hvordan ser fremtiden ud? (Dawn)

S: skoven
o: træer og andre ting
t: midt på dagen
v: køligt, lidt vådt, sneen er ved at vær væk

Zean så sig lidt omkring i skoven, var det tredje gang han var her? eller...mindre? Det kunne han ikke huske.
Han havde nogle mørke jeans på, en sort jakke og nogle almindelige kondisko.
HAns sorte hår strittede lidt og hans mørke, hemmelighedsfulde øjne gled over omgivelserne.
Sneen var ved at være væk, hvilket var dejligt, han savnede faktisk et lidt bedre vejr! Godt nok ville der være mere sol...men det var faktisk okay, så længe han havde en at nyde det med.
Og det mente han da nok han havde, han havde godt nok ikke set hende siden julen og var blevet lidt nervøs...Også fordi der lige var kommet en krigserklæring mellem dæmoner og vampyrer, hvem vidste hvor englene stod?

En smuk gravid engel, gik igennem skoven, hun havde et par mørke jeans på, en lilla hue, knald rødt hår, en sort jakke med pels på huen. hun havde stille musik i øerne, hun gik og nynnede med på sangen med sin fantastiske stemme.
Hun havde fået lidt mave. hun tænkte meget på Zean, og savnede ham meget,
Dawn kom nu til syne så Zean ville kunne se hende, Men Dawn havde blikket nede i jorden .

De fleste, dog ikke deres leder, havde sagt de helst ville holde med dæmonerne.
Han lod blikket rundt omkring sig da nogen trådte frem foran ham på stien.
Dawn! Han glemte i et øjeblik alt muligt andet, hun var der og hun så ud til at have det godt!
Han satte farten op
"Dawn!" kaldte han

Dawn havde det okay, udover den Savn hun havde til Zean, hun hørte
kaldet og smilede da hun genkendte stemmen, hun
kiggede rundt og så ham så, hun tog musikken ud af sine øre.
hun gik hen imod ham med et smil,
Hun stod nu foran ham hvor hun trygt lagde armene om ham, hun pressede sig ind
til ham, ingen tvivl det her var den mand hun elskede hun.
kyssede ham tre gange på halsen, "Jeg har savnet dig" hviskede hun imod hans hals.

Han lagde armene om hende og indsnussede hendes duft i et langt åndedrag.
"Jeg har godt nok osse savnet dig!" smilte han, han kyssede hende på kinden og på munden og holdt om hende i et godt stykke tid.
Så holdt han hende lidt ud for sig og lod forsigtigt en hånd glide over hendes mave.
"hvordan har i det?" spurgte han og så på hende.

Dawn smilede roligt og kyssede ham tilbage hun lagde en hånd på hans kind od nussede den så blidt.
Hun mærkede han trak hende lidt og mærkede hans hånd
hun smilede stolt, "Vi har det godt, ud over vi savner dig"
Og han eller hun har været helt rolig idag, det har været dejligt" hviskede hun.
Hun kørte en hånd igennem sit hår men pressede sig så ind
til ham og kyssede ham på munden igen.

Han smilte over den gode nyhed og følte hvordan den sidste bekymring forlod ham, i hvert fald for nu.
Han holdt om hende og gengældte kysset.
"Jeg var bare lidt bekymret,sidst jeg så dig gjorde det jo ondt på dig...Og så nu hvor der også er dukket noget krig op" han trak lidt på skuldrene
"Man kan aldrig vide hvad der kunne være sket" sagde han, på en måde fortrød han at han havde lukket op for de åndssvage tanker, men på en anden måde mente han også at burde vide lidt om hvordan hinanden havde det og tænkte.

Hun havde hørt og set krigen men det var ikke noget en gravid Dawn
kunne gøre ved det, andet end at sige sådan her
til hendes elskede kæreste, "Den holder du dig vel fra, vil ikke have du kommer til skade,"
hun sukkede "og vis jeg er for meget nervøs går det udover barnet"hviskede hun og bed sig i læben.

