Færdig med arbejde, hvad skal jeg så tage mig til? (Éowyn)

Éowyn grinede af hans kommentar. Hun kløede sig genert i nakken.
"Jeg har kun søen at vaske mit tøj i. Har ikke tid til ret meget.." svarede hun med blodrøde kinder. Hun holdt af at mærke hans varme hænder, og kunne derfor kun smile da han tog hendes hænder i sine. Hun nikkede med åben mund da han præsenterede hvert rum til hende. Han boede pænt mente hun.. Mere praktisk end hende, men stadig holdte hun meget af skoven. Dog var det svært om vinteren når kulden og frosten bed i hendes hud. De nætter kunne hun ikke sove, kun ryste med vidt åbne øjne og klapre sine tænder. En gang var hun faldet ned af et træ. Hendes lemmer var blevet nedkølet så stærkt, at hun ikke have kræfter til at bevæge sig. En bjørn havde fundet hende og hjulpet hende indtil hun var varm igen. Hun ville aldrig glemme den bjørn..

"Hvad gør man så nu?" spurgte hun. Ærlig talt vidste hun det ikke..
"Jeg mener.. Sætter vi os i din sofa? Eller seng? Hvad gør man?"
Hun bed sig selv i læben af sin egen dumhed. Hun så på sine hænder og mærkede rødmen stige til kinderne igen..

"Kun søen?.. du må da gerne låne min vaskemaskine?" tilbød han, og så på hende med et lille smil, og betragtede hendes røde kinder. Han havde boet der længe.. utrolig længe, et par hundrede år faktisk, imponerende nok, havde folk i bygningen aldrig lagt mærke til noget, men mange af dem var også væsner.
Han syntes hun så tænksom ud, og spekulerede kort på hvad der mon foregik i hendes tanker, hun så helt skræmt ud på et tidspunkt.
Embry blinkede kort søvnigt med øjnene, som havde han stået i en trancetilstand, og gav så hendes hænder et blidt klem, og smilede varmt til hende.
"Vi øhm.. sætter os hvor vi nu har lyst til, du kan sætte dig i sofaen det er mere bevendt hvis du nu skal have noget at drikke, på grund af sofabordet og ja.." sagde han og kørte kort en hånd gennem sit hår. "Er du tørstig? Kan jeg hente et eller andet til dig?" spurgte han stille, og nussede fraværende hendes hænder.

Hun så op på ham.
"Jeg vil meget gerne låne din maskine til at vaske min kjole i." sagde hun.
"Men .. Har du noget jeg kan tage på i mens?" sagde hun, genert igen. Andrews øjne var røde og søvnige og hun svarede nej tak til hans tilbud om drikkelse. Hun lagde en hånd på hans kind og smilede til ham.
"Du kan jo bare sove hvis du har lyst min ven." hviskede hun til ham. Hun skulle ikke holde ham vågen.. faktisk begyndte hun også at mærke hendes øjenlåg blive tunge, men hun var vant til at se bort fra søvnen og lade som om den ikke eksisterede.

Andrew fandt hendes uvidenhed ekstremt sød, og smilede stort "ja du kan låne noget tøj af mig imens" sagde han, selvom hun nok var MEGET for lille til hans tøj, men hun kunne vel låne en langærmet trøje, og et par af de bukser der var blevet for korte til ham.
Hans øjne søgte hendes hånd på sin kind, men det var ikke så nemt at se den ordentligt, han kunne kun skimte hendes fingerspidser ug af øjenkrogen.
"Nej jeg vil ikke sove" sagde han og smilede lidt til hende "Kom så finder vi noget tøj til dig og så kan du skifte ude på badeværelset, og så kommer jeg ud til dig når du er færdig og sætter kjolen til vask" sagde han muntert, og trak hende med ind i soveværelset, og åbnede den ene skabsdør.

Hun smilede da han tog noget af sit tøj frem. Hun tog det under armen og gik ind i hans badeværelse. Hun fik en stor hvide trøje på med ærmer der var alt for lange. Bukserne var mærkelige - ét til hvert ben. Hun følte sig næsten som en dreng da hun listede ud fra badeværelset. Hun så ned af sig selv - det var et komisk syn. Ærmerne dækkede hvor hendes hænder og hun jokkede en smule i hans gamle cowboy busker. Med et stort grin så hun op på Andrew. "Jeg ligner næsten et menneske!" grinede hun og smilede med sine blå, blå øjne. Hun tog sin beskidte kjole og gav den til Andrew. "Tak." sagde hun til ham og grinede igen.

