Et møde med en gammel flamme//Sariel.

Sariel så at Alane var ved at vågne og smilte til hende med hans lette lyserøde øjne. Lægen som havde ventet på at hun ville vågne rejste sig og tjekkede alle de nåle som Alane var tilsluttet til og skiftede posen med vand til hende så hun ville komme til krafter, det var dog ikke sikkert endnu at give hende mad endnu, det havde lægen hvert fald sagt. Sariel rejste sig og nussede hendes kind, "Bare slap helt af" hviskede han til hende og smilte kært til hende, hvor var det dog en rar følelse at se hende i øjne igen.

Alane så på ham. Hendes øjne var trætte og udmattede. Hun fik endnu engang kvalme men blev liggende i sengen denne gang. Hun ville ikke gøre Sariel urolig engang mere. Hun så stille på læben og hev hende blidt i ærmet hvorefter hun hviskede at hun ahvde kastet blod op da hun var ude og kaste op sidste gang. Hun så lidt ned og var virkelig bange for det var noget alvorligt men det var det sikker ikke. Hun lænte sig ind mod Sariels hånd og så op på ham. "Er du ikke træt?" Hendes stemme var en smule hæs men ellers var den hendes egen. "Jeg skal nok prøve men jeg er ikke sikker på om jeg kan" Hun lod igen sit blik falde ned på dynen.

Sariel ville ikke blande sig i hvad Alane snakkede med lægen med, men lægen nikkede til hende og sagde at det var narturligt efter sådan en tur hun havde været igennem, Sariel blev dog en smule nysgerrige men lod det ligge, han var alt for træt. Lægen gik igen men ville holde rutine tjek på hende hver time. Sariel så på hende, "endelig alene" små fniste han og nikkede til hendes spørgsmål, ja han var meget træt, træt var slet ikke ordet, han var vildt udmattet og kunne sove i flere dage. Men det ville han selvfølgelig ikke røbe for hende. Dog kunne han godt finde på at ligge om hende i den lille hospital seng, men han ville ikke virke alt for klæbrig.

Alane smilede stille og så virkelig lettet ud. Hun var bare glad for at det ikke var noget alvorligt. Hun fulgte lægen med øjnene og så på døren da den blev lukket hvorefter hendes øjne gled rundt i rummet. "De burde virkelig gøre noget ved alt det hvide..." Hun talte ikke til nogen nok nærmere til sig selv. Hun sukkede stille og så ned på sig selv inden hun så op på ham. Hun rykkede lidt over i sengen så der var plads til ham i sengen. "Du er velkommen til at ligge dig her." Hun løftede dynen så han kunne kravle ind hvis det var det han ville. Hun så ham i øjnene og prøvede at læse hans føleser. Egentlig vidste hun ikke om folk måtte sove med hende i hospitals sengen men hun va lige glad. Hun havde brug for et andet menneskes varme ved hendes side lige nu.

Sariel rystede på hovedet og fniste roligt på hendes kommentar med det hvide? Han regnede med at det var hospitalets farve på alt. Han rejste sig og kløede sig i nakken, han børstede sin bukser af en eller anden grund og lagde sig forsigtig ind til hende, han havde stadig ingen bluse på og var blevet en smule køligt, så det var faktisk rart at bare lige ligge sammen. Han havde hans ene arm under hendes nakke og den anden arm havde han langs hans egen side, han ville helst ikke røre ved hende da hun var i smerter. Han lå med hovedet ind til hendes hals og nød hendes naturlige duft. Han lukkede øjne og følte sig allerede afslappet.

