Memories never last.

"Selvfølgelig er det mit barn... Jeg har selv fundet det" Sagde han og tog barnet ind til sig igen, da det var blevet hårdt at holde det med én hånd. Han havde endnu ikke hørt om historien, blomsten og bien, og vidste faktisk ikke så meget om børn eller hvordan de kom til verdenen. "Du må hellere gøre hvad der bliver sagt!" Sagde han, uden egentlig at have noget at true hende med. Faktisk var han heller ikke særlig god til det med at slås. At han slap ud fra anstalten var kun et tilfælde og ikke spor bevidst.

Fie sukkede, og så ned. "Det er ikke dit barn, bare fordi du han fundet det!... Så er jeg måske også din, eller hvad?" spurgte hun, da man vel på en måde godt kunne sige at han havde fundet hende. Hun gik hen til ham, og så ham i øjnene. "Ved du overhovedet hvordan børn kommer til verden?"spurgte hun, og så på ham.

Jacoby så undersøgende på hende og gav hende det populære elevatorblik. "Min?" Han tænkte. Han kunne da godt bruge en eller anden til at rende efter ham, og den ide havde han ingenting imod. Fie havde netop givet ham den fantastiske ide at beholde hende, frem for babyen. I det mindste stank eller græd hun ikke.
"Nej.. men du har ret" Sagde han og lagde barnet på jorden og tog i stedet hendes hånd og træk hende videre "Det der er ikke mit barn... Vi ligner slet ikke hinanden".

Fie så på ham, og bed sig i læben. Hun var vidst kommet til at give ham en ide. "Jamen, du kan da ikke lade ham ligge her ude?!"sagde hun, og så på ham. Da han tog hendes hånd og trak i hende blev hun stående, og så på ham. Hun ville ikke med ham. Hun ville heller ikke lade barnett ligge udenfor om natten. "Lig ham tilbage eller jeg skrider"sagde hun, og så bestemt på ham.

Jacoby blev overrsket over at han ikke kunne trække Fie med sig idet han trækkede. Han så om på hende og blev stille lidt. *Skrider?* Tænkte han. Nej - det ville han ikke have. Han rettede sig helt mod hende og kiggede lidt hen på babyen der lå nogle meter væk, og han gik tilbage til barnet igen og løftede ham op og gik tilbage mod hans rigtige hjem.

Fie så på ham, og smilte lidt over at han faktisk gik tilbage med barnet fordi hun havde truet ham med at gå. Hun bed sig kort i læben, og gik med ham. Hun så lidt på krattet som hun efterhånden var ret irreteret på fordi det ret i hende når hun gik igennem det. Hun så på Jacoby og barnet. Hun var stadig ikke helt glad for den ide hun have fået givet ham, men det var bedre at barnet kom tilbage og at han så træk hende med sig. For Fie kunne stikke af til en hver tid.

Jacoby gik ind gennem krattet og indenfor i huset igen. Ingen havde opdaget at deres barn havde været væk, og der lød stadig en dæmpet snorken inde fra forældrenes soveværelse af.
Han fandt hurtigt frem ind til barnets værelse og afleverede det. Ligeså hurtigt kom han ud igen og så på Fie. "Tilfreds?" Spurgte han og tog hendes håndled og trak hende med sig videre igen.

Fie så efter ham, og blev stående udenfor krattet. Hun bed sig i læben, og nikkede da han igen stod ved hende og spurgte om hun var tilfreds. Hun gik dog med ham denne gang, da hun ville se hvad han havde tænkt sig. Hendes nysgerrighed drev hendes med ham. Og hvis den ikke havde været så stærk var hun løbet hjem igen, og prøvet på at glemme. Hun så på ham, og gik op ved siden af ham.

Jacoby gik med hende og holdt stadig fat i hendes hånd. Nu hvor han havde Fie med sig, var han faktisk ikke i panik om aftenen. Ingen stemmer at høre og ingen frygt for at nogen skulle stjæle fra ham. Måske havde Fie også et hjem han kunne sove i?
"Hvor bor du henne?" Spurgte han så, efter at have gået i et stykke tid. Han stoppede op og så om på hende. Han fandt Fie så lille og pæn, men samtidig var hun også kold og skræmmende stærk?

Fie fulgte ham roligt, imens hendes blik var rettet mod jorden. Hun bed sig i læben, og så på ham da han stoppede op og så på hende. "Ehm, i Werclare, hvorfor?"spurgte hun stille, og så usikkert på ham. Hun kunne ikke helt finde ud af hvorfor han ville vide det. Hun var faktisk blevet lidt forvirret over ham. Hun så på ham, og begyndte at føle sig meget usikker på sig selv igen.

Jacoby pegede mod hendes næse og lod langsomt fingerspidsen trykke på hendes næse. Han så på hende længe uden at sige noget og holdt bare fingeren der. "Du er så flot at kigge på" Sagde han mens han så hende i øjnene, koncentreret. "...Hvad er Wereclare..?".

