hvordan ser fremtiden ud? (Dawn)

Han mærkede vreden brede sig i bølger gennem hans krop, mærkede varmen og hvordan han rolig blev hylet ud af kontrol. Hvad bildte hun sig ind? Den...pludselig fik han bare lyst til at se hende lide. Se smerten i hende øjne, som straf. til hun tiggede og bad ham og at stoppe!
Han gik efter hende. Han gik målbevidst over til hende og hev tæppet fra hende, greb hårdt fat i hendes arme og ruskede hende hårdt. han anede ikke hvad han skulle sige, men behøvede han overhoved sige noget til hende? Svagt i hans baghoved var der noget der kæmpede imod hans handlinger, men han mærkede det næsten ikke.
Han kastede hende hårdt ned mod gulvet, gav hende et hårdt stød, mod hendes ribben, så hun lå på maven og satte sig overskævs på hende, ligeglad med om hun var gravid eller ej. Mest af alt ledte han efter øjenkontakten, den øjenkontakt der kunne vende det hele op og ned.
Imens sad han bare tungt oven p åhendes mave holdt hendes arme nede med sine knæ, der borede sig ind i hendes over arme. Hans arme, der var frie, fandt det eneste de kunne gribe ordentlig fat i. Hendes hals. Han hev hendes hoved lidt op og dunkede det hårdt mod gulvet, mens han bare så koldt på hende.
kvindemenneske! Hvad bildte hun sig ind? Han mærkede svagt en modstand...Og han mærkede svagt at han var på grænsen til at forvandle sig. til det sande uhyre.

Hun kunne ikke holde sine tåre tilbage. den mand hun elskede kastede nu rundt med hende hun græd og hun kunne mærke babyen sparkede. hun råbte "Stop ZEAN!" Hun var i chok. det hele gjord ondt. hun var faktisk bange for ham. bang hendes hovede ramte gulvet og hun havde nu blod næse. "Zean stop" hun hostede blod op.
Men nu skreg hun rigtig højt. hendes arm ville helt sikkert blive brækket da hun var en engel og de har jo svage knogler. Jep hendes arm var nu brækket. den sagde knæk meget højt. hun græd ikke kun hun tudet. "jeg elsker dig" hun var så skide bange at hun rystede. hvorfor stoppede han ikke. hvorfor var han sådan.
mente han hvad han sagde at det nu ikke var gengældt..

Han grinte, en dyb lyd der spredte sig i lokalet. Han mærkede hende ryste og græde, han så oprigtigt smerten i hende og følte sig tilfreds.
"Pas på hvem du lægger dig ud med!" hvæsede han koldt og rejste sig fra hende. Sølle. Hun var faktisk ikke så stærk.
Tanken fik et eller andet i hans baghoved til at eksplodere. En stærk hovedpine løb gennem hans hoved og han stønnede svagt mens han tog sig til sit hoved. Det var som om noget kæmpede med at nå frem og overtage. Noget der bekymrede sig for Dawn.
Han rystede på hovedet og smilte svagt igen. Han ville ikke lade ham komme frem! Han gik over og skubbede Dawn om p åden side hvor armen ikke var brækket, så hun ikke blev kvalt i sit eget blod. Han blod noget af blodet tvære sig ud over hans hånd og han smagte kort på det. Sjæl. Han var sulten. Sulten efter en sjæl.

Pludselig var han væk. Væk fra stuen og et eller andet underligt sted.
Mens han var væk spiste han, spiste flere end en sjæl og faldt til ro. Den normale Zean begyndte at tage over og han kunne intet huske, han vidste bare at han stod p ågaden, kold og...Med en følelse af noget var galt.
Han rystede og krøb sammen op ad en mur mens han prøvede at få kontrol over sig selv. Da han endelig kun rystede af kulde gik han hjemad igen. Nogen var galt. Man hvad?

