hvordan ser fremtiden ud? (Dawn)

Hun smilede sødt til ham, "Så vil jeg helst have hund, vis vi skulle have et dyr, på et tidspunkt og vis valget stod i mellem en hund og kat, " hun grinede kort, "Hvad med dig, hvad ville du helst have af de to dyr. " spurgte hun men skiftede hurtigt emne ide hun tog sig på maven spurgte hun "Glæder du dig til den lille kommer" spurgte hun og drak lidt af sin cola . Hun glædet sig så inderligt .

Han trak lidt på skuldrene til hendes første spørgsmål. Han kunne jo lide begge dele. Men en hund ville være rart.
Han smilte til hende og viste at tøvede han med spørgsmålet ville det nok blive modtaget ilde.
"Ja" svarede han og rakte en hånd halvt over bordet og nussede hendes mave lidt, før han trak sig tilbage og spiste det sidste mad på tallerken.
"Meget" Selv om han havde hørt rædselshistorier om søvnløse nætter og bleer.
Han lagde bestikket fra sig og ventede høfligt på at hun blev færdig, almindelig bordskik. I hvert fald hvor han kom fra.

Hun vidste hvad det indholdte, hun vidste det kunne være farligt. men hun ville gerne. og hun vidste at hun vær stærk. hun spiste færdig og smilede, rejste sig og der kom den smerte det ikke havde været særlig slem i lang tid nu.
Hun faldt ned på gulvet bukkede sig sammen og skreg "Hjæææælp" det eneste Zean faktisk ikke rigtig kunne, men smerten var så slem at hun begyndte at rive i sit hår på sine arme, nu blødte hun. op og ned af sine arme, hun vred sig rundt omkring på gulvet. og skreg højer og højer, hun skreg ting som "Hjælp" .. "Argh skyd mig".. Men nu et ny ord eller nærmer sætning. "Jeg kan ikke. jeg dør" hendes øjne som var fyldt med smerte så op i Zean's fyldt med frygt. hun ville så gerne være i hans arme.. Smerten var meget slem.!

Han havde været på vej til at rejse sig med et smil, havde taget sin tallerken og var på vej til køkkenet da han hørte hendes skrig og bumpet fra da hun ramte gulvet. Et eller andet sendte et kuldegys op gennem hans rygrad. Han nåede lige at smide tallerkenen på bordet igen og sad nede ved siden af hende. Han havde kun en gang set noget lignende...Og det havde været en psykisk syg. Han blev bange, bange for hvad der skete og fordi han følte sig magtesløs. Og bange. Bange for det hun sagde. Men det hun sagde fik ham også til at reagere...Lige meget hvad hun sagde ville han ikke miste hende!
Han greb hårdt fat i hendes arme og holdt dem ud til siden så hun ikke kunne hive sig selv i håret eller rive sig selv. Han satte sig halvt over hende, men det var svært fordi hun var så...umulig.
"Dawn!" halv råbte han for at få hendes opmærksomhed
"Se på mig!"

Dawn var som Zean sagde " Krop umulig !!" Hun kunne slet ikke slappe af. og jo mere han halv råbte af hende, jo mere gik hun i panik. hvorfor ved hun ikke. hun havde virkeligt svært ved at kigge på ham. men engang i mellem fik hun kigget på ham. de gange hun fik kigget på ham fik hun det faktisk beder, men så slog smerten hende igen og hun lukkede øjne hårdt sammen.

Hvorfor kunne hun dog ikke reagere en smule som almindelige mennesker? Den tanke gled gennem hans hoved, men han kendte allerede svaret på det. Hun var ikke et almindeligt menneske, havde aldrig været det...Og han elskede hende stadig lige højt. I stedet besluttede han sig for bare at holde mund og holde hende til det var slut, hvad der så end skete. Han blev dog ved med at se på hende vis hun nu skulle se tilbage...Hvilket han så inderligt håbede. Han kunne ikke holde ud at hun havde så mange smerter...
*Det hele er din skyld, hvis der sker hende noget...Åh, hvis hun slipper helt gennem det her vil jeg aldrig røre hende eller nogen anden igen!* tanken var komplet åndssvag, lavet af en mand der frygtede noget...Frygtede at Dawn skulle glide fra ham...

