Gyserhus (Madelaine)

Madelaine smilte svagt da hun kunne høre at han trykkede på knappen for hende, personalet havde stadig ikke fået sat de få mærker på knappen, så hun kunne mærke sig frem til det, ligesom når blinde skulle læse en bog, der var bogstaverne jo også det rene prikker. Hun sukkede lidt, men vendte ansigtet ned imens de stod og ventede. Hun havde stadig Williams hånd i sin og klemte blidt om den, hun var bange for at han lige pludselig ville forsvinde ud af det blå, hvis hun ikke holdte godt nok fast i ham. Hun kløede sig lidt på øjenbindet med den anden hånd og havde ikke rigtig noget at sige, hun kunne heller ikke finde på noget og kløede sig endnu engang på øjenbindet.

William så på Madelaine, og fornemmede at elevatoren kørte op. Han smilede stille da han så hendes smil og klemte blidt tilbage da hun klemte hans hånd. Han gabte lydløst, og skyggede for sin mund med sin frie hånd, han forstod ikke at hun ikke var træt, men han kunne sagtens forestille sig at det ville gøre hende godt at få lidt søvn. Men selv havde han en enorm trang til at beskytte hende, for hun virkede så ked af det hele og som om tingene gik hende frygteligt meget på. Han så lidt rundt i elevatoren, den lignede den han havde derhjemme i sin bygning. Han smilte en lille smule, der var ikke meget forskel på tingene i de forskellige byer.

Madelaine tænkte lidt over det imens de kørte op i elevatoren, men vendte så hovedet halvt imod ham og var lige ved at sige noget, men hun kunne ikke rigtig få det ud. Så derefter vendte hun hovedet væk fra ham igen og bed sig tænkende i læben, hun skulle også lidt tænke sine ord gennem inde i hovedet først, så hun var sikker på at de ikke lød forkert eller noget. Lidt efter vendte hun hovedet imod ham igen og smilte svagt, " har du familie? eller nogle tæt på?" spurgte hun roligt om og holdte sit svage smil på sine læber og vendte sig så lidt mere imod ham og fugtede sin læbe kort. Hun var som regl også meget nysgerrig, men der var dog nogle ting som hun ikke blandede sig i, men at hun kunne spørge ind til hans familie var da okay, eller det mente hun da selv.

William så på hende og smilede han kunne godt se at hun gerne ville sige noget, men sagde ikke noget da hun vendte sit ansigt væk igen, han så bare kort op i elevatorloftet, og bed sig lidt i læben. Han mærked ehendes blik på sig igen, og hørte hendes søde spage stemme, han så på hende og smilede lidt "ja jeg har lidt familie, men de bor ikke i nærheden af mig" sagde han stille "Hvad mener du med nogen tæt på?" spurgte han blidt og smilede stort til hende. Han så tænkte sig lidt om "hvad med dig? har du familie eller nogen tæt på?" spurgte han stille og så på hende. Han fornemmede at elevatoren stoppede og trak hende med ud af den da dørene gled fra hinanden.

Madelaine nåede ikke rigtig at svare, inden hun hørte at dørene gled fra hinanden og hun fik et kort chok, da William trak hende med ud af elevatoren, hun stod helt stille, så hun kunne svare ham, og så de også kunne stå overfor hinanden, istedet for at hun skulle se tilbage på ham. Hun kunne jo på en måde se hans ansigt, men ikke helt. Hun trak kort på den ene skulder og smilte svagt, " du ved... nogle du betragter som familie, selvom de ikke er det" sagde hun stille og holdte sit svage smil på sine læber. Indtil videre havde hun været meget rolig, siden sit lille panik anfald for noget tid siden, men da William spurgte ind til hendes familie, fik hun et kort flash back, som fik hende til at slippe Williams hånd med det samme og hun tog sig lidt til hovedet. Hun stod stille lidt og var bare helt mundlam, men lidt efter rørte hun på sig og tog sine hænder ned fra hovedet og rystede lidt på hovedet, "nej... jeg har ikke nogen" sagde hun stille og vendte ansigtet lidt ned imod gulvet og kløede sig på armen.

