"Den der dør sidst, ler bedst." - Zean

Han sukkede
"Jeg hader ordet farvel" han stoppede op og så sig over skulderen.
"Det er så trist...hvem har sagt jeg efterlader dig? Jeg troede du var flabet nok til bare at følge efter" han så lidt på hende, hun gjorde det vidst værre for sig selv end det nok var. Opgivende, sådan så hun ud, som om hun lige havde tabt et eller andet og aldrig mente hun ville kunne komme op og stå igen.
Det var ikke fordi han som sådan ønskede hende med, men han følte heller ikke han bare kunne efterlade hende der.
Nok var han dæmon, men helt umenneskelig var han altså ikke.

Hun bed sig på underlæben, mens hun så ned. Kneb øjnene sammen, og vi bare ikke tabe. Tabe til sig selv! Nej. Farvel var vel ikke et sødt ord, men på den anden side. Hvor i alverden skulle hun møde Zean igen? Han havde jo selv sagt at det var svært. ”Ja” sagde hun bare, som om hun svarede på alle spørgsmålene, ved bare et 'ja'. Fuck hvor have hun løst til at slå sig selv, og derefter om igen. Hun kiggede tilbage, uden at rejse sig. Vendte bare sit hoved om. ”Jeg tænkte at det vil være overdrevet, hvis jeg standsede dig igen. Men jeg vil jo gerne være den flabede unge, som render i røven på dig. Det vel fint med mig” hun bed sig på tungen, mens hendes blålige øjne så sorgmodigt på ham. Som om hun ikke lavede sjov, og mente alle de ord hun sagde.

Han slog ud med armene.
"Det der orker jeg ikke, gør som du finde dig bedst" han vente ryggen til hende igen, hun havde fået tilbuddet men så vidt han forstod havde hun ikke rigtig grebet den, så kunne han jo ikke gøre mere. Selv om det ikke var sikkert man så hinanden igen, vidste man jo aldrig, verdenen var...lidt sjov.
Han gik videre gennem træerne mens hans tanker gled hjem på hans pige....

Jewel lo stille og vendte sig om, da hun fik ondt i ryggen. Lod bare sin hoved falde ned, så hun så på hendes hænder, der holdte på nederdelen. Ja det måtte hun selv om. Hvad i alverden kunne hun også gøre. Men det var vel liget meget. Det var jo ikke ligefrem, at Zean betød den mindste korn for hende. Han var vel bare .. meget lidt mystisk, måske. Måske det var derfor hun holdte på ham? Hun blev ved med at se ned på sine hænder, mens hun holdte stramt om nederdelen, som om al hendes vrede gik udover den. Bed sig hårdt på læben, og lod tankerne suse rundt. Derfor hed det den triste skov... hvor trist. ”Ja. Jeg gøre det jeg finder bedst” gentog hun stille om og om igen, som om hun var en robot som var ødelagt inden i.

Han himlede med øjnene, lige så snart man ville gå faldt folk altid ned i selvynk, nej hvor har jeg det dårligt og jeg er så trist fordi jeg ikke dur til en skid.
Det gad han virkelig ikke høre på. Hvorfor var folk så svage på denne side af tiden? For bare...ja, bare 50 år siden var folk stærke nok til at løfte hovedet og gå videre, selv om de måske led en form for nederlag. Og han kunne da ikke huske at hun skulle have tabt noget hellere.
han trak på skuldrene, hun var et menneske, sådan var det bare, i teorien duede de kun som mad.

