Færdig med arbejde, hvad skal jeg så tage mig til? (Éowyn)

Andrew smilede til hende, og betragtede kjolen. Den havde overraskende nok, været utrolig nem at gøre ren, græs og jord var ellers noget af det værste, samt blod. "Tak, men her er bare lidt.. upersonligt" sagde han, for det var der. Der var ingen billeder, ingen ting fra hans hjemland, ingen pynt..bare en lejlighed med en sofa, en seng, og et bord. Og så selvfølgelig hans kat. Det var nok en overdrivelse for der var selvfølgelig flere ting, men Andrew mente at overdrivelse fremmede forståelsen. "Du behøver ikke takke" sagde han, og smilede lidt, og så varmt ind i hendes øjne. Han så lidt på sit ur, og bed sig i læben "Det er godt nok blevet sent.. hvis det er må du godt sove her?" sagde han og så op fra sit ur. Han tvivlede dog på Éowyn ville sove særlig godt, da hun nok var van til... ja blade og mos? Han vidste det ikke rigtigt.

Hun så måbende på ham. "Virkelig?" svarede hun. Hendes øjne strålede og hun var virkelig så stolt af at blive spurgt over dette spørgsmål. "Jamen.. Jeg mener - ja! Men.. Kun hvis det er i orden med dig selvføglelig." svarede hun. Hun kløede sig lidt i nakken og bed sig smilende i læben. Hun så rødmende ned i gulvet - hvorfor hun rødmede vidste hun ikke. Så så hun op. "Hvor skal jeg så sove henne?" spurgte hun. Hun anede intet om hvordan man sov i menneskernes verden. Og hvad ville denne engel dog gøre når han sov? Ville han sove ligesom hende? Sov han måske på en anderledes måde, med vingerne ude? Det vidste hun ikke.

Andrew så på hende og hævede et øjenbryn af hendes måben. Hun lignede en der havde fået at vide at dronningen ville slå hende til ridder eller noget i den stil, og han kunne ikke lade være med at smile. "Det var mig der spurgte dig fjollehoved, selvfølgelig er det iorden.." sagde han og grinede lidt. "Du tager sengen så tager jeg sofaen.. jeg skal ikke forstyrre dig hvis jeg pludselig skal op om natten" sagde han, og hentydede til at der også var brug for at blive hentet sjæle om natten. Han stod lidt og tænkte sig om, det ville være rart at kunne få lov til at sove en hel nat uden at der var brug for ham, for han havde det dårligt med hvis han skulle efterlade Éowyn alene, selvfølgelig var der spasserkatten.. men alligevel.

Hun kunne ikke lade være med ryste på hovedet og give ham et genert kram. Denne gang slap hun ham ikke. Hun lod sine hænder nusse ham stille og roligt på ryggen og lyttede til hjertet på hans bryst. "Du må gerne tage sengen Andrew. At sove på gulvet er mere end behageligt for mig, jeg er vant til sten og stikkende grene." svarede hun med et grin. Da hans hentynding kom trak hun sig lidt væk fra ham for at se ham i øjnene. "Det er helt iorden med mig. Jeg sover som en sten, så jeg er sikker på du ikke vækker mig." smilede hun. Éowyn ville gøre alt for at gøre andre tilpas. Men hun løj ikke, hun sov virkelig som en sten.

Andrew så på hende, og smilede lidt af alle de kram hun hele tiden kom med. Han nød den stille nussen af sin ryg, og tog en dyb indånding. "Jamen.. hvordan kan det være behageligt??" spurgte han, og rynkede på næsen, det ville da være ubehageligt, og hun skulle ikke ligge på gulvet om han så skulle binde hende til sengen. Han smilede lidt af det hun sagde "okay det er fint så.. men du får ikke lov at sove på gulvet" sagde han og smilede skævt, og satte bestemt sine hænder i sine sider. Han ville aldrig lade en gæst i sit hus sove på sit gulv!

Hun grinede.
"Det er selvfølgelig også i orden." smilede hun. Hun trak sig væk fra ham. "Hvor skal jeg så sove henne?" spurgte hun. Nu kunne hun faktisk godt mærke søvnens tunge øjenlåg. Hun gabte, og gemte sit ansigt i sine hænder. Så rystede hun på hovedet og så op.

//Sorry.. Dårlig skrivedag i dag..//

"Du skal sove i sengen" sagde han, og smilede skævt. Han betragtede hendes trætte ansigt og lagde hovedet på skrå "du ser ret træt ud.. er der noget specielt du sover i.. jeg har nok ikke nogen natkjoler, men du kan da låne en t-shirt?" hvis jeg har en, tænkte han for han var ikke så vild med at gå i t-shirts. Han strakte sig lidt, og greb så hendes hånd, og trak hende med ind på værelset "jeg ligger mig derinde, så er jeg ikke så langt væk hvis der er noget du skal bruge" sagde han, og nikkede ind mod sofaen.

