Ingen skrigende børn... rart..

Liam lod sig træde en smule tættere på hende, og lod pistolen glide ned
af hendes kolde og døde kind.
" Hvorfor ville det det?" spurgte han imens han kiggede nøje på hendes
detaljer. Det lignede der var små rester af noget engel på hende.
Egentlig mærkeligt når engle ikke kunne laves om til vampyrer få år
tilbage, men tiderne havde sikkert skiftet, desværre. Liam bed sig i
inderlæben mens han ventede på svar af den lille og uskyldig legende
vampyr tøs. Han havde lyst til at dræbe hende med det samme med
ville presse hende lidt, inden hun skulle se det rigtige mørke og ikke
bare leve i en død krop.
Måske havde vampyrende skumle tanker om at overtage verdenen
og tage magten og gøre så mange som mulig til deres part. Han gøs
ved tanken, og fik kun revet raseriet endnu vildere op i sig, end den
allerede var.

Rose så op på manden og grinte kort og hånligt "Du ved ikke hvem jeg er... gør du?" spurgte hun og indhalerede hurtigt da han kom tættere på hende. Hun fulgte hans pistol med øjnene og lod derefter sine blå øjne gå op og møde hans. Hun vidste ikke helt om han vidste hvem hun var, men hun vidste at hendes navn faktisk var blevet nævnt i en af den ældgamle bibler. Hun var jo så gammel at hun havde oplevet en del og var kendt i middelalderen for de ting hun præsterede.

" et uønsket væsen?" svarede han og lod pistolen presse
hårdere ind i mod hendes kind. Han gik en smule tættere
på hende, dog ikke så de mødtes fysisk, da han ikke ville
i fysisk kontakt med bæstet.
Han grinede lidt af hendes stolte stemme og fandt det
kun ynkeligt, hun begyndte at spille overlejen og stærk.
Han skulle nok få hende på plads, og slået ihjel. Slæbt tilbage
til opholdsstedet og få sin dusør.
Tanken gjorde Liam godt, og han ikke ikke vente til at
lade hendes strålende blod flyde ud på pladsen

Rose så op på ham med et vredt og fornærmet blik "Hvis du bare vidste...!" snerrede hun og var begyndt at blive lidt ophidset, men tvang sig så til at slappe lidt mere af, eftersom hans pistol blev presset ind i hendes kind. Hun pressede sig så meget ind i klatretårnet bag sig som overhovedet muligt, og så op på ham. Hun havde egentlig ikke særlig meget lyst til at fortælle ham den hele sandhed da hun med glæde ville se hvad der skete med verdenen hvis hun blev dræbt da hun vidste at hun havde stoppet mange angreb fra vampyrer i sine 1500 års levetid.

" Fortæl mig det!" råbte han hårdt ind i hendes ansigt.
Han gjorde hende nysgerrig, og hun trak tiden ud. Han
nød hendes bedende ansigt, og nu kom det selv stærke
sind frem på hende, der irriterede ham.
Han pressede pistolen endnu hårdere ind i hendes kind
da den kraftige og italienske stemme strømmede ud af
hans mund der var omringet af lidt skæg stubbe.

"Og hvad hvis jeg nægter!!" råbte hun direkte tilbage og havde kunnet mærke hvordan panikken og angsten tog over, og fik hende til at råbe. Hun klemte sine hænder hårdt sammen og så op på den mand som var så meget ældre end hende og som vovede at sætte en pistol for hovedet af hende. Hun tog en dyb indånding gennem næsen og fik sig selv til at slappe lidt mere af "... Læg den pistol fra dig... Og jeg vil overveje at fortælle dig det.." sagde hun lavmælt, men havde dog et skævt smil og syntes da at han var lidt ubehøvlet. Hun kunne skam godt mærke hvor hårdt pistolen blev presset ind mod hendes kind, men prøvede ikke at ligge mærke til det og ville ikke gå i panik og bukke under for dette. Hun havde opdaget at han var italiener, og plejede de ikke at være høflige folk?...

