Ved havnen...

"Jeg kan ikke gøre for det...
Men jeg skal nok lade være med at
sige noget..."
sahde hun om det med
tankerne.
Så tog hun håret
til den ene side, så den ande side
blev blottet og afslørede utallige ar
efter vampyretænder.
"Jeg har prøvet det før...
Og det skræmmer mig ikke!"
sagde hun med fast stemme
og lod håret glide tilbage igen

Rachel så tænkende på englen og nikkede derefter svagt
"Tak, det sætter jeg pris på" sagde hun roligt og fugtede sin underlæbe igen
Da hun så arene som englen havde, bed Rachel sig tænkende i læben
Hun så lyttende til imens englen fortalte disse ting til hende og havde ikke i sinde at afbryde hende
"Hmm.. det er da fascinerende at du ikke ser frygt som en stor ting" sagde Rachel så, efter Nora var færdig med at tale og havde ladet håret glide tilbage på plads.

"Frygt er en meget stor ting.
En følelse der er i stand til at
paralysere hele kroppen,
og som alle føler...
Jeg føler den bare ikke
overfor jer"
rettede hun.
Hun var rædselsslagen over
for ild.

Rachel kunne ikke lade være med at grine svagt
"Undskyld, men jeg tror kune det er din race der har det sådan... nu er det sådan at jeg ikke frygter noget, for jeg tager ikke frygt særlig alvoligt" sagde hun tænkende og rejste sig op

Hun rystede på hovedet.
"Ingen er frygtløs."
sagde hun fast
og så op på Rachel
med et blik der ikke lod noget
tilovers for tvivl.

Rachel trak tænkende på den ene skulder
"Så er jeg åbenbart en særling, fordi som sagt jeg frygter hverken nogle af de andre racer, hverken død eller smerte" sagde hun i en bestemt tone og ville ikke overgive sig og hun lagde armene over kors.

"Det gør jeg da heller ikke!"
svarede hun og rejste sig i sin fulde
højde á 185 cm.

Rachel lod sig ikke skramme af Noras højde, godt nok var hun selv kun 175 cm, men det tog hun ikke så tungt
"Der er altid noget engle frygter, det kan du ikke komme udenom" sagde hun roligt og så tænkende på Nora

"Nej, men jeg frygter hverken andre
eller død og smerte...
Alle frygter noget!"
svarede hun og smilede svagt.

Rachel rystede på hovedet og smilte svagt
"Nej, det behøver de ikke, jeg er bare nået for mig selv så" sagde hun roligt og smilte svagt igen

Hun rystede på hovedet.
Hun var utrolig stædig,
men sagde dog ikke noget.
Hun holdt på sit og sådan var det...

Rachel sukkede og så ned
"Men.... der var engang hvor jeg frygtede meget" sagde hun stille og bed sig i læben
Hun lagde armene løst over kors og tænkte lidt tilbage

Hun nikkede lidt.
"Før du blev bidt..."
Det var egentlig ikke noget spørgsmål,
mere en tanke hun kom til at sige
højt...

Rachel så kort på Nora, men så så ned igen
"Ja, alt blev nærmest revet ud af mig med frygten da jeg blev bidt" sagde hun stille og lagde hoveder lidt på skrå

Hun nikkede lidt.
Ikke fordi hun gav Rachel ret,
men fordi hun lyttede...
Hun slog armene om sig selv
for at varme sig lidt i kulden...

Rachel så tænkende på Nora
"Fryser du? jeg kan ikke mærke noget, men det er fordi jeg allerede er så kold" sagde hun og smilte svagt og så sig tænkende omkring imens hun diskret bed sig i læben.

"En smule...
Men jeg vil hellere fryse
og have mine vinger ude end
jeg vil være varm og have dem inde."
svarede hun og trak på skuldrene med et
lille smil.

Rachel nikkede selvom hun ikke helt forstod det
"Er det fordi det er udmattende at hive vingerne ind at du ikke gør det?" spurgte hun roligt og smilte svagt, selvom hun ikke så nogen grund til at smile om det og hun rystede kort på hovedet

"Og det gør ondt som bare pokker"
nikkede hun med et lille smil.

Rachel nikkede og tænkte kort
"Så er jeg glad for at jeg ikke er en engel med den sag angår" sagde hun og smilte svagt

Hun lo og nikkede.
Hun kunne godt se ulempen ved vingerne,
men hun elskede dem højt...
Selvom de var sorte...

Rachel tænkte lidt men smilte så svagt
"Men det må da være sejt at kunne flyve og mærke vinden imod sig" sagde hun roligt og prøvede at forstille sig det

"Det er fantastisk!"
nikkede hun ivrigt
og smilede stort.

Rachel grinte svagt og smilte derefter
"Vi vampyrer kan kun mærke vinden nede på jorden, men jeg gad godt kunne flyve" sagde hun drømmende og grinte lidt af det bagefter, fordi hun synes at hun lød fjollet, og smilte svagt til Nora.

Hun nikkede svagt og forsøgte at
forestille sig hvordan det måtte
være aldrig at have mærket vindens
blide kys, og skar en grimmasse
da hun slet ikke kunne tænke sig til det.