Dawn's smerter forsvandt lige så stillet. Hun så op på ham, da det hele var slut og lå bare helt færdig på gulvet og hviskede til ham. "Undskyld"... Hun følte sig altid så dum efter hun havde haft de her anfald. Hun fik tårer i øjne. den her gang havde virkelig været slem. men nu var der jo heller ikke så mange måneder til at hun skulle føde.

Han rystede på hovedet, bare glad for det denne gang ikke var sket noget. Af hvad han kunne se. Han hev hende hende halvt oppe og sidde, op af sig, og lagde armene om hende som om han aldrig ville slippe hende igen. Nok var det gået nu, men hvad med næste gang?
Tanken om at få et barn...Var ikke så englesød mere, faktisk begyndte han at opbygge et svagt had til det ufødte barn. Over at det gav hende så mange smerter...vis det tog hende fra ham...Han stoppede sine tanker. Alle de hvis´er. Han måtte jo tage det som det kom.
"Du skal ikke sige undskyld" svarede han blidt. og kyssede hende oven på hovedet.

De begge vidste at den her gang havde været voldsom. men at næste måske kunne være hendes død. Dawn vidste når Zean tænkte sådan, for hu elskede ham så meget at han nærmest ikke behøvede at fortælle hans tænker hun kunne nærmeste læse det. Hun mærkede han hev hende op og side af ham, hvor i det samme puttede sig helt ind til ham. hun var mindst lige så bange. men hun havde stadig sin tro på at hun ville kunne klare det.

Han sad og overvejede det hele lidt.
Han havde sjældent lukket folk så tæt ind på sig selv, han havde altid set sin egen sikkerhed som det vigtigste og den chance havde han ikke turde tage. Eller ville. Måske haft elskere eller efterladt forelskede piger. Men han havde altid vidst de ikke kunne opfylde hans ønsker. De havde oftest været menneske og inden han havde set sig om ville de være døde igen. Som altid. Men med en engel...Med en engel havde han haft en chance for at nyde livet med en han elskede...Og som ikke skulle dø lige med det samme. Og nu havde han udsat hende for den fare at dø. Det var hans egen skyld vis...Vis...Han sank lidt og klemte svagt om hende, bare for at være sikker på det hele ikke var en drøm. At hun faktisk var der. Dawn var stærk...Nu måtte han altså holde op!...Men han kunne ikke. Selv om han prøvede at skjule det så godt han kunne, var han for en gangs skyld bange. Han håbede på det bedste. Og han håbede på at barnet endten kom snart eller slet ikke. For dette var trættende i længden, hele tiden at frygte noget...Men på den anden side set, vis hun ville overleve ved at der gik lidt længere tid...

Dawn kyssede ham en enkel gang på hans hals. og hviskede så roligt til ham. "Kan vi ikke rejse os,. min krop gør ondt". hun kløede sig trættende i det ene øje. måske skulle hun slappe lidt af inde de skulle i bio. Hun ville nemlig gerne være frisk. Dawn vidste at når de rejste sig ville han måske give slip. men hun var ikke sikker på om hun kunne stå på hendes ben. men det fandt hun vel ud af. hun så stille på ham, hvor hun mærkede at nogle tårer trillede. "Du må ikke tænke sådan.." hviskede hun bedende. "Jeg har brug for din støtte."

Han så lidt ned på hende. Han havde næsten glemt at hun kunne se hvad han tænkte. Næsten som at læse hans tanker. Han sagde ikke noget til det. Kyssede hende blidt på panden i trøst, tørrede nogle tårer væk. Han kunne ikke stoppe med at tænke på det. Det løfte kunne han ikke give. Han halvrejste sig og hjalp hende op og slap hende så halvt, han havde mest lyst til at have hende i sine arme hele tiden, men han ville heller ikke virke klistrende. og vis hun selv kunne stå...Men han var der vis hun ikke kunne.

Dawn mærkede de kom op og stå. det kunne hun godt, men lige ind til hun prøvede at gå ind på sove værelset. der faldt hun direkte ind i Zean. "Undskyld" hviskede hun. Dawn nød når han klistrede op af hende. så det ville hun ikke have noget imod. "Kan vi ikke tag en morfar" spurgte hun sødt og kyssede ham på munden inden han fik lov til at svare.