Andrew smilede og så efter hende. Han satte sig på sengen mens hun var ude for at skifte, og han overvejede kort, hvordan det mon kom til at se ud. Han så op da hun kom tilbage lidt efter, og smilede skævt af de for lange ærmer, og alt for lange bukser "Ja det ser ikke helt dårligt ud" sagde han, og tog imod kjolen, men lagde den kort ned, og tog blidt fat i hendes arme og smøgede hendes ærmer lidt op så hun kunne bevæge hænderne uden at det føltedes som om hun havde luffer på. Han så ind i hendes blå øjne og smilede varmt "du skal ikke takke" sagde han og slap hende igen, og tog kjolen op. "Jeg går lige ud og ligger den til vask" sagde han, og forsvandt ud til badeværelset. Han lagde kjolen ind i vaskemaskinen, og satte den så på vask efter at han havde puttet vaskepulver osv. i.
Han gik ud fra badeværelset og tilbage til hende "sådan.. så skal vi bare vente et lille stykke tid, du er sikker på at der ikke er noget jeg kan hente til dig?" spurgte han, og fjernede noget hår fra sine øjne så han kunne se hende ordentligt.

"Jeg er helt sikker." smilede hun til ham og satte sig på sengen. Den var blød at sidde i.. Meget blødere end alt andet hun nogensinde havde prøvet i skoven og i byen.. "Wow!" sagde hun og lod sig dumpe ned på ryggen. Sengen formede sig efter hendes krop. "Ej hvor er den.." - hun kunne ikke finde det rette ord - "fantastisk.. behagelig!". Hun rejste sig op igen. "Så hvornår er den færdig? Altså kjolen?" spurgte hun, klappede på sengen som tegn på at han skulle sætte sig ved siden af hende. Pludselig kom der en rumsterende lyd fra badeværelset. Den brummede og brummede og hun fór sammen. "H-hvor kommer den lyd fra?" spurgte hun. Var det maskinen? Kunne den virkelig rumstere så meget?

Andrew smilede til hende og nikkede kort "okay iorden" sagde han. Han blev stående på gulvet, og begravede sine hænder i sine lommer og smilede af hendes overraskede ansigtsudtryk og tonefald "ja den er lavet så det skulle være behageligt at ligge på" sagde han. Han vidste ikke hvad han havde troet, men han havde vist troet at elvere boede i huse, med madrasser og vaskemaskiner, men efter Éowyn at dømme, var det vist ikke tilfældet."Om en times tid.." sagde han, da det nok ville tage lidt tid at få pletterne ordentligt af, den havde vist været en del igennem. Han gik hen og satte sig ved siden af hende, og smilede lidt af hendes chok "Det er vaskemaskinen.. den støjer en smule" sagde han, og grinede lidt. "Rolig den kommer ikke og spiser dig" sagde han med et drillende tonefald, og gav hendes skulder et lille klem.

Hun grinede af sin egen forskrækkelse og rystede på hovedet. "Jeg anede ikke at maskiner kunne støje!" sagde hun og bed sig smilende i læben. Så så hun på Andrew igen og løftede et øjenbryn. "Bor du så her helt alene? Har du nogle venner her sammen med dig?" spurgte hun. Selv kendte hun til at være alene, hun ønskede brændende at en anden kendte til den samme smerte som hun. Smerten om tanken om, at der ingen var at hilse godmorgen til, tanken om, at ingen ville være der til at kysse hende godnat og godmorgen og i det hele taget bare tanken om, at der ingen var til at gå gennem vinterens kolde kulde med hende, eller sommerens hede varme. Hun pustede en tot af hendes pandehår væk fra øjnene.

Andrew nikkede "Jo de kan skam støje, og de kan støje meget mere end min derude" sagde han og nikkede ud mod larmen, og grinede lidt. "Jeg bor her alene.. som sagt er jeg nok ikke det foretrukne selvskab, jeg henter jo folk når de skal videre.." sagde han, og smilede svagt. Ensomhed kendte han godt, han levede side om side med den, og den påvirkede ham hver dag, men han havde levet så længe, og han orkede ikke at tænke på den, han ignorerede den som regel bare. Han så lidt på hendes øjne, da hun pustede noget hår væk fra sine øjne, og smilede lidt mere.

