Færdig med arbejde, hvad skal jeg så tage mig til? (Éowyn)

Hun grinede. "Lang gåtur.. Det er der noget om!" sagde hun. Hun lyttede smilende til hans næste spørgsmål. "Vi kan sagtens bo indendøre. Vi kan bare bedst lide naturen, os vindelvere. Men før slottet faldt havde vi skam alle huse, men de var lavet med accept fra skovens træer og planter." smilede hun. Hun betragtede hans tænkende udtryk, de høje kindben og hans øjne der svømmede langt væk i hans egen tanker. Da han snakkede om hus stod hun af. Hvad i blæstens navn var en tømrer? Da hun hørte hans undskyldende mine mens han snakkede om at han gerne ville hjælpe, smilede hun stort og bredt.
"Andrew, du er simpelthen for sød." sagde hun og lænede sig tæt ind til ham for at kysse ham ømt på kinden.

Hendes øjne blev pludselig kæmpe store. Han havde VINGER?
"Virkelig?" spurgte hun med et forbløffet udtryk. Hun havde jo egenlig set ham uden trøje på, men hun havde slet ikke lagt mærke til vingerne. Hun rødmede og bed sig selv i læben over sin egen dumhed - og over det næste spørgsmål hun stillede: "Må jeg se dem?"

Andrew smilede skævt og nikkede "ja, sikke du har spaseret.." sagde han drillende. Han lagde hovedet på skrå "Interessant.. så i boede der.. men i skulle have accept fra planter og træer først?" spurgte han, og lagde hovedet til den anden side, mens han betragtede Éowyn, og smilede til hende. Han betragtede hendes ansigt og syntedes hun så helt uforstående ud da han snakkede om en tømrer, men bed ikke mærke i det, men smilede istedet, lukkede sine øjne og nød kysset.
Han lagde armene om hende da hun sad så tæt af ham, at han ikke kunne lade være. "Nej ikke ligeså sød som dig" sagde han og smilede varmt til hende.

Han nikkede, og forstod ikke rigtig at det overraskede hende så meget, de fleste engle havde da vinger?
Et lille smil bredte sig på hans læber, og han nikkede "det må du godt, men det er nok ikke den slags vinger man forventer at engle har.." mumlede han, og overvejede om han burde tage sin trøje af for ikke at flænse den, men rystede så kort på hovedet, og rykkede så lidt på sig og trak sine vinger ud.
De var selvfølgelig enorme i forhold til det lille rum, men de kunne godt lige være der 3 meter var jo ikke så lidt i vingefang.

Hun nikkede. "Ja. Altså, vi måtte sagtens slå os ned et sted, men vi skulle have lov af træerne til at bygge huse, og planterne til at bygge køjer og stenene til at bygge slottet og så videre." sagde hun. De havde aldrig problemer med det. Éowyn havde kun oplevet at spørge naturen om lov to gange i sit liv, men andre elvere fortalte, at de aldrig havde oplevet at naturen sagde nej. Naturen var glad for at få forståelse, og sagde altid ja til dem der gav dem det. Da hans arme omsluttede hende fik hun gåsehud over hele kroppen. Hans lille kommentar fik hende til at rødme stygt..

Hun lod ham vise sine vinger. Et gisp slap fra hendes læber da de åbnedes, ud i værelset. Det var ikke på grund af udseendet, men fordi det gik så hurtigt, at hun blev forskrækket over at høre trøjens knasende lyd da den sprækkedes. Vingerne var store og sorte og fyldte næsten hele rummet. "Wow!" hviskede Éowyn og lagde en hånd på hans ene vinge. Den føltes en smule læderagtigt. Hun smilede til ham. "De er anderledes. Men fantastiske!" sagde hun, med øjne fulde af nye opdagelser og eventyr.