ALane lå stadig i sengen. Det var ikke fordi at det tøj hun havde fået af hospitalet var særlig rart at ligge i mere. Det var helt blodigt og ikke rat mod huden. "Kig lige væk" Langsomt fik hun krænget sig ud af tøjet og lå nu kun i sine trusser under dynen men håbede at Sariel ikke havde noget imod det. Selv var hun lidt pinlig berørt over det men det gik forhåbenlig nok. Hun lod ham bare have armen under hendes nakke. Det havde hun ikke noget imod. Hun kunne mærke kuldegysningerne spreder sig over hendes krop da hans kølige krop kom i kontakt med hendes varme. Hun så stille på ham og pillede vand droppet ud af sin arm for at hun kunne ligge ordenligt. Hun lagde sig på siden og lænte sig ind mod Sariel så hun nu i stedet for ham lå i stykket hvor hans hals og skulder mødtes hinanden. Hendes varm eånde gled blidt mod hans hals.

Sariel lod sin frie hånd være over sine øjne da hun sagde han ikke måtte kigge, han smilte lidt imens hånden var over hans øjne. Da det lød som om at hun var klar. Han fjernede hånden fra øjne og så at hun havde ligget sig ind til ham og havde vidst ikke så meget tøj på. Han tog dynen lidt længere over dem så de var godt dækket, Sariel kunne ikke se under dynen og ville heller ikke da det var grænseoverskridende for dem begge. I stedet havde han sin frie hånd under dynen og nyssede hende var hoften af og op langs siden og stoppede ved skuldren og så tilbage igen og blev ved helt rolig. "Er du okay?" hviskede han roligt og lukkede øjne i.

Alane så op på ham da han begyndte at nusse hende. Det var dejligt. Det var lang tid siden nogen havde været kærlig ved hende om det så betød noget eller ej. Hun var bare glad for at hun ikke skulle igennem det her alene. Hun ville aldrig været kommet så langt uden Sariel. Men det ville hun ikke fortælle ham lige nu. Hun ville vente til de var ude af hospitalet og derfor lovede Alane sig selv at hun ville opføre sig ordenligt nu. "Tror du selvom jeg ikke var okay at jeg så nogensinde ville sige det direkte til dig Sariel?" Hun så ham forsat i øjnene uden at bryde kontakten der. Hun lod sin ene hånd langsomt ligge sig op langs brystkassen på ham hvorefter hun lukkede øjnene og puttede sig idn til ham.

// Sorry? Hvad siger hun igen? XD //

//Hvad med nu? :p//

// Jeg fatter hat af hvad hun sagde :b "Tror du selvom jeg ikke var okay at jeg så nogensinde ville sige det direkte til dig Sariel?" læs det højt xD Jeg fatter ingen ting :b //

//Ja men nu har jeg jo rettet i det. Kan du forstå det nu? ^^//

Sariel fortsatte med at nusse hende, men stoppede da han hørte hendes svar, han så på hende med et blank ansigt. "Jeg stoler på det du fortæller mig" valgte han så at svare, han kunne jo ikke ligefrem styre nogen til at snakke sandt konstant. Han lukkede øjne og kyssede hende på hovedet, lige der hvor han kunne nå. Han startede med at nusse hende igen. "men tænkt ikke på noget nu, jeg passer på dig" sagde han og al snakken kunne vente til at de kom hjem, lige nu handlede det om at Alane skulle få det bedre, få lidt mad og være hel igen.

Alane så på ham. Hun havde ondt af Sariel men hun kunne bare ikke få sig selv til at fortælle den slags. Hun ville ikke belaste folk med hendes problemer. De var hendes og hun skulle nok klare dem. "jeg har heller aldrig løjet for dig Sariel. Har bare undladt at fortælle dig ting som min stolthed ikke ville lade mig fortælle dig" Hun så ned og bed sig i læben før hun lukkede sine øjne og lå bare og slppede af. Det var dejligt at blive nusset men hun var bange for at han stoppede og ikke ville være tæt på hende mere med det svar hun havde givet ham. Hun lod et blidt kys hvile mod hans hals før hun koncentrede sig om at slappe af.

