en dag med fart//Artemis//

Artemis så lidt op på ham. Nej, han ville vist ikke holde sig fra de ubehaglige emner... Valget var på sin vis ikke svært. Mulighed var så åben, at den kunne være alt fra at rykke lidt på sig, til.. Ja, til hvad som helst. Artemis trak benene op mod brystet, og lagde armene om dem. "S, P eller K?"

Han kiggede på hende med et smil på sine læber og kiggede på hende "k"sagde han med et smil og viste ikke hvad hun ville finde på men det gik nok han viste ikke noget om hvad der ville ske løbet af denne dag

Artemis tænkte en tid igen. Hvorfor skulle han også vælge den hele tiden... "1, lad mig bide dig. 2, lade mig vise dig en af mine evner. 3, sig mig hvad du ved om engle." Hun valgte at bruge samme metode som før, da det var fr besværligt at finde på noget nyt... Engle var en af de racer hun vidste mindst om. Hun vidste sådan set blot at de eksisterede...

Han kiggede på hende "jeg ved at engle er søde og rare og er guds skabning"sagde han og kiggede på hende "s p eller k"sagde han

//hallo??//

Artemis rynkede let panden. Han var ikke en god kilde til information.... Hvilket egentlig ødelagde lidt af hendes tanker om denne leg... Dumt...
"K.." svarede hun let, og trak benene op mod brystet og lagd armene om dem. Gad egentlig vide hvorfor det var han så ofte ville lege denne leg?...

Han kiggede på hende med et smil på sine læber "1 lad mig se din krop nøgen 2 sut mit lem 3 lad mig tage på dig"sagde han med et smil på sine læber.
Han kiggede på hende med et smil og ville se hvad hun ville gøre


//kan du huske hvad vi skrev om før jeg lavede emner over beskeder?//

Artemis drejede brat hovedet, og vendte forskrækket blikket mod ham. Mente han det? Mente han rent faktisk at hun skulle gøre noget af det? Eller tog an gas på hende?... Han havde jo faktisk sagt noget lignende før, men havde forsikret hende om at det blot havde været en spøg... "Jeg har ikke lyst til at lege mere..." hviskede hun lettere hæst, hvorefter hun rejste sig for at gå. Hun var ligeglad hvad han mente... Hun havde ikke lyst til at være sammen med ham, når han sagde sådan noget. Heller ikke selvom det muligvis bare var en spøg...

//Jep, det kan jeg//

Han kiggede på hende og blev sur over at hun gik bare på den måde så han skynde sig og hoppe på hende da hun ikke var noget ret langt væk fra ham og holdte hende nede mod jorden da de var faldet han var oven på hende og han gav sig til at rive tøjet af hende

Artemis gjorde sit bedste for at kæmpe i mod, da han sprang på hende, og blev mere og mere panisk da han forsøgte at hive tøjet af hende. "Slip mig!" beordede hun skingert, og begyndte at samle hele sin koncentration om ham. Det var bare en smule svært, når hun samtidig koncentrede sig om at rive, og sparke, og slå, og vride sig det bedste hun havde lært.

Han kiggede på hende og havde fået det sidste af hendes tøj af hende og kiggede på hendes krop han åbnede sine bukser og spredte hendes ben med magt og holdte hende nede mod jorden og kiggede på hende "nej jeg slipper dig ikke"sagde han og nussede sit lem mod hendes underliv

Artemis hulkede, højt og rædselsslagent, og ulykkeligt. Havde hun ikke været vampyr havde tårerne rendt i stride strømme ned af hendes blege kinder. På trods af gråden begyndte hun at samle sin hele koncentration omkring Jaster. Hvis blot hun kunne få sin evne aktiveret, havde hun måske en chance for at slippe derfra uden yderligerer ar på sjælen. De klare, grønne øjne, der var store af skræk, var rettet mod Jasters, i et forsøg på at nå helt ind til ham. Hun bed sig i læben for ikke at hulke helt så højt, og stirrede intenst op på ham. Hadede ham noget så grusomt i dette øjeblik.

Han smilte ondt af hende og holdte hende ned og lod være med at kiggede på hendes ansigt lige nu og fat hendes underlivs indgang og pressede sig op i hende og holdte hende nede mod jorden og kom helt op i hende og kørte frem og tilbage inde i hende og stoppede ikke lige frem over

Artemis skreg. Et højt, tyndt, og skingert skrig. Der gik panik i hende. Hun kunne ikke koncentrere sig. Hun vred sig det bedste hun havde lært, forsøgte af sparke, rive og bide ham, hvad som helst der kunne få ham til at stoppe! Hendes skrig ebbede ud i hulk, og hendes ansigt var forvredet i en grimasse af angst og smerte. Stadig holdt hun blikket fast rettet mod hans øjne, med et blik der ligefrem dryppede af et ætsende had...

