Gyserhus (Madelaine)

Han så på hende og fornemmede den pludselige tavshed "Maddie?" spurgte han stille, og hørte så hendes svar. Han strøg hende blidt over håret da han hørte hendes stemme "Undskyld det var ikke for at gøre dig ked af det" sagde han forsigtigt. "Jeg går ikke..eller jeg regner ikke med du vil have mig til at gå endnu" sagde han forsigtigt og trak hende tættere ind til sig. Han kyssede hende forsigtigt i håret, og tænkte over had han mon kunne gøre. Han så sig kort lidt omkring og så på hende igen , og sukkede "jeg er vist lidt åndsvag" mumlede han stille "undskyld.." hviskede han stille.

Madelaine smilte svagt og kunne ikke lade være med at nyde når han strøg hende blidt over håret eller når han kyssede hende, men det fik hende også til at tænke over om hun allerede var ved at falde for ham. Hun blev lidt overrasket over sin egen tanke, men lod det ikke ses på hende. "Du er ikke åndssvag Will, og jeg er okay" sagde hun stille og smilte svagt op til ham. Men alligevel holdte hun stadig lidt fast i hans trøje og bed sig diskret i læben. Men lidt efter lænede hun sig op og kyssede ham blidt på kinden, men alligevel så ramte det også nået af hans hage, fordi hun stadig ikke helt viste hvor hun havde hans hoved henne. "Jeg ønsker ikke at du skal gå.. " hviskede hun stille og lagde sit ansigt imod hans brystkasse og sukkede lidt.

William blev lettet over at han ikke havde såret hende "okay det var godt, jeg ville ikke kunne tilgive mig selv hvis jeg havde såret dig.." hviskede han ned mod hendes hår. Han blev lidt overrasket af det lille kys, men smilede bare af det for han syntedes at det var rart, kys kunne man aldrig få nok af ifølge ham, men han kom også fra en familie hvor kys var en naturlig del af hverdagen. "Så går jeg ikke" hviskede han tilbage og nussede hende på ryggen, og fornemmede hendes suk mod sin brystkasse.

Madelaine kunne ikke lade være med at smilte lidt over det han sagde og rystede kort på hovedet, " du skal ikke tænke på mig.. jeg klarer mig nok, selvom jeg bliver ked" sagde hun stille ind mod hans brystkasse, men det var så lavt at man næsten skulle tro at det var en hvisken. Hun kunne virkelig godt lide at han nussede hende ned af ryggen, det fik hende til at føle sig ufattelig meget afslappet og det kunne hun godt lide. "William... Vil du hjælpe mig med noget alligevel?" spurgte hun stille og gav ham et blidt klem. Hun havde ellers ikke lyst til at spørge ham om hjælp hele tiden, men denne her ting kunne hun ikke lige klare alene særlig godt.

William lyttede til Madelaine og sukkede tungt "Det er desværre ikke noget du bare kan sige Maddie.. Det er noget der ligger til mig, jeg vil ikke såre nogen" sagde han. Han nussede hende stille videre mens han lyttede til hendes åndedræt, for at sikre sig at hun ikke var ked af det. "Ja da" svarede han "hvad er det jeg skal hjælpe med?" spurgte han og klemte blidt igen.

Madelaine vendte ansigtet op imod ham og bed sig lidt i læben, men hun gjorde det diskret så han ikke kunne se det. Hun tænkte lidt over det han sagde og sukkede kort, " du sårer mig heller ikke.. det vil du aldrig kunne William" sagde hun stille og smilte svagt, men det forsvandt hurtigt igen. Hun sank en lille klump og vendte så ansigtet ned imens hun forklarede ham, hvad hun havde brug for hjælp med, " oppe på en af hylderne.. står er en lille kasse, den er nemlig ikke særlig stor og der skulle meget gerne stå medicin på den" sagde hun stille og lod sine hænder glide om på hans brystkasse igen og tog lidt fat i hans trøje.

William så på hende, men ville ikke til at skulle sige hende imod. Selvfølgelig kunne han såre hende, men han ville gøre hvad der stod i hans magt for ikke at gøre det. Han nussede hende blidt på ryggen igen, og vendte ansigtet mod hylden. Han fik straks øje på den lille kasse, og slap hende med den ene arm og tog kassen ned med sin frie hånd "jeg har den" sagde han roligt, og lyttede efeter hvad det næste var som han skulle gøre.