Andrew smilede imponeret "det må være vildt at kunne kommunikere med naturen" sagde han og smilede glad. Andrew syntedes altid at det måtte have været vildt at kunne tale med andre levende organismer som dyr, eller med planter og det kunne elverne åbenbart. Han slap hende stille igen da han havde krammet hende og smilede skævt. Han kunne godt se hendes rødmen, men som så mange gange før ville han ikke kommentere det for det kunne gøre folk så pinlige at de ikke turde sige mere. Han nøjedes med fortsat at smile til hende.

Han bevægede vingerne lidt og så om på dem, med et blik der ikke var helt til at læse både stolthed og afsky var spejlet i dem. Han vendte blikket tilbage på Éowyn og grinede lidt af hendes fascination "ja det er ikke helt som andre engles.." sagde han, for andre engles vinger var bløde og dunede.. og fældede helt forfærdeligt nogen gange.
"Tak.." sagde han med et lille smil og betragtede kort hendes lille hånd på den kulsorte flaermusevinge.

Hans vinge bevægede sig en smule under hendes hånd. De lignede flagermusevinger. Hun rystede åndsfraværende på hovedet med et fjoget smil. Hvor var han dog fantastisk!
"Andrew.. Wow!" sagde hun og grinede. Hun så så på ham. "Er det ikke svært at holde dem inde hele tiden? Kan du flyve?" spurgte hun. Hun var helt oppe og køre over hans vinger. Hun kravlede ind under hans ene vinge for at side mellem dem bag ved hans ryg. Hun rørte ved den læderagtige, men varme hud øverst på vingen. Der var også lidt pels på. FULDKOMMEN som en flagermus. Nedenunder var det som et tyndt stof. Hun turde slet ikke røre ved det af frygt for at hun skulle lave et hul. Der var lavet to huller i hans trøje. Hun lod nogle fingre styge ved hullerne og lagde hovedet på skrå. Dette kunne sagtens fikses.

Andrew grinede lidt af hendes fjogede smil og åndsfraværenhed "hvor er du sød når du bliver betaget af et eller andet" sagde han muntert, og lyttede til det hun sagde "nej det er ikke så besværligt de er foldet sammen inden under huden, de kan dog være besværlige at sove med, så jeg ligger som regel på maven.. Ja jeg kan godt flyve" sagde han og grinede lidt, hvis han ikke kunne flyve ville de bare have været til besvær.
Han så lidt efter hende da hun kravlede under vingen, og løftede den lidt. Han så om på hende, og lod hende udforske sine vinger "er det så spændene?" spurgte han med et lille grin. Hun mindede ham om et barn der havde fundet et eller andet meget spændene som måtte udforskes.

Hun svarede ikke på hans egne svar. Hun nikkede bare og smilede.
"Om de er spændende! Ih det er LIGE hvad de er!" sagde hun og krammede ham bagfra. "Jeg har altid gerne villet have vinger, og kunne flyve som fulgene udenfor." sagde hun og udstødte et suk, stadig med armene om hans hals. Hun så drømmende frem for sig. "Tænk at kunne flyve op mod horisonten, flyve ind i de hvide, smukke skyer og danse med vindens styrke!" sagde hun og smilede. Hun så til siden på Andrew. "Jeg ved godt jeg måske er drømmende og naiv," - hun smilede stort. "Men det gad jeg virkelig godt at prøve!"

//Sorry. Krea has gone away. ;)//

//Vil lige sige at jeg er væk fra d. 4 til d. 10, og svarer derfor ikke i den periode. :)//

Andrew så lidt efter hende og smilede. Han sænkede sine vinger en smule så han bedre kunne se hende.
Han nød krammet "når du krammer mig deromme kan jeg ikke kramme med" sagde han, men han nød at mærke hendes arme omkring sig. "Ja der er mange der gerne ville kunne flyve, og jeg forstår dem godt, det er virkelig en fantastisk følelse" indrømmede han, og lagde en hånd på den ene arm der lå om hans hals. Han tegnede lidt på den med sin finger, mens han lyttede til hendes drøm om at flyve. "Jeg vil nødig være en lyseslukker, men jeg tror ikke man kan danse oppe på humlen" sagde han med et smil, og så om på hende. Han rystede på hovedet "nej du er ikke naiv, du har bare en drøm, det har alle" sagde han, og smilede ved det næste hun sagde "hvem ved, en eller anden dag har du måske vinger?" sagde han og trak sine egne vinger ind, med en grimasse "men indtil da, så nyd at du også kan gå på jorden.."

