"Den der dør sidst, ler bedst." - Zean

Jewel rakte tunge. ”Du tænker fandeme langt, min kære Zean” sagde hun, mens hun også smed sin armbånd, hvor hendes mors navn stod på. Den lag hun inde i sine sko, ikke fordi, at der var nogen her som vil tage deres ting. ”Hvad gælder? Alle kneb” sagde hun, mens hun grinte og pegede på Zean. ”Men jeg skal skam være sød imod dig” blinkede hun med det ene øje, mens hun rakte tunge endnu engang. Hun hoppede op, mens hun så klar til, at løbe. Det vil blive skægt. Og det bedste ved alt, var at hun snart var på livet af Zean. Altså. Han sad ikke i sin lille skal mere. Det var det hun havde prøvet på hele dagen. Bare for at komme tæt på ham. Se ham smile!

Han grinte
"Uhh....Men det vil jeg ikke være for dig" der var en ironi i det han sagde.
Og pludselig løb han bare af sted, først lige væk fra hende, men han vidste det ville gøre det nemmere at følge ham, så da de nåede nogle krat drejede han til siden.
Han så sig over skulderen for at se hvordan dette her gik...
Han var ikke svag og havde stærke muskler gennem hele hans krop, så han løb ret godt og hurtigt, han var i god form.
Han sprang over nogle grene og fortsatte mens han fandt rytmen med sin vejrtrækning.

Inden, Jewel noget så meget at reagere over hans svar, var han væk. Hun grinte, mens hun hoppede op på det nærmeste træ, bare for at skimme hvor han var. ”Dumme dæmon!” lo hun, mens hun begyndte at springe som en abe. Træ til træ til træ. Hun var par gange ved at snuble, men det var fordi, at hun ikke helt havde vendes til de træer herover, i forhold til det hun ellers havde været. Hun fik sit 'jagt' udtryk frem. Selvsikker smil, og uldede hår. Så lækkert. ”Zean!” råbte hun, mens hun synes hun kunne skimte noget. Det sjove var, det ikke var Zean. Hold kæft, hun burde træne noget mere.
Jewel hoppede ned fra træet, hun lige havde hvilet sig ved. Hun begyndte derefter at løbe rundt i skoven, mens hun blev vandt til mørket der havde omgivet dem.

Han rystede på hoved og overvejede om han skulle vente på hende, men lod være, pludselig ville hun jo nok bare dukke op og så kunne han nok ikke bare komme fri...med mindre han brugte sin overraskelse. Han smilte for sig selv, hun undervurderede ham. eller overvurderede sig selv.

Jewel stoppede op. Hun kunne ikke høre noget for sit forpustet lunger” hun lukkede sine øjne. Mens hun stod fuldkommen stille, og prøvede at lytte efter hvor han nu kunne være. Jewel havde trænet meget inden hun kom her, og lytteprøver havde hun haft masser af gange. Hun åbnede sine øjne med ét sæt, og smilede lumskt. ”Okay” sagde hun, mens hun løb bare meter, og gemte sig bag et træ. Da hun ikke kunne høre noget mere. Kravlede hun op i træet, og kiggede ned. Der var han. Lidt længere væk. Hvis det var ham altså. Jewel nøs stille, da en blad kildede hende på næsen. Håbede på at han ikke hørte det. Ingen skulle undervurdere nogen her, eller overvurder sig selv.

Han fornemmede en lyd eller tilstedeværelse bag sig, hun havde altså endelig fundet frem til ham, han smilte og glædede sig næsten til hun nåede hen til ham.
Han skyndte sig ind mellem nogle træer så hun var nød til at følge efter ham for at se ham i mørket.
Om lidt ville han være væk igen, han kendte denne skov godt.

Ja og det gjord hun ikke. Hun kendte aldeles ikke den her sko, så han havde så mange helvedes fordele. Jewel sprang ned fra træet, og gik over til det sted, hun synes at have set ham. Han havde altså været her, for han var allerede forsvundet. Hun smilede skævt, mens hun fulgte efter ham, det sted han var forsvundet hen. Ind i mørket. Hun skubbede til de grene der spærrede hendes vej til Zean. Hun skulle nok fange ham. Mere eller mindre.

Han løb rundt om et hjørne, endnu engang fuld af krat der ville skjule ham, i hvert fald lidt. Han overvejede at vente her og så springe på hende, for han så ikke det her for mere end en leg...Men hun ville jo så gerne fange ham. Så han løb om bag nogle træer og stoppede endelig. Han vidste godt han ville være langsom i starten når han begyndte igen, men han trængte også til lige at få vejret ordentligt, selv om han ikke var i dårlig form.

Jewel satte farten hurtigt imod ham. Piskede de forbistrede grene væk med bare næver. Ja, hun vil i hvert fald ikke komme ud, uden skræmmer. Og pludselig standsede hun op. Se, der var vel nogle fordele ved at kende skoven! Jewel træk vejret hurtigt, mens hun kiggede rundt. Drejede utallige gange rundt om sig selv, for nu kunne hun seriøst ikke finde hoved og hale i det hele.
Havde løst til at krave op på et af træerne, men så det ikke som en god ide. Hun blev stående, mens hun prøvede at lytte sig fra til ham. Så måtte de lykkedes eller ej. For hun vil ikke tabe. Konkurrence lå til hendes blod. Hun var som sagt en fighter, og Zean var utvivlsomt blevet hendes rival nu. Underligt nok, egentlig. Så havde hun det med, da hun så ham første gang.
”Hvor er du, lille dæmon?” hviskede hun, mens hun gjord sig klar, hvis han nu gemte sig et eller andet sted.

Han stod roligt og lydløst bag et stort træ som skjulte hele hans skikkelse, genialt træk enlig, hun kunne ikke finde ham og ville nok tro hun var faret vild, medmindre hun følte han var der og blev der...men vis ikke hun fandt ham måtte hun jo på et tidspunkt gå videre, forhåbentlig...eller måske alligevel? I hans retning. Selv om det bare var en leg, mærkede han hvordan han tog ret seriøst alligevel, dette var ikke kun en leg, men også lidt et bevis på hinandens evner.
Han så forsigtigt rundt om stammen efter hende, men kiggede snart væk igen og lukkede øjnene for at høre hende i stedet, mange gange kunne folk jo mærke vis de blev studeret....

Jewel forbandt sit hjerte, men blev dog roligere. Hun var alt lidt tålmodighed. Det havde hendes 'træner' altid sagt. Hun vil aldrig kunne fange den mindste dæmon eller vampyr, hvis hun ikke tog sig sammen. Jewel satte sig ned i skrædderstilling. Hun træk vejret dybt, mens vinden endnu engang tog fat i hendes hår. Egentlig vil folk tænke hvad fanden hun havde gang i, men det havde hun altid brokket sig over. Men på den måde slappede hun af. Også kunne hun samle sine tanