Et møde med en gammel flamme//Sariel.

Alane var sur og trsit over det her. Sariel havde slet ikke atget hensyn til hende. Hun var ikke bange for dusærjægere. Hun var sluppet væk fra en før med livet i behold. Han havde ikke engang fundet ud af at hun var en varulv. Han havde rent faktisk hjulpet hende på sin egen måde. Alane så kort på Sariel da hun blev lagt i sengen før hun rejste sig stadig med håndklædet om sig. Hun gik up på badeværelset og lukkede døren efter sig hvorefter hun låste den. Hun smed håndklædet og tog det tøj på som hun ahvde efterladt hos Sariel. Det var alt for stort til hende men hun flåede bare det nederste af trøjen af og brugte det som bælte til de bukser hun havde taget på. Hun så sig selv i spejlet og stod der bare. Hun blev stående i meget lang tid og stirrede bare.

Sariel så efter hende da hun forsvandt ud på badeværelset. Han sukkede og slog hovedet ned i sengekanten. "Sariel god damit" mumlede han. Han rejste sig og satte sig på sengen. Han vidste han havde gjort noget forkert, men det var bare bedst på den her måde for han var ikke sikker på om hun kunne forsvare sig selv, men måske det hun var sur over. Han rejste sig fra sengen og lukkede vinduet i den lille stue. Han satte sig i sofane og lagde hænderne i sit ansigt og sukkede. Han undrede sig over hvorfor det tog så lang tid ude på badeværelset. Han gik hen til døren og bankede høfligt på, "Alane, er du okay?" spurgte han og ventede toldmodigt.

Alane blev forsat stående ude på badeværelset. Helt væk i sine egne tanker. Hun prøvede at huske hvor det var at hendes liv var gået galtr henne. Måske allerede den gang hun blev født. Et suk forlod hendes læber og hun satte sig på gulvet. Døren til badeværelset var låst og det var hun glad for. Uden varsel begyndte tårene at løbe ned af hendes kinder. Lydløst til at starte men senere hen blev det til små hulk. Langsomt trak hun bene op til sig og bed sig i læben. Hulkene røstede hendes lille spinkle krop. Det var meget lang tid siden hun havde grædt og derfor kunne hun bare ikke stoppe. Tårene strømmede bare ud og de kunne bare ikke stoppes, selvom hun prøvede.

Sariel kunne høre at stilheden blev brudt af hendes små hulk. Han lagde hånden på døren og bankede stille hovedet på døren. Han sukkede og kneb øjne sammen, han ville hjælpe hende men han vidste ikke hvordan. Han vendte sig om og lod sig glide ned på gulvet med ryggen mod døren. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, han ville nærmest bare lade hende være så hun kunne få den tid for sig selv. Men igen? Hvis han lod hende værre, hvad nu hvis hun misforstod det som om at han ikke ville hende noget. Han sad med siden til døren og havde hånden på døren. "Alane.. jeg.. Undskyld for alt, du har kun grund til at hade mig.." sagde han svagt, men højt nok til at hun ville kunne høre det. Han kunne slet ikke ha' at hun var i de smerter hun altid var.

Langsomt kravlede Alane hen mod døren for at låse døren op. "Sariel, jeg åbner døren nu så pas på du ikke falder". Hun sad på alle fire på gulvet og åbnede så døren for at han kunne komme ind til hende. Det var jo ikke altsammen hans skyld. Det gjorde bare ondt at han ikke havde taget mere hensyn til hvad hun gerne ville. Det var virkelig noget han skulle lære, hun vidste godt at han havde gjort det for hendes eget bedste men hun ville gerne tages med på råd. Hun havde stadig tåre løbende ned af kinderne men hun hulkede ikke emre. Langsomt så hun ham i øjnene. "Jeg vil bare gerne have du spøårge mig om lov omkring sådan noget fordi det gik virkelig ud over mine grænser." Hun bed sig stille i læben mens hun snakkede.

Sariel flyttede sig fra døren og så ind da døren blev åbnet. Han smilte svagt da synes af hendes ansigt kom frem. Han kravlede ind til hende og lukkede døren bag sig så badeværelset kunne være deres lille hule, hyggeligt på en eller anden måde. Han lændte sig op af den lukkede dør og bed sig i læben. Han forstod hende godt, men han panikkede jo lige, om det så ikke gik? "undskyld" sagde han og så hen på hende. Han åbnede armene op for at hun kunne krybe hen til ham, så han ville holde om hende. "kom.." hviskede han sødt smilende.

Alane så på ham da han kravlede ind. Hun sukkede stille go bed sig i læben. Hun havde virkelig savnet ham og det kunne især mærke nu. Langsomt lukkede hun øjenen i og pressede de sidste tåre ud før hun tørete sine øjne. Hun så på ham igen og smilede svagt. Hun vidste inderst inde godt at han kun gjorde dette for at passe på hende og at det var derfor han handlede som ahn gjorde men det havde alligevel stødt af det han gjorde. Men hun var da kommet derfra i god behold. Et smil bredte sig på hendes læber og hun nikkede stille. Langsomt krøb hun ind i hans arme og lagde sig mod hans krop. Hun så forsigtigt op på ahm og smilede svagt til ham.

