bjergenes stemmer (mihael)

//årh hyggeligt xD//

hun så roligt på ham og smilede blidt, "ja... men.. " hun så lidt rundt, "kan du ikke mærke det" hun så roligt på ham, de stikkende øjne, blev ved med at vandre på hende, hun rykkede tættere, på Mihael. hun var lidt nervøs, og fik kuldegysninger af de stikkende øjne. det var som om de ikke ville slippe hende.

Han mærkede efter og blev urolig.
Han så sig opmærksomt omkring, havde de fulgt efter dem? Eller bare fundet dem.
Han holdt hende ind foran sig, så han beskyttede hendes ryg.
Det måtte jo komme bagfra.
Han så sig omkring igen men havde svært ved at se noget i sneen, de havde nok camoufleret sig måske?
"jo, jeg kan" sagde han og lød overraskende rolig, han gik med vilje lidt hurtigere, så hun automatisk også måtte gå hurtigere.
Han var godt klar over at han nu var tvunget til at bruge sine evner vis det blev nødvendigt og den tanke gjorde ham ikke lige frem glad.

hun gik blodt det tæmpo han ville have, hun ville ikke sætte sig imod.
hun hørte pludselig en lyd, og kunne se store dynger af sne på vej ned fra bjerget, hun vendte sig hurtigt rundt og så i hans øjne, hun skubbede til ham med al hendes kraft og bliv begravet under sneen, oppe på bjerget kunne man se varmpyrende der var efter hende. hun var stille meget stille men han var dog uskadt. hun havde fået gravet et lille hul så hun kunne trække vejret men hun var gået i chok og var besvimet. da hun vågnede var hun hel kold, nedkølet hun kæmpede for at få varmen men indet hjalp under dyngerne af sne. hun trak vejret roligt men dog ikke så stærkt som det burdte.

Han hørte sneen, så den og så et skub og hende der forsvandt i sneen.
Han bandede højt, han ville vædde med det ikke stod over listen til at være skytsengel, det burde være ham under sneen.
Han så kort op på vampyrene, men vidste det gjaldt få minutter.
Han gravede nogenlunde der hvor hun var forsvundet, imens lod han sine vinger komme frem og hev sin jakke af.
Da han endelig fandt hende var hun besvimet, han fik den ide at vampyrene nok ville tro de havde vundet for denne gang, derfor hev han hende op af sneen og holdt hende kort ind til sig, med ryggen til vampyrene.
Han tjekkede hendes puls, der allerede var overraskende lav, hendes vejrtrækning for lav, men dog reglmæssig og så var hun alt for kold.
Han gav hende jakken på sig, som stadig havde lidt af hans varme, tog hende i sin farvn og begyndte at flyve af sted, i hurtig fart.
Han forbandede sig selv.

hendes læber var blå og hendes krop var kold. men hendes var nogenlunde reglmæssig, hun vidste inderst inde godt hvorfor hun havde skubbet ham væk, men det var i underbevistheden som stille kommer frem da hun er besvimet, hun lagde roligt i hans arme, med lugget øjne, hendes hovede lagde ind til hans brystkasse. hendes lange hår hang blødt ned af hans arme.

Han fløj hurtigt af sted, endelig kom de lidt væk fra bjergene og en kold vind slog dem imøde.
Han kunne mærke hans fingre og ørere blive kolde, samt den kulde der nåede knoglerne først og gjorde resten af kroppen kold.
Men hans basken med vingerne hjalp ham med at holde varmen.
Snart kom de til en lille hytte, med lys i.
Han havde set hytten tidligere men vidste ikke hvem der boede der.
Men det kunne være lige meget nu.
Han landede, lod sine vinger forsvinde og bankede hårdt på, en ældre mand åbnede døren og han nåede ikke engang at sige noget før de var hevet indenfor.
"Hørte godt sneen højere oppe" sagde han den ældre mand
"Men hvordan kan i være her så hurtigt?" han så lidt på dem mens han skubbede mihael hen til en seng der lå tæt ved kaminen hvor en dejlig varm ild buldrede.
Hytten bestod kun af dette ene rum.
Han lagde hende på sengen og hev straks sin jakke af hende samt noget af hendes overtøj.
Han lagde tæpper og dynen over hende og begyndte at gnide hårdt og hurtigt mod armene, hænderne, benene for at skabe varme.
Han tjekkede hendes puls og vejrtrækning igen og regnede med han havde været hurtigt nok.
"Har du noget vand? Helst varmt....og gerne nogle klude?" manden nikkede og gik hen i sit lille køkken og rumsterede lidt.
Mihael så bekymret på Zandy.