Han fortrød med det samme han havde taget emnet op.
Han tøvede, han følte det var hans pligt at kæmpe for sin race, det gjaldt også hans stolthed.
Han vidste han ikke ville kunne holde det vis han lovede det til hende, men han kendte også hendes...følelser for ikke at ville miste nogen på den måde igen.
"Du kan nok aldrig tvinge mig til ikke at kæmpe for at beskytte jer" svarede han

Hun trak sig ud af hans greb, hun gik rundt i cirkler om sig selv, som om hun var ved at blive sindssyg, hun knyttede hænderne.
Hun så ned i jorderne, hun havde hænderne på sine kinder.
hun mumlede alle mulige ting, men det var kun få ord man kunne høre hun
sagde som, Død, miste, bange, vampyrer, lorte lort.

"Dawn!" skulle de nu have den diskussion igen? Men han stod fast, han skulle have lov at beskytte dem vis der skete noget!
"Der er intet at gøre ved det, jeg ved du helst ser jeg bare sidder ved dig og foretager mig ingen ting, men det kan jeg ikke! Jeg vil beskytte jer lige meget hvad du siger!" han gik over til hende og lagde en hånd på hver af hendes skuldre og stoppede hende på den måde og så på hende

Hun blev sur over det han sagde, hun ville ikke have han skulle side ved hende og lave ingen ting. så det var sådan han følte det når de var sammen så lavede de ingen ting? Hun kiggede ikke på ham, hun skubbede ham bare lidt væk og sætte sig ned og holdte sig på maven, hvor mange gange Skulle hun vare bange for han skulle komme til skade, "Så du syntes jeg er røv kedelig, når du er sammen med mig, og vi laver igen ting, jamen tak tak.. Og jeg er glad for du vil passe på mig og barnet, men du risiker selv at dø" hun mærkede nogle tåre trille ned af hendes kind, "Og jeg kan ikke have det her barn alene" Hun så op på ham, "Jeg elsker dig" hun bukkede sig frem og lagde hænderne foran sine øjne.

Han stampede hårdt i jorden som tegn på den frustration og vrede der bølgede gennem ham.
"Hvorfor skal du altid dreje mine ord og få en anden mening end den jeg mener?" sagde han
"Det er overhoved ikke det jeg mener! Jeg elsker at være sammen med dig, du er den person jeg aller helst vil være sammen med! Jeg mente bare at jeg ikke vil sidde og kigge, lige meget hvem jeg er i selskab med, mens alle andre slås! Jeg vil have lov at beskytter jer og lige netop det kan ikke diskuteres, jeg vil beskytte jer lige meget hvad! Jeg dør ikke, for det første skal de have noget specielt magisk våben og for det andet er jeg stærk (Level E) og ikke dum hvad angår det at kæmpe..." han stoppede et øjeblik og trak vejret dybt et par gange.
"...Jeg ved du frygter det, at jeg forsvinder" han satte sig ved hende og lagde en arm om hende med den tanke at hun jo måtte flytte sig vis hun ikke gad ham.
"Og jeg har ikke tænkt mig at forsvinde når vi skal have vores barn"

Skal lige spise også kommer jeg og svare ;D //

Dawn blev kun mere og mere ked af det jo vrede han blev, hun puttede sig ind til ham da hun mærkede hans arm, hun græd stille ved hans bryst, "Vampyrer kan sagtens ha det magiske, men håber da jeg høre fra dig imens du er væk" hun lukkede øjne hård sammen hun kunne ikke lide tænken.

"Selvfølgelig, jeg vil kontakte dig tit" sagde han og forstod godt at hun ville være sikker på han havde det godt.
Faktisk var det ikke kun vampyrerne der var farerne, det var også dusørjægerne...men den fact valgte han at udeblive.

Hun kiggede op på ham og kyssede ham blidt på kinden, "Jeg elsker dig" hviskede hun i hans øre.

"Elsker også dig" smilte han og gav hendes skulder et klem.

