Gyserhus (Madelaine)

Madelaine lagde armene rundt om hans nakke og lide af hans skuldre, da hun mærkede at han trak hende ind til sig for at give hende et kram og fik meget dårlige anelser. Hun svarede ikke på det han sagde, men klemte sig istedet blidt ind til ham og viste ikke hvad hun skulle sige. "H-hvorfor har jeg det som om at du afviser mig?" spurgte hun trist og fik tårer i øjnene. Hun lagde sit ansigt ved hans skulder og snøftede lidt. Hun kunne heller ikke forstå hvorfor hun havde gjort som hun havde imens hun var sammen med William. Var hun virkelig gået hen og blevet forelsket i ham, eller var det fordi at han havde været så sød ved hende at hun ikke havde kunnet styre sig lige der. "Hvorfor skal jeg også være så uheldig.." mumlede hun trist med en svag gråd i stemmen, men hun holdte stadig sine tårer tilbage.

William gemte sit ansigt mod hendes hår "Madelaine jeg afviser dig ikke, men de følelser du nærer for mig, nærer jeg for en helt anden" hviskede han forpint for han hadede sådan noget. Han knugede hende ind til sig, for han holdt virkelig af Madelaine bare ikke på den måde. "du må ikke græde" hviskede han forsigtigt "jeg holder jo meget af dig, jeg.." han tav, hvorfor var det her så hårdt? Han nussede hende prøvende på ryggen "Maddie jeg er også uheldig, men vi må ikke lade uheld stoppe os i at leve.. hvis jeg havde tal på hvor mange gange jeg har været indlagt på hospitalet så kunne jeg også sige hvor mange gange jeg har været uheldig" sagde han stille.

Madelaine snøftede kort og trak vejret lidt uroligt, der begyndte at løbe tårer ned af hendes kinder, for hun kunne ikke holde dem tilbage mere. Hun gemte sit ansigt ved hans skulder og kunne slet ikke finde rundt i nogle ting lige nu. Hun sad og krammede, kyssede en som allerede havde en anden. Hun følte sig virkelig dum lige nu og kunne slet ikke finde på noget svar lige nu til noget af det han sagde. Hun græd lidt lydløst imod hans skulder, imens tårerne faldt ned på hends tøj. "Se selv hvad jeg sagde.. ligemeget hvor meget msn end ønsker det.. så kan man ikke lade være med at gøre folk kede af det" græd hun stille og rystede lidt på hovedet igen. "jeg holdte op med at leve da jeg blev blind William... jeg har aldrig rigtig levet" græd hun stille og snøftede igen. Hun havde lyst til at give slip på ham og løbe sin vej, på grund af sin dumhed, men hun kunne få sig selv til det, så istedet puttede hun sig bare tættere ind til ham.

William ønskede næsten at hun ville slå ham, bare for at få den grimme smag han havde i munden til at forsvinde, men hun virkede ikke til at slippe grebet om ham så han holdt bare fortsat fast om hende. "jeg skulle være gået da vi var nede ved indgangen.." mumlede han stille, for skyldfølelsen overfor Madelaine var voldsom, og han ønskede næsten at Sascha bare havde gjort en ende på hans liv den dag i skoven. Han kunne mærke hendes tårer mod sin skjorte men lod hende græde, han ville bare ønske at han kunne spole tiden tilbage.

Madelaine rystede lidt på hovedet og græd stadigvæk. Hun kunne ikke klare tanken om ikke at have mødt William, han havde jo gjort et vendepunkt for hendes liv, men alligevel havde hun været så dum at ødelægge det gode der kom ud af dagen idag. "Nej... " hun stoppede og tog sit ansigt væk fra hans skulder og tørte sine kinder. Hun lænede sig tilbage så hun var foran hans ansigt igen og smilte svagt, hun holdte dog stadig om ham og tænkte kort. "Jeg skulle have ladet være med at sige og gøre de ting jeg har gjort. Det er det som har ødelagt det hele... du har lov til at gå, hvis du gerne vil det. Jeg kan godt forstå, hvis du ikke vil ses med mig mere" det sidste hviskede hun og tog sine hænder foran på hans brystkasse og bed sig lidt i læben.

William så på hende "du har ikke ødelagt noget, måske bliver det bare en kamp for dig at se mig som en ven.." sagde han stille, for han ville ikke miste hende som ven. Han rystede på hovedet "Nej jeg lovede dig at blive lidt, og det holder jeg..Maddie du er min ven og jeg holder meget af dig, jeg vil selvfølgelig stadig ses med dig, og komme på besøg, og måske... kunne du se min lejlighed en dag?" sagde han prøvende, selvom ordet 'se' måske var så meget sagt. Han lagde sine hænder over hendes da de lå på hans brystkasse "der er en derude.. som er meget mere passende til dig end mig... du skulle høre Rose nogen gange hun syntes jeg driller hende alt for meget" sagde han og prøvede at løfte hendes humør og smilede svagt til hende, mens han nussede hendes hænder.

Madelaine så på ham med et meget tænkende blik, imens hun lyttede til alt det han sagde. Hun kunne alligevel ikke lade være med at holde en tårer tilbage, som rendte ned af kinden på hende og faldt ned på hendes bluse. Hun vendte kort ansigtet ned da han var færdig med at tale og tænkte lidt over alt det som var sket. "Det er nemlig det... jeg ved ikke om jeg ville kunne se dig i øjnene igen, imens jeg har tanken om at du har en anden.. det bliver svært, især hvis jeg ser dig med hende" sagde hun stille og vendte ansigtet op imod ham igen. "William.. jeg ehm.." hun viste slet ikke hvad hun skulle sige til det andet han sagde og sukkede svagt. Det var svært det her, men alligevel smilte hun svagt men kort over det han sagde og nød hans nussen på sine hænder, " Jeg er ligeglad med at du driller for meget... jeg kan tage det, og hvis det ikke er dig, hvem er det så?" sagde hun trist, " jeg finder aldrig nogen anden som accepterer mig som du har gjort, det viste jeg var forskellen mellem dig og alle de andre.. det er derfor jeg bliver så ked af det, når du afviser mig, selvom du gør det på en sød og venlig måde" sagde hun stille og vendte ansigtet ned igen.

Han så ned i gulvet, hun havde jo ret han ville totalsmadre hendes indre ved at lade hende møde Rose. Måske var det bedst de ikke sås igen, selvom tanken slet ikke passede ind i hans tanker. Han forstod at det han havde sagt var blevet misforstået "du må ikke gøre det sværere end det allerede er.." hviskede han forpint, for det gjorde ondt på ham at hun græd, og han vidste at det var hans skyld det hele "Madelaine der er en derude som ser alt det smukke ved dig og garanteret meget mere" hviskede han stille og så lidt ned i gulvet, han var træt, og søvnen sveg i øjnene på ham, men han kunne jo ikke sove lige nu. Det værste var den svigende smerte som han måtte give hende.