"Den der dør sidst, ler bedst." - Zean

"well, vi kunne øve os et par gange, så du kan blive bedre" sagde han
"Det kan være svært lige at gennemskue hvor man mangler det der skal til og jeg tvivler på andre kan give dig det samme, da ingen er ens" han sagde det mest fordi at så ville han i det mindste have noget sjovt at tage sig til, samt de ville kende hinanden bedre den dag det virkelig var alvor, det ville gøre det sjovere...og i længden ville han også gerne se om det ville gøre hende svagere til den tid.

Jewel så ned på deres fødder mens hun nikkede. ”Ja. Det er ligesom barndoms venner. De er forskellige racer og en dag når de bliver ældre finder ud af, at deres skæbne er dømt til at hade hinanden. Alle de år de havde leget sammen gennem tider, og nu skal de slå hinanden ihjel” Jewel så på Zean. Hun smilede skævt, mens hun lod den frie hånd uldede stille hans hår. ”Jeg glæder mig, rival” hun blinkede med det ene øje, og kiggede imod den vej, de fortsatte med at gå. Ja. Det kunne være rart at træne sammen med en, som man skulle slå ihjel til sidst. Eller prøve på det!

//Logge men skrives i morgen//

Han sukkede, hvorfor prøvede han enlig på det? at være venlig? Folk kastede det lige tilbage i hoved på en. Han hev sit hoved væk fra hendes hånd og gik fortsat i stilhed.
Tilsidst var de hvor de var startet. Han slap hende ved et træ hvor hun ville kunne finde støtte og tog selv sin jakke på.
"Nå, men det var så det" han kunne ikke rigtig finde ud om om hun havde ment sit ja eller gjort...ironi, sarkasme ud af det som om det var det værste hun kunne. Men det havde lydt som det sidste.

Jewel betragtede Zean stille. Han var kommet tilbage igen? Den samme gamle Zean, som hun havde mødt i begyndelsen. Hun sukkede, og lod ikke til at sige mere. Hun hoppede det ministykke vej til træet, mens hun satte sig ned. Lod benet som var han havde båndet ind ned, mens det andet stod oprejst. Hun hvilede sin albue imod knæet, mes hun kiggede ned, på sin anden hånd. Hendes brune hår skjulte hendes ansigt, mens hun fik et stille udtryk i hendes facade. Hendes læber var foretrukket i en lige tynd streg, mens hendes øjne så sorgmodige ud. Men han kunne tydeligvis ikke set det, da hun havde sænket hovedet, og lod håret omdanne en slags ring om hende. Hvad hun havde sagt, som gjord ham tav, anede hun ikke. Men Jewel var vel hen ad Zean. Altså, hun mindede et stykke om ham. For det første, var hun ikke vandt til at omgås med andre. Og hvis hun endelig skulle gøre det, så var det i grupper, når de jagede en som var ret umulig. Hun vil ikke give sig til at tude nu, men på den anden side vil hun ikke hoppe rundt, som hun havde overvejet. Hun rakte ud efter sin armbånd, mens hun nu satte sig bedre, så hun kunne se på Zean. ”Ja. Så..” hun træk på det, mens hun bed sig skævt på underlæben.

Han rettede lidt på jakken og lod sin krop varme den op, hvilket kun varede et øjeblik. Han sukkede lidt og kunne mærke hendes sindelag.
"Brug for hjælp ud af skoven?" spurgte han så og kom i tanke om hvor langt han mon skulle hjælpe hende? ikke fordi han havde andet han skulle...han så på hende. Det måtte være lidt forvirrende som han...skiftede rundt, smilende, tvær...han smilte lidt af det.

Jewel rejste sig op, mens hun stødte sig ømt til træet. Hun samlede samtidig sine sko op, mens hun sukkede. ”Ja. Tak” sagde hun, mens hun hoppede stille over til ham, og tog en af sine kondisko på, og lod den anden hænge ned af armen. Hun havde taget armbåndet på, og så ellers rart klar ud. Hun puffede stille til hans skulder, med en mini knytnæve. Hun smilede sorgmodigt, mens hun nikkede. ”Lad os det” hun smilede ikke rigtig, men mere træt. Velvinde at hun ikke var det.

Han lagde armen om hende og gik så roligt af sted i et tempo hvor hun kunne følge med.
I mens lod han bare sine tanker fare af sted...