//undskyld, anede ikke lig ehvad jeg skulle skrive^^//

// Det er okai ^^ //
Dawn tænkte kort, "Hmm. skal vi ikke gå hjem til dig, der har jeg ikke været endnu?" spurgte hun med et smil, og kyssede ham engang til på hans kind men derefter hårdt på munden.

Han gengældte kysset og nikkede lidt.
"Tjo, det må vel snart være tid til du ser mit residens" han rejste sig op og tilbød hende en hjælpende hånd, ikke fordi han mente hun ikke kunne komme op, men bare for at være lidt høflig.

Hun tænkte ikke sådan over han rakte hende hånden, hun tog bare glædeligt imod den, men da hun kom op og står gik smerterne i maven i gang igen, der havde lige været en pause, så var det vist også tid, "Av av av av av av av av av av" Skreg hun og havde begge sine hænder på maven og overkroppen bukket frem, vis de skulle nogle steder skulle han bærer hende.

Han greb hurtigt om hendes overkrop, uden at ramme maven, for at forhindre hun skulle falde helt.
Han ventede lidt for at se om det værste gik væk.
"Kan du gå?" spurgte han

Hun blev helt stiv, hun rystede på hovedet og kunne ikke mærke hendes ben, hun blev svimmel. og sagde meget utydeligt han ville nok kunne forstå det vis han lyttede godt efter, "Jeg kan.. ikke mærke mine ben, eller mine arme" hun hæng i hans
arme. hun havde mange smerter og hun blev ved med at pive, men selvfølgelig gjord hun det, det her var værre end at blive bidt af en vampyr syntes hun.

Han blev urolig, bekymret og fuld af skyldfølelse.
Han holdt hende oppe i et øjeblik, men så væltede han hende bagover og slog benene væk under hende så hun nu lå i hans arme.
Hun var lidt tung og derfor ventede han ikke men begyndte bare at bære hende af sted, godt de ikke var så langt fra byen.

Efter en lidt udmattende tur nåede han endelig ind i en række lejligheder i udkanten af Deepshell, et af dem lå lidt væk fra de andre, gemt mellem en del træer.
Her gik han hen, stablede Dawn på benene og låste op.
En blid duft af citron og pebermynte slog dem i møde, nok ikke noget man normalt stødte på hos en dreng, men han var jo heller ikke normal.
Han slæbte hende med ind, sparkede døren i, og slæbte hende igennem stuen og ind i soveværelset hvor han lagde hende i dobbeltsengen.
Sengen var blød og behagelig, med dunede dyner og puder, betrækket var mørkeblåt og silke, der hang et forhæng rundt om sengen, men det var bundet op i hvert hjørne.
Der var en dobbeltvindue som gav rummet lys, men ellers hang der sorte gardiner ved, mens gulvet var dækket af et blødt tæppe.
Ved siden af bordet var et natbord og ellers var der et skab fuld af tøj.
Han satte sig ved siden af hende for at se hvordan hun havde det.

Dawn lagde ikek rigtig mærke til hav der skete før hun lændete
på et silkelan, hendes smukke øjne åbnede sig efter
at ha været knebet sammen.
Han seng og lejlighed det hun kunne se af den var smuk, hun elskede duften.
Der var en lille pause nu, hun tog roligt hans hånd og lagde den på hendes mave.
"Glæder du dig" spurgte hun og man kunne mærke barnet sparke, det gjord ikke
ondt lige nu, for lige nu var det bløde spark, hun smilede
til ham, "Jeg er glad for det er dig der bliver far til det her barn"
hun smilede til ham, "Og jeg er sikker på at vi tre nok skal være sammen foreviget!" hun nussede hans hånd og lukkede kort øjne og slappede lidt af.
"Der er ingen i hele verden der kan fjerne min kærlighed til dig, eller til vors ny kommende barn" Alt det hun sagde til ham lige nu.
kom lige fra hendes hjerte hun mente hver et ord.