede sig kun et skridt fra Aubrey, da han vidste, at han ikke havde fået tilladelse til at smutte helt endnu. Han så hen på Lucinia, der begyndte at fortælle om sig selv.
Han undrede sig, om de to vampyre egentlig kendte hinanden, eller om vampyre bare var sådan over for hinanden.
Selvom de lignede mennesker, var de slet ikke som dem.

Aubrey så hen på Sira og nikkede kort som tegn til at han godt måtte smutte, hvi ahn ville, han så på pigen og smilede svagt "okay .. " sagde han og gik lidt tættere på hende, det var ret så sjovt at se en lille pige være så moden i sin opførelse.

Hun lagde hovedet let på skrå da han gik nærmede men sagde ikke noget til det. "Hvor længe har De boet her mister Aubrey?" spurgte hun så og smilede til ham.

Sira så Aubreys tegn og undrede sig, men skyndte sig at smutte afsted. Han stoppede ved udgangen af gyden da han hørte spørgsmålet til Aubrey. Af ren nysgerrighed blev han stående og så til. Han kendte så meget til vampyren Aubrey, og alligevel ikke.

Aubrey smilede svagt og så på hende og bemærkede ikke Sira ikke var løbet helt væk "Længe .. Men bor her kune kort tid af gangen, har et hus i diverse byer og lande .. " sagde han og gik lidt hen mod hende "Hvad med Dem?" sagde han så og så på hende.

"Som sagt har jeg ikke boet her så forfærdelig længe..." svarede hun og smilede op mod ham. Hun var også godt klar over at jægeren stadig var der, men tillagde det ikke synderligt stor betydning.

//hov havde jeg spurgt om XDD når lige meget//

Aubrey nikkede kort og stod ca en halv meter fra hende "Du må ha' oplevet en del ting .. kunne jeg forstille mig?" sagde han så og satte sig på hug så de var lige høje.

Hun nikkede lidt. "EN del... Men Deres liv kan da heller ikke have været fuldstændig uden oplevelser..." svarede hun og rynkede kort panden over at han satte sig på hug. Folk havde tendenser til at behandle hende som et barn og tale ned til hende... To ting hun hadede, da hun oftes var ældre end dem...

Aubrey lagde en hånd på hendes kind og redte lidt hår om bag hendes øre, han smilede lidt og nikkede kort "Nææh, jeg har skam været en del igennem .. " sagde han og så på hende.

Hun nikkede lidt, og lod ham gører som han ville. Så længe han ikke forsøgte at gøre hende fortræd eller løfte hende op, så gjorde det ikke så meget."Det kan jeg forestille mig..." sagde hun og så et øjeblik tænksom ud.

Aubrey fjernede stille hånden og så på hende, hendes udseende var ungt men hendes sind gammelt, han svarede ikke men smilede svagt og nærmede sig hende, selvom hun var en lille pige udseends mæssigt, lagde han læberne blidt på hendes, han kunne ikke lade være, han var sikker på at hun ville være en smuk kvinde hvis hun havde blevet ældre.

Hun stod et øjeblik lammet af overraskelse, før hun trak sig et skridt væk fra ham. "Hvorfor gjorde De det mister Aubrey?" spurgte hun undrende og lagde forvirret hovedet på skrå. Det var ikke ligefrem fordi hun var vant til at bllive kysset på munden af fremmede vampyrere, eller blive kysset i det hele taget for den sags skyld, og de forvirrede hende meget at han gjorde det.