Fie bed sig i læben, og blev ved med at holde blikket på ham. "Ehm... Tak"sagde hun stille da hun ikke rigtigt ellers vidste hvad hun skulle sige til ham. Hun var jo en vampyr så ynde og skønhed var noget der fulgte med, og det kunne være meget irreterende. "Ehm, Werclare er en by"sagde hun stille, og så på ham.

"Godt.. lad os tage til wereclare så!" Sagde han anspændt og rykkede sig om bag hende, tæt mod hende, som han prøvede at gemme sig bag hende fra noget. "Før mig derhen" Sagde han og skubbede hende igang med at gå samme retning som før, uden at vide hvor i alverden Wereclare lå henne.

Fie så på ham, men så bare ned da han skubbede til hende. "Hvorfor?"spurgte hun, og ville vide hvad han skulle i Werclare før hun ville gå der hen med ham. Hun vendte sig om mod ham, og så på ham. "Hvad vil du i Werclare?"spurgte hun, og så ham i øjnene.

"Hjem og sove" Svarede han bestemt og havde allerede valgt at han nu ville bo hos hende "Afsted". Han puffede til hende igen og ventede på at hun skulle flytte benene. "Hjem-hjem-hjem!" Sang han højlydt nok til at kunne vægge menneskerne inde i deres lejligheder.

Fie så på ham, og blev usikker. Han kunne da ikke bo hos hende, hun kendte ham jo dårligt nok. "Jamen?"hun nåede ikke at sige mere før han puffede til hende. Hun bed sig i læben, og begyndte at gå. Hun havde bestemt sig, nu skulle det været slut, han skulle ikke bo hos hende, han kunne skaffe sig sin egen lejlighed. Hun begyndte dog alligevel at gå mog Werclare.

Jacoby smilte tilfredst da Fie begyndte at gå, og han placerede sine hænder på hendes skuldre og fulgte hende. Det kunne godt se lidt sjovt ud, da det lidt var den samme måde man dansede boogie på. En to-mands-boogie.
"Hurtigere Fie!" Sagde han og begyndte selv at gå stærkere mens han tvang hende til at gå i samme tempo. Han kiggede ned i jorden og forsøgte at træde hende i hælene.

Fie bed sig i læben, og begyndte uden problemer at gå hurtiger. Hun blev dog ved med at sætte farten op, så hun gik hurtigere end ham. "Bedre?"spurgte hun stille, og holdt så tempoet der. Hun drejede om hen hjørne og fortsatte ligeud i et lang stykke tid. "Der er lang til Werclare herfra"sagde hun stille, og bed sig i læben. Det havde dog ikke taget hende så lang tid at komme der hen, da hun havde løbet det meste af vejen i vampyr hastighed.

"Meget bedre" Svarede Jacoby og havde nu ingen chance for at ramme hendes hæle, nu da hun gik stærkt. "Det går nok. Jeg er vant til at gå langt". Han holdt hendes skuldre og havde ikke i sinde at slippe dem. Han kunne et eller andet sted godt lide at røre dem.

Fie nikked ekort, og fortsatte. Hun drejede igen nogle gange, og gik så igen et lang stykke ligeud. "Hvorfor vil du bo hos mig?"spurgte hun stille, og så ned imens hun gik. Det var en underlig følelse af at han fulgte med hende. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre ud over at gå. Men hun prøvede at se sin chance for at slippe væk fra ham.

Han grinte lidt af hendes spørgsmål. "Hvor skal vi da ellers bo?" Spurgte han. Selv havde han ikke noget sted at bo udover anstalten, der sikkert stadig havde et værelse. Men han ville ikke tilbage dertil. Han havde det meget bedre herude i det fri, hvor man kun skulle være bange for folk med uniformer, som kørte i biler der lavede lyde. Han havde det got hos Fie.

Fie bed sig i læben, og lyttede til det han sagde. Hun blev hurtigt enig med sig selv om at det var nu hendes plan om at stikke af fra ham skulle sættes igang. Hun rev sig med lethed løs af hans hænder, og begyndte at løbe fra ham, dog i normal menneske hastighed. Hun ville helst ikke vise han hvad hun faktisk var, kun hvis hun blev nød til det.

Jacoby stoppede med at grine, da Fie pludselig begyndte at løbe. Hvor skulle hun hen? "Fie!?" Kaldte han og se efter hende ned ad gaden "Hvor skal du hen Fie!?"
Han kunne ikke lide at hun bare sådan løb og ikke vendte sig om. Han overvejede at løbe efter, før hun skulle blive helt væk fra ham.

Fie hørte ham godt, men stoppede ikke op. Hun fortsatte, til hun kom til en sidevej. Hun drejede der ind, og stoppede op. Hun ture ikke se sig tilage da han sikkert ville stå der, eller komme løbende efter hende. Hun gik lidt lingere ned af den lille sidevej. Hun sukkede kort, og så ned.

Jacoby gik forsigtigt og undrende efter hende i den retning hun var gået, men kunne pludselig ikke se hende mere. Han tænkte lidt på hvor hun var løbet hen og om hun overhoved kom tilbage. "Fieeee?!" Kaldte han igen, bare for at hun skulle høre ham og eventuelt gå tilbage til ham.