" Jeg tager ikke imod ordre fra en lille blodtørstig tøs!" hviskede
han truende til hende, mens han i et hurtigt ryk tog pistolen mod
hendes hjerte. Han vidste godt det ikke kunne slå hende ihjel men
mange smerter ville det påføre hende, og det ville kun gøre godt.
Han lod sin finger trykke en gang ned på aftrækkeren så den var
ladt. 1 klik mere og en kugle ville ryge ind i hendes ellers døde krop
og en bølge af smerte ville stige rundt i hendes stjålede blod.

"Det burde du virkelig!" snerrede hun lavmælt og så ham ind i øjnene og gispede lavmælt da han rettede sin pistol "Få så den pistol væk fra mig!" snerrede hun sammenbidt og greb hurtigt fat omkring hans håndled som holdt fat omkring pistolen og prøvede at få pistolen rettet væk fra hende.

Liam trykkede på aftrækkeren og et brag strømmede igennem
luften og endte som ekko i alle gaderne omkring dem.
Nu skulle hav passe på, at de ikke blev opdaget.
Kulgen røg med et hurtigt og næsten usynligt bevægelse ind
i vampyrens mave, for at yde hende smerte. Måske ville hun
lytte efter hvis Liam afpressede hende voldte hende stærke
smerter. Hun spillede stærk, men var hun det egentlig.
Han var nysgerrig, og ville vide hvem hendes skaber var, og
om hun var med i en klan.
Hans øjenbryn lod sig knuge ned over hans øjne, og et mørkt
og koldt blik kiggede på den snart nedliggende tøs på jorden.

Rose spilede sine øjne op da hun hørte skudet, men følte først smerte nogle få sekunder efter. Hendes blik gik langsomt ned hvor kuglen havde ramt og så blod langsomt flyde. Hun trak vejret, da dette var en gammel vane at trække vejret, i gispende drag og faldt langsomt ned på knæ og prøvede at ignorere smerterne "Din..." hviskede hun gennem sine sammenbidte tænder og havde haft givet slip på hans håndled da hun var på vej ned, og havde nu sin ene hånd på jorden og den anden presset ind mod skudsåret.

Liam trådte tilbage og lod en fod skubbe til den
faldende pige, så hun ville ligge ned. Han stile
sig over hende, og lod en hånd gribe fat om hendes
kæbe i et hårdt greb.
" Fortæl mig det! Eller får du staven igennem dit
kolde og døde hjerte!" udstødte han imens han kiggede
med intense øjne på pigens selv kolde og livsforladte
øjne.
Hun var egentlig en køn tøs, egentlig en skam hun
skulle forvandles. Inden i Liams hovede blev en masse
skældelsord på italiensk gentaget igen og igen.

Rose syntes ikke rigtig at gøre noget modstand i starten, og lod sig falde om på ryggen, men prøvede dog at vride sit ansigt frit fra hans stramme greb da han havde fat omkring hendes kæber. Hun så ind i hans øjne da hun jo var tvunget til det, og lod et svagt smil gå over sine blege læber "Jeg forstår ikke hvad du mener.. Fortælle dig hvad?" spurgte hun lavmælt og spillede uvidende og ville ikke til at give informationer væk som ville være farligt at give væk.

Liam vrissede og lod et skuffende grin komme fra ham.
Han hev i et langsomt greb ind under hans jakke, og tog
fat om træ pælen, som snart skulle sidde godt presset ned
igennem hendes brystkasse og stikkende igennem hendes
stillestående hjerte.
" Dit hjerte slår ikke, så burde din hjerne heller ikke fungere..
det er vist ret klart." svarede han med narrende stemme og
vred hendes hovedet lidt fra side til side. I en hurtig bevægelse
lod han spidsen af den skarpe pæl stille imod hendes strube
for at true hende til oplysninger.