Jewel sagde heller ikke noget. Ikke sådan højt. Det var så det man kaldte.. tanker?
Hun så frem for sig, mens foden stak som millioner bier. Ikke så rart endda. Var det et godt tegn, at der var stille eller var det helt ude i skoven? ”Zean” sagde Jewel, stille uden at se på ham. Hendes stemme rystede lidt, men det var fordi hun ikke vil skrige af smerte. Så meget for ingen ting?
”Du tænker? Hvad tænker du på?” spurgte hun, mens hun selv var i gang med at tænke. Tænke på hvad Zean nu måtte tænke på. Hun smilede sorgmodigt over tanken.

"jeg har altid haft det opfattelse at folk ikke kan høre ens tanker netop fordi personen der tænker dem, er den eneste der skal høre dem" svarede han med et lille smil. Meningen var klar: mine tanker deler jeg ikke med nogen.
Sådan var det bare, ingen gad vel dele alle sine tanker med andre? Kun vis det var relevant.

Hun hørte på hans lille forklaring, uden at kigge på ham. Hun kiggede fortsat ligeud, som om de var ved at tage rulletrappen til himlen eller noget i den stil. Så drømmende! Jewel smilede skævt, da han var færdig. Han havde jo ret. Hvorfor spurgte hun overhovedet om det? Hun vil selv ikke havde svaret ham. Var det fordi hun vil sætte en samtale i gang? De var alligevel så småt, begyndt at forlade skoven. Men stadigvæk manglede de dog et godt stykke vej! Jewel standsede op, mens hun tog fat i Zeans hånd, og lod nu øjenkontakten støde på hinanden. I første omgang betragtede hun ham bare, med hans hånd i sin. Slap den dog kort tid efter, hvor hun ledte efter noget i sin lomme. Det raselede en del. Men Jewel var vel en finder, på en måde? Men hun ledte efter noget specielt. ”Ehm” kom det fra hende, mens hun multiarksede. Ikke rør gulvet med benet, og finde den der 'ting.' Det var ikke noget, at multisarske. Men hvad kunne man ellers kalde det?

Vis ikke hun havde fjernet sin hånd havde han fjernet sin egen, men heldigvis fjernede hun den. Han kunne ikke lade være med at tænke på Dawn, på en måde forstod han godt at hun var bange for han fandt sin lyst tilfredsstillet hos andre. Men han havde kæmpet med at få den mistro væk og ville ikke ødelægge et.
Han lagde armene over kors og ventede på hvad hun ville.

Jewel smilede skævt, da hun fandt det hun ledte efter. ”Vil du ikke nok give den her til din kæreste?” spurgte hun, mens hun stille lag hovedet på skrå. Hun rakte Zean et slags armbånd. Det var faktisk underligt, fordi det ikke mindede om alle de andre slags armbånd her i verden. Den var grøn med to sorte tulipaner ude i siden. Og i midten var der en slags gammeldags skrift, hvor er der stod: Tulipaner er udødelig kærlighed.
”Jeg synes bare at hun skal have hende. Og hils” smilede Jewel, mens hun vendte ryggen til ham. ”Jeg ta' den herfra” nikkede hun, mens hun stille drejede om et sted, hvor træerne ellers skjulte hende. ”Vi ses Zean” lød det stille fra hende. Mens hun smilede stille, og hendes øjne fik mere et dødeligt udtryk. Et underligt et, faktisk.

Han så lidt på armbåndet. Hvorfor? Så hun kunne genkende den kære englen når hun så hende? Vis hun nærmede sig...han følte hvordan vreden allerede spredte sig i hans krop.
Hvorfor dog give en fremmed kvinde et smykke som dette? Og så hilse? Zean fortalte hende sjældent om dem han mødte...og sjældent omvendt.
Lidt privat liv måtte man jo have.
Han overvejede at smide det væk, men proppede det så i lommen. Nu måtte tiden vise hvad han ville gøre.
Han begyndte at gå sin egen vej.

Jewel traskede af sted, mens hun stadig havde smilet på sine læber. Egentlig lå der ikke noget bag den armbånd, men det kunne da være sjovt hvis han mistænkte hende for det. Så betød det jo, han havde stolet på hende! Stolede på, at han ikke skulle stole på hende. Jewel lo stille, mens hun derefter satte sig brat ned, da foden føltes som en gigantisk sten. Hun ømmede sig, og kiggede på himlen. Det var faktisk ved at være morgen igen. Var det ikke?

Han knurrede lavt for sig selv om forsvandt ud på vejen og ind mod byen.

//Er emnet så slut?//

//Yes sir. Sådan ser det da ud//

//fint//

//Men hyggeligt at emne med dig//

//i lige måde...vi mødes jo nok igen;)//

//Yes sir! :D//

//:)//