Markus-wolfgang--privat...HJÆLP MIG!!!

Dato:irl
Omgivelser:skoven, træer
Sted:skoven
Dag:irl
Tid;22.22
Årstid:sensommer


Lisa kunne snart ikke løbe mere fra den underlige blege mand der
løb efter hende, det var klart en vampyr men det hviste hun ikke.
Hun var træt og det var som om at manden kunne finde hende
lige meget havd hun gjorder, hun var bange men kunne ikke græde
af bare frygt og træthed for at løbe. Hun kunne næsten ikke få vejret
mere og faldt nu på knæ fordi hun ikke kunne løbe mere, hun frygtede
for sit liv, eller for at denne mand/vampyr ville voldtage hende, hvorfor
var hun også gået gennem skoven fra arbejde af.

markus kom gående gennem skoven i sin lang læderjakke og med en smøg i munden. han kiggede på træerne, her var nu meget smukt; men han savnede altså byen. pludselig kom en forpustet pige løbende tværs over den sti han gik på, hun stank langt væk af frygt. "hvad sker der??" spurgte han afslappede.

HUn vendte sig om i skovbunden og der lige over hende stod han,
ham der havde jagtet hende hele vejen ud i skoven. kun ca 4 meter
fra stien var de, hendes hjerte bankede som besat var det her enden
på hendes liv. Vampyrer havde for travlt med Lisa til at bemærke varulven
ca. 9 meter fra ham. "Du skal dø i nat" sagde han til Lisa og sprang på
nu begyndte tårende at springe frem i Lisa's øjne og hun prøvede at
kæmpe for at få manden væk, hun begyndte at skrige som en stukket gris.

han så overraskede på vampyren, overvejede lidt at gå; men på den anden side, han kunne ikke så godt lide vampyrer, "team jacob!" skreg han, forvandlede sig og angreb vampyren.

Vampyren var lige pluselig væk fra Lisa og kun satte sig op
med et forbavset blik for at se hvad der skete, først troede
hun at hun var død, men hun havde jo hørt en råbe noget i det
samme så hun i månens skær, en kæmpe ulv eller rettere en
varulv stå og flænse vampyren som prøvede at forsvære sig.
Hun havde åben mund og polypper, imens hun bare sad og så
på.

han holdt inde, da han følte han havde vundet stort nok, så stillede han sig foran pigen og snerrede advarende, for at signalere 'gå et andet sted hen og jag'

Lisa kiggede på den store varulv der havde vendt ryggen til hende
for at beskytte hende fra vampyren. Vampyren var hårdt såret,
og forsvandt hurtigt fra stedet. Lisa havde stadig store øjne og
hviskede meget svag ud til varulven, "Tak" hun hviste jo ikke
om varulven bare ville æde hende, som vampyren eller om det
var fordi den ville beskytte hende.

da vampyren var væk, gik han over til sit tøj, og skiftede form. smerten fik ham til at komme med et ynkeligt piv, så var han tilbage i menneskeform. han så på sit delvist ødelagte tøj, i det mindste kunne det maste stadig bruges. han tog det på, "nå, hvad gik det så ud på?" spurgte han hende med et smil, det var længe siden han sidst havde kæmpet mod en vampyr.

Lisa der lignte en lille pige på 8 der havde set en rigtig prinsse
sad stadig bare med åben mund og kiggede på drengen/manden
foran hende, hun pegede på ham og så med overraskene stemme,
"Du...du jo et menneske...et varulv" hun rejste sig i det samme,
"Du..." hun hviste ikke havd hun skulle sige, men hun tuer ikke
nærme sig ham iværtigfald.

hendes forbløffelse fik ham til at le, det var længe siden han havde været sammen med et menneske, "ja" sagde han med et skævt smil "nå fortæl mig så, hvad lavede du med den vampyr?"

Lisa var lige ved at gå i spagat, han tog det som ingen ting
at han var en varulv, hun havde mange sprøgsmål så som,
-HVordan blev du det- er det ikke uhyggeligt---bliver du forvandlet,
ved fuldmåne--- Men det eneste der kom ud af hendes mund var
"Jeg gik hjem fra mit arbejde og så fuldte han med mig,
eller rettere han forfuldte mig" hún frys ret så meget nu da hendes
jakke var noget gammelt lort men alligevel elskede hun den
"Så begyndte han pluselig at gå hurtigere og så begyndte
jeg at gå hurtigere, så tog han fat i mig men jeg vred mig fri"
hun var lige ved at miste pusten af at fortælle denne fremmed
om hvad der var sket.