Roses blik gik langsomt ned på hans hånd og gispede lavmælt da hun så træpælen, og lod hurtigt sit blik gå op på manden igen og trak vejret i paniske drag og rystede svagt "... Hvad får jeg ud af dette her?" spurgte hun og vidste egentlig godt at han ville svare at hun jo ville leve, men hun ville da gerne have noget til gengæld for at give disse informationer ud. Hun spurgte egentlig oss for at trække tiden længere ud og prøvede at finde ud af en måde at få ham stoppet. Hun prøvede at få sin strube væk fra spidsen af træpælen som sad truende ved hendes hals, og brød sig ikke det mindste om det. Hun greb langsomt fat omkring hans håndled hvor hånden som havde fat omkring hendes kæbe sad, og ville egentlig bare væk fra ham.

Liam grinede tilfredst da hun spurgte.
Hun ville ikke få noget som helst ud af det.
Han ville snyde hende til at give ham oplysninger
også fortælle at hvis hun delte dem med ham, ville
han skåne hendes døde krop. Men hvis det nu gik
til hun fortalte alt hvad Liam ville havde hende til,
ville han alligevel slå hende ihjel bagefter. Egentlig
ret snyd, men Liam nød det kun, da hun ikke havde
en eneste grund til at leve.
" Du snakker for meget. Svar nu bare på mine
spørgsmål, eller jeg stikker træets spids langt igennem
dit bryst."
Forklarede han videre og lod spidsen pressede sig
endnu hårdere imod hendes skrupe.

Rose så på dusørjægeren med et ulykkeligt blik og så egentlig ud til at ville fortælle ham det, men rystede så på hovedet "Nej..." hviskede hun og prøvede at ignorere smerterne da han pressede spidsen af træpælen hårdere mod hendes hals ".. Jeg er mange ting... Men forræder.." hviskede hun og rettede sit blik væk fra manden "Jeg er ingen forræder.." sluttede hun af med og ville ikke fortælle sådan en information til en mand som ham.

" foræder?" spurgte Liam med et forvirret skævt smil.
" Er du med i en klan?" hvæssede han med sammenbidte
tænder, og øjenbrynene pressede godt ned over øjnene.
Han lod stikens spids prikke under hendes hage, og det
hule rum, dog der var dækket af hud i mellem de to kæber.
Det hårde greb om hendes kæbe blev ikke løsnet et øjeblik
men hans hånd fik mere og mere fat i hendes døde og kolde
hud uden på hendes kæbeparti.
" Fortæl mig det!" Råbte han med kraftig stemme, men
kiggede sig dog rundt om deres omgivelser, for at sikre sig
der ikke var publikum på hans misbrugning af hende.

Rose ville sgu ikke fortælle noget, for da hun så det som at være forræder mod dem hun holdt af. Hun klemte sine øjne hårdt sammen da han begyndte at hvæsse af hende og rystede på hovedet "Nej!" løj hun pibende og prøvede at skubbe ham væk fra sig "Lad mig være!!" skreg hun og prøvede at få sit ansigt væk fra træpælen og mandens greb.

Liam bed sig i underlæben og blev så vred som det
var muligt for ham at være.
Han tog i et hårdt greb rundt om pælen, og lavede
et snit på hendes hals. Ikke dybt, men så den rev
hul på de små over højtliggende blodåre, på halsen.
Han hvæssede og råbte tilbage, mens han slog hende
hårdt på side af hovedet med baghånden hvor han holdte
pælen med. Han mærkede hendes kolde hud, reagere
på slaget, og lod hendes ansigt falde til siden, hvor
han igen blev fristet til at slå hende igen.
" Hold kæft dit forbandede udyr! du gør bare hvad jeg
siger!"