"Det er jeg ked af.. Men jeg vil gerne være her for dig - altid!" sagde hun og rykkede tættere på ham. Hun følte et mærkeligt bånd mellem Andrew og hende selv. Hun vidste ikke hvad det var, men hun vidste i hvert fald at hun altid ville svinge fra træ til træ, løbe gennem ild og vand for Andrew. Da hun indså dette rødmede hun og så ned på gulvet. Hun bed sig i læben og hørte på støjen ude i gangen. Hun slugte hårdt og så - stadig rødmende - på ham igen. "Jeg vil gerne være en nær ven af dine," sagde hun igen og smilede med øjnene. Hun satte sin hånd på sengen og lænede sin vægt imod den. "Hvis det altså er i orden.. Du vil jo ikke komme til at hente mig engang, jeg er udødelig." svarede hun og smilede skævt. Før havde hun lagt mærke til at dette var et ømt emne hos ham.

Han smilede stille "Tak Éowyn" sagde han og kyssede hende på panden, og trak derefter sit ansigt til sig igen. Han bemærkede godt hendes rødmen, men lagde ikke noget i det "det må du godt, jeg ville ikke have noget imod at have dig som en nær ven" sagde han og smilede muntert. Han bed sig lidt i læben "er du udødelig? Men det kan da ikke passe..? Jeg har da en gang hentet en elver, men han var selvfølgelig også ret gammel, dør i ikke på et tidspunkt?" spurgte han, og lagde hovedet på skrå. Men til gengæld havde han ikke lyst til at hente Éowyns sjæl hvis det skulle vise sig at hun ikke var udødelig.

Hun lukkede øjnene da han kysse hende på panden. Hun nikkede da han fortalte at han før havde hentet en elver. "Vi kan skam godt dø. Ikke af alderdom, men af at blive dræbt. Vi er lige så skrøbelige som mennesker, men vi er stærkere og hurtigere end dem. Vores sanser er også mere skarpe end deres. Vi kan også dø af sorg." svarede hun med et skævt smil. Hun havde før set sine egne dø. Både af sorg og af at blive myrdet.
"Mange elvere og mennesker forelsker sig. Men mennesker de dør jo af alderdom og det er meget tit at elveren derefter dør af sorg. Ikke nok med at vores sanser er skarpere, så vi føler også mere intenst end mennesker gør." sagde hun. Hendes blik var ømt da hun sagde det, for det fik hende med det samme til at tænkte på sin far og på sin mor. Hendes far var Juzeh, vindens herre - og hendes mor var Galhídrid, skønhedens dronning. Den måde de så på hinanden kunne hun stadig huske, med kærlighed strålende ud fra alle deres lemmer. Men hun døde, hun forsvandt. Éowyn og hendes far var knust, men de havde hinanden. Juzeh var meget syg af sorg de første par år efter Galhídrids død, men Éowyn hjalp ham med at overvinde sorgen. Pludselig blev Éowyns blik blankt og tomt. Hun rystede på hovedet, grinede og kom til virkeligheden igen.

Andrew lyttede til det hun sagde "okay.. så er i ikke helt udødelige, kun lidt.." sagde han og grinede lidt "det lyder næsten som med engle" sagde han og kløede sig kort i nakken, mens han lyttede til de ting hun fortalte ham. "I see.." mumlede han, og betragtede Éowyn lidt, og lagde mærke til det tomme blik hun pludselig fik i sine øjne. Han tog hendes hånd og lagde hovedet på skrå.
"Hvad tænkte du på?" spurgte han, og betragtede hendes øjne der igen så ud til at være ved virkeligheden igen.

Hun smilede ikke mere. Hendes ansigt var blegt og hun slugte hårdt. "Jeg kom bare til at tænke på mine forældre. De er begge døde." sagde hun og grinede nervøst. Hun gav hans hånd et klem og ønskede inderligt at blive holdt om, at mærke varmen og trygheden hos en person. "Min far var herre og havde et herredømme. Min mor var halv elver, halvt menneske. Dette betød at hun havde sanser og udseende som en elver, men hun ville ældes og hun ville dø af alderdom. Og det gjorde hun." sagde hun. "Min far havde det forfærdeligt. Han var ved at dø - af sorg du ved. Men jeg hjalp ham igennem det, selvom jeg selv var tæt på bristepunktet, jeg viste det bare ikke til nogen." - hun bed sig selv i læben og så på gulvet. "Min far døde 20 år efter af at blive halshugget. Halshugget foran sin egen datter." sagde hun. Mere havde hun ikke at sige.