Jewel var allerede stået op. Hun børstede noget græs af sin nederdel, mens hun kastede sit hår tilbage. Hvis der var nogen der skulle opgive noget, så var det ikke hende. Det her lignede hende slet ikke. Jewel var en fighter, ikke en der stak sit hoved ned i jorden, ligesom en struds. Hun var en ørn! Jewel træk vejret dyb ned til lungerne, og lukkede sine øjne. Vendte sig med ét imod det sted Zean var gået. Hendes nøgne fødder havde fået et blålige streg, da natten var blevet koldere. Ikke som det har været. Hun var ikke en tøs, der hylede over intetheden. Hun hylede faktisk ikke engang. Men hun var dog på renden til at give op. Hvis Zean skulle være hendes rival, måtte han det. Velvidne, at der ikke var noget de kunne rivelerar. Hun satte i løb efter ham, mens hendes brune hår sussede igennem vinden. Lod den kolde brise kærtegne hendes hud, mens et bredt smil formede sig på hendes tynde fyldige læber, da hendes fødder stak hende som juveler, nu ville stikke. Hun lod sin ben sætte af fra jorden, så hun dunkede lige foran Zean, med armene over kors. Egentlig havde hun været ret tæt på ham, så det var ikke særligt imponerende hop. Men ellers så det egentlig godt ud. Næsten som man gjord til karate. Jewel strakte sin hånd imod ham. Det var egentlig ikke for at hilse på ham, men for at vise at hun holdte på et visnet blad. ”Jeg er fjern. Borte” sagde hun stille, mens hun lag hovedet på skrå, og lod bladet dale til jorden. Hendes blik fik et fjernt udtryk, med det samme. ”..hvor din glæde er, kan du ikke nå mig” hun så på Zean, mens hun smilede selvsikkert, i det bladet ramte jorden. ”1978, Martin” sagde hun så og fik mere sin 'stemme' tilbage. Hun rettede sig op, mens hun så afventende på Zean. Hun skulle i hvert fald ikke tabe.

Han løftede et øjenbryn og stoppede op mens han så på hende.
"Hvad prøver du på?" igen mærkede han det som om det var noget hun ville bevise, som om dette....var en slags krig hvor man kunne vinde eller tabe.
Fra hans synspunkt var det slet ikke sådan, så han forstod hende virkelig ikke, nogen gange savnede han faktisk bare at folk kunne være lidt normale og nede på jorden.

Hun smilede stort, mens hun lod sine hænder mødes bag ryggen. ”Hvad jeg prøver på? Hm, at standse dig” sagde hun og træk på skuldrene. Ærligt, så var det jo det hun prøvede på. Men hvad grunden var, se det anede hun ikke endnu. ”Jeg vil ikke begå verdens største fejl i mit liv, Zean. Sådan. Nu ved du det” hun slog kort ud med sine hænder, hvor de dernæst fandt plads bag ryggen igen. Lidt ligesom en professor der tænkte, med sin vildt voksende hår.

Han så igen undrende på hende.
"Hvad fejlagtigt er der i ikke at stoppe mig?" der var det igen, hvorfor sagde folk ikke bare hvad de ville? Han var utålmodig, ville bare videre...Han kedede sig.
Kort sagt.
Han lod blikket glide dovent rundt på omgivelserne, mørket, mærkede den kølige luft og hørte en flagermus et baske over hovederne på dem. en stille skov.

Jewel sukkede, mens hun smilede opgivende. Hun kastede et blik op, og vendte derefter det imod Zean. ”Helt ærlig. Hvorfor er du sådan? Lad mig nu få et svar. Du virker seriøst indelukket. Af en dæmon at være, så er du vel den mest tavse jeg har mødt” sagde hun, mens hun rystede på hovedet med et smil. Hun kedede ham tydeligvis men det måtte han leve med i par minutter endnu. Hun skulle lige have ting klaret først. "Fint du hader mig, det kan jeg da leve med. Men vil du da i det mindste ikke forklar mig, hvorfor du er så irriteret som du er?"

Hade hende? Det havde han da aldrig sagt! Han følte hvordan...irritationen voksede i ham igen og hans svar var måske lidt snerrende.
"Hader dig? Det har jeg aldrig sagt!" sagde han og lod armene falde ned lang siden som om han godt kunne finde på at angribe
"Jeg er ikke irriteret hele tiden, du får bare sagt nogle ting som irritere mig, og hvorfor jeg er så...stille som du siger? Jeg har levet ufattelig længe, meste af tiden uden at snakke med nogen, hvad forstår folk ved livet? Jeg tror jeg at jeg forstår ved det?" han trak på skuldrene
"Nogen er bare sådan og vis ikke du kan leve med det, hvorfor så stoppe mig? Hvorfor ikke bare lade mig gå og håbe du aldrig ser mig igen?" han så på hende