//det er helt ok ^^//

Hun så ned ad sig selv da han spurgte om hvad hun sov i. Hvad hun sov i? Jamen.. Hun sov da bare i hendes kjole? "Jeg kan sagtens nøjes med det her." sagde hun, hun så stadig ned på sit tøj. Han tog hendes hånd og de bevægede sig ind til soveværelset. Hun nikkede da han fortalte hvor han sov henne og gabte igen. "Jamen så.." sagde hun og stilte sig på tæer, "Godnat!". Hun gav ham et kys på kinden. Så trak hun sig tilbage og satte sig på den bløde seng.

Andrew så på hende og smilede lidt "okay.." sagde han stille, og nikkede kort til hendes beslutning. Han nød kysset og rødmede svagt "Godnat" sagde han, og slap hende så hun kunne komme i seng. Han smilede kort til hende, og gik ud af værelset, og lukkede døren bag sig. Han gik hen til sofaen, og lagde en pude. Han lagde sig ned og trak det tæppe ned over sig der lå over sofaryggen. Han lukkede sine øjne og faldt langsomt ind i den sammenkrummede stilling han plejede at sove i.

Hun trak sengetæppet over hovedet. Hendes lukkede øjne blinkede svagt i et minut og så var de pludselig helt stille. Hendes vejrtrækning var svag, lun og dyb. Hun gav slip på verden og fløj ind i en ny. Men den verden hun fløj ind i var ikke behagelig. Der var onde mennesker omkring hende - og vampyrer. Dæmoner dukkede op og begyndte at forbande hende med deres dansen. Hun stønnede og svedte og mumlede i søvne. Marreridtet blev ved og ved. Hendes hænder krummede dynen så hårdt de kunne trods søvnen, og denne ubehagelige drøm ville vare indtil morgenstundens svage lys.

Andrew fik lov til at sove hele natten, uden at blive forstyrret af sit andet job. Det passede ham rigtig godt, for det var alt for længe siden at stemmerne der dukkede op i hans hoved når sjæle skulle hentes havde været stille så længe. Han vågnede ved en syvtiden, og strakte sig. Han havde åbenbart hevet sin trøje af i løbet af natten, for den kunne han ikke finde. Han sukkede muntert, og rejste sig. Så kom han i tanker om englen i sin seng, og listede hen til soveværelset. Han kiggede ind, og konstaterede at hun stadig sov. Han gik helt ind og hen til sit skab. Han kunne dog høre en svag stønnen, og klynken henne fra sengen, og vendte sig lidt om. "Éowyn?" spurgte han lavt, og gik hen til sengen for at tjekke at hun ikke græd eller noget i den stil.

Der var en der sagde hendes navn. "Éowyn?"
Stemmen var blød. Blød som silke, rolig som den vandrerne kilde i midten af Tel Mithrim. Hun ville finde stemme og rakte ud efter den i drømmen.. Så åbnede hun sine øjne med et gisp. "Andrew!" gispede hun da hun så ham stå ved siden af hende. Hun tog sig til panden og satte sig op i den behagelige, lune seng. Hendes pande var fugtig og hun lukkede øjnene. "Jeg havde bare marreridt." svarede hun. Trods al den postyr i marreridtet kunne hun mærke arme omkring sig i drømmen. Disse arme var lune, trygge og stærke. "Jeg har dog sovet som en prinsesse alligevel!" sagde hun så. Det var ikke løgn. Sengen var næsten for behagelig.

Andrew betragtede det lidt urolige ansigt, og lagde hovedet på skrå, dårlige drømme var der nok af til verdens beboere. Han stod stadig, og nikkede så "det kunne jeg godt se, var det meget slemt?" spurgte han, og satte sig på sengekanten. Han havde glemt alt om trøjen, var mere fokuseret på om det havde været hendes mors og fars død der havde forstyrret hendes nattesøvn. "Nå det er da altid noget" sagde han og smilede varmt til hende. Han sov jo ikke så godt om natten på grund af forstyrrelserne, men når han endelig sov, sådan rigtigt, var det som himlen på jorden.

