Wuhu!! Fest xD

"Det kommer an på defenitionen af nomal.. Men han har nok drukket lidt mere end han burde.." svarede Jean med et smil, og tog selv endnu en tår af sin drink. Hun så lidt på sin ven, før hans blik blev fanget af en anden pige, og så var han væk igen blandt den dansende masse.

"Det ville ikke overraske mig, hvis vi to var de eneste der var næsten ædru" Sagde hun og smilede skævt. Selv bartenderne var en smule berusede. Nok mest pga. af de drinks de drak i smug

"Måske" sagde Jean lettere grinende, og smilede. Hendes bliik gled lidt rundt på danse gulvet, før hun vendte sit blik mod Kala, og smilede til hende.

"Hvad lavede du egentlig i skoven?" Spurgte hun nysgerrigt og betragtede hende. Ikke mange mennesker ville have gået igennem Den triste skov midt om natten. Ret mange brød sig heller ikke om at komme der om dagen.

"Jeg var på vej hjem. Jeg gad ikke at tage toget, og så er den hurtigeste vej gennem skoven. Hvad med dig?" svarede hun og trak lidt på den ene skulder.

"Søvnproblemer" Løj hun og smilede bare. Faktisk havde det været pga. af voldsomme smerter i ryggen. Derfor havde hun besluttet sig at flyve en tur og så havde skoven været det første og bedste sted at lande.

Jean nikkede, og smilede lidt. Hun løftede glasset for at tage en tår af drinken kun for at opdaget at det var tomt. Hun lo lidt af sig selv, og satte glasset fra sig igen på bardisken. Hun havde ikke lagt mærke til at hun havde tømt glasset, og var derfor blevet en smule overrasket.

"Er du lige flytte hertil?" Spurgte hun mest bare for at få samtalen i gang. Dog var hun en smule nysgerrig alligevel.

"Nej det er fem år siden jeg kom her til.. Har du boet her længe?" svarede hun nysgerrigt, og betragtede Kala med et let smil.

Kala tænkte sig om. "Et par måneder eller sådan noget" Sagde hun og trak smilende på skulderne. "Jeg blev temmelig overrasket over menneskerne der bor her da jeg flyttede hertil".

"Hvorfor det?" spurgte Jean, og så lettere undrene ud. Hun mente da ikke at der var noget specielt ved menneskene i området.. Der var selvfølgelig de der særlinge som manden fra skoven, og pigen fra legepladsen, men det var da langt fra alle der var sådan..

Kala bed sig i læben. Hvis hun ikke tog sig sammen kunne hun komme til at afsløre hele deres verden. Hun var dog nogenlunde sikker på at Jean ikke ville tro på hende hvis hun fortalte at manden havde været en vampyr og at hun selv var engel. Derfor trak hun på skulderne. "Folk er bare så søde, også dem som ikke er helt normale" sagde hun og smilede lidt. Det var dog løgn. Vampyrene, som der var flest af, var i meget få tilfælde søde ved hende. De fleste prøvede at drikke hendes blod.

"Var de da ikke det der hvor du boede før?" spurgte Jean nysgerrigt. Hun betragtede Kala, med et glad blik, og smilede svagt af nysgerrighed.

"Jo, der hvor jeg boede før var folk meget sødere end her, men det bliver hurtigt trættende, synes jeg" Mumlede hun og smilede skævt. Alle havde været så søde at det til sidst havde været ved at drive hende til vanvid. "Men jeg trængte også bare til at flytte langt væk fra min familie"

Jean nikkede, så ned i disken, og mumlede noget der kunne som 'Kender jeg godt'. Hun referede til det med bare at ville så langt væk fra sin familie som muligt, da det var sådan hun havde haft det de sidste år før hun kom her til. Der var stadig ingen udover hendes familie og politiet der vidste noget om hvad der var sket, og hvorfor hun ikke boede sammen med sine forældre. Det var faktisk de færreste der overhovedet vidste at hun ikke boede sammen med dem, da hun som regel ikke talte om det.

Kala så nysgerrigt på hende. Fornemmede at Jean ikke havde haft det på helt samme måde med at flytte væk fra sin familie. "Vil du tale om det?" Spurgte hun og smilede opmuntrende.

"Ehm... Ikke her.." svare Jean og så sig lidt om i den fyldte klub. Hun ville ikke have at andre skulle høre hende, da hun var bange for at blive dømt udfra sine forældre. Men af en eller anden ukendt grund var hun ikke bange for det med Kala, og hun havde egentlig brug for at sige det til nogen.. Nogen der ikke så på en med profetionelle øjne, og skrev hvert et ord, hver reaktion, ned på et stykke papir for at opsumere senere med vildt fremmed..

Kala nikkede forstående og smilede sit engleblide smil. "Fint nok" Sagde hun og så sig omkring. Faren for at de skulle blive hørt var ikke særlig stor, men det var altid godt at være på den sikre side.

Jean havde helt mistet lysten til at være på klubben, og rejste sig derfor. "Jeg tror jeg går ud." sagde hun til Kala, og smilede svagt før hun satte kursen mod udgangen. Et eller andet sted håbede hun halvt om halvt at Kala ville følge efter hende, men regnede dog ikke med det.

Kala sad og bed sig i læben. Overvejede om Jean mon ville have hun skulle følge efter og hvad der skete hvis hun ikke ville have det. Rejste sig så bare op og fulgte efter hende mod udgangen.

Da Jean kom udenfor, gik hun først lidt væk fra døren så hun ikke blokkerede den, hvorefter hun en tid bare stod og trak vejret dybt. Det var isende koldt efter det varme lokale, og hun trak jakken lidt tættere om sig.

Kala frøs ikke selvom det var koldt og hun kun havde et top på. Hendes arme var bare. Jakken havde hun lagt derhjemme. Gik hen til Jean og ventede på at hun begyndte at snakke. Ville ikke presse hende.

Jean overvejede lidt om det nu også var en god ide at begynde at snakke om, og var lige ved at fortryde. "Mine forældre bor stadig i Frankrig.. Og jeg bor hos mine bedsteforældre.." begyndte hun lettere tøvende, og var ikke sikker på hvordan hun skulle formulere sig.

Kala smilede opmuntrende til hende. Hun kunne ikke selv se noget mærkeligt i at Jean boede hos sine bedsteforældre og ikke hos sine forældre i Frankrig. "Jeg dømmer dig ikke, hvis du skulle tro det" Sagde hun stille og smilede stadig.

Jean nikkede lidt, og tænkte stadig over hvordan hun skulle formulere sig. "Altså.. Min mor hun.. Hun er tvangsindlagdt på et sindsyge hospital, og min far han sidder i livsvarrigt fængsel.." sagde hun stille, og talte meget hurtigt for ikke at give sig selv tid til at fortyde midt i sætningen.