Madelaine var glad for at han kunne nå den, men hun smilte kun svagt da han sagde at han havde fat i den. Hun nikkede lidt og slap derefter hans trøje for at tage kassen roligt ud af hans hånd og løftede låget på den. Hun vendte ikke ansigtet ned imod kassen, for hun så ikke nogen ide i det, da hun alligevel ikke kunne se hvad der var i den. Men hun lagde låget på den nederste hylde som hun faktisk kunne nå og tog derefter hånden ned i kassen og roede lid i den. "Jeg vil ikke have at du kigger imens jeg fjerner mit bind for øjnene.." sagde hun stille og lidt trist, imens hun tog en lille tube cream op fra kassen og satte den derefter på hylden og vendte ansigtet op imod ham.

William lod hende tage det og slap hende stille, så han ikke var en belastning for hende når hun skulle finde noget i kassen. Han så ned i kassen da hun rodede i den, men sagde ikke noget. Han så på hende da hun sagde det, og nikkede så stille "jeg skal nok lade være" lovede han og tænkte at det så nok var bedst at gå ud af rummet eller i hvertfald vende ryggen til "vil du have at jeg skal gå ud?" spurgte han og vendte stille ryggen til så han ikke kunne se noget.

Madelaine lagde mærke til at han slap hende og han vendte sig væk fra hende. Hun rystede lidt på hovedet, selvom hun havde en anelse om at han ikke kunne se det og åbnede tuben, " nej det behøver du ikke.. For jeg vil ikke være alene, selvom jeg ikke vil have at du kigger" sagde hun stille og løsnede derefter sit bind for øjnene med sin ene hånd og lagde bindet på hylden efter at hun havde fået det af. Madelaine tog forsigtigt tuben hen til sin hånd og klemte lidt cream ud i hånden, ellere rettere på fingre spidserne og begyndte at smøre det ved øjnene. Heldigvis skjulte noget af hendes pendehår hendes øjne, hvis han ved et uheld skulle komme til at vende sig.

William nikkede stille "okay så bliver jeg stående" sagde han. Han forstod ikke hvorfor man ikke måtte se hendes øjne, men han ville ikke spørge, det vedkom ham nok ikke. Han stod stille og lyttede til hvad hun foretog sig, men vendte sig ikke en eneste gang.

Der var stille imellem dem, selvom Madelaine godt havde hørt at han svarede hende, men lige nu viste hun ikke rigtig hvad hun skulle svare. Det var underligt for hende at smøre creamen på selv, hun havde altid fået hjælp til det og lidt efter kunne hun også godt forstå hvorfor. "Av!" ømmede hun sig noget tid efter og tabte tuben ned på gulvet, hun lagde hænderne op foran øjnene og der begyndte at løbe lidt blod ned af den ene kind. Hun stod og ømmede sig lidt, men satte sig så ned på hug og rystede lidt, fordi det faktisk gjorde mere ondt end hun havde regnet med.

Han stod stille mens hun gjorde hvad det nu var hun gjorde. Han hørte hende sige av, og vendte sig om og så hende sidde på hug. Han satte sig ned på hug med sit blik stift mod gulvet, og tog hendes hånd "du ryster hvad skete der?" spurgte han stille og gav hende tuben i hånden, stadig uden at se på hendes ansigt for det havde han jo lovet.

Madelaine rystede lidt på hovedet og bed sig hårdt i læben. Hun havde lyst til at græde, men hun ville ikke alligevel, fordi William var til stede og hun havde jo allerede grædt foran ham en gang og det var vel rigeligt. Selvom han gav hende tuben i hånden, lagde hun den ned på gulvet og tørte lidt af blodet væk fra kinden, men der blev ved med at komme noget nyt. "Ikke noget... Jeg kan bare ikke lide at bløde" hviskede hun stille og fortsatte med at ryste lidt i kroppen. Der begyndte samtidig med blodet at ryge tårer ned af hendes kinder, fordi hun ikke kunne holde til at det gjorde så ondt.