Andrew betragtede hendes ansigt, og bed sig lidt i læben "det var ikke så fedt.." mumlede han, og skulle til at spørge om hvordan det var sket, men hun åbnede sig af sig selv, så han lukkede munden, og lyttede til det hun sagde. "Lyder knap så rart.. er du okay nu?" spurgte han forsigtigt, og nussede hendes hånd med tommelfingeren, man kunne jo aldrig vide, hvis det stadig sad i hende. Han ledte efter tegn på det i hendes ansigt, men han kunne kun se sorg, og en der forsøgte at holde sig oprejst selvom livet havde givet hende mange slag. Han brød sig ikke om historien, hvorfor var emnet også lige drejet ind på død? Han ville nødigt se det i øjnene, men det var nok hans skyld.

Et øjeblik åbnede hun murene i hendes sind. Hun hørte Andrews spørgsmål som et ekko. Pludselig mærkede hun at Andrew følte et stik af skyldfølelse, men han prøvede at skylle det bort. Hun lukkede atter murene og så på ham med store øjne. "Det er ikke din skyld Andrew! Jeg.. Det er bare nogle ubehagelige minder, du har ikke gjort noget galt!". En tåre dannedes i hendes øjenkrog. Nu følte hun jo skyldfølelse.. Hun hang med hovedet. "Ih for lynets mærke da.." bandede hun og lagde sit hovede på Andrews skulder. Hun slap hans hånd og lagde sin om hans tajle. Hun pillede ved hans trøje og blinkede tåren væk. Den ramte hans bukser med et lille smæld. "Andrew. Du må ikke føle dig skyldig okay? Jeg ved ikke hvorfor du føler dig skyldig, men jeg ved du gør det." sagde hun med et suk.

Andrew gloede uforstående på hende, havde han sagt det højt? Det havde han da ikke? Men hvordan så.. Hans opmærksomhed blev fanget af en tåre i hendes øjenkrog, og vidste ikke helt hvad han skulle sige, han kunne jo ikke sidde og benægte det? Hendes lidt sære udtryk for at bande gjorde ham ikke mindre forvirret "øhm.." var det eneste han spagt fik sagt inden hun lænede sig ind til ham. "Det var mere bare.. at det nok var mig der havde drejet samtalen hen på det.. Éowyn du må ikke være ked af det" sagde han kejtet, for han følte sig lidt keglet. Han fik vendt sig sådan at hun lænede panden mod hans hals, og lagde armene om hende "please don't be sad.." bad han, og sank stille. Han så en skygge ud af øjenkrogen, mærkede et let bump på sengen, og derefter en blød spinnen der fyldte rummet. Han rakte den ene hånd bagud og fik fat i sin kat.

"Det er i orden. Jeg kan bare ikke lide andre folk har det dårligt. Det gør mig ked af det." hviskede hun, med lukkede øjne og et skævt smil. Med sin pande mod hans måtte hun bide sig i læben for ikke at læne sig frem mod ham og kysse hans læber. Ved tanken om at føle hans læber mod hendes begyndte hendes hjerte at hamre og hun åbnede øjnene. Hun mærkede hans arme omkring hende og hun gav hans skulder et klem. Så mærkede hun noget blødt mod sin arm og vendte sig om for at se. Det var et dyr, en lille kat. Hendes ansigt lyste fuldkommen op. "Du.. Du har sådan en!" sagde hun og pegede på katten. Hun kendte ikke ret meget til husdyr, men hendes yndlings var klart katte. Hun lod hånden stryge over dens bløde ryg. "En lille mis!" hviskede hun og smilede over hele hovedet. "Hvor er den sød." sagde hun med et lille grin og kløede den bag øret.