Sariel trak en smule på smile båndet, han forstod hende godt, der var nogen ting som man bare gemte for sig selv, da man ikke helt var klar til at dele hvad man gik og tænkte på, så det Alane svarede ham forstod han fuldt ud. Han svarede ikke på hvad hun sagde men smilte da han følte kysset på hans hals, han smilte blidt og krøb en smule tættere og lagde armen om hende men var også opmærksom på hendes sår og forbindinger.

Alane kunne mærke søvnen tage over og hun lod sig selv glide ind i den, tog imod den med åbne arme. Hun håbede på at hun kunne komme ud af hospitalet imorgen. Hun ville så gerne sige hjem men der var intet hjem for hende. Dette var den sidste tanke der strejfede hendes hovede inden hun faldt i søvn. En enkelt tåre løb ned af hendes kind og ramte Sariels hud. Hun så ikke ud til at slappe af denne gang mens hun sov. Hun var urolig. Hendes varme ånde gled hen over Sariels hals. Hun lod blidt sin hånd lukkeds om hans skulder.

//Næste morgen? (://

Lægerne tjekkede Alane puls og andre ting imens de sov, de havde åbenbart haft den respekt at Sariel lå i sengen. Sariel faldt rimelig hurtigt i søvn, han havde de små forventninger at tage hende med hjem og passe på hende der ind til at hun var hvert fald rask.

// Næste morgen :b//

Sariel vågnede og havde ikke rykket sig ud af stedet, han så ned på Alane og smilte. Det var faktisk en skøn fornemmelse at vågne op imens hun lå i hans arme. Han rykkede sig langsomt bagud og lod dynen være på hende så der ikke kom noget til syne af hende. Roligt gik han ned af sengen og gik roligt ud på gangen og så at der var en madvogn på vej hen af gangen og udleverede morgenmad til patienterne. Sariel hoppede hen til vognen og fik lov til at tage noget mad, han valgte grønsags suppe og bragte det med til Alane i 2 klåle med ske til hver. Han kom ind på værelset og stilte hendes på natbordet og han satte sig på stolen og ville vente til hun vågnede, ingen grund til at vække hende.

Alane havde haft mareridt hele natten og hele morgenen, hun havde det faktisk stadig. Hendes krop søgte efter Sariels varme da han forlod sengen. Hun lod sine arme lukke sig om puden og krammede den ind til sig. Hun savnede hans varme og mareridtet blev værre. Nogle få tåre løbe ned af hendes kinder og hun så meget stresset og bange ud. Lugten af grøntsagssuppen fyldte Alanes drøm og langsomt kom hun til bevidsthed. Hun åbende stille øjnene og så op på Sariel. Hendes hår var uglet og hendes grønne øjne store og uskyldige. Hun så så lille og fin ud. Næsten som en dukke lige nu.

Sariel så på hende med veludhvilet øjne, han lagde mærke til hendes tåre og rejste sig op og stile sin suppe vel siden af hendes på nat bordet, han satte sig på sengekanten og tog hende hånd, "Er du okay smukke?" spurgte han og havde et mindre bekymret blik hvilende på hende. Han nussede hendes kind og rakte efter suppen han. "Se hvad jeg har til dig, du skal starte små ud så din krop kan komme op og køre igen" sagde han og smilte, det var hvert fald det lægen havde sagt til ham.

Alane stirrede på ham da han kaldte hende smukke. "Smukke?" HUn lod sigt blik falde og så ned på dynen. Hun var alt andet end smuk hun var hæslig. I det mindste var hun ren nu. Og hun vidste såret også var væk men hun vidste det ville vække opsigt blandt menneskerne. "JA jeg er okay. Bare en dårlig drøm" Hun løftede stille dynen så kun hun kunne se og begyndte at tage forbinden af. Som sagt var såret helt væk. Hun smilte stille og så op på Sariel. Forsigtigt tog hun hans frie hånd og lod den glide over hvor såret havde været. Hun så op på ham. "Må jeg komme ud nu?" Hun så med afsky på suppen og vidste at det ikke ville være godt for hende. Hendes krop ville jo bare kræve mad så og det havde hun ikke råd til.