Dawn sad på ude på toilettet helt op i et hjørne. hun havde blod ned af sin krop, hun havde blå mærker hendes arm var brækket. barnet var faldet til ro. hun var så bange for at hun havde tabt det. hun rystede kort på hovedet.. hun ville gerne have tøj på. hun kravlede nærmest ind og hentede en t-shrit. g kravlede så tilbage. hun sad ude på det mørke toilet. lyset var slukket. og hun var skide bange. hun hostede stadig blod op-
hun vidste at han ikke havde gjort det imens han var ham selv.
men hun var i chok så det tænkte hun ikek over lige nu og her

Han trådte ind i sin lejlighed og så sig lidt undrende omkring da han lugtede blod. En lugt han efterhånden kendte alt for godt, selv om han ikke var vampyr. Han trådte ind i stuen og så blod i stuen, han gik hen til stedet og stod og stirrede ned i det. Havde der været nogen her?Hvem og hvorfor? Og hvordan? Han låste altid efter sig og her var ikke tegn på indbrud...Han slog sig for panden. Døren havde ikke været låst. Hvorfor ikke?
pludselig huskede han det. Eller ikke det, men Dawn. Dog huskede han ikke at hun var kommet til skade.
Han så sig omkring, han kunne huske han stod ude i haven...Og så var alt blevet sort, havde her være nogen? Han mærkede en kuldegysning ned af ryggen...Dawn...Vis der var sket hende noget...
"DAWN!" råbte han og så sig omkring mens han prøvede at holde sig rolig. Han løb ind i soveværelset, men her var heller ingen. dog var der nogle svage spor af blod i gulvet....Toilettet. Han gik der hen med bange anelser, hvad ville han se?
Han tog i døren, åbnede den og skubbede den blidt op. Den gled lysløst op, endtil væggen stoppede den. Der var mørkt...Og han kunne høre nogen. Han tændte hurtigt for lyset og stod som i chok da han så den meget blodige Dawn...

Dawn gemte sig, det hele dirrede på hende, han var i lejligheden. da han råbte Dawn gav hun en lyd fra sig. en lyd som var tegn på at hun var bange. da hun hørte døren åbnede rystede hun. "Hold dig væk.." sagde hun helt vildt bange. selvom hun
helst bare vil i armene ham, det han havde gjort var hun slet ikke sur over. men bange., hun sukkede. og begyndte så at græde. det hele var meget hårdt og svært at forstå for hende.

Det var som om et eller andet knækkede inden i ham. Et eller andet som ikke burde været knækket. Aldrig havde han skænket det en tanke, hvorfor skulle han det? De havde...Eller havde haft?...Det så godt sammen.
Hun ville have han gik. Forsvandt. Hun ønskede ham ikke.
Men han kunne ikke bare forlade hende, hun var så bange, hun græd og var såret...Han vidste ikke hvad der var sket, men lige meget hvad vidste han at det ikke var ham. så det hele var måske bare en reaktion...
Han skyndte sig hen til hende, så rolig som han nu kunne være. Men han var bekymret...Hun var jo gravid...Var der måske sket noget med barnet? Ville hun kunne klare både en brækket arm og en hård fødsel senere?...Han begyndte at ryste, uden selv at lægge mærke til det. Han turde ikke røre hende, hvad fanden gjorde man? Han havde aldrig stolet på menneskerne, men denne gang var det det eneste han kunne gøre.
Han skyndte sig væk igen, ind i stuen hvor han greb sin mobil, det hele var som i en drøm, han tastede nummeret og ventede til nogen svarede.
Lidt efter lagde han på igen. En Ambulance var på vej.
For en gangs skyld ønskede han at han var læge...Hvad nu....vis der var sket noget virkelig slemt? Som lige nu bare blev værre og værre?
Han satte sig ned i sofaen og lagde ansigtet i sine hænder...Han ville ikke kunne klare at se på hende igen, sådan...
Det hele var så forvirrende...