Jewels smil forsvandt. Hun kløede sig bag nakken, mens hun bed sig på underlæben, og sparkede til en lille sten foran hende. Hun kiggede på Zean, mens hun stille rystede på hovedet. Se, det havde hun ikke set komme. Og nu da han sagde de her få ord, så forstod hun faktisk sammenligning af alle de andre ord, han tidligere havde sagt. ”Undskyld. Bare glem at jeg brinte det emne op. Men nu da du har levet længe uden at snakke men nogen. Så hvorfor give op, når der endelig er en der prøver at kontakte dig?” hun lag hovedet let på skrå, mens hun blev ved med at ryste på hovedet. ”Nogen er sådan ja. Men jeg lade dig skam ikke gå. For du er ikke .. nogen”

Han forstod ikke helt hvad hun mente
"Give op? Jeg giver aldrig op, lige meget hvad målet er, før var det bare at holde sig i live, ødelægge livet for så mange, men nu...har jeg mere mening i det" det gik op for ham hvad han stod og sagde og blev vred på sig selv, stod han lige og delte ud af nogle af hans tanker? nogle af hans følelser? Til et...fremmed menneske?
"Vis du mente hvorfor så snakke nu? Jeg har snakket i en del tid, det er jo ikke fordi jeg slet ikke taler, jeg giver mig ikke til en samtale med folk...hvilket jo så har ændret sig" han sukkede og ønskede sig langt væk.

Jewel smilte mens hun klappede sig selv på hænderne. ”Der ser du, Zean! Så er du alligevel ikke så meget irriteret som jeg havde troet” hun mumlede det sidste, mens hun smilede al for meget, til at føre andre ord ud i livet. Hun havde faktisk ventet på at høre hans tanker. Så gav det i det mindste mere mening. Det kunne godt være at han ikke forstod hende, men hun forstod ham mere end hvad han anede. ”Måske er jeg ikke folk?” sagde hun, mens hun begyndte at bevæge sig frem og tilbage, men stadig holdte øjenkontakten. ”Du har i hvert fald ændret dig, i forhold til da jeg mødte dig. For par timer.. to?” hun smilede skævt. Hun viste ham sin pegefinger, mens hun langsomt grinede. ”Indrøm det. Jeg er ikke som andre dusørjæger”

"Jo, Jewel, du er lige så meget folk som alle andre" sagde han
"Og jeg har aldrig mødt en dusørjæger før" smilte han og så på hende for at se hvordan hun reagerede på det.
"Jeg ændre mig åbenbart når jeg snakker med folk eller også er jeg bare skitzofren, skiftet over uden jeg selv har opdaget det, det ville ikke være første gang, men så var det nok sket mere pludseligt..." alle dæmoner havde jo den lille last...der var altid to i en.

Ja det kunne han sagtens stå og sige nu. Hun lag armene over kors, mens hun smilede selvsikker. Hun ville sige sine tanker højt, men i dag var bare ikke den rette tidspunkt at sige det på. Jewel 'kors' arme faldt med det samme ned til jorden, over Zeans næste bemærkning, ”Hold kæft! Seriøst? Så det vil jo sige, at du aldrig er blevet jagtet af en dusørjæger” hun smilede med store øjne. ”Du skal skam være glad for det. Mellem mig og dig, så er dusørjæger ikke til at stole på” hun blinkede til ham. ”Stol på mig” hun grinede af sin lille joke, og hvis han forstod hende, var hun bare taknemlig. Hun havde jo lige sagt at man ikke kunne stole på dusørjæger, også sagde hun kort tid efter, at han skulle stole på hende.

//Logger nu. Skrives ved i morgen//

Han rystede på hoved og virkede i det hele taget ikke som om han gad pjat.
"Jeg er ikke glad, jeg ville godt prøve kræfter med sådan en, de sidste par år jeg slået masser af mennesker ihjel og gjort så de fik smerter, men i er vist mere blinde end man skulle tro" sagde han
"De eneste der har reageret er politiet og de er jo ikke ligefrem nogen udfordring, vel?" Han ignorerede det med at de ikke var til at stole på, det gad han virkelig ikke at svare på....igen.