Éowyn nikkede. "Det var ret utåeligt, men det er jo hvad der kan ske." sagde hun. Hun lod mærke til at han ingen trøje havde på overkroppen. Hun rødmede da hun lod mærke til at hun stirrerede på hans krop. Så så hun væk, til siden. Hans hud så silkeblød ud, varm og ren. Så kom hun pludselg i tanke om hendes kjole. Den måtte da være tør nu? Med nyt håb i blikket smilede hun til Andrew og klappede i hænderne. "Kan jeg tage mit tøj på nu?" spurgte hun.

Andrew så på hende, og nikkede "ja det kommer man jo ikke udenom..desværre" sagde han og smilede lidt til hende. Han havde ikke lagt mærke til hendes blik, men lagde mærke til hendes rødmen. Han lagde hovedet lidt på skrå, og kom så i tanke om at han jo ikke havde nogen trøje på. Han rejste sig, og så på hende og smilede lidt "jo jeg tror den er tør, du kan prøve at gå ud og kigge?" sagde han og smilede lidt. Han greb en trøje fra skabet, sørgede for den havde lange ærmer, og tog den så på.

Genert stod hun op fra sengen. Hendes hovde svimlede fordi hun havde rejst sig for hurtigt, så hun strakte sig lidt og lænede sig mod skabet indtil den svimle følelse var væk. Så trippede hun forsigtigt ud til badeværelset mens Andrew rodede i sit skab. Kjolen hang der stadig, fin og hvid. Hun rørte ved den. Den var tør. Så smilede hun stort, lukkede døren og klædte om. Kjolen var end ikke blot ren og flot igen, den var også lettere og luftigere. Så så hun sig i spejlet og trak elastikken ud. Hendes bølgede hår nåede hende lige under skulderne og hun redte det med nogle fingerstrøj og satte det op igen. Hun åbnede døren og listede ud igen. Da hun kom ind på værelset til Andrew igen satte hun hans tøj på sengen og smilede til ham.

Andrew så på hende da hun gik ud af værelset og smilede lidt af det. Hun var åbenbart ret glad for den der kjole.. men hvis hun aldrig havde gået i andet, så var det forståeligt. Han strakte sig, og satte sig på sengen. Han smilede lidt af den tid det tog, hun var nok allerede igang med at skifte fra bukser over til kjolen igen. Han så op på hende da hun kom ind igen, og smilede stort "hvor blev du fin!" sagde han muntertt, og betragtede hendes skikkelse i den hvide kjole. Hun var utrolig køn, selv de spidse ører klædte hende rigtig godt. Han så på hende da hun satte sig på sengen, og smilede varmt til hende "var det bedre at komme tilbage i sit eget tøj igen?" spurgte han, og strøg en tot hår væk fra hendes ansigt.

"Meget!" svarede hun med et lille grin. Hun stivnede en smule da hans hånd strøg hendes hår væk fra øjnene. Hun kunne mærke varmen stråle ud af den og hun forestillede sig hvor blød den var - det vidste hun den var. Hendes kjole betød meget for hende. "Den betyder meget for mig," sagde hun "Jeg fik den nemlig af min far da jeg officielt blev en voksen elver - og samtidig kronet som kronprinsesse. Kjolen har før været min mors, denne samme kjole blev hun og kronet i, dog som dronning - men også den selv samme hun døde i." sagde hun. Så kom hun til at tænke på noget..
"Hvad med dine forældre?" spurgte hun forsigtigt. Hun vidste ikke om dette emne var lige så rørende for ham, som det var for hende. Hendes læber buede opad i et varmt smil som viste tænder.

Andrew så på hende og smilede muntert "vildt.. så er der da en historie bag den må man sige.." sagde han og lagde hovedet på skrå. Han lagde sin hånd på sit knæ, og lyttede til hendes spørgsmål "hvad med dem?" spurgte han smilende. Hans forældre betød meget for ham, men de boede meget langt væk så det var ikke meget kontakt de havde sammen. Han betragtede hendes kønne smil, og smilede muntert til hende.
Han tænkte sig lidt om, Éowyn skulle sikkert gå snart, men han ville gerne have at hun blev, det var længe siden han havde haft så godt selvskab. Han satte sig lidt bedre til rette, og lyttede.

Hun nikkede da han sagde at kjolen havde meget historie. Et øjeblik betragtede hun det smukke væsen foran hende. Hun kunne ikke lade være med at smile af den måde hans hår var slyget tilfældigt til side, og hvordan det skinnede i det svage lys som kom bag fra gardinerne. Hans blå øjne var fulde af ro og varme og hans fyldige læber var trukket op i et smukt smil. Hun blinkede smilende med sine øjne og så ned på sine hænder.
"Hvor er de? Hvem er de?" spurgte hun. Andrew interreserede hende utrolig meget. Han virkede så.. rolig og normal. I forhold til hende i hvert fald. Mange faldt over Éowyns historier om det faldne slot og om vindelverne - men ikke alle troede hende.