Lidt efter kunne man høre sirenerne og lidt efter kom nogle ambulance folk ind med en båre og lidt grej, de skyndte sig, da Zean havde peget derud, ud på toilettet for at hjælpe Dawn...

Dawn rystede på hovedet. "je--" hun så alle mændene der kom ind.
og hun rystede på hovedet. "Det bare en blod tud og en brækket arm. jeg klare mig fint" hun var god til at lyve. men hun ville med dem.
Nix. nogen kun Zean ville kunne få hende ind i den bil. "Zean be dem om at lade mig blive hos dig" hun græd, var der noget hun var bange for så var det læger. hun hadet dem. virkelig meget hun nægtede at tag med og da lægerne rørte hende slog hun dem. og kaldte på zean.
Hvorfor kom han ikke og hjælp hende.

Han hørte hende kalde på ham. Han rejste sig, tom i sit indre, og gik ud til dem og så lidt på de to ambulancefører som så lidt opgivende ud, de stod så de ikke blev ramt af hende, de så på Zean da han kom.
"Forbind hende arm...Og smut så igen" de var ikek glade for hans opførsel og mente sikkert noget andet...De lod dog være med at diskutere, nikkede bare. De ville sikkert gerne væk. De forbandt besværligt hendes brækkede arm og skyndte sig ud igen. En af dem lod dog en kommentar falde.
"Ring efter lægen i stedet for, en anden gang! Vi har vigtigere ting at tage os til!" han snerrede og de skyndte sig ud. Mennesker!!!
Han gik, stadig med en tom fornemmelse i sig, ud på toilettet igen og gjorde en klud våd, han begyndte at tørre lidt blod af hende i blide bevægelser.
"Hvad er der sket,Dawn?" spurgte han blidt
"Hvorfor ønskede du jeg skulle gå væk?" han følte endelig en voksende ømhed, han fik lyst til at tage sig af hende, passe hende, lægge hende ind i sengen så hun kunne komme sig.
"Og hvad vis barnet har taget skade? Så kan lægerne gøre mere for dig end jeg kan..."

Dawn så på ham da han kom. og rystede kort på hovedet og rejste sig så roligt op.
"Kan du slet ikke huske det" hun sukkede kort. selvfølgelig kunne han ikke det.
og det vidste hun jo godt.
"Du angreb mig. eller din anden side af dig... blev .. ret sur." hun rynkede på næsen.
det havde ikke været rart. og alle de billeder hun fik i hovedet, hun tog sig til hovedet.
en voldsom hovedpine var kommet på besøg i Dawn's lille hovede.
"Men jeg er okay. og du er okay.. og det er det der er vigtigst. og jeg ved barnet har det fint. for det bevæger sig roligt rundt" sagde hun stille og hendes blik holdte meget øje med
Zean vis nu han skulle få et til anfald mere skulle hun nå at komme væk.
hun bed sig stille i læben men den gjord meget ondt, da hun havde bidt hul i den så hun slap den og lod en finger kører hen af såret. hun gik hen til Zean lagde armene imod ham.
"Men jeg elsker dig" hun havde virkelig brug for at sige det til ham og hører det fra ham.
Det her var for akavet og mærkeligt.

Han sagde ikke noget i lang tid. Han havde skadet hende? Og han kunne slet ikke huske det? Han kom i tanke om sin gamle læremester...
*vi rummet, alle dæmonerne, vi rummer en skjult og farlig kraft i os. i fremtiden vil det blive kaldt skizofreni, i mangel af bedre ord til at beskrive det...* Han havde kunnet se ud i fremtiden, hans læremester. og havde haft ret.
Han begyndte at ryste igen og lagde armene om hende. han havde såret hende, hvem vidste om det ikke næste gang blev hendes liv? Han ville aldrig kunne lære og styre sig selv...Han rystede svagt på hovedet.
"Jeg er jo farlig for dig...og når jeg ikke engang kan huske det...Så vil jeg aldrig kunne styre det..." han holdt hende ud for sig
"Hvem ved med næste gang? Hvem ved hvad der sker? Og vis det går ud over barnet når det er født?" Han hade det han tænkte, men vidste også det var nødvendigt, for deres sikkerhed...At forlade dem. Hvad ellers? Han ville aldrig tilgive sig selv, lige som nu, for at gøre skade på ikke en bare en han elskede, men hele to. Aldrig.