"Undskyld.." sagde han prøvende, og nussede hende forsigtigt på ryggen. Han mærkede godt klemmet på sin skulder, og smilede lidt af det. Han fulgte hendes eksempel og så lidt på sin kat, og smilede "ja jeg har.. sådan en.." sagde han og smilede skævt ved ordene. Katten strakte ryggen samtidig med at Éowyn strøg sin hånd hen over den, og miavede, og gned kort sit hoved mod hendes hånd. Andrew grinede lidt "ja den er ikke så stor endnu.. den er kun et par måneder gammel" sagde han, og nussede kort katten under dens hage, hvilket kun fik den til at spinde højere. Han så på hende og smilede lidt "den er også fræk, du skulle se hvad den har gjort ved mine gardiner!" sagde han med en lille latter.

Hun rynkede næsen i et lille smil. "Gardiner? Er det ikke sådan nogle ting man putter på vinduerne?" grinede hun og mærkede den våde snude mod hendes håndflade. Hun sagde små, søde ord til katten og grinede ad dens sjove lyd. Den vibrerede nærmest og hun elskede at mærke dens bløde pels. Hun lod sig dumpe ned på sengen og lænede sit hovede mod sin håndfald, med albuen i sengen. Katten begyndte at gnide sig op ad Èowyns næse. Èowyn grinede og smilede af dens søde måde at være på. Pludselig kildede det i næsen på hende, så hun rejste sig op, lagde sine hænder mod sin mund og gav et lille nys fra sig. Hun rødmede genert igen og så på Andrew ud af øjenkrogen, stadig med hænderne mod hendes mund. "Det kildede i næsen." mumlede hun.

Andrew nikkede og grinede lidt "jep.. og kattekløer og stof gardiner er ikke så godt sammen.." tilføjede han til hendes sætning og smilede. Han sad stille mens hun legede med katten, og han trak sine ben op i sengen, og smilede lidt. Det var sødt at se på, som om hans keglekat havde fundet en ven den kunne lege med. Når han legede med den, legede den med kløer, lige nu gned den sig bare op af Éowyn. Men elvere var vist også ret gode med dyr. "Ja det er dens hår, de kilder frygteligt... jeg kan slet ikke være i nærheden af katte allergikere de får vejrtrækningsproblemer bare af at se på mig, de ved jeg har kat" sagde han og grinede lidt, mere eller mindre alt hans tøj kunne man finde kattehår på.

"Åh da!" grinede hun og trak også sine ben op i sengen. "Jeg anede ikke at mennesker kunne have allergi overfor dyr, troede kun det var for mad?" sagde hun og lod hånden styge katten over pelsen. Pludselig hørte hun et 'pling' ude fra badeværelset af. Hun løftede et øjenbryn og så spørgende på Andrew. "Maskinen?" spurgte hun. Det håbede hun inderligt. Hun følte sig virkelig mærkelig i bukser. Det var første gang hun havde prøvet at have bukser på - dog havde hun engang haft en rustning på. "Kan jeg så tage min kjole på med det samme?" spurgte hunmed håb i stemmen. Hun smilede sødt til Andrew.

Andrew så på hende og smilede "jo desværre" sagde han, og så lidt på sin kat "så spasserkat ned med dig, ellers ligger jeg bare og hoster kattehår op i nat!" sagde han med lattermild stemme. Kattens spandt og gned kort sit hoved mod Éowyns hånd, før den hoppede ned og luntede ind i stuen. Han så på hende og hørte det håbefulde tonefald, og smilede lidt "ja maskinen er færdig, men kjolen skal desværre tørre før du kan få den på.. den er jo våd så det ville bar give dig en forkølelse" sagde han og smilede forsigtigt, og rejste sig "jeg lover jeg hænger den til tørre med det samme.." sagde han, og lagde kort hånden ud for sit hjerte som for at bevise at han nok skulle holde hvad han lovede.

Éowyn rejste sig også op og gik ud til badeværelset med ham. "Du bor faktisk rigtig fint!" sagde hun og så sig atter omkring. Andrew tog kjolen op fra vaskemaskinen og hængte den op for at den kunne tørre. Hun rørte ved den og konkluderede at hun blot ville fryse hvis den altså ikke tørede. Men altså - hvor var den blevet fin! Helt pletfri og fuldkommen hvid! "Wauw!" hviskede hun. Kunne sådan en kasse virkelig gøre sådan? Så måtte hun da virkelig se at skaffe sådan én.. "Mange tak Andrew! Nej, virkelig. Mange tak!" sagde hun og var utrolig forbløffet over hvor smuk kjolen så ud nu. Med smilende øjne mødte hun hans blik og smeltede et kort øjeblik inden i. "Tak." sagde hun igen.