Gyserhus (Madelaine)

Madelaine smilte varmt til ham og kunne endelig ikke lade være med at forestille sig, hvordan han så ud, hun viste ikke om hun ramte plet, men hun forestillede sig at han havde et meget sødt ansigt og at han endelig var meget pæn. Men det var nu heller ikke det hun gik så meget efter, når nu hun var blind, så tænkte hun mere på personligheden hos drenge og Williams kunne hun meget godt lide. " Det er sødt af dig... men du behøver ikke" sagde hun roligt og sendte ham et kærligt smil, men så derefter kort rundt, selvom hun viste at hun ikke ville kunne se noget. "Ser du.. min hjælper har den evne til at læse alt hvad jeg tænker og laver selvom hun ikke er her, så jeg bad hende om at gå hjem når hun havde lyst inde i mit hoved... Jeg har ikke noget imod at gå hjem alene" sagde hun stille og vendte ansigtet imod ham igen og smilte blidt.

William smilede "nå men hvis du skifter mening så siger du bare til." sagde han roligt mens han så på hende. Han så lidt rundt, og vendte derefter ansigtet mod hende "lod du hende gå hjem? men..." han ville have spurgt hvad hun så ville gøre da hun fortalte ham det "Jeg lader dig ikke gå hjem alene!" busede det ud af ham, og han indså hvor dumt det måtte have lydt. "Jeg mener.. jeg vil gerne følge dig hjem" sagde han lidt mere stille. Han brød sig ikke om tanken, om at hun alene og blind skulle gå hjem selv. Han gned sig kort i øjnene da han var blevet en smule træt.

Madelaine var lige ved at svare, imens et blidt smil var formet på hende læber, men hun nåede det ikke, før hun hørte det der bare røg ud af ham og hun blev nået overrasket. For hun plejede ellers bare at gå alene hjem uden at der skete noget, hun havde aldrig været ude for at der var nogen som havde sagt ligesom William. Hun vendte ansigtet lidt ned, fordi der kom en svag rødmen op på hendes kinder og hun bed sig meget kort i læben, men vendte så ansigtet op imod ham igen og smilte varmt, " tak William... men du har sikkert andet at lave end at følge mig hjem" svarede hun og holdte sit varme smil på sine læber og tænkte lidt imens.

Han så på hende og rystede på hovedet "nej det eneste jeg skal er hjem, så jeg har masser af tid til at følge dig hjem" sagde han, stadig i et lidt energisk tonefald da han ikke turde lade hende gå alene hjem. Selvom han havde regnet ud at hun var en dæmon, så ville han stadig ikke lade hende gå alene, for selv om man var dæmon og var stærk, så var hun også blind. Og han kunne ikke rigtig se hende true nogen, men det kunne han egentlig heller ikke se sig selv gøre, men han ville idet mindste have en større chance for han kunne se. Han tænkte lidt, måske var han også bare irriterende at høre på.

Madelaine kunne ikke lade være med at grine lidt og rejste sig derefter fra bænken og vendte sig imod ham, men hun havde et sødt smil på sine læber og kørte en hånd gennem sit hår. Imens hun med den anden hånd rettede lidt på sit tøj, for det var blevet lidt krøllet, hun var ikke perfektonisk eller noget, nogen gange ville hun bare gerne se lidt ordentlig ud og især også når hun var sammen med andre, de skulle jo ikke tro noget dårligt om hende, andet end at hun var blind selvf. "Hmm.. okay, men så kom da, hvis du stadig er opsat på at følge mig hjem" sagde hun med et blidt smil og vendte sig så halvt væk fra ham og lyttede lidt.

//Skal lige spise ^^//

Han rejste sig og så på hende. Så smilede han, og gik hen til hende. "Tak så kan jeg sove roligt i nat" sagde han lettet. Han begyndte at gå sammen med hende. Han så sig omkring, på den lukkede forlystelsespark, han syntes den var lidt skræmmende egentlig. Han så på Madelaine.

Madelaine kunne tydelig mærke at der ikke var andre i forlystelsesparken, men ud fra det som jorden fortalte hende, så kunne hun mærke at William ikke var så tryg ved det. Derfor gik hun lidt tættere på ham og tog blidt fat i hans ærme med sine fingre, og vendte ansigtet imod ham, " bare rolig, jeg ville kunne mærke om der kom nogen, og det gør der ikke" sagde hun roligt og sendte ham et blidt smil, før hun så frem for sig igen.

William mærkede hun tog fat i hans ærme, og han så på hende og smilede. "Tak, jeg er bare ikke så vild med lukkede steder.. de virker bare så forladte og ensomme" mumlede han. Men han smilede og så på hende "det må være fedt" sagde han og grinede.