William så på hende, og stoppede op og så ordentligt på hende. "Hmm jeg anser alle mine venner som en slags familie feks. dig" sagde han og smilede varm ttil hende. Han smilede lidt og så på hende, men mærkede så at hun slap hans hånd, og tog sig til hovedet. "Er du ok?" spurgte han forsigtigt, og tog blidt fat om hendes hage og løftede den så han kunne se hendes ansigt. "Okay.." sagde han stille, måske var det det hun blev ked af? Han lod sin tommelfinger kærtegne hendes kind, og trak så sin hånd til sig. "Du bliver nødt til at vise vej for jeg ved ikke hvor vi skal hen" sagde han og smilede undskyldene. Han tænkte på sin familie, på hans to små søstre, og på sin mor. Det gjorde ham varm indeni, han elskede sine søskende, dg havde han ikke meget med sin mor at gøre mere, de var begge enormt dårlige til at holde kontakt.

Madelaine havde godt hørt hvad han sagde til hende, men hun kunne ikke rigtig svare ham lidt nu, hun havde i et lille stykke tid ikke rigtig hoved til det og bed sig hårdt i læben. Hun blev nået overrasket da hun mærkede at han tog fat i hendes hage, og hvis det ikke var fordi øjenbindet skjulte noget af det, så rødmede Madelaine faktisk lidt og hun håbede ikke på at han kunne se det på hende. Hun blev lidt mere rolig over at han kærtegnede hendes kind kort og blev faktisk lidt trist over at han stoppede med at røre hende, men hun ville heller ikke have at han skulle få underlige ideer om, hvad hun mon tænkte på. Hun nikkede lidt til at hun var okay og smilte svagt, men det var meget kort. Underligt nok sagde Madelaine faktisk ikke særlig meget til William lige nu, " så kom" sagde hun med et lille smil til ham og begyndte at gå ned af gangen. Hun stoppede ved en dør længere henne og fiskede en nøgle frem, hun stak den langsomt og lidt tøvende ind i døren for at være sikker på at ramme rigtigt og låste op indtil sin lejlighed.

William så på hende, og gik med hende ned af gangen. Han havde set hendes svage rødmen, men havde egentlig ikke lagt noget i det for han troede bare at det var fordi hun var lidt genert. Han havde et blødt punkt for Madelaine, han ville gøre alt for at hun var glad, og smilede. Han så at de kom hen til lejligheden, og ventede til hun havde låst op, han så prøvende ind i gangen, men lod hende gå først. Han bed sig lidt i læben, og sukkede lydløst over hans træthed, der irriterede ham grænseløst. Han tænkte sig om og kom pludselig i tanke om at han var tvunget til at tage hjem den næste dag, hvor meget han end ville blive hos Madelaine, hans piller stod derhjemme, og han havde ikke tænkt sig at blive til et svækket vrag i nærheden af Madelaine det ville nok bare skræmme hende og det havde han ikke lyst til. Han kunne forestille sig at det ville gå helt galt hvis han ikke fik taget sine piller den næste dag, han ville ligge og se døende ud og Madelaine ville gå i panik, for godt nok kunne hun se på en slags måde, men ikke helt.

Madelaine brød sig ikke særlig meget om at de ikke talte til hinanden, det satte mange tanker igang inde i hendes hoved og det gik hende til at bide sig nogenlunde hårdt i læben. Da de var kommet ind i hendes lejlighed, lukkede Madelaine roligt døren efter dem, og stod i lidt tid og bare kiggede ind i døren, men slap så håndtaget og vendte sig imod William. Men hun sagde ikke noget til ham, hun sendte ham bare et lille smil, inden hun tog skoende af og stilte dem lidt væk. Da hun havde rettet sig op igen, kørte hun en hånd gennem nået af sit hår og tænkte lidt, " har du nogen søskende?? eller har du kun dine forældre?" spurgte hun og gik lidt ud fra gangen og smilte svagt til ham igen. Hun ville mere høre omkring hans liv, end at fortælle om sit eget. Men det var nu også mest fordi hun var bange for at hun fik talt over sig eller at han fandt ud af nogle forskellige ting. Men alligevel følte Madelaine at hun kunne stole på ham, men hun viste ikke hvor meget han kunne klare at høre.

William trådte indenfor i hendes lejlighed, og trådte sine sko af. Han så lidt rundt i gangen og kunne skimte lidt af hendes stue. Han så på hende igen da hun sagde noget og smilede venligt "ja jeg har to små søstre.. jeg har kun en forælder min far er død" siger det sidste kort og lavere end da han sagde at han havde to søstre. Han strakte sig lidt, og smilede varmt til hende "har du det fint nok?" spurgte han og rakte ud og tog hendes hånd, selvom hun kunne se lidt på sin egen måde, måtte det være mere beroligende at kunne føle at han var der, i stedet for bare at lytte til hans stemme. Han lyttede til hendes åndedræt, og smilede stille til hende.

