Legepladsen efter midnat

Elisabeth havde gået i tavshed, indtil de nåede en lille gyde. Elisabeth passerede den roligt, før hun trådte ind i lys, men dog roddet gård. Lidt længere henne, lå der et hus. "Der bor ikke nogen forneden," informerede Elisabeth og gik op af trappen, der førte videre ind til hendes hus. Hun åbnede døren, tidligere på dagen havde hun vist ikke låst, og gik ind. Det var enkelt og ikke særlig møbleret. Elisabeth trådte ind i stuen, og nikkede mod sofaen. Lidt efter smed hun et tæppe overpå sofaen, og vende sig, sådan så hun stod med fronten til englen. Hun betragtede hende afventende.

Jalaz så sig om i rummet, og smilte lidt. Selv om det ikke så ud af så meget - lejligheden altså - så var Jalaz dybt taknemlig over at få lov at være der. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige, men mumlede et 'tak' til Elisabeth.

Elisabeth havde sat sig på en stol, op af væggen. Hendes lange hår var fugtigt, og hendes lange gardigan ligeså. Hun så fjern og tænksom ud. Elisabeth tanker havde vandret omkring, i smukt stort rum, hvor en nybagt familie sad leende på sengen. Med en udmattet kvinde, og en lykkelig og nybagt far. Tanken var latterlig, og Elisabeth anede ikke, hvorfor hun stadig kæmpede med det minde. Hvorfor hun konstant tænkte tilbage på det.

Jalaz bandt jakken op og lade den ved siden af sofaen som hun satte sig i. Hun trak derefter skoene af og tog benene opi sofaen, og svømbte tæppet om sig. Hun så lidt på Elisabeth, men blev hurtigt fjern i blikket. Hun hvilede hovedet med sine knæ, og lukkede stille øjnene i. Dog sov hun ikke. Ikke endnu i hvertfald..

Elisabeth sad helt stille, og betragtede englen, uden at blinke. Om et par minutter eller to, ville englen sikkert sove. Elisabeth kunne ikke huske, hvordan det var at falde til ro, eller hvor lang tid det tog, så hun gættede. Elisabeth trak ikke vejret, i frygt for at forstyrre englen - Men Elisabeth behøvede jo heller ikke at trække vejret.

Der gik ganske rigtigt ikke langtid før Jalaz gled ind i søvnen. Alt anspændt forlod hendes ansigt, og efterlod det med et afslappet, ja fredfyldt udtryk. Hun trak vejret tungt, og var langt væk i drømme.

Elisabeth sad stadig stiv som et bræt, og betragtede englen. Efter en halv time, begyndte hun at trække vejret igen, selvom hun jo ikke var tvunget. Elisabeth havde prist sig lykkelig for, at hun havde taget sine smøger med hen til stolen, for hun der havde hun tænkt sig, at sidde resten af natten. Måske en smule wierd, men der var ingen der kunne brokke sig. Mere. Et svagt smil gled over Elisabeths ansigt ved dén tanke.

//Slut eller ? (:

//Guess so ^^//

// Okay :D