Kedsomhed - Theo

Fie smilte lidt, og nikkede. "Jeg er bange for at sige at jeg nok ikke kommer til at savne det, undskyld"sagde hun stille, og så på ham med et undskyldende blik. Hun så der op hvor han pegede, og nikkede. "Er det en stor lejlighed, eller?"spurgte hun lidt nysgerrigt, og så på ham, imens hun med lidt besvær kom ned fra den. Hun holdt stadig godt fast i hjelmen, imens hun så på ham. "Her ser mere hyggeligt ud end der hvor jeg bor"sagde hun stille, og bed sig ii læben. Hun så lidt rundt på gaden, men dog hurtigt på ham igen.

Han så roligt på det "nogen kan lide det, og andre kan ikke" sagde han for at berolige hende lidt. Han trak motorcyklen hen og låste den da hun var stået af "legligheden? den er rimelig stor syntes jeg, men det er nok bare fordi jeg ikke har så meget stående." han rettede sig op "her er ellers mange unge der render rundt og tror at de er seje, fordi de laver graffiti på bilerne.." sagde han og trak på skuldrene. "men ellers er her da også meget roligt, især om dagen, der er her slet ingen kun ældre mennesker engang imellem" sagde han stille. Hn gik hen til døren til opgangen og åbnede den, han ventede på hun gik med.

Fie nikkede, og smilte. "Hmm, jeg kender følelsen, jeg har heller ikke så meget i min lejlighed"sagde hun, og så på ham. Hun så lidt rundt på de få biler der holdt der, "Men her er ikke nogle junkier"sagde hun, og så lidt rundt igen. Hun kunne nemlig ikke se nogle så hun regnede ikke med at der var nogle, for så sad de sikkert ude, det var jo ret sent om aftenen. Hun bed sig i læben, og rystede lidt på hovedet over det han sagde, hun var jo ikke ude op dagen, så det var ligemeget for hende. Hun så hen på ham, og blev lidt små forskrækket over at han ikke stod ved siden af hende mere. Hun gik hurtigt hen til ham, og tog fat i han ikke skade arm.

Han så på hende, og indså han havde begået en fejl ved at gå fra hende. Han lod hende gøre det, og så lidt undskyldene på hende "nej her er ikke nogen junkier, der er ikke rigtigt nogen steder de kan sove her" mumlede han. Han trak hende med ind af døren og begyndte at gå op af trapperne, denne gang ventede han dog på hende, og lod hende holde fast i hans arm.

Fie bed sig usikker i læben, og gik med ham. "Hmm, de er over alt ude ved min lejlighed"mumlede hun, og så ned. Hun så lidt på hvor hun gik, og mærkede at hun helst ikke ville have at han gik fra hende. Hun ville ikke blive væk, eller efterlades midt i et sted som hun ikke kendte til. Hun bed sig i læben, og så på ham.

Theo tænkte at måske blev hun mere beroliget når hun kunne sidde ned, et sted hvor der ikke kunne komme nogen, eller noget. Han overvejede kort om der måske var nogen der havde gjort hende ondt, eller såret hende på nogen måde siden hun virkede så usikker, på alt omkring sig "mmm.. der er kommet mange flere med årene" mumlede han. Han stoppede på 3 sal, ud for en dør. Hans navn stod med snirklede bogstaver hen over et sort navneskilt. Nedenunder det var der en brevsprække. Han fik sine nøgler frem, og åbnede døren. Han puffede den stille op "velkommen.." sagde han og så på hende med et svagt smil.

Fie bed sig i læben, ogbetragtede lidt døren da de var stoppet op. Hun smilte lidt, og læste skiltet. Hun så på ham, og nikkede. "Der er for mange, og de bliver ved med at tage fat i mig og prøve at hive mig med sig..."sagde hun stille. "Jeg er bange nok i forvejen for at blive kidnappet"sagde hun, og sukkede. "De gør det hele meget værre"sagde hun stille, og så ned.. Men da han sagde velkommen, så hun på ham, og gik forsigtigt ind.

