bjergenes stemmer (mihael)

Han nikkede og fulgte hendes blik mod skoven.
Han undrede sig lidt over hvad dyrene mon lavede, men tænkte at det nok bare var et rovdyr der jagtede dem, sådan var naturen jo.
Han så op på himlen og det resulterede i at han fik nogle snefnug i øjet.
Han blinkede til de var væk og så væk fra himlen igen.

hun så ned i skoven igen, og havde tænkt sammen tanke som mihael, men da hun så nærmere kunne hun godt se at det var to sneskutere, hun kunne se det på den måde at sneen delte sig i store bølger, og der var en svag larm fra deres motore.
hun vidste godt hvad klokken havde slået, og stivnede.. hun så, så på mihael, "det var virkelig hyggeligt at møde dig, jeg vil rigtig gerne gøre deet om en dag..."
ser ned i skoven og kan se hvordan de nærmer sig, hhun bevare roen. "jeg bliver nød til at smutte, " hun smilede roligt, men i hendes øjne kunne man se et svagt glimt af desperation.

Han så det også og stod lidt og bare så på det.
Så nikkede han, måske kunne hun ikke lide det, eller også skulle hun nok noget andet, han vidste ikke helt hvordan han skulle tolke desperationen i hendes øjne.
"Jaer, vi ses nok" han smilte lidt og så ned på dyrene og sneskuterne igen

hun så roligt på ham, og løftede så svagt hånden i et farvel, og gik roligt ned af bjerget på den anden side, og da hun troede at han ikke kunne se hende mere begyndte hun at løbe alt hvad hun kunne. hun var skrækslagen for hun vidste godt hvad klokken havde slået vis de personer fik fat i hende.

Han stod ganske vidst med ryggen til hende, men han kunne fornemme hendes desperation og så sig over skulderen.
Pludselig slog det ham.
Selvfølgelig snakkede de godt.
Han rystede på hoved...nej....men alligevel.
Han så lidt på skuterne og vidste at de nok ikke ville hende noget godt, på den måde hun løb væk på.
Han så tænkende mod hende, han kunne hjælpe hende væk herfra.... men hvordan ville hun reagere, vidste hun godt til racerne?
Han rystede på hoved, lige meget.
Han spredte sine hvide vinger ud og baskede lidt enden han endelig fløj lidt op i luften og ned efter hende.
Da han nåede hende greb han blidt fat under hendes arme og hev hende lidt op i luften.
Han satte farten op og fløj ned af enden hun kunne nå at gøre noget, neden for bjerget satte han hende ned, landede ved siden af hende og lod sine vinger forsvinde hurtigt, han kiggede frem for sig og prøvede at lytte, men det lød som om skuterne var langt væk, men måske var det bare vejret.

hun løb det hun kunne ned af bjerget, hun havde ingen anelse om hvad hun skulle gøre for hun vidste jo godt at der indet var at gøre. pludselig greb noget blidt fat under hendes øjne, og hun nærmest fløj, hun så tilbage, og var lidt forundret over hele siturationen. men hun var ikke frustreret, eller bange, nej hun følte sig tryg. da han sadte hende ned så hun tilbage og kunne hverken se eller høre dem, hun så roligt på ham, men søgte en naturlig forklaring på det, selvom hun jo godt vidste at han var en form for engel. efter lidt tid smilede hun så, og ånede lettet op, "jeg vidste der var et eller andet over dig, " hun smilede roligt og gav et kort grin men venligt grin. hun nikkede stille, "tak fordi du hjalp mig, det sætter jeg virkelig pris på" hun smilede roligt, og var super lettet.

Han var glad for hun i det mindste ikke løb væk fra ham.
Han smilte til hende
"Jeg er glad for du tager det så let" smilte han og overvejede hvordan han ellers skulle fortælle hende det han havde opdaget.
Han nikkede
"Til tjeneste" han puffede blidt til hende og begyndte at gå, puffet betød at de skulle se at komme videre.

hun smilede og nikkede, "selvfølgelig, jeg har mødt lidt af hvert, og brugt meget af min fritid på forskning siden første gang jeg stødte på dem." hun så lidt ned, og gik roligt ved siden af ham, hun tog sig let til armen, hun havde et langt ar, der viste nogle forskellige symboler fra varmpyrenes 'verden'

Han sendte hende et hurtigt blik men kommenterede ikke tegnene på hendes arm.
"Jeg tror..." han stoppede lidt igen, hvordan skulle han sige det?
"Kender du skysengle?" spurgte han så og begravede hænderne i lommerne på sin jakke og så frem for sig med sit rolige blik

hun så roligt på ham, hun havde godt hørt om dem, men det var ikke meget viden hun havde.. "jo, eller sådan da... hvorfor" hun stoppede op og så roligt på ham mens hun holdt lidt om sig selv.
kulden havde stilnet lidt af, men det var stadigvæk en stille vind.