//nåede lige at komme hjem fra min far før jeg skulle på ferie med min mor ^^, men nu er jeg også tilbage :)//

Hun trak sig væk med et grin. Elegant kravlede hun hen ved siden af ham igen og satte benene ud over sengekanten.
"Det er jeg skam også." nikkede hun og så ham dybt ind i øjnene. "Du skulle se skoven Tel Mithrim."
Hendes øjne svømmede væk i en drøm. De grønne blade duftede atter af forår og solens stråler var varme. Hun blinkede og så Andrews blå og smukke øjne igen. Hun smilede.

"Hvis jeg kunne," sagde hun "Ville jeg vise dig det en dag.". Hun tog hans hånd i sin og så på den, mens hun fulgte strejerne på hans håndflade. Hun så smilende op på ham igen. "Men skovene her er mindst lige så smukke!"

//Sorry, men kreativiteten er på det laveste.
Det er helt i orden. ^^//

Han trak sine vinger ind i ryggen igen med en smertelig grimasse, og vendte sig så mod Éowyn.
"Godt" sagde han, og lagde en pegefinger under hendes hage, og så ind i hendes øjne med et smil. Han syntedes hun så ud som om hun druknede i minder for en tid, og han lod sine læber berøre hendes helt let og forsigtigt. Hun trak sig lidt vvæk igen, og så de smukke øjne blinke lidt som om hun vågnede igen.

Han så på sin hånd, i hendes og lyttede til det hun sagde "hvor er du sød, men jeg tror ikke jeg kommer nogen andre steder hen end her, og de andre byer.." sagde han. Et eller andet sted var han nok lidt angst for at forlade de steder han kendte, præcis som med Canada hvor han bare sank ned i dyb depression efter at have flyttet så langt væk, og havde svært ved at klare sprogvanskelighederne.

//Jeg kender det godt oO
Yay! ^^ //

Det lille kys på munden forundrede Éowyn så meget at hun stivnede. Hun havde aldrig kysset en dreng. Ganske vist havde hun været forlovet med en yderst nydelig elver, men der havde aldrig været kærlighed og kys imellem dem. Hun så Andrew dybt i øjnene og et lille smil kom frem på hendes læber. De røde kinder var hun pludselig ligeglad med og et lys i hendes øjne var tændt.
Langsomt og blidt klemte hun Andrews hånd.

"Gør det igen." sagde hun og rykkede tættere på.
Hun ville ikke slippe Andrews øjne, for fra det øjeblik af ville Andrews øjne være en del af Éowyns sind og hjerte. Éowyn havde aldrig været forelsket, men hun var ret sikker på at det var det hun var. Hendes anden hånd strøg blidt Andrews kind.

Andrew mærkede at hun stivnede og ville have spurgt hende om hun var okay, men så så han det lille smil og at hun så ham i øjnene.
Han klemte blidt hendes hånd tilbage, og så lidt på lyset i hendes øjne. Det var som om hele hendes ansigt, nej hele hendes krop lyste.
"Hvad er der?" spurgte han og smilede lidt for Éowyn var ganske forvirrende lige i øjeblikket, og han kærtegnede forsigtigt hendes hånd.
Han gentog det i sit hoved, og så på hende "gør hvad ige.. nååh!" sagde han stille, og så på hende. Hun ville have at han kyssede hende igen.

Han lod hende rykke tættere på, og så ned i hendes strålende øjne, og smilede så lidt. "Okay, når det nu er dig" mumlede han, og lagde en arm om livet på hende, og kyssede hende på munden.
Det føltedes godt at mærke Éowyns bløde varme læber mod sine, og han nød det.