William så alvorligt ned i gulvet "hvis det er dine øjne jeg ikke må se så luk øjnene" sagde han og rettede sit hoved op og tog fat om hendes ansigt. Han lod sin hånd glide ind under sin jakke og rev et stykke af sin skjorte, og duppede forsigtigt blodet og tårerne væk. Han lagde sin ene finger over såret, og den blev langsomt kold, iskold. "Hvorfor bedte du ikke bare om hjælp?" mumlede han mens han koncentrerede sig om at nedkøle såret og duppe blodet væk.

Madelaine blev overrasket over det han sagde, men alligevel nåede hun lige at lukke øjnene, men det var ikke det eneste hun var bange for at han skulle se. For hun synes i det hele taget ikke at hun var særlig køn uden sit øjenbind, så hun var bange for hvad han ville tænke om hende. "Det er ikke kun mine øjne.. der er også mange andre ting" sagde hun stille og havde virkelig meget lyst til bare at gemme sit ansigt væk igen. Hun mærkede at han duppede blodt væk og at hendes sår blev køligere. Men nu var det ikke det eneste sår hun havde. Rundt om hendes øjne, var der små ar og få steder nogle sår, som man kunne se havde været åbne for ikke så lang tid siden, men heller ikke for nylig. "Jeg bedte ikke om hjælp... fordi jeg var bange for din reaktion på mit ansigt" hviskede hun trist og sukkede lidt.

William så på hendes øjenlåg og rundt om hendes øjne mens han plejede dem. "Skal salven rundt om øjnene?" spurgte han mens han kølede såret, og så lidt på arene. Han betragtede hendes ansigt lidt "Maddie du har ikke noget at skamme dig over, du er køn" sagde han roligt mens han tog sig af hende. William blev som regelt alvorlig i sådanne situationer, og var ligeglad med om hun så havde haft monsterøjne inden under øjenbindet han ville stadig have hjulpet hende, fordi hun var hans ven.

Madelaine bed sig lidt i læben og havde sat sig helt ned på gulvet, fordi hun var blevet træt i bene af at sidde på hug, hun nikkede derefter lidt til det han spurgte om, "ja det skal den.. men du behøver altså ikke gøre det" sagde hun stille og slap sin læbe imens hun talte til ham, men bed sig med det sammen i læben, da hun var færdig med at snakke. Hun tog sig selv i at hun hele tiden var ved at vende ansigtet ned, på grund af at hun godt viste hvordan hendes ansigt så ud, eller i hvertfald havde en ide om det. Hun rystede derefter lidt på hovedet, men alligevel kunne hun ikke lade være med at smile lidt, " jeg er ikke køn.. i hvertfald ikke ligeså meget som andre kvinder" sagde hun stille og sukkede lidt.

William tog cremen uden at svare hende, og begyndte forsigtigt at smøre det på da hun var holdt op med at bløde. Hun havde ikke den jordiske chance for at vende sit hoved bort, da han holdt, varsomt, men alligevel fast om hendes hage. "Rettelse du er kønnere end mange andre kvinder" sagde han roligt, mens han stadig koncentrerede sig for han ville ikke prikke hende i øjet. Han så hendes lille smil og smilede svagt "hov var det ikke et lille smil jeg så?" spurgte han, for han ville ikke drille hende alt for voldsomt til at starte ud med, men lidt dril løftede som regel stemningen.

Madelaine havde vendt øjne af ham, hvis hun kunne lige nu på grund af det han sagde. Hun havde godt mærket at han holdte fast i hendes hage, så hun ikke kunne flytte hovedet, men hun ville heller ikke prøve på at flytte hovedet lige nu. Hun løftede sine hænder op og lagde dem blidt rundt omkring hans hånd som holdte hendes hage og tænkte kort. "Har du da set de kvinder som bor her? Eller vil du bare ikke gøre mig ked af det?" spurgte hun nysgerrigt og bed sig lidt i læben. Hendes svage smil kom frem igen da han drillede hende og hun følte at det løftede stemningen lidt. Hun trak lidt på den ene skulder og nussede ham lidt på hånden.