Madelaine lagde godt mærke til at hans stemme skiftede tone og måde, imens han talte om sin familie og undrede sig kort først om det. Men var så bange for at hun var kommet til at spørge for meget ind og havde virkelig meget lyst til at sige undskyld, men nu skulle det ikke blive en vane. Hun var bare bange for at gøre ham ked, eller sur over det. "Hyggeligt... det lyder som en sød familie du har, selvom din far er død" svarede hun stille og smilte svagt til ham, men selvf ikke på grund af farens død, men på grund af Williams familiemedlemmer. Hun fik et lille chok over at han tog hendes hånd, men det var fordi hun havde været uopmærksom med hans bevægelser, fordi hun tænkte på noget helt andet, end at bruge sin evne til lige at holde øje med ham. Men da han havde taget hendes hånd, klemte hun den blidt og kom op med et lille sødt smil på sine løber, " jah... jeg har det fint" sagde hun stille og vendte derefter ansigtet lidt ned.

William så på hende og smilede "mmm de er søde, jeg ser dem desværre ikke så tit, og det burde jeg nok" mumlede han og kløede sig i nakken. Han så lidt ned da hun nævnte hans far, men tvang så et lille smil frem og så på hende "det er godt" sagde han stille. Han klemte blidt tilbage, og så kort på deres hænder. Så smilede han pludselig varmt, og trak hende med ind i stuen så han kunne se hendes lejlighed ordentligt. Han så sig omkring og smilede "jeg syntes du har en fin lejlighed... her roder jo slet ikke.." sagde han med et lille grin. Han så lidt ned i gulvet, og måtte gabe igen, det irriterede ham enormt meget at han stadig var træt og at han ikke bare kunne vågne lidt op.

Madelaine smilte svagt over det han sagde og vendte ansigtet lidt rundt i stuen, som om at hun faktisk så sig omkring, selvom hun kun lige kunne skimme de fleste store ting selvom de ikke bevægede sig. Hun vendte så ansigtet op imod William og smilte svagt imens hun trak lidt på den ene skulder, " tak.. selvom det ikke altid er mig som rydder op, ellers så for jeg da hjælp en gang imellem" svarede hun stille og vendte ansigtet lidt rundt igen. Hun kløede sig på øjenbindet igen og syntes at det var begyndt at irritere hende ret meget, " undskyld mig lige et øjeblik.." mumlede hun stille og slap så derefter hans hånd, selvom hun ikke rigtig havde lyst til at gå væk fra ham, men hun kunne ikke holde sine øjne ud mere. Forsigtigt gik hun hen til en af sine hylder og lagde hovedet på skrå, men tog så hånden op og mærkede på værd hylde for at sikre sig at der var den rigtige. Men hun plejede næsten aldrig at gøre det her alene, så dette var også nyt for hende, hun bed sig lidt i læben, da hun ikke kunne finde ud af det. Hun tog sin hånd til sig og kløede sig lidt i nakken, hun havde ikke så meget lyst til at spørge William om hjælp, fordi hun ikke ville forlange for meget af ham. Derefter sukkede hun og prøvede igen ved at mærke på hylderne.

William smilede til hende og betragtede igen hendes stue, han fandt den ret hyggelig selvom han var van til at der rodede hos ham hvilket han også fandt ret hyggeligt. "Der roder meget hjemme ved mig" sagde han stille. Han slap stille hdens hånd "ja...hvad skal du?" spurgte han og fulgte hende med øjnene da hun gik hen til hylderne. Han så at hun stoppede og bed sig i læben "kan jeg hjælpe?" spurgte han og gik hen til hende. Han så lidt på hylderne og stod stod stille ved siden af hende. Han lagde hovedet lidt på skrå, han ville gerne hjælpe hende så godt han overhovedet kunne, men nogengange tvivlede han på om det overhovedet var nok. Han så lidt på hylderne igen "er der noget her du skal bruge? altså her på hylderne?" spurgte han stille og lod sit blik glide fra hylderne og over på hende.

Madelanie vendte ansigtet imod ham og smilte svagt, men nikkede så, men rystede så derefter hurtigt på hovedet, hun kunne ikke rigtig bestemme sig. Men sukkede lidt igen og kørte noget af håret væk fra ansigtet. Hun bed sig lidt i læben og vendte ansigtet imod hylderne igen og tog hånden til sig, " du behøver ikke hjælpe mig, du gør rigeligt i forvejen, jeg for bare min hjælper til at tage det ned til mig imorgen" svarede hun og vendte ansigtet imod ham igen, imens der spredte sig et lille smil på hendes læber. Derefter stilte hun sig helt imod ham og gik lidt tættere på ham, " William... jeg tænkte på om jeg lige må noget på dig.. Jeg vil bare gerne lige se noget" sagde hun roligt og smilte svagt, og begyndte så roligt at tage hænderne op til hans ansigt og håbede at det var okay.