Madelaine lyttede til hvad han sagde og vendte ansigtet imod ham igen og smilte svagt, " det kan jeg godt forstå, jeg vil også helst have liv i gaderne" sagde hun og så frem for sig igen, men kunne dog ikke lade være med at grine af det andet han sagde og nikkede lidt, " det er det skam også, meget fedt endna, det giver mig nærmest lidt af mit syn tilbage igen" forklarede hun og vendte ansigtet tilbage på ham og smilte sødt.

William smilede og så på hende "mmm... man føler sig underligt forfulgt når der ikke er nogen mennesker. Det er som regelt derfor jeg ikke bryder mig om det, som om der er nogen der ser på en" sagde han og gøs. Han nød hendes latter, og så frem for sig. "Nice.." mumlede han "så kan man jo alt muligt... eller man kan da nogle ting i hvertfald, som man måske ikke ville have kunnet ellers" sagde han og smilede. Han så rundt.

Madelaine smilte svagt til ham og viste godt hvad han mente, men hun lagde jo ikke selv mærke til så meget andet end hvor hun gik henne, men få gange kunne hun sagtens føle sig forfulgt. "Hmm.. jeg kan også godt have det ligesom dig få gange... men som regl går jeg bare for mig selv om aften eller om natten, hvis det skulle være, jeg ligger mest mærke til hvor jeg går henne" forklarede hun og smilte svagt til ham igen. Hun grinte lidt igen og nikkede kort til det han sagde, " det kan jeg nemlig, men jeg skal alligevel passe lidt på en gang imellem" sagde hun og vendte derefter ansigtet frem for sig, men tog lidt bedre fast i hans ærme.

William smilede varmt til hende "mmm det er nok også vigtigere end du går rundt og lytter om der er andre personer i området.." sagde han og grinede pludselig "man skulle næsten tro det var dig der skulle passe på mig og ikke omvendt" sagde han med et stort smil. Men han nikkede og prøvede at være lidt mere alvorlig "ja du skal passe på dig selv" sagde han. Han så fremad, men stadig med et svagt smil på læben.

Madelaine hørte hvad han sagde og slap derefter hurtigt hans ærme og kløede sig flovt på kinden og rødmede svagt, men vendte kort ansigtet væk fra ham, for at få sin rødmen væk, og det kom den da også til sidst. Derefter vendte hun ansigtet imod ham igen og smilte svagt, "undskyld... det er en vane jeg har, med at tage fat i folk.. jeg tror nemlig de forsvinder efter noget tid" indrømmede hun stille og kløede sig lidt på armen. Men svarede ikke på noget af det andet, da hun hellere ville passe på andre, end at passe på sig selv.

Han smilede beroligende til hende "det er helt iorden, jeg driller dig også kun" Han så lidt fremad, og var stille lidt "jeg går først når du vil have jeg gør det" siger det roligt. Han kunne ikke drømme om at vige fra hendes side før han vidste at hun var hjemme. Han tog blidt fat i hendes ærme, for at overbevise hende om at han ikke gik fra hende og smilede lidt.

Madelaine blev lidt overrasket over at han tog fat i hendes ærme og så kort ned, men kunne dog ikke lade være med at få et varmt smil formet på sine læber og vendte ansigtet op imod ham igen og nikkede lidt. "Så er det da godt at jeg ikke vil have dig væk... før du ikke gider være her mere" sagde hun stille og vendte derefter ansigtet fremad og bed sig kort i læben. Hun kunne godt lide at være tæt på folk, og især folk som hun stolede på og var trygge ved og hun følte at William var en af dem som hun kunne have det godt med.

William smilede varmt til hende "som sagt så går jeg ingen steder, i hvertfald ikke før jeg ved at du er helt hjemme og ikke står alene et eller andet sted" han koncentrerede sig for ikke at lyde for overbeskyttende, da det godt kunne ligge til ham. Han så rundt i de mennesketomme gader. En gang imellem så han en vampyr, eller en natklub hvor folk gik amok, men han sagde ikke noget, han holdt bare et skarpt øje med vampyrer og andre væsener, mens han havde et blidt tag i Madelaine.

Madelaine blev meget over det han sagde og nikkede lidt, men hun sagde ikke noget, for hun havde på fornemmelsen at han godt viste hvad hendes svar ville være. Imens de gik, lagde hun godt mærke til duften af de vampyrer, som de en gang imellem kunne gå fordi eller som William lige kunne få øje på, det fik få nervøse træk til at komme op i hende, så hun gik tættere på ham og lagde sin hånd på hans hånd som havde fat i hendes ærme. Men hun var ikke særlig tryg ved vampyrer, da hun jo var blevet blind på grund af en. Hun trak vejret tungt og lyttede opmærksomt rundt.