Dawn ville ind til hans krop. hun ville mærke en vis kærlighed fra ham af som hun virkelig havde brug for. hun rystede på hovedet. "Zean hold kæft.. vis du elsker mig tænker du positivt og det er nu." Hvordan kunne han tænke sådan.
nej det var meget forkert de var skabt for hinanden. "Vis det her skulle ske igen så kunne jeg bare flyve væk.. nu slapper du af. vi har det så godt. det her var mere min skyld end din" hun så meget over bevisende hun. men det var jo enlig også hendes skyld. hun virkede så damn kold. Hun lagde sig nu ind til ham. "Vis mig din kærlighed" hun stilte sig på
tær og kyssede ham ned af halsen og lagde en hånd på hans hjerte og tog hans
og lagde en ned på hendes bryst hvor hendes hjerte var. "Mærk vi er skabt for hinanden du eger mig" hun havde en tåre i øjet.

Han var forvirret, han vidste ikke hvad der ville være rigtigt eller forkert. på en måde ønskede han at hun havde ret...Og på en måde følte han at det var forkert.
Han var farlig for hende, hvorfor kunne hun ikke forstå det? Hvorfor var hun så skide rolig? Hun fejede det væk som om det kun var et spørgsmål om hvem der havde spild på gulvet eller noget andet dumt. Men dette var virkelighed. Og dette var et problem man ikke bare kunne skubbe til side.
Han tog sin hånd til sig og lagde en hånd på hver af hendes skuldre, han så roligt på hende og med et lille smil.
"Dawn...Dette er ikke et problem man bare kan skubbe væk, det vil ske igen, intet kan kun være din skyld, man kan vel sige jeg måske skulle have advaret dig, selv om jeg ikke ved hvordan. Men lov mig at du...Du skynder dig væk eller noget, vis det nogensinde sker igen" sagde han og så på hende. Vis hun var væk ville han ikke kunne gøre skade på hende, så ville han have det på samvittigheden...Igen.
"Så jeg ikke kan nå dig..."

Dawn vidste ikke hvad hun skulle sige, gøre eller hvordan skulle regere. hun bed sig blidt i læben og kiggede ned imens han snakkede. hun nikkede så kort.
"Det lover jeg. jeg skal nok skynde mig væk når jeg ligger mærke til noget" hun smilede skævt og roligt til ham. hun stilte sig så på tær og kyssede ham roligt på munden for det trængt hun rimelig meget til et langt,vådt og ømt kys fra den mand hun elskede mere end noget andet. Hun havde armene rundt om hans liv hvor hun roligt nussede hans ryg og hvor en af hendes hænder røg under hans trøje og hen på hans dejlige mave.

Han nikkede svagt og besvarede kysset med, selv for ham, overraskende meget ømhed og kærlighed. Han lod sin tunge lege lidt med hende og trykkede hende ind til sig i et langt kram. Trøstende og dejligt kram. Han glædede sig til barnet var født, så faldt der nok mere ro på det hele. Det håbede han.



//Jeg tænkte faktisk lidt på om vi ikke skal starte et nyt emne? Så vi kan komme nærmere det tidspunkt hvor hun skal føde? Eller går tiden jo lidt i stå fordi emnet er så langt;)//

//Jo så lav et nyt :D //

//Haha, javel;) DEt bliver i DEepshell, min hjemby :)//

//Iroden :D .. Bare skriv når du har lavet det :p//

færdig:)