William så på Madelaine "men jeg vil gerne hjælpe dig" mumlede han stille. Han så lidt på hendes øjenbind, og på da hun strøg håret væk fra sit ansigt. Han smilede stille da hun smilede "jeg vil altså gerne tage det ned til dig, du skal bare sige hvad det er.." sagde han roligt. Han kom pludselig i tanke om at hun måske syntes at det var irriterende at blive pylret så meget om. Han lagde hovedet på skrå og betragtede hende lidt "jo det må du da godt.." mumlede han og undrede sig over hvad det mon var hun ville prøve. Han så lidt på hendes hænder men blev stående.

Madelaine smilte svagt til ham, og synes at det var meget sødt af ham, fordi han gerne ville hjælpe hende så meget, men hun følte ikke at hun kunne forlange det af ham hele tiden, fordi ellers skulle han jo konstant hjælpe hende. "Det ved jeg.. og jeg er også glad for at du vil hjælpe mig, men jeg fortjener ikke din hjælp" sagde hun stille og placerede så sine hænder roligt på han kinder da han havde givet hende lov. Hun begyndte forsigtigt at følge hans kinder blidt i den form de havde og var meget koncenteret, for inde i sit hoved prøvede hun at forestille sig ham ordentligt. Hun tog så sin ene hånd ned og lagde den på hans skulder, da hun kunne ville bruge en hånd. Derefter lod hun sin hånd køre blidt ned omkring hans hage og smilte svagt da hun mærkede den. Derefter lod hun sin hånd køre op og fulgte hans form forsigtigt under hans øje og hen over hans næse og derefter op i hans pande, som hun lige måtte tænke lidt over. Derefter tog hun sin hånd ned til under hans læbe og fulgte formen lidt, hun kunne dog ikke undgå at nusse ham en gang imellem, imens hun studerede hans ansigt.

William smilede "jo du gør" sagde han bare og så lidt på hende. Han mærkede at hun lagde sine hænder på hans kinder, og lukkede stille sine øjne da han fandt ud af hvad hun ville. Han smilede en lille smule, men prøveede at lade være så hun kunne fornemme hans træk ordentligt. Han nød når hun nussede ham og stod stille. Han tog en dyb indånding gennem næsen "jeg har et gråt øje og et blålilla.." hviskede han da han fornemmede hendes hånd under sit øje. "Og jeg er bleg.." mumlede han og kom med et lille grin. "Men jeg beskylder mit job for det.." hviskede han bare stille. Han lukkede sin mund da han fornemmede hendes fingre mod sine læber. Han havde hørt om det før, det var sådan blinde kunne lære andres udseende at kende, og som regelt kendte de ens udseende bedre end dem der kunne se. Han trak vejret helt stille gennem næsen og holdt sine øjne lukkede, hvis hun skulle tilbage til øjenområdet og fordi det var lidt som at eksperimentere med sine sanser, for det var rart at kunne mærke hendes bløde hænder mod sit ansigt.

Madelaine smilte svagt over de ting han fortalte hende og tog det med i sit billed af ham, inde i sit hoved. Hun kunne slet ikke lade være med at røre ved ham, han var meget blød at røre ved, slet ikke så hård og kantet som de fleste andre drenge hun havde kendt før William. Hun kørte sin hånd gennem lidt af hans hår som hang ved hans pande og smilte svagt igen, hun talte meget sjældent når hun var så koncenteret som hun nu var. Men lidt efter lod hun sine arme glide om bag nakken på ham og krammede ham blidt ind til sig, " du er meget smuk William.." hviskede hun roligt ved hans skulder og smilte svagt. Hun havde nemlig fået et ret godt billed af ham inde i hovedet og det synes hun var meget dejligt, så hun ikke behøvede at gå at tænke over det så meget mere. For nu viste hun jo nogenlunde hvordan han så ud.