Theo så på hende "jeg må lære dig at give dem tæv.." mumlede han stille, han kunne mærke at hvis han havde været der, ville han hellere end gerne have gevet dem en lærestreg. Han kunne ikke forstå junkierne, men det var nok fordi de havde taget for mange stoffer. Han lod hende gå ind og gik selv med. han lukkede døren bag sig og låste, men lod nøglen sidde i låsen. Han nød at være hjemme igen, og trætheden rev i ham som et sultent dyr, men han tvang sig selv til at rette sig op, og så på Fie. "Er der noget du vil have?" spurgte han stille.

Fie så lidt på ham , og rystede på hovedet. Hun tog sine vans af, og så på ham. "nej tak, jeg har ikke brug for flere problemer, og slet ikke slås kampe"sagde hun og smilte kort til ham. Hun bed sig i læben og rystede på hovedet. "Hm, nej tak... Jeg vil helst bare sidde ned"sagde hun stille, og så ned. Hun kunne mærke at hendes nerver der konstandt var på højtryk havde gjordt hende ret træt i det. Hun så på ham, og bed sig i læben. "Har du gennem skuet hvad jeg er?"spurgte hun nysgerrigt, nomalt blev det altid sagt i samtalen at hun varen vampyr, men Theo havde ikke engang nævnt noget om det?

Theo så på hende, og kunne ikke lade være med at grine lidt "måske ikke tæve dem så.. bare jage dem en skræk i livet..." sagde han stille og trak på skuldrende med et smil. Han så på hende "stuen er herinde" han gik hen i en døråbning "her kan du sidde ned" sagde han. Han vedte blikket ind i stuen "med lidt besvær ja.. jeg troede at du måske var en engel, men det overraskede mig lidt da det gik op for mig at du var en vampyr" sagde han roligt "jeg regner også med at du har regnet ud hvad jeg er?" han vendte blikket mod hende og stod stille.

Fie smilte lidt over det han sagde, og rystede lidt på hovedet af ham. "Nej det er fint jeg kan sagtens slå fra mig"sagde hun stille, og bed sig i læben.Fie gik forbi ham og ind i stuen, hun så lidt nysgerrigt rundt, og bed sig i læben, "Det er da meget fint"sagde hun, og smilte lidt. "Engel... Labgt fra.. Hvordan engel?"spurgte hun stille, og bed sig i læben. Hun kunne ikke helt forstå det, da hun slet ikke syntes hun virkede som en engel. Hun smilte lidt, og nikkede roligte. Hun havde længe vidst hvad han var, da hun jo ikke var vampyr i e-rang for sjov skyld. "En dæmon ikke?"sagde hun stille, og så på ham. "Din lugt afslørede dig"sagde hun og smilte lidt mere.

Theo så på hende, og nikkede lettet da hun sagde at hun kunne slå fra sig. Han gik stille med hende ind i stuen og tog en dyb indånding "tak" sagde han, og smilede kort til hende. Der var en sofa og to stole, et sofabord, og en bogreol, hvor der stod nogle fotografier, og nogle bøger og andre småting. Han satte sig i sofaen "bare fordi.. du virkede så blid.. jeg har altid haft en forestilling om at vampyrer var onde, udfordrende, og meget fremme i skoene" sagde han stille "men vi er jo forskellige" mumlede han bagefter. Han så på hende og lagde hovedet på skrå og nikkede "jo.." sagde han kort, og lænede sin ryg bagud mod sofaen.

Fie smilte lidt over det han sagde, og bed sig i læben. "Blid, lidt er jeg vel"sagde hun, og så ned. Hun gik hen til den ene lænestol og satte sig i den. Hun trak benene op til sig, og lagde armene om sine ben. "Jeg vil helst slippe for at være ond uden nogen grund til det"sagde hun stille, og så på ham. Hun så lidt ned og tænkte over om hun skulle fortælle ham om hvorfor hun var blevet som hun var blevet, eller om hun skulle vente lidt med det.