Sariel smilte svagt og lagde armene om hende. Han nussede hende forsigtigt, hun var så tynd og skrøbelig. Han havde trangen til at passe på hende og sørge for at hun ville kunne sørge for sig selv, lidt mad og et bad og så ville hun hurtigt være på arbejde igen så hun kunne starte forfra igen, det troede han hvert fald på, Alane var en stærk pige og kunne også klare sig selv, ingen tvivl om det, men nu var det hans tur til at vise hvad han var sat på jorden for. "Hvad kunne du tænke dig?" spurgte han roligt, og spørgsmålet kunne sådan handle om alt.

Hendes grønne øjne så kort på Sariel før hun lukkede dem. Et suk forlod hendes læber, selvom hun var tynd og skrøbelig gik hun altså ikke i stykker så nemt som Sariel troede. "Jeg går altså ikke så nemt i stykker". Hun lå roligt og mageligt i hans arme mens hendes varme ånden gled ud over hans brystkasse. Hun ville gerne behandles som hun altid blev, hun ville ikke have særbehandling fordi hun var blevet hjemløs og meget tynd. Hun var jo ikke anderledes men det kunne Sariel ikke helt se. Han troede at hun ville gå i stykker så let som ingenting. "Hvad mener du præcis med det?". Hun lagde hovedet på skrå og så ham i øjnene.

Sariel bed sig i læben og tænkte over hvor længe alt det her egentlig skulle gå hen og tage. Han var en engel, han skulle passe på hende og han kunne jo ikke bare sige det lige ud som han havde haft i tankerne, men det bedste var sikkert bare at lade være forblive en tanke. Han krammede om hende og kyssede hende på hovedet. Hvis han blev ved med at rive i hans gamle følelser, hvad skulle der så blive af ham?
"altså, er der noget du kunne tænke dig? Mad, bad, ny kjole?" sagde han og grinte svagt. Hun måtte have et godt sind før hun kunne få et job.

Alane lå forsat bare en hans arme uden at gøre noget, der løb et par sidste tåre ned af hendes kinder da hun blinkede men det var også de sidste. Hun tørede dem dog bare væk uden at tænke over det. Langsomt så hun op på ham og gav ham et svagt smil. Hun havde aldrig nogensinde fuldt ud tilgivet ham og det kom hun aldrig til. Hun havde bare valgt at lægge det bag sig og komme vidre i livet nu. Det var hvad hun havde fået ud af at se ham igen. Han havde tydeligvis gjordt det samme så nu var det vel også på tide at hun kom vidre? "Nej, ellers tak. Jeg har ikke brug for noget". Hun smilte svagt til ham da han nævnte de ting.

Sariel sukkede stille i sit indre da han hørte at hun ikke havde brug for noget. Men han kunne vel heller ikke altid være der for hende, da han var sikker på at hun ville finde en større kærlighed end ham. Det ville nok komme snart, det kunne han bare mærke. "Det er så iorden" svarede han roligt og smilte svagt. Hvad fik han ud af al det her, han var vel nød til at være egoistisk i dette tilfælde. "Hvad er det egentlig vi laver?" spurgte han og lod armene falde til gulvet og lod blikket falde op i loftet.

Alane var bare glad for at være i live endnu, hun havde ikke brug for materielle goder, nej hun ville bare have en person som var der for hende. Ikke nødvendigvis en kæreste men en person hun kunne stole på som var der for hende når hun havde brug for det. Hun tørrede sine øjne en sidste gang og denne gang kom der ikke nye tåre. Langsomt satte hun sig op og så på ham, han virkede pludselig anderlede. "Det ved jeg ikke, hvad mener du?". Hun var forvirret og bed sig let i læben, hun ville bare gerne være venner med Sariel igen, bare være en del af hans liv igen, ikke som kæreste men som en god ven. Hun havde ikke lyst til at være sammen med Sariel på dne måde, hun var stadig såret over hvad han havde gjort mod hende, bare ikke nær så meget. Hun var kommer videre og ville nu være glad på hans vegne hvis han fandt en at være sammen med som gjorde ham glad. Han fortjente også at være glad.

Sariel kom til at tænke, han kunne jo ikke vide om hun havde de samme tanker som han havde. Måske følte han sig en smule udnyttet? Nej det ville han ikke tænke over men bare lad det værre for nu. "Jeg.. ehm.. nej, ikke noget.. Vil bare høre hvor længe du blir, skal snart...igang igen.." sagde han mumlende. Det var ingen løgn, han ville faktisk bare gerne være alene. Han havde jo den svaghed til hende, og han måtte snart lærer at kontrollere den. Han var svag omkring hende, og hvis det aldrig blev mere end venner så ville han langsomt blive ødelagt.

Alane var forvirret og det kunne tydeligt ses på hende. Hendes store grønne øjne så op mod Sariels øjne. Hun lagde let hovedet på skrå go lod så sit blik falde. Hun bed sig let i læben. Hun kunne godt mærke at han egentlig bare ville af med hende, men det var vel også klart. Hun vae hæslig og intet værd. "Jeg går bare nu Sariel...". Hun rejste sig forsigtigt op, hun var usikker på benen men gik alligevel hen mod udgangen. Et suk forlod hendes læber. Hendes hånd lukkede sig om dørhåndtaget, langsomt så hun sig over skulderen og om på Sariel, "Jeg håber du får et godt liv Sariel. Undskyld ulejligheden". Hun smilte svagt og åbnede så døren og gik. En stille lyd kom fra døren da den blev lukket i.