Andrew betragtede hende lidt, og smilede. "De bor stadig i Canada, det var der jeg boede før jeg flyttede hertil.. de er André og Lilli engle ligesom mig" sagde han og smilede til hende.
Han kyssede hendes pande og smilede muntert, det var sjovt at høre nysgerrigheden i hendes stemme. Han lænede sig tilbage igen, og lagde hovedet på skrå "hvordan er det at være elver..? Hvor bor du henne?" spurgte han, og så nysgerrigt på hende. Han kunne ikke forestille sig hvor hun skulle bo hvis hun boede ude i skoven.. havde hun en hule eller noget i den stil?

Canada var langt væk tænkte hun. Ja selv længere end Tel' Mithrim!
"Selvfølgelig er de engle." sagde hun med et smil. Kun to engle kunne føde så perfekt et barn som Andrew. Da han kyssede hende på panden fik hun gåsehud over hele kroppen og smilede med lukkede øjne. Hun lyttede med lukkede øjne til hans spørgsmål og åbnede dem da hun ville svare.
"Jeg er jo vindelver. Det vil sige at vinden våger over os og beskytter os så meget som muligt." sagde hun med et lille nik. "Vi kan også rejse med vinden. Næsten som at flyve. Jeg vandrer dog, jeg elsker at se ting og mærke jorden. Jeg har intet sted at bo, i hvert fald ikke fast. Jeg finder for det meste et stort træ eller en hule at bo i. Her for leden fandt jeg endda en hule med et tæppe, så jeg kunne holde mig varmere om natten." smilede hun. Hulen havde været stor og mystisk. Der var et flænset tæppe og et gammelt bål med fiskeskeletter ved siden af. Hun havde gættet på at der måtte ha' været en vandrer dér før hende.

Han nikkede. Han var vokset op i en familie med kvælende meget kærlighed, måske var det derfor han var blevet som han var. Hans far havde dog altid været lidt mere barsk en rigtige engle, i forhold til hans mor var han ret voldsom. Han havde flere gange mindet Andrew om en dæmon, men det var han jo selvfølgelig ikke, når han sagde at han var engel.
"Vindelver.. sejt" sagde han så, og lyttede interesseret til det hun sagde. "Har du så vinger eller sådan noget?" spurgte han, og lyttede til det hun sagde "Men.. hvorfor flytter du ikke ind i en rigtig lejlighed eller et hus?" spurgte han, og lagde hovedet på skrå.
Han kunne ikke forstå at hun boede ude. Han havde egentlig lidt ondt af hende fordi hun skulle bo ude, og sådan..

"Jeg ved det egenlig ikke." svarede hun. "Jeg vandrer jo fra skov til skov, fra by til by. Jeg har altid ønsket at se verden og siden min flugt for 60 år siden - ved det faldne slot - har jeg vandret." sagde hun stille. Men hun måtte indrømme at hun holdt af dette land. "Men vi elvere bor jo også i skoven. Det er kun meget få elvere der bor blandt mennesker." sagde hun med et smil. "Jeg overvejer at bygge et sted at bo i skoven, men jeg ved ikke hvordan.". Så kom hun pludselig i tanke om noget. Hun så undersøgende på Andrew, da han nævnte ordet vinger. Hun rystede på hovedet. "Nej. Vinden transporterer os på en måde." sagde hun. Hun ryggede tættere på Andrew. "Har DU egenlig vinger?" spurgte hun, med store øjne fulde af nysgerrighed.

Andrew lyttede til det hun fortalte ham, og afbrød hende ikke for han kunne godt lide at høre om Éowyn og hendes race. Han smilede til hende "Det var en lang gåtur" drillede han, men forsøgte at virke lidt mere alvorlig så han ikke sårede hende. "Kan i ikke bo indendørs, eller vil i ikke bo indenfor?" spurgte han. Selvfølgelig var der vel nogen elvere der bøjede sig for menneskets ønske, for sådan gjorde man jo når man var forelsket, man tolererede hinanden og gik på kompromisser. "Kan du ikke få en tømrer til.." så rystede han på hovedet "jeg ville gerne hjælpe dig, men jeg aner intet om at bygge huse" mumlede han undskyldene, for han ville gerne hjælpe, men han ville ikke dræbe træer for ingen nytte, eller skulle man bruge beton? Han sad lidt i sine egne tanker mens hun snakkede, og hørte så det sidste spørgsmål, og smilede "selvfølgelig, ellers kunne jeg jo ikke hente folk" sagde han, og betragtede hendes nysgerrige øjne.