bjergenes stemmer (mihael)

Han nikkede og de gik videre i ro.
"Altså, hvor langt kan vi være fra civilationen?" sagde han og sukkede
"Jeg bliver rastløs af de evige samme omgivelser"

hun så roligt på ham og smilede, "der burdte ikke være så langt igen" sagde hun roligt mens hun holdte om sig selv, hun gik med roligt skridt og begyndte svagt at nynne.

Han nikkede lidt til det og begyndte at tænke mens han gik.

//undskyld, men kan virkelig ikke finde noget at skrive lige nu//

//år det kender jeg godt, hmmm... men så må der jo ske et eller andet xD//

hun frøs sine hænder, og tog blidt hendes ene hånd i hans lomme. hun så roligt på ham og smilede roligt, hun vidste godt at det i værtifelle ikke ville trække hende længre væk som hun egentlig ville ønske at hun kunne da hun var bange for at få forbudte følelser for ham.
hun smilede blidt og så hen over sneen, der snart ville forsvinde da der ville komme by områder.

Han mærkede noget koldt mod sin lune hånd og så lidt på hende, så smilte han lidt.
"Du er jo helt kold om fingrene" sagde han, han lagde uskyldigt sin hånd om hendes for at varme den og havde ikke gættet at hun nok var ved at udvikle nogle lidt for store følelser for ham.

hun smilede blidt og så lidt ned, hun vidste godt at det ikke ville gå, men det var rart endelig at føle at der var en der ville være hendes ven, det prøvede hun at overbevise sig selv om, at der aldrig ville blive noget, og at der aldrig ville komme den form for følelser rettet mod hende. hun så lige frem og kunne se en by i det fjerne.

Han så byen foran sig.
"endelig" sagde han, ikke fordi han ikke kunne lide sneen og bjergene, der var bare sket så meget synes han.
Han begyndte at tænke tilbage for på en aften for snart en uge siden.
Han havde vist allerede en kæreste.

hun så roligt på byen, og trak stille sin hånd til sig, hun smilede stille og var ret glad for ikke at være i bjergene, hun kunne mærke at hun havde brug for at være lidt alene da der var sket meget og selvfølgelig også for at overbevise sig selv om at der ikke ville blive noget.

Han mærkede at hun havde brug for at tænke.
"Nå vi når byen, skal vi så ikke skilles for nu?" smilte han til hende

hun så roligt på ham og tænkte, "jo det er nok det bedste" hun så ned og sukkede dybt inden i, hun kunne ikke placere hvorfor hun blev så oprevet, inden i. hun vidste jo godt, at hun andrig skulle forvente noget, det var blodt at hun havde haft det så underligt rart siden hun mødte ham første gang, og at den aften i huset var der noget specielt følte hun, men hun kunne ikke bestæmme over andre, og det ville hun heller ikke hun ville blodt have at han havde det godt og at alle andre havde, det godt. hun sagde indet da de nåede byen, men stoppede op og så på ham, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre eller sige.

Han havde gået og tænkt på den underlige følelse hun havde,på en måde var det jo nok lidt surt at kunne mærke hinandens følelser.
Da de nåede byen stoppede han op og så stadig tænkende ud.
"Zandy....Måske er man nogen gange for hurtigt til at bedømme følelser, de er jo trods alt lidt indviklede... Og vis man endelig har ret så må man prøve at slappe af og med tiden vil det forandre sig" han smilte lidt og lagde en hånd på hendes skulder
"Vi ses senere?"