Han smilte lidt. En morfar. Det lød så dejligt uskyldigt. så fredeligt. Men han ville ikke kunne sove.
Han nikkede dog og støttede hende ind på soveværelset og hjalp hende ned på sengen. Han sad lidt der og så lidt frem for sig, men rejste sig så og trak gardinerne for og smed selv sin T-shirt og sine bukser. Han gik ud fra hun selv kunne styre det med det tøj hun ville have på eller af.
Han lagde sig halvt ind under dynen og så roligt på hende, denne gang overbevist om at hun ikke kunne se hvad der lå af tanker indeni ham.

Hun tog stille sin trøje af, sin bh, sine bukser og rettede sin g-streng lagde sig så ind under dynen og kiggede på ham. med et lille smil. hu lagde en hånd på hans kind. "Du smuk" men det provokerede hende at hun ikke kunne se hvad han tænkte på. Hun havde virkelig lyst til at give ham en på den dumme. fordi hun havde frygtet at han skulle være hende utro da en dæmon var afhængig af sex. men hun havde da også lyst fordi han tændte hende...

Han smil voksede sig lidt større.
"Så har du ikke set dig selv i spejlet" han kyssede hende blidt på panden og på munden, bankede kort til sin hovedpude og lagde sig til rette, mens han så på hende. Han følte ingen trang til tilfredsstillelse lige nu, ikke med det der var sket. Nej tak, han kunne klare sig.
Han lagde blidt en arm mod hendes mave og nussede den blidt.
Han ville vente til hun sov. så ville han snige sig ud af sengen og gå ud og rydde op, helt op efter aftensmaden. Hvad han ville der efter vidste han ikke, men han måtte finde på noget der kunne...Han kunne bruge sin energi på. Han følte sig alt for fuld af energi, i den lidt negative retning, og det skulle væk inden der samlede sig og i værste fald gik ud over Dawn. Han kæmpede tit med at styre sit temperament, men han vidste det langt fra gik godt...
"sov, min engel, det kunne du trænge til" smilte han blidt.

Dawn kyssede ham tilbage og puttede sig ind til ham, efter kysset. hun nød hans nussen. og lukkede øjne. det var dejligt, at kunne slappe lidt af. men der gik ikke længe så faldt hun i en let søvn. men jo mere han nyssede hende jo mere faldt hun dybere hen. hun smilede stille i søvne. intet mareridt. nej en dejlig drøm. hun sov nu tungt.

Han havde opdaget sin anden evne. Det måtte det være, nogen "menneskelig" evne var det i hvert fald ikke. Han så, ukontrolleret, nogen gange glimt af andres liv eller fik en fornemmelse af deres følelser.
Han ventede til hendes åndedrag var regelmæssigt og ventede så lidt længere. Da han var sikker på hun var faldet i en rimelig dyb søvn, begav han sig lidt væk fra hende, holdt øje med om hun vågnede. Nok ikke. Han krøb helt ud af sengen og tog sit tøj med ind i stuen. Han tog det lydløst på og begyndte at rydde op. da det var gjort gik han over til terrassedøren, åbnede den. Nød den kølige luft og de mørke skyer der tilkendegav at natten var ved at være over dem. Han trådte helt udenfor og mærkede de kolde fliser mod sine fødder. han mærkede den djævelske energi der var i ham, en energi der higede efter at blive sat fri, at lave ham om til dæmon skikkelse og smadre alt og alle i omgivelserne. Men det ville koste dyrt i sidste ende, det vidste han. Han knyttede hårdt sine hænder og lukkede øjnene mens han koncentrerede sig om at holde energi i snor. den snor han havde haft lige siden han havde mødt Dawn. Han måtte ikke...Måtte ikke...

Der gik 10 min tid og Dawn vågnede. hun gik lydløst ud i gangen og kunne se ham. og fik øje på hans hænder. hun bed sig i læben. tog en top på. hun var bange, han var ikke den første Dæmon hun havde mødt. hun vidste hvor agressive de kunne være og voldelige. men hun ville så gerne røre ved ham. fortælle ham at det hele nok skulle gå. hun fløj lydløst hen i dørkarmen og så på hans ryg. men gjord intet- Hun havde været stille at han heller ikke ville ha opdaget hende.