Han kiggede ikke på hende og blev ved med at køre frem og tilbage i hende underliv man kunne nærmest se den køre frem og tilbage inde i hende ved at den var så tyk som den endeligt var han havde hørt hendes skrig og alt det men var lige han holdte hendes arme fast så hun ikke kunne bevæge dem

Artemis begyndte så småt at kunne samle sin koncentration, på trods af smerten der løb gennem hende, hver gang han bevægede sig. Hadet, der stadig voksede sig størrer, gjorde det nemmere, at lægge smerten til side. Hendes blik blev mere og mere intenst, mere koncentreret. Lige så småt ville Jaster begynde at kunne høre stemmer i sit hoved. Stemmerne af tusindvis af grædende kvinder og børn, der forpint tiggede om nåde og om hjælp.

Han kiggede ikke på hende men hørte godt nok disse stemmer af børn og hvad der ellers var men han var mere fokuseret på det han var i gang med at gøre at han ikke ville lade sig gå på af nogen stemmer i sit hovede men hun måtte også være ved at ha vænnet sig til det så den rene nydelse ville komme gennem hendes krop og hun ville begynde at nyde det men det var ikke sikkert men man kunne vel kun håbe på det.

Nydelse var det sidste hun følte. Hun var slet ikke gammel nok til at den slags aktiviter blev en nydelse. Det var blot som en afstraffelse... Stemmerne begyndte langsomt at stige i styrke, og deres kalden blev mere og mere aggresiv. Mere hadefuld. Ordene ændrede sig. I stedet for de fortabte råb om hjælp blev det til rasende skrig om hævn. Om hævn, blod og ødelæggelse...

Han kiggede på hende og tænkte på om det var hende der var i gang med hendes evne og ville ha det til at stoppe så han hævede den ene hånd op og klappede hende sådan en på hovede at hun ville blive bevidstløs af det så denne råben og skrige i hans hovede skulle holde op

Artemis holdt det strængt fokuserede blik på hans øjne. Jo, hun lagde da godt mærke til at hans hånd løftedes, men valgte at ignorere det. Først da slaget ramte hende, blev hendes koncentration brudt, og hun mistede bevidstheden. Lå nu livløs under ham, ude af stand til at yde mere modstand... Men hadet. Hadet blev ikke glemt. Hadet gemte sig langt inde i hende, og ville før eller senere komme til at koste ham dyrt...

Han kiggede på hende ond smil på sine læber og rev noget af sit trøje i stykker og bandt et stykke om hendes hovede så hun ikke kunne se ham eller noget andet hvis hun vågnede igen og han fik hendes arme bundet samme og spændt fast ved hjælp af de kæder han havde gemt under bænken før i tiden og det samme gjorde ham med hendes ben bare spredt så han kunne gøre hvad han ville og det var noget meget stærke kæder der var brugt så hun ville få svært ved at komme fri så hans forsatte med at knalde hende

Kort tid efter vågnede Artemis igen. Smerten fra de regelmæssige stød chokerede hende, skønt den også havde været der da hun blev bevidstløs. Et hulk bannede sig vej fra hendes hals, og pressede sig ud gennem hendes læber. Hun forsøgte at vride sig, og komme løs, men måtte opgive på grund af kæderne. Hun følte sig fuldstændig modløs og fortabt. Endnu et hulk slap fri af hednes mund, før hun klemte læberne sammen. Snøftede en eneklt gang.
"Stop. Nu.." hviskede hun hæst, med grødet stemme.

Han blev ved med at gøre hvad han gjorde og kom tilsidst inde i hendes unge underliv og kiggede på hende hun lå der fastspændt og lige til at gå til det tændte han meget at se en pige/kvinde som var fastspændt så han trak sit lem ud af hendes underliv som nok var helt rødt rundt om nu men han var endeligt ligeglad og spredte hendes røvbalder og kiggede på hendes lille stramme numseh'l og smilte ondt dette skulle nok blive sjovt så han kiggede på hende og satte sig våde stive lem mod hendes stramme numseh'l og pressede sig godt på det og hendes hul ville åbne sig stille og han kom ind

Artemis pev, da han trak sig ud af hende, og mærkede hvordan en smule blod løb fra skedeåbningen. Da han igen pressede sig ind i hende, denne gang i røven, skreg hun igen højt, og spinkelt. Vred sig i smerte. Raseriet var som forduftet, og efterlod hende med en ulykkelig, og fortabt følelse. Hun var fuldstændig overladt til Jasters nåde... En ting han ikke syntes at have meget af... Hun hulkede højt, og skingert, og bed sig i læben for at tysse på sig selv. "Stop! Lad mig være! " råbte med en stemme der ebbede ud i et hulk igen.

Han smilte ondt og så blodet fra hendes skedeåbning hun var jo jomfru men det var han ikke den der tog sig af så han pressede sig længere op i hendes stramme røv og kom så langt han kunne komme op og gav sig til at kørte frem og tilbage i hendes røv og havde fat i hende små nippels som hun nu havde og nullede dem godt og grundigt