Jewel lod tungen lege med den ene hjørnetand, mens hun nikkede bekræftende. ”Aha” kom det dybt fra hende. Hun lod fingeren glide til det sædevandlige. Bag nakken. Hun kunne i lide det han sagde om menneskerene, men på den anden side var hun vandt til at høre værre ting. Nogle ting som hun aldeles ikke vil komme ind på. ”Sagde du ikke, at du ventede et barn? Hvordan kan det så være, at du vil havde udfordring? Altså jeg mener. Tænk hvis det ænder galt?” egentlig sad der et andet spørgsmål i hendes hjerte, men den her kom åbenbart først ud. Jewel bevægede sig ikke mere. Stod fuldkommen stille, mens hendes øjne lå på stilke og så inde i Zeans.

Han trak på skuldrene
"Hvorfor gider folk ikke sidde på en stol hele dagen?" svarede han, hvorfor kede sig? Bare fordi man skulle have familie...
"Jeg har snakket med hende om det, vi er...næsten enige" smilte han, at snakke om hende...elskede han, hun var, bogstavlig talt, hans engel.
"Hvad mere?" han kunne se på hende der var mere der brændte på at komme ud.

Jewel rystede stille på hovedet, med et smil. Tydeligvis en kvinde der betød noget for ham. Så var han ikke overdrevet til den onde side, som han skulle forstille sig. Dejligt. ”Det kan du have ret i. Men barnet.. bare glem det” sagde hun, mens hun rettede ryggen op. ”Ja. Hvad mere. Altså..” hun tøvede, og kløede sig på hagen, mens vinden tog fat i hendes hår. Det brune hår, som faktisk altid sad kort. Hvad var de nu hun skulle spørge ham om? Åh! ”Har du aldrig overvejet, at du faktisk kan dø? Jeg blev chokeret, da du sagde at jeg ikke kunne dræbe dig. Jeg vil derfor give dig ret.. nu, men jeg er desværre ikke den eneste dusørjæger her i verden”

Han grinte igen.
"Der skal et bestemt våben for at dræbe mig, også noget med noget magi eller pentagram, men i hvert fald et bestemt våben,som der desværre bliver produceret meget af for tiden...Der ud over er jeg en af de stærkeste her omkring(Level-E) og ved skam godt hvordan jeg skal slås eller forsvare mig" sagde han
"Vis man altså først kan finde og få fat i mig"

Igen. Hans grin.
Jewel lyste op, mens hendes finger uvist gled fra hendes hage. ”Ja. Der ser man det jo” hun var faktisk den laveste på hendes rang. Hun var ny. Der kunne man faktisk se. Jewel tog et skridt tætter på ham, mens hun prikkede ham på skuldren. ”Fanget?” hun nikkede, mens hun så imod himlen. Det var seriøst ved at blive meget sent. Jewel drejede om sig selv, mens hun stoppede op, og holdte hendes 'flyvende' nederdel nede, med begge sine hænder. ”Så når jeg en dag kommer op i ranket. Så lover jeg dig Zean, at give dig kamp til stregen!” lo hun, mens hendes perle hvide tænder, kom frem, og hendes smilehuler. Hun lod hendes lillefinger kom til syne imellem dem, mens hun strakte den imod ham. ”Promis” sagde hun afventende. Velvidne, at det der slet ikke var Jewel stile, men man kunne nu aldrig vide.

Han så lidt på hende og fornemmede det nok skulle blive sjovt den dag.
"Promis" smilte han

//undskyld det korte svar//

Jewel grinte, og blev glad for at han overhoved svarede igen. Hun nikkede, mens hun spredte sine hænder. ”Lad mig prøve! Lad mig prøve at fange dig, Zean Dæmon” sagde hun, mens hun havde taget sin sko af. ”Please” hun gik et stykke væk fra ham, mens hun bandt sløjferne om hendes hår, så hendes brune hår dalede ned over hendes øjne. Hun bandt den sorte sløjfe om håndledet, mens hun kiggede afventende på Zean. Hun vil bare lige prøve. ”Vil du ikke nok?”

//Det fint//

"Så du kan se hvad du skal øve dig på eller bruge til næste gang?" smilte han og så hvordan hun gjorde sig klar.
Siden hun smed sine sko, ville de jo nok komme her tilbage igen, så han tog sin jakke af, den ville kun sænke ham.
"Hvad gælder?" smilte han lumskt, han havde allerede en ide vis hun skulle lidt hurtigere end han havde regnet med.