"aha ..." så han havde ødelagt den stakkels fyrs middag ... "har du haft kontakt med ikke-mennesker før?" spurgte han nysgerrigt, selvom hendes overraskede reaktion fortalte en del. han smilte stadig.

"Øhm ikke menner?" sagde hun og blev helt
panisk, "findes der andre som dig!" sprugte hun
forbavset, hun var helt elektrisk. Hun gik mod ham
og kunne nu se at noget af hans tøj var godt ødelagt,
hun så op og ned af ham, "Fryser du ikke?" sprugte
hun da hun frøs utroligt meget.

"ja ... fx ham vampyren der ..." sagde han og så på hende. hendes paniske respons fik ham endnu engang til at le. "det er ikke slemt" han var stadig varm efter kampen

Hun standsede helt op, "Findes der vampyrer!!" han
lavede sjov med hende dette her kunne ikke være rigtigt,
"Du laver bare sjov" adrenalinen kørte rundt i hendes krop,
men samtidig kunne det jo passe, ham manden havde jo
været så bleg og stærk.

"... ups ..." var det ikke noget med at mennesker ikke måtte kende til ikke-mennesker? nå ja, skaden var jo sket og han kunne ikke gøre så meget ved det nu ... måske vampyren åd hende senere og så var der jo intet sket ... han lo lidt over sin egen fantastiske humor. så så han på hende og rystede lidt på hivedet "jeg havde helt glemt, hvor uvidende mennesker er" grinede han.

Hun kiggede lidt undrende på han, "Jeg er ikke uvidene"
sagde hun og blev faktisk ret så fornærmet, hun sukkede,
"Tak for hjællpen" hun skulle nok finde vej hjem igen uden
hans hjælp! Hun var en rolig sjæl normalt, men folk skulle
ikke sige hun var uviden!

han lo ad hendes fornærmede reaktion "så du vidste alt så alt det her i forvejen?" spurgte han drillende.

"Nej" sagde hun og slog blikket ned i jorden,
det der var med hende var at mange havde kaldt
hende dum eller havde sagt at hun bare skulle tie
stille fordi hun havde lyst hår, derfor tog hun så
hårdt på når folk kaldte hende uviden, hun havde
arbejdet hele sit skole liv på at være god og alligevel
selvom folk så hvor god hun var, kaldte de hende alligevel
for en dum blondine. HUn sukkede igen.

han så afventende på hende, mon hun ville sige noget mere? mensa hab ventede begyndte han at kunne mærke kulden i sine hænder, han sukkede. han hadede kulde. så tændte han små flammer i sine håndflader for at varme dem.

Lisa blev så forskrækket at hun skreg og løb hen for
at prøve at slukke ilden, men til ingen nytte.
Hun troede at der bare lige pluselig var gået ild i ham.
Men hun stoppede først da det begyndte at give brandsår,
hun tog sig til sine hænder da der begyndte at komme storer
smerter i den. "Arv" lød det pivende fra hende.

han så overraskede på hende, "du er ikke vant til magi, hva?" spurgte han drillende, så så han på hendes forbrændte hænder "du burde få nogen til at se på det der, måske noget is ..." sagde han en smule bekymret, hvis han havde opdaget i tide at hun stod og slog fortvivlet på hans hænder, havde han selvfølgelig slukkede ilden.

Det var så slemt at hun faktisk var ved at græde endnu
engang i dag, "Nej det er jeg faktisk ikke" pev hun med
en ked af det stemme, hun tog sine hænder ind til sig men
intet ville hjælpe ud over noget koldt, det var smertefuldt,
hvorfor skulle hun også prøve at slukke ilden.

han så sig om, intet is ... "du må nok hellere skynde dig hjem" sagde han og gik hen til hende, for at hjælpe hende op.

HUn lagde ikke mærke til at han kom over til hende,
det gjorder bare så ondt. Hun ville bare gerne hjem nu,
faktisk håbede hun det her bare var en drøm, men det
føltes så virkelig.