Legepladsen efter midnat

Jalaz trak på skuldrene. "Måske fordi det er alt for længe siden jeg har følt sådan overfor nogen, eller måske fordi jeg bare er glad for at kende dig.." svarede hun og trak på skuldrene da hun ikke selv var sikker på hvorfor hun tænkte sådan.

Elisabeth følte sig smigret, og munter. Hun svarede ikke til, at starte med og det var ikke fordi, hun ikke havde det på samme måde, men fordi hun havde så svært ved følelser. Elisabeth nikkede roligt, og inhalerede med et let smil. Lidt efter pustede hun røgen ud igennem næsen, og betragtede englen. Hun huskede stadig ikke navnet. Pinligt. "Er du egentlig træt?" spurgte hun. Det var hendes måde, at vise, at hun bekymrede sig om hende. Sådan.. Lidt, for hun vidste jo godt, at englen kunne tale og slå fra sig.

"En smule, ja.." svarede hun og nikkede svagt. Det passede egentlig ikke... Hun var mildest talt sengefærdig, men hun kunne ikke lide at sige at hun var træt.. Det fik hende til at føle sig lille, og hun ville bestemt ikke føle sig lille overfor nogen som helst.

Elisabeth nikkede roligt, snøftede før hun rejste sig. "Så kom. Jeg kan vise dig lejligheden," sagde hun roligt, før hun smilede kort, men varmt til hende, og begyndte at gå ned mod lågen, der førte ud af legepladsen.

Jalaz nikkede lidt og fulgte efter Elisabeth ud af legepladsen. "Ehm... Har du tænkt dig at til Werclare her fra?" spurgte hun så, og så spørgende på Elisabeth.

"Ligger det langt væk?" spurgte hun dumt. Elisabeth havde aldrig lagt mærke til, hvor langt der engentlig var, fordi hun altid gik dybt betaget i tanker. Nogle gange andres tanker, som hun havde fået adgang til, eller hendes egne.

"Omkring 15 kilometer" svarede hun en smule overrasket over spørgsmålet. Elisabeth måtte da vide at de to byer ikke bare lå et stenkast fra hinanden... Burde hun ikke?

"Gud," udbrød hun lavt, og grinede så. Hun inhalerede, og pustede ud igennem næsen. "Det vidste jeg sgu ikke. Det kommer jo til at tage tid - Er her ikke en station?" spurgte hun roligt, før hun så sig rundt.

"Det er der sikkert.. Men jeg må ærligt indrømme at jeg ikke aner hvor den skulle være... Men.."Jalaz stoppede op i sætningen og bed sig svaggt i læben og så kort overvejende ud. "Men vi kunne jo også bare... Du ved.. Flyve.." fortsatte hun så, usikker på om det nu også var helt klog at foreslå.

Elisabeth så på hende, med et smørret smil. "Skal vi se hvem der komme først? Jeg løber, du flyver," sagde hun og grinede kort, før hun rystede på hovedet. Det havde været for sjov. "Men jeg kan jo ikke flyve?" sagde hun tænksomt.

Jalaz så lidt op og ned af Elisabeth. "Hvor meget vejer du?" spurgte hun så og smilede skævt.

Elisabeth havde altid været utrolig spinkel, og lille af sig, men stærk. Hun trak kort på skuldrene, før hun smed smøgen, og betragtede hende. "Det ved jeg sgu ikke lige, men hvis dine arme begynder at sove, giver du bare slip. Jeg lander nok ikke på benene, men what the fuck," sagde hun og grinede lavt.

Jalaz fnøs kort, og begyndte at tage jakken af. Hun var nødt til at ffå jakken af hvis hun overhovedet skulle kunne folde sine vinger ud.. Skide vinger.. Nej hvor var hun egentlig sur på dem.. Jaja de pyntede fint og kunne bruges til at flyve med, men tilgengæld behøvede man ikke meget mere end at tage fat i dem før det gjorde ondt...

Elisabeth betragtede hende, og viklede den lange gardigan omkring hende, så den ikke generede hende, når hun skulle flyve. Elisabeth smilede kort til hende, før hun strøg en hånd igennem hendes hår.