hun bemærkede varmen, og begyndte at trække vejret bedre og mere reglmæssigt.
hun lagde blidt på sengen og henes ansigts udtryg var helt rolig. efter de varme klude osv, kom der mere liv i hende, hun begyndte svagt at åbne sine øjne. hun begyndte at ryste, hun åbnede øjnene mere og mere, og så op på mihael, hun smilede lettet.

Han var i gang med at ligge klude med varmt vand og hendes håndled da hun åbnede øjnene.
Han smilte lettet og varmt
"Hei" han lagde en hånd mod hendes pande og så hende i øjnene, men alt så ud til at være fint.
"Godt du er vågen, har du ondt nogen steder?" spurgte han
"Kan du mærke noget? Ud over du er kold, men er der nogen bestemte steder der virkelig gør ondt?"

hun rystede svagt på hovedet og var bare glad for at have overlevet, "nej.... jeg har det fint" hun smilede stille, og så op på ham, hun fortrød ikke et sekundt af det hun havde gjordt. hun rystede stille.

"Godt" han blev færdig med det han skulle og fjernede nogle af de klude der var blevet kolde igen.
Han lagde ikke flere på hende, men fjernede dem alle til sidst og puttede hende godt under dynen og tæpperne.
Den gamle mand kom snart tilbage med suppe til dem begge to.
"Så er der mad" sagde han
"selv om du ikke skulle være sulten så drik i det mindste væden, der er dejlig varm" lige nu var han bare lettet men vidste at han snart ville blive sur.
For en sjælden gangs skyld.

hun sadte sig med lidt besværd op, og tog suppen i hendes hånd, hun havde svært ved at få det ned, men vidste at hun var nød til det. hun så lidt på den gamle mand og smilede venligt, "tak for din gestfrihed" hun drak lidt af væden men det var ligesom tusinde isterninger der knuses på en gang. hun så på mihael og smilede stille #tak...# hviskede hun blidt og så i hans øjne.

Han nikkede til hende og slappede først af da hun havde spist lidt af suppen.
Han overvejede det hele, hun kunne stadig ricikere at blive syg efter den hurtige nedkøling, men det værste var vist overstået....
Han spiste selv kun meget lidt af sin suppe da han ikke var sulten.
"må jeg skælle dig ud nu?" sagde han og så på hende, han satte skålen på bordet.
"Det er overstået om lidt" lovede han hende og rejste sig op.
Han så alvorligt på hende
"Hvad fanden tror du du har gang i?" hans stemme steg et hak og lød vred...og en smule ked af det
"Ved du overhoved hvad jeg bestiller her? Jeg skal beskytte dig med mit liv, vi kunne begge have været døde vis du var død! Du må aldrig risikere dit liv for mit igen, forstår du det!?" han var dårlig til at være vred, men stadig lige god nok til at man forstod det.

hun så roligt på ham og forstod godt hans frustration..
hun sad blodt og tog imod det, og svarede, " jeg forstår dig godt, men.. jeg ville aldrig kunne sætte mit liv før dit, jeg ved ikke hvorfor.. måske er det fordi at jeg ved at vis det var dig der havde lagt det ville jeg være sikke på at jeg ikke knne rede dig, jeg vidste at du ville kunne rede mig vis det var.. tror du ikke jeg var dybt ulykkelig, der gik så mange ting gennem mit hovede, da det skete, men den første ting var dig, men misforstå mig ikke, for jeg ved godt du er vred" hun var selv vred på sig selv. hun så ned og var måske rimelig trist.