"Jeg ville nogen gange ønske jeg var lidt blidere" sagde han roligt, og så på hende. Han sad stille, nød at slappe af og slå hjernen lidt fra. "Ja? det er da en god indstilling, men selv vampyrer kan vel være blide, og rare?" sagde han stille og så på hende "det er du jo" sagde han og trak på skuldrene. Han sad stille, og betragtede hende svagt. Han vendte så blikket ned og pillede lidt ved en løs tråd på sine sorte cowboybukser "vil du fortælle om det vi snakkede om?" spurgte han forsigtigt.

Fie bed sig i læben, og smilte lidt til ham. "Tja, det er jeg vel, blid og rar, selvom jeg aldrig havde troet det"sagde hun, og grinede kort. Hun bed sig i læben, og nikkede. "Ja, det kan jeg godt..."sagde hun stille, og så på ham. "Ehm, det er en ret lang og underlig historie der er skyld i at jeg er blevt som jeg er blevet..."sagde hun stille, og sukkede kort. "Altså jeg har været menneske, men det er længe siden, men der oplevede jeg at hele min familie blev dræbt... Ehm, og jeg har aldrig været det mest selvsikre, så det tog hårdt på mig... Da jeg så blev vampyr var min på det tidspunkt kæreste mig så utro, og slo op med mig... Jeg blev meget ked af det, og der begyndte jeg at blive meget usikker på mig selv, jeg begyndte at blive bange og stresset, også selvom at jeg som vampyr kan overlever næsten alt..."sagde hun stille, og så ned imens hun snakkede. Hun kunne mærke at hun havde små svært ved at fortælle det, men hun kom jo også til det ret voldsomme for hende selv. "Jeg blev så bedste venner med min eks-kærestes kæreste, som ja, er en dreng... Min eks fandt ud af at han var til drenge så.. Men jeg kom til at kysse min bedste ven og åbenbart kæreste til min eks..."hun trav, og mærkede at hun mest af alt ikke havde lyst til at fortælle færdigt. Men hun gjorde det alligevel. "Og jeg var stadig venner med min eks, og han betød stadig rigtig meget for mig, men jeg var dum, og blev så uvenner med ham, og kom op og slås med ham... Og så begyndte jeg at blive usikker og bange for alt.. Det eneste tidspunkt jeg havde det godt, var når jeg var sammen med min bedste ven, som på grund af mig var begyndt at skændes meget med min eks. Og jeg fik det rigtig dårligt over det, og gik physiksk ned..."sagde hun stille, og bed sig hårdt i læben. Hun åndede lette ud, nu var hun færdig med at fortælle, men hun havde fået det meget dårligt.

Han så på hende "mm" sagde han kort og smilede lidt. Han sad stille mens hun fortalte, og afbrød hende ikke. Da hun var færdig sad han og betragtede hende " det er jeg ked af.. det må have været hårdt for dig og jeg kan godt forstå at du er blevet bange og nervøs.. at have en der er en utro og så derfor slår op er bare..." han så kort ned i gulvet "bare helt forkert og det tager hårdt på en når livet skuffer" sagde han stille. "Det eneste man kan gøre er at prøve.. livet er en udfordring" mumlede han stille. Han så stille på hende, mens han sad stille. Så så han ned på forbindingen på sin hånd.

Fie så på ham, og bed sig i læben. Hun vidste ikke helt hvas hun skulle gøre, så hun besluttede sig for bare at for at forblive stille. Hendes blik gled ned på gulvet imens hun bed sig i læben. Hun var havde stadig ikke kommet sifg over hvad der var sket mellem hende og Andy. Hun sukkede kort og så på ham igen. "Gør det noget hvis vi stopper med at snakke om det?"spurgte hun forsigtigt, og så på ham med triste øjne.

Theo så på hende "nej selvfølgelig ikke" sagde han stille. Han kunne se hun var trist, og forbandede sig selv over at han ikke kunne finde på noget for at muntre hende lidt op. Han sukkede stille, kunne igen mærke trætheden "undskyld jeg rodede op i det, jeg kan godt forstå du syntes det er hårdt at snakke om det" sagde han forsigtigt, og så på Fie. Han så lidt ned igen, og bed sig i læben, ikke for hårdt, for han havde oplevet at så kunne der gå hul på hans læbe.