Han opdagede hende ikke. han var for travlt optaget af sig selv lige nu, med den indre kamp der gled rundt i hans indre. Han kunne ikke ignorere det længere...Han måtte følge sin natur, bare ne gang i mellem. ellers ville han ikke vide hvad der ville ske den dag han ville eksplodere i raseri. Han rystede kort og forhindrede sin krop i at forvandle sig, den smerte og nydelse skulle den ikke have. I stedet forandredes hans øjne sig, da han åbnede dem. De blev i et øjeblik helt sorte, men gled så tilbage i den samme grå farve. Et underlig, lidt for selvglad smil gled over hans læber...Dette var ikek den kære Zean.
Han så hurtigt op da han mærkede en svag prikken i huden, en prikken der fortalte ham at han blev set på. Han vendte sig hurtigt rundt og foregav at være overrasket.
"Jeg hørte dig slet ikke" intet syntes som forandret...og dog. Hans skær i øjnene havde forandret sig. Hans stemme var lidt dybere, mere hård. Hans udtryk mere følelseskold.
"Jeg troede du sov"

Dawn trak sine vinger ind da han så på hende. hun lavede et lille støn af smerte det var jo ikke rart at trække sådan nogle kæmpe ting igennem en lilel ryg. hun så stille op på ham, hendes trøje var gået i stykker hun tog den af. og så roligt på ham men holdte om sine bryster med den ene arm. "Det gjord jeg " hun svarede halv koldt tilbage. fordi han selv var lidt kølig. hun mærkede myrer patterne hun frøs. men lige nu ville hun heller passe på Zean,.. Hun var jo hans Skyts engel.

Han lagde hovedet svagt på skrå og var lige ved at grine af fryd.
Han strakte sig så lang han var, man kunne se hans muskler i armene ganske tydeligt. Han så lidt op mod den friske himmel og så på engelen igen.
"Nuvel, vil du acceptere alle siderne af din Zean eller er du imod mig?" spurgte han koldt, mens han grå øjne så direkte på hende. Han lagde armene over kors og spredte benene let så han stod stabilt.

Han provokerede hende. men hun slappede af. " Zean selvfølgelig vil jeg respektere alle sider af dig. jeg elsker dig for den du er. " hendes øjnede skinnede. men hun var meget nervøs. han var ret skræmmende. men han kunne ikke se det på hende,m for hun havde en grimasse på. som bare var af slappende. Hendes blik blev ret frækt da han strækte sig. hun tændte jo på muskler og det havde han i hver ti fald ..

Han gik helt hen til hende og så lidt på hende. Han lod en hånd lægge sig om hendes kind og gled så ned for at lægge om hendes nakke, klemte roligt til, men uden at det burde gøre alt for ondt. Han ville blot bevise at han var stærkere end han sikkert så ud. Han ville have magten.
"Zean?" han så sig hurtigt omkring, men så så på hende igen. Hendes afslappethed irriterede ham, han ville se tegn på frygt, han ville skræmme hende, han ville have beviset for at han var stærk og magtfuld og at folk ville krybe for hans fødder, vis han bad dem om det!
"Elske er et stærk ord...er du overhoved sikker på at det bliver gengældt?" spurgte han og trak hånden til sig igen, gik et halv skridt bagud og studerede hendes ansigt nået så indgående. Han provokerede hende. Ville have hende til at reagere!!!
"du ved godt..." han skulle til at sige han, nogen gange glemte han at han snakkede om sig selv, men så kom han i tanke om at han, ved en lille om formulering, nok kunne ramme hende hårdere.
"...At jeg har tænkt mig at gå i militæret lige meget hvad? Takket være dig" han vidste det var et emne der kunne provokere hende.
"...Og så kan du sidde med det lille barn. At passe børn er kvinders job, jeg er ligeglad med det" sagde han koldt, vis dette ikke bragt den fornødne reaktion måtte han gribe til vold. Knække hende skulle han nok!

Hun ville ikke bukke under, men hun var ikke så stærk som ham, men hun kunne næsten ikke mere. det hele var så vildt. hun ændrede ikke sit afslappende sind. fordi hun ikke ville vise sig svag før han var rolig. "Du er jo ikke mand nok til at elske, så nej det tor jeg ikke" hans hænd som havde godt fat i hende skræmte hende meget. men ingen synlige svar på det. hun var god til skuespil. Militæret. hvad fuck bildte han sig lige ind. " God tur" hun grinte bare lidt af ham. men det var 100 % falsk, hun var utrolig såret.
"Ja for tøsse drenge kan ikek passe børn." hun rystede på hovedet vendte sig om og gik ind i stue og tog et tæppe om sig som og sætte det så det selv kunne holde sig oppe.
"Hvad er dit problem Zean" spurgte hu surt.