William så på hende, og derefter lidt rundt på de forskellige natlige mennesker og væsner. Han kunne godt lide selv at gå ud, men i forhold til andre dæmoner jagede han ikke, og slet ikke om aftenen. Han stjal lidt glæde fra nogen mennesker men kun en smule så de stadig havde glæde til deres liv. Han mærkede hendes hånd på sin, og slap stille hendes ærme og tog hendes hånd for at indgyde hende lidt mere tryghed. Han lænede sit hoved ned mod hendes øre "rolig jeg er her jeg passer på dig" hviskede han stille, og så opmærksomt rundt mens de gik.

Madelaine blev igen lidt overrasket, men også lidt trist da hun mærkede at han slap hende ærme, men blev dog glad igen, da hun mærkede at han tog hendes hånd og hun gav den et blidt klem som om hun tænkte tak, men hun ville hellere sige det til ham. Hun smilte svagt over det han sagde, men hun kunne ikke holde sig tilbage mere, så da han havde hvisket sit, så lænede hun sig hurtigt op og kyssede ham taknemligt på kinden. " Tak William... det er jeg glad for, det har ingen sagt til mig at de ville før" sagde hun stille og smilte svagt til ham igen, men der var også et skær af varme og venlighed i det smil som var formet på hendes læber. Derefter så hun frem for sig igen og tænkte lidt, om hendes kys på hans kind, mon var for meget.

Han mærkede godt hendes blide klem, og gav et blidt klem tilbage. han så fremad og lyttede til hvad der skete rundt omkring. Han blev overrasket over det lille kys, og smilede varmt og lidt overrasket "det var så lidt, jeg er glad for at jeg var den første der fik sagt det til dig så" sagde han smilende. Han så rundt "i hvilken gade bor du?" spurgte han stille, og så på gadenavnene.

Madelaine kunne ikke lade være med at smile lidt til ham, hun følte sig ufattelig meget tryg sammen med William lige nu, hun havde ikke følt på den måde i lang tid, så hun var glad for at det var William som hun havde en trygge følelse for. "Det er jeg også.." mumlede hun stille og smilte sødt til ham, men vendte så ansigtet frem for sig og tænkte kort. "Øhm... godt spørgsmål, jeg tror aldrig at jeg har fået at vide hvad gadenavnet hedder.." sagde hun stille, men en anelse flovt og kløede sig på kinden med den anden hånd.

Han smilede varmt til hende, og grinede lidt da hunn sagde at hun ikke vidste hvilken gade hun boede på "det må du jo få at vide, ellers kan du jo ikke fortælle mig det hvis jeg skulle få den idé at besøge dig" sagde han roligt. Han så sig lidt omkring "er det så noget du kan fornemme?" spurgte han forsigtigt. Han så på hende igen, som hun dog kunne overraske ham den lille Embri Dæmon.

Madelaine så på ham og kunne ikke lade være med at smile lidt stort til ham, men slap ham så og stoppede ham i at gå. "Vent her... så skal jeg vise dig, hvordan jeg finder rundt" sagde hun stille til ham og klappede ham lidt på brystkassen, før hun gik lidt baglæns, men vendte sig så om og gik lidt væk fra ham. Hun stoppede i et lille krys, hvis man kunne kalde det det, for man kunne enten gå til venstre eller fortsætte ligeud. Madelaine satte sig ned i hug og lod sin ene hånd dumpe ned på jorden og begyndte så at mumle lidt.

Han stoppede da hun bedte ham om det "jeg går ingen steder" sagde han roligt, og smilede skævt da hun klappede ham på brystkassen, og følte sig kort lidt som en hund "vov" sagde han spøgefuldt. Og betragtede hende da hun gik hen og satte sig på hug. Han stod stille, og lagde hovedet på skrå for at se hvad det var hun lavede, hun havde vakt hans interesse, da hun blev ved med at kunne overraske og lære ham noget nyt.

Madelaine kunne ikke lade være med at smile bare lidt over at han sagde "vov", men hendes ansigt blev straks alvorligt igen og hun rørte få gange på sin hånd, som om hun skubbede den lidt frem, eller lidt til siden. Lidt efter stoppede hun sin mumlen og tog sin hånd til sig, men hun blev siddende på hug og lagde så derefter hovedet lidt på skrå, men rejste sig så op og vendte sig imod William igen og smilte sødt til ham. "Vi skal ligeud, også kommer der et par store bygninger hmm... også er det den tredje bygning min lejlighed ligger i, på tredje sal" sagde hun lidt tænkende, men havde så bagefter et tilfreds smil på sine små læber.