Han kunne mærke at hun var vred på sig selv og slappede automatisk af.
"Ja, sikkert, men jeg vil ikke have det!" sagde han bestemt
"En anden gang må du ikke gøre det igen!" han satte sig ned igen og opdagede at den ældre mand bare sad og smilte for sig selv.
Han havde sikkert sine tanker.
Han stirrede ind i ilden.

hun så på ham, og sukkede svagt og vidste ikke hvad hun skulle sige, hun fik tåre i øjnene. #undskyld# hviskede hun stille og blidt, hun holdte lidt om sig selv og så ned.. hun vidste ikke hvad der gik af hende, hun var helt anderledes, hun havde det rart inden i når hun vad nær ham men når han var vred føldte hun det som et bridstet hjerte det var svært at forklare.. hun sad helt stille og så ned, et par tåre ramte blidt gulvet.

Følelsen overvældede ham og han rejste sig og gik hen og tog hendes skål med suppe og satte den på bordet.
Så satte han sig ned ved siden af hende og holdt trøstende om hende, holdt hende ind til sig.
"Rolig nu" sagde han blidt
"Blev bare..." han hade ordet bange
"...bekymret, for dig" sagde han

Hun så roligt på ham, og nikkede stille, følelsen overvældede også hende. Hun så roligt på ham, hun smilede blidt og tørrede tårene væk, "jeg ved virkelig ikke hvad der skete, jeg...." hun sukkede svagt og så lidt ned.

"Det går nok" smilte han til hende
"Det er jo overstået nu...Eller, lige det er i hvert fald, men forfølgerne er nok stadig efter dig nå de finder ud af du ikke døde af det eller noget" sagde han, ikke for at skræmme hende, men for at se virkeligheden som den var.
Der var jo ingen grund til at pakke det ind i vat.

hun så roligt på ham, og det var rart at se realiteterne, i øjnene. hun tænkte lidt "ja det vil du nok have ret i men indtil må jeg vist se at komme så langt væk jeg kan" hun så på ham og gav et blidt smil fra sig. hun rejste sig og vandrede lidt rundt, mens hun holdte om sig selv, hun takkede for den venlige gestfrihed manden havde vist dem og gik udenfor i kulden, hun holdte om sig selv, og tænkte lidt.

Han takkede også og gik lidt efter med hende ud, da han ville give hende lidt tid at tænke i.
"Langt og langt" smilte han roligt mens han så op på himlen som han havde for vane.
"Det skal vi nu nok finde ud af" sagde han og tilbød hende sin jakke som han havde taget af hende da hun var kold.
"Her" sagde han
"Skal vi komme videre?"

hun så roligt på ham, og smilede blidt´. hun tog imod jakken og tog den roligt på, den var lidt stor men den var dejlig varm. hun kunne mærke varmen der omfavnede hende. hun så på ham igen, " ja, lad os det" sagde hun og smilede. hun begyndte roligt at gå.

Han gik ved siden af hende og begravede sine hænder i lommerne i sin jakke.
Han gik på sin sædvanlige afslappede måde og studerede bare sine omgivelser, træer der var blevet sneet til, bjerge med sne, uberørt sne som glintede som diamanter i eftermiddags solen og få steder spor efter dyr.

hun betragtede ham lidt, men stoppede efter lidt tid, hun så rundt i skoven og smilede blidt, i det hun sukkede inden i sig selv, og tænkte på at hun måtte gøre et eller andet, for ikke at komme til at kunne lide mihael for meget. hun op i et træ hvor små vinter spurve havde bygget rede. hun smilede roligt.

Han opdagede hun var stoppet op og kiggede tilbage på hende med et roligt udtryk.
2Er der noget galt?" han fulgte hendes blik og så lidt på vinter-spurvene

hun så roligt på ham, og smilede "nej overhovede ikke" hun sagde det roligt, og gik op på siden af ham igen. hun kunne mærke hvordan sneen gav efter hvergang hun tog et skridt. hun så lidt rundt. og tænkte.