William stod helt stille og mærkede kort hun kørte sin hånd gennem hans hår "og så har jeg sort hår" mumlede han stille og smilede. Han nød den stille nussen, og følen på sit ansigt, for han havde tænkt over hvordan blive gjorde når de skulle fornemme andres ansigter, om de bare tog fat, eller gjorde som Madelaine, hvor hun forsigtigt lod sine fingerspidser, og hænder fornemme hvordan han så ud. Han fornemmede at hun kørte sine hænder ned og lagde dem om hans nakke, og han åbnede sine øjne og lagde armene om hende "tak, men så har du altså nok følt forkert" sagde han drillende. Hun nussede hende blidt på ryggen, og lyttede til hendes åndedræt og smilede svagt.

Madelaine kunne ikke lade være med at smile lidt over det han sagde, men rystede så lidt på hovedet, " jeg føler næsten aldrig forkert, så det må bare være dig" sagde hun med et svagt smil og puttede sig lidt mere ind til ham. Hun blev næsten helt forelsket i hans nussen på hendes ryg og det fik hende til at føle sig rigtig godt tilpas og at der i det hele taget var nogle som gad have noget med hende at gøre. Hun blev lidt trist ved tanken om at William blev nød til at gå på et tidspunkt, for det havde hun virkelig ikke lyst til at han gjorde, hun kunne godt mærke at tanken gjorde hende meget trist. Så som refleks puttede hun ansigtet ind mod sin skulder og der løb en tårer ned af hendes kind, nu havde hun endelig fundet sig en hun havde det godt med. Hvorfor skulle det så også lige være så svært at give slip på den person igen. For hun følte at hun aldrig ville få ham at se igen, hvis han gik.

William smilede varmt, og nussede hende blidt på ryggen, mens han holdt hende tæt ind til sig. "Nej for hvis der er en ting jeg er, så er det kedelig" sagde han stille, og smilede svagt. Han mærkede at hun gemte sit ansigt ind mod hans brystkasse, og lyttede lidt "er der noget galt?" hviskede han ned mod hendes hår. Han stod stille og lukkede stille sine øjne. Det var helt rart bare at stå der, og holde om hende, og mærke hendes ansigt mod sin brystkasse. Han stod stille og duftede til hendes hår, og åbnede sine øjne lidt på klem "du dufter godt.." mumlede han ned mod hendes hår, og stod stille.

Madelaine rystede lidt på hovedet og kunne ikke forestille sig at han kunne være kedelig, fordi hun havde jo nydt tiden sammen med ham idag og han virkede som en, som var frisk på en samtale. "Du er ikke kedelig... jeg har nydt tiden sammen med dig" sagde hun stille ind mod hans brystkasse og lod derefter sine hænder glide ned på hans brystkasse, på vær sin side af hendes hoved og tænkte lidt, da han spurgte om der var noget galt. Men Madelaine tørte bare hurtigt sin tåre væk og rystede endnu engang på hovedet, "nej jeg har det fint" sagde hun og lod sine arme glide rundt omkring ham og om på ryggen. Han var faktisk meget varm at holde om, eller også var det bare hende som var meget kold. Dog kunne hun ikke lade være med at grine lidt over det han sagde og vendte ansigtet op imod ham, men fordi at William var helt nede ved hendes hår, kunne hun meget tæt mærke hans ånde mod sit ansigt, hun rødmede over det og vendte hovedet lidt ned, " synes du det..?" mumlede hun og bed sig diskret i læben.

William så på hende og smilede lidt "nå okay det er jeg da glad for at du syntes" sagde han stille. Han trak vejret roligt, og mærkede hendes hænder på sin brystkasse "nå okay det var godt" hviskede han stille. Han mærkede hendes varme ånde og så lidt på øjenbindet. Han trak sit ansigt en lille smule væk fra hendes for han så godt hendes rødmen "ja" sagde han roligt, og smilede varmt til hende. Han holdt hende blidt ind til sig "hvad er klokken egentlig?" mumlede han stille og så rundt i hendes lejlighed efter et ur. Han nussede hende videre på ryggen og tænkte sig lidt om.

Madelaine kunne godt mærke at hun blev trist og bange da han spurgte ind til hvad klokken var og hun bed sig hårdt i læben. Hun kunne ikke lide tanken om at han skulle gå på et tidspunkt og hun vendte ansigtet ned igen, da hun kunne mærke at der kom tårer op i hendes øjne igen, selvom hun viste at han ikke ville kunne se det. Men alligevel tog hun lidt fat i hans tøj på ryggen og bed sig i læben, " d-det... ved jeg ikke.." sagde Madelaine stille og stammede lidt, fordi hun kunne mærke at hendes gråd var tæt på at komme op. Men alligevel prøvede hun at holde den tilbage og snøftede lidt.