William blev færdig med at smøre hendes øjne med cremen, og slap stille taget i hendes hage men så så på hendes hænder så han lod sin hånd blive. Han så tænksomt på hende "jeg har ikke set dem der bor her, men jeg ser kvinder hver dag, så jeg har masser at sammenligne med" sagde han roligt. Gad vide hvilke kvinder der boede der, supermodeller? Han kunne ikke lade være med at smile lidt af de tanker. "Jeg har aldrig haft lyst til at gøre dig ked af det" sagde han stille. Han nød den stille nussen på hans hånd, og sad stille.

Madelaine nikkede lidt til det han sagde og fortsatte sin nussen på hans hånd, imens hun tænkte lidt over det. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt, men derefter kom der et lille suk fra hende, " nemlig, du ser kvinder hver dag, så burde du da også vide at de har træk som gør dem kønnere end mig.. hmm f.eks. de er ikke blinde" sagde hun og bed sig derefter lidt i læben. Hun sukkede lidt igen over det han sagde, og tog derefter hans hånd væk fra hendes hage, men lagde den istedet på hendes kind og nussede hans hånd på overfladen. "Du er ikke den første som har sagt at du ikke har lyst til at gøre mig ked... men alligevel sker det altid, fordi jeg er så uheldig" hviskede hun og fugtede sin underlæbe. Madelaine kunne ikke så godt lide at have lukkede øjne mere, så derfor tog hun chancen og åbnede dem langsomt op. Hendes øjne var næsten helt hvide, men man kunne lige se omridset af den farve som hendes øjne havde været engang. For de var nemlig lidt brune, hvis det ikke have været fordi det hvide overskyggede det meste af det, i hendes øje og hun vendte derefter ansigtet og blikket ned i gulvet.

William så på hende og tænkte lidt "ja jeg ser kvinder hver dag, men nej de er ikke kønnere end dig, mange af dem er så intetsigende og tomme..aj nu må du holde op, siger du at du ikke skulle være køn fordi du er blind?" sagde han, og kærtegnede hendes kind "Maddie du er mere meningsfuld end mange andre, og det er med til at gøre dig endnu kønnere.. nej ved du hvad vi kalder det smuk" sagde han for han mente de ting han sagde, han sagde ikke de ting kun for at trøste Madelaine han syntedes virkelig at der fandtes en vis skønhed over hende, selvom hun ikke ville kendes ved den. Han sukkede "undskyld.." hviskede han stille, for han ville ikke gøre hende ked af det. Han så lidt på hendes øjne da hun åbnede dem, men sagde ikke noget. Han blev utroligt nok mindet om sine egne. Han nussede blidt hendes kind og nød hendes nussen.

Madelaine tænkte lidt over de ting han sagde og kunne ikke lade være med at smile lidt over det. Hun vendte ansigtet op imod ham igen og lukkede kort øjnene, men det var for at tænke lidt. Derefter satte hun sig tættere på ham og nød at han kærtegnede hendes kind, hun lagde sin ene hånd på hans kind og nussede den ned af kinden på ham og ned omkring hans hage og hans underlæbe. " Tak Will, du er den første der har kaldt mig smuk, og jeg vil også have at du er den sidste der siger det, bare at en siger det, betyder meget for mig og du behøver ikke undskylde" sagde hun stille og smilte svagt. Men satte sig så endnu tættere på ham og begyndte at læne sig frem imod ham, men meget forsigtigt, hun havde din hånd ved hans læber og og bed sig kort i læben. Men slap den hurtigt, da hun mærkede hans ånde på hendes ansigt og var nu rimelig tæt på hans læber med sine, men stoppede så sig selv og vendte blikket lidt ned.

William så på hende og nød hendes nussen, både af hans kind og af hans hånd. "Jeg ved at der er flere der vil sige det til dig" sagde han og lyttede til hendes åndedræt. Han sad helt stille, og kunne fornemme hendes åndedræt, mod de små hvide dun på hans overlæbe og hage, for hans udvikling var jo pludselig stoppet op, så skæg havde han aldrig nået at få. Han fik pludselig dårlig samvittighed, var hun blevet forelsket i ham? Det var jo en katastrofe hvis hun var, for han elskede jo Rose overalt på jorden, men han holdt også meget af Madelaine, men hun var mere ven end forelskelse for ham. Han så på hende og trak hende så ind i et kram istedet, han ville ikke kunne knuse hendes hjerte, men han ville heller ikke kunne være Rose utro.