Rose så ikke på ham, men kunne med lethed mærke at han var rasende og kunne ikke nå at gøre noget da hun mærkede den skarpe spids af træpælen skære i hendes fine og blege hud ved halsen og kunne mærke blod langsomt løbe ned. Hun bed tænderne hårdt sammen af smerte, men kunne ikke være stille da han begyndte at slå hende. Hun skreg og peb af smerten og kunne mærke ved hvert slag hvordan hun røg længere og længere væk fra bevidstheden. Da han endelig blev færdig med at slå hende, lå hun bare med ansigtet til siden og så ikke op på ham og mærkede hvordan det dunkede der hvor han havde skåret og slået hende og havde egentlig lyst til at skade og såre ham, men vidste at det ville gøre det hele meget værre. Hun lod sit blik gå hurtigt over sine omgivelser for at finde noget hun kunne bruge sin telekinese på som hun så kunne kaste i hovedet på ham. Der var ikke rigtigt noget inde på legepladsen, men rakte stadig en hånd ud for at få ham til at tro at hun havde fundet et eller andet som hun kunne bruge mod ham, og håbede bare på at han ville falde for det.

Liam holdte sit ansigt imod vampyren og hvæssede da hun
vred sig, og smilte tilfredsstillet da blodet begyndte stille
at løbe ud af hendes hals. Dog så han hende ligge hånden
ud til siden, og med et vrik lod han øjnene følge hendes
hånd samt arm. Dog var hans ansigt stadig rettet imod
hendes for ikke at give slip på hende, men tage livet af
hende om ikke særlig lang tid.
Tanken om at se hende ligge død på jorden gjorde at et
større smil plantede sig på læberne, og et større overskud
bredte sig i hans krop.

Rose kunne mærke at jægerens blik var rettet væk fra hende og ud i mørket, og inden at han kunne nå at se tilbage på hende, lod hun sin arm gå hurtigt op og slog ham så hårdt hun kunne i hans ansigt. Efter det, prøvede hun at vride sig fri og ville ikke vente med at se om han var blevet påvirket af det og prøvede blot at flygte eller bare komme fri så hun kunne kæmpe imod ham ordentligt. Hun følte sig så svag mens hun lå der på jorden, og ville nu hellere stå op og i det mindste PRØVE at kæmpe for sit liv i stedet for at det skulle være på denne måde hvor hun ikke fik en eneste chance for at gøre det.

Liam blev overrasket over hendes hurtig bevægelse og
Da hun slog ham på kæben drEjede hans ansigt til siden
Så hans ansigt drejede mod hegnet på deres venstre side.
Han mærkedE hende forsvinde under sig og med et hurtigt
Ryk tvang han sig op og så på hende med et hævnsygt ansigt.
han tog sig på kæben og mærkede hans læbe hæve sig da
Hun havde ramt. en lille sprække lod lit blod trille ned af hans
Hage. Hans tunge fjernede blodet på underlæbe og en baghånd
Fjernede resterne bagefter.

Rose kunne ikke tro at hun faktisk havde formået at skade ham, og ville helst gerne håne ham, men tænkte dog på konsekvenserne. Hun så vredt over på ham og knyttede sine hænder hårdt sammen og var klar til at slå igen "Lad mig være!" snerrede hun advarende og ville ikke tøve med at slå ham og ville hellere end gerne få ham helt ned med nakken. Ikke tale om at hun ville tænke over sine handlinger når han heller ikke gjorde...

En dyb samt kold latter kom fra Liams mund da han fik øje på blodet fra hans læbe. Han kunne ikke lade vær nr St grine over hendes handling da den var ret original. En klassikker. Dog en smule svagt han så ikke sø den komme og unve, men hun skulle også havde håbet tilbage så ikke legen døde.
Dog fandt Liam ikke legen underholde mere og havde kun i syne at slå hende ihjel på stedet.
Tanken fik igen Liam til at smile et skævt og drilsk smil.
Han svang pælen over imod hende for at påføre smerte, så hendes hjerne ville reagere også ikke være helt vågen på hvad hand næste trin var for St nedlægge det problematiske bæst.