Han stoppede også op og så lidt nervøst frem for sig.
Hans tanker gled tilbage på hans mor og far...mest hans mor....Så huskede han hvad en af dem havde sagt til ham, ikke en af hans forældre men en af de andre.
som altid var han mest usikker nå han stod stille, end vis han gik, men kiggede så endelig på hende.
"Øhm" smilte han
"Øhm..." nu måtte han tage sig sammen
"Tror...altså, jeg er skytsengel...og en skytsengel skal have nogen at beskytte..." hun ville nok reagere roligt på det, men for ham ville det være en kæmpe omvæltning.

hun lyttede opmærksomt, og kunne godt se hans nervøsitet, hun ville dog ikke afbryde ham da hun godt vidate at nogle ting var sværrer end andre at få sagt.
hun så roligt på ham og lod ham tage den tid det ville tage.

Nej, han kunne ikke bare sige det.... han kunne ikke engang selv tro på tanken, han var så van til kun at skulle passe på sig selv.
han vidste godt han ikke kunne løbe fra sin skæbne...Men han kunne ikke sige det lige nu.
Han rystede på hoved og så væk.
"Nej, lige meget" han lød allerede meget roligere, han begyndte småt at gå igen og forventede halvt hun gik med.
"Bare glem det" måske havde han også været for hurtig, måske var det bare en dum tanke....Men man kunne mærke nå man fandt personen...

hun så roligt på ham, og smilede venligt, " det os i orden" hun sagde det roligt .
hun gik roligt med ham, hun gik lidt vedsiden af ham, hun så lidt på ham, hun kunne ikke rigtig sige hvad det var, men der var noget det kunne hun mærke, hun var så tryg i hans nerværd, underligt nok.

Han kunne ikke ignorere det.
Han tænkte igen på sin mor.
Og på de folk der havde tvunget ham væk fra hende, men det forstod han godt.
"Jeg tror jeg er valgt til at være din skytsengel" sagde han så ligeud, uden rigtig at tænke over det, det var den nemmeste måde.
Han så frem for sig og var spændt på hendes reaktion

hun stoppede op, og så på ham, hun havde indet imod det overhovedet, men skulle ligge tygge lidt på sin reaktion. så smilede hun roligt efter ca fem minutter, hun så på ham. "det forklare måske nogle ting.´" sagde hun roligt.

"Jah" han så på hende og kunne ikke lade være med smile lettet.
Selvfølgelig var hun rolig og hendes rolighed beroligede også ham lidt.
Som skysengel kunne han jo mærke den han bestyttedes følelser.
Han trak vejret dybt en gang.
"Ja" gentog han så

hun smilede og var faktisk glad, og utrolig rolig. hun tænkte lidt og gik op til ham. og nikkede roligt.. " men jeg er glad for at det var dig" sagde hun roligt og med et blidt smil på læben hun begyndte begynte stille at gå.

Han grinte lidt
"Tak" svarede han og fulgte efter hende
"Det er jeg glad for du synes, du er nu heller ikke værst" han var lidt i drillehumør og puffede drillende til hende

hun så på ham med et drillende blik, "pas på du ikke kommer for godt i gang, jeg er stærkere end jeg ser ud til" hun stod lidt og prøvede at vise sine muskler men det lykkes ikke for godt. tilsidst brød hun ud i latter, og hun puffede drillende tilbage.

Han grinte varmt tilbage
"Dem der ville jeg ikke prale med" svarede han, han fik ikke set sig for og gled på stien på noget glat sne, måske is over en vandpyt eller sne der var trykket godt sammen.
Han faldt lige på numsen og halvt i en snedrive.
Han rystede sit hoved og så op på hende og kunne ikke lade være med at smile selv om han havde ret ondt i halebenet

hun begyndte at grine, "nåårh det skal du ikke være så sikker på.. " hun stoppede med at grine da han faldt, så så hun lidt på sig og prøvede at holde et grin tilbage, "er du okay..?" hun var lidt bekymret selvom hun kunne flægge af grin, til sidst kunne hun ikke holde det inde og hun begyndte at grine, dog venligt, hun stoppede efter lidt og ville række ham hendes hånd. hun så roligt på ham.

Han grinte lidt og tog hendes hånd for at komme op og stå.
Han børstede det værste sne væk og tog sig til numsen og skar en grimasse.
Han bevægede sig lidt.
"Ja, er vist bare øm" han smilte lidt og rettede sig helt op.
Jep, bare øm.
"Det kan ske for en hver, men man kan sagtens komme slemt til skade af det" han huskede godt nogle episoder, mest med gamle mennesker, der var kommet til skade på den måde.

hun så roligt på ham, " ja bestæmt, vinterens glatte veje og kulde kan være farlige" hun så roligt på ham og smilede. hun begyndte stille og roligt at gå, hun tænkte lidt.
så så hun på ham igen, "du skal passe på dig selv, vi kan ikke have du går og kommer tilskade" hun smilede varmt og roligt. af en eller anden grund var det som om at der opstod en uro i hende, hun kunne ikke forklare det, men det var som om at nogen holdte øje med hende, et par stikkende øjne der ikke ville slippe hende, "hmm..."

Han grinte og fulgte med hende, han lagde en hånd på hendes skulder mens de gik.
"Slap du bare helt af" sagde han og så på hende med et tænkende blik.

//min krea sover lige nu...//