//Jeg har ændret Alanes evne til at hun har Healende kræfter da hun aldrig fik brug for den anden ^^'//

Sariel smilte da hun sagde smukke, da det kaldte han hende og det var sandt, hun vidste at Sariel ikke kunne lyve. Han kunne se lidt på reaktionen af suppen på hende, han vidste at hun synes at det var en dårlig ide at hun skulle begynde at spise men det skulle hun altså, ellers ville hun jo død tilsidst af det. Han smilte og var chokeret over at såret var væk, faktisk helt væk. "wow, jamen .. hvordan?" spurgte han og var helt chokeret. Han tog sin egen suppe efter han havde stilt hendes og begyndte at spise, "mm" mumlede han, mad var hans svaghed.

Alane så på ham. Og så rundt i lokalet efter noget tøj men der var intet. Hun trykkede på en af knapperne som tilkaldet en sygeplerjerske. Hun ville gerne have noget tøj. "Men jeg kan ikke tage hjem. Det ville vække for meget opsigt at sådan et sår er forsvundet på en nat" Hun så ned på det hvide sengetøj. "Jeg har healende kræfter" Hun så op på ham. Hendes krop var bare for svag til at hun kunne bruge dem. "Den eneste ulempe er at jeg ikke kan mærke smerten indtil noget kommer i kontakt med såret" Hun så ham i øjnene "Jeg kan have gået rundt med det sår længere end en uges tid fordi mit blod bliver ved med at komme tilbage men fordi min krop er så svag som den er tager det rigtig lang tid" Hun så på suppen og rørte den ikke. Hun ville ikke, hospitals mad var afskyeligt og det var altsammen så fuldt af fedt.

Sariel stilte sin suppe hurtigt, "jamen sygeplejsken kommer jo om lidt" sagde han og så stresset ud, hun måtte komme ud af hospitalet inden hun kom. "okay du mangler tøj" sagde han og stressede lidt rundt. Han gik ud på toilettet og tog det rene håndklæde der var kommet i morges ved rengøringen. Han lød ud til hende, "tag det her om dig" sagde han og ga det til hende selvom han faktisk bare lagde det om hende og tog hende i armene og begyndte at løbe ud af værelset og ud mod ud gangen, de havde ikke meget tid.

// helt iorden :b altså det med evnen, fik ikke lige svaret før xD//

Alane så forfærdet på ham. Hvad snakkede han om. Hun gik ikke noget steder uden noget tøj men det fik hun ikke noget at sige i. I næste øjeblik befandt hun sig i Sariels arme på vej ud af hospitalet. "Sariel! Hvad har du gang?!" Hun var bange og klamrede sig til ham. Heldigvis var håndklædet stort og dækkede hele hendes krop. Hun var rigtig pinlig berørt over det her og følte sig ikke særlig godt tilpas. Hun ville ikke have Sariel skulle se hendes krop men det havde han lige. Det var første gang han havde set hendes i så lidt tøj og det brød hun sig ikke rigtigt om. Hun så ned og var stille.

Sariel nåede udgangen og kunne se at lægerne kiggede underligt efter dem, men hvis de opdagede at det var Alane han havde i hans arme så ville de kræve hende tilbage, men hvis de så fik hende tilbage ville de ikke finde en forklaring for hvordan hendes sår var væk og tilkalde en dusørjæger og så ville det for alvor være ude for Alane. "De må ikke finde ud af dit sår" pustede han og var kommet unden for, spredte sine vinger og fløj op i luften. Han så slet ikke på hende, han havde slet ikke tænkt over hvor lidt hun egentlig var påklædt. Efter de havde fløjet lidt var de nået hans lejelighed og fløj ind af det vindue som han havde hold åbent. Han lagde hende ind i sengen og faldt på knæ ved siden af sengen, "pyh.." pustede han og skulle lige have luft.