Fie så på ham, og prøvede at smile lidt. "Det er oksy, jeg kunne bare have ladet vær med at svare ja til at fortælle dig det"sagde hun stille, og bed sig i læben. Hun tænkte lidt over hvad de ellers kunne snakke om, nu havde de jo snakket meget om hende, og jhendes problemer. "Ehm, hvad laver du ellers?"spurgte hun stille, og hentyede til job eller hobby. Hun havde ikke andre ideer til hvad de kunne snakke om så det blev bare det.

Theo så på hende "jeg er glad for du fortalte mig det." sagde han stille. Han sad stille "lige i øjeblikket, laver jeg ikke så meget, men ellers så spiller jeg i et band i min fritid, og som job, hjælper jeg til som mekaniker i et værksted... og så træner jeg som sagt for at komme af med min hidsighed" sagde det roligt, dog overrasket over at hun gad vide hvad han lavede. "Har du noget du laver i din fritid, eller har du et arbejde?" spurgte han forsigtigt.

Fie smilte lidt til ham, og bed sig i læben. "Hmm, det er da altid noget at du et glad"sagde hun, og så på ham. Hun tænkte lidt over det med jobet, og nikkede kort. "Ehm, jeg danser, og så synger jeg lidt... Det er ikke et rigtigt job, men jeg får penge for det, jeg danser i Van Martes park, ved spøgelsestoget"sagde hun, og eå på ham, med et lille forlegent smil. "Ellers laver jeg ikke så meget, jo prøver på at ungå at blive sindsyg"sagde hun kort, og grinede lidt af det.

Han skar en grimasse "ikke på den måde glad.." mumlede han stille, han vidste ikke rigtigt om hun jokede. Han betragtede hende, og lyttede uden at afbryde "nice det er noget tid siden jeg har været der" sagde han og smilede lidt. Han grinede lidt "jeg kender udemærket den følelse" sagde han og gøs sigende. Det var som om han langsomt tøede op, og smilede.

Fie smilte roligt til ham, og nikkede. "Jeg ved godt hvad du mener med at være glad"sagde hun og grinede lidt. Hun bed sig i læben, hun var blevet mere tryg af at komme hjem til ham, hvor ingen junkie kunne beglo hende, eller hun kunne blive kidnappet, men hun var også blevet mere tryg fordi hun var begyndt at forstå ham, så han ikke længere var en fremmed for hende. "Det er okay job, jeg tjener da så jeg kan leve af det, ikke fordi jeg behøver mad eller noget"sagde hun og smilte til ham. "Men stadig..."sagde hun stille, og hentydede til sin lejlighed der ikke betalte sig selv. "Dejligt at jeg ikke er den eneste der har det sådan"sagde hun stille, og så ned.

Theo smilede af det "du må advare mig når du driller.." sagde han stille. Han trak sine ben op mod sin mave, og lagde sine arme om dem, mens han lyttede. Han kunne godt lide hendes selvskab, det var egentlig ret hyggeligt, og lang tid siden han havde snakket ordentligt med nogen. "Ja man skal jo have lidt tøj, og kunne betale lejlighed, og alt det der.." sagde han og smilede let. Han tænkte lidt og bed sig i læben, han vidste ikke om han skulle fotælle hende om sit eget liv. Det var nok intet i forhold til det hun måtte have været igennem, og stadig var.

Fie smilte til og nikkede, "Undskyld, det skal jeg nok en anden gang..."sagde hun, og så på ham. Det var længe siden hun sidst havde snakket med en i så lang tid, og uden at blive uvenner med personen. Hun så på ham og nikkede. "Ja, tøj det er jo en smal sag for mig, jeg vokser ikke mere"Sagde hun, og blev lidt forlegen, da hun jo ikke var særlig høj, og der gik langtid før hun fik slidt sit tøj op fordi hun havde ret meget.