Jalaz bandt jakken om livet, og foldede de store hvide vinger ud i samme bevægelse. Hun bed sig kort i læben, da det lettede utroligt meget at få dem ud af ryggen. "Vi er nødt til at holde godt fat om hinanden.." sagde hun og gik helt hen til Elisabeth.

Elisabeth tøvede. Hun havde taget sine forholdsregler, når hun skulle være sammen med englen, og havde spist - Men var det nok? Englen havde en utrolig tiltrækkende lugt, og selvom Elisabeth var trænet i at undgå at bide uskyldige væsner, og mennesker, havde hun altid været bange for at gøre englen ondt. Alligevel stillede hun sig tæt på englen, og så på hende spørgende i øjnene - Hvad nu?

Jalaz lagde armene om vampyren, og bed sig svagt i læben. Var det nu klogt? Sikkert ikke men hun stolede på at Elisabeth ikke gjorde hende noget. "Hold fat om mig" sagde hun stille, og lettere alvorligt. Hun ville ikke tabe vampyren, men kunne ikke holde hende fat selv, hun var nødt til også at tage fat om Jalaz...

Elisabeth snøftede højlydt, før hun lavt undskyldte. Duften. Hun tvang sig selv til, ikke at trække vejret, og tog så fat om englen. Efter Elisabeth havde holdt vejret, kunne hun ikke rigtig dufte hendes lugt, selvom den stadig var der, hvilken kun var positivt. Man kunne ikke hører nogen vejrtrækning fra Elisabeths side, og det lagde englen sikkert mærke til på et tidspunkt.

Jalaz baskede hårdt med vingerne og satte af mod jorden. Hendes greb om Elisabeth strammedes en smule, for at undgå at tabe hende. "Træk vejret. Du bider mig ikke med mindre du har lyst til at styrte fra ti meters højde." sagde hun roligt og fløj op i den angivne højde og satte kursen mod Werclare.

//Har lige nogle pligter jeg skal have ordnet for jeg svare igen.//

Elisabeth mærkede den kølige luft imod hendes ansigt, og hun smilede mildt. Hun ville også kunne flyve - Det var fantastisk. "Det her bliver du nødt til at gøre noget oftere," råbte hun, for alt vinden, kunne godt larme meget. Nu trak hun vejret, selvom duften næsten var uumodståelig. Næsten.

Jalaz lo, men svarede ikke. Hun koncentrede sig om at holde dem i luften og samtidig holde kursen. Det gik vist meget godt, hun kunne i hvertfald se kirketårnet fra domkirken nu.. Der var ikke ret langt til havnen længere, hvilket Jalaz egentlig var glad for, for det var anstrengende at skulle bære den ekstra vægt, Elisabeth udgjorde.

Elisabeth strake den ene arm, og smilede svagt, før hun lukkede øjnene. Vinden i håret, og ansigtet, var dejlig opfriskende på en eller anden måde. Elisabeth levede, for en kort stund. Alt for kort. Noget hun ikke havde følt længe.

Jalaz kunne nu se havnen under dem. Da hun ikke anede hvor ved havnen Elisabeth boede valgte hun at lande cirka midt i, ved alle de store pakhuse. Hun satte farten ned, men var forsigtig med at tage for meget af både fart, og højde da det ikke var helt nemt at lande med 'passagere'.

Da hun lande på jorden, gav Elisabeth hurtigt slip på hende. Hun var ikke vild med, at være for tæt på hende, da hendes duft var så tiltrækkende. Elisabeth gik hurtigt et pat metre væk fra hende, og smilede kort, men en smule undskyldende. "Følg mig," sagde hun roligt, før hun begynde at gå. Der var ikke så langt endnu.

"Okay" nikkede Jalaz der også hurtigt havde givet slip på vampyren. Ikke fordi hun var bange for hende, men det bragte så lidt for mange minder at stå så tæt på en vampyr.. Tja det var vel egentlig bare det at stå så tæt på andre der bragte de minder, men det var ikke noget at snakke om.. Jalaz fulgte bare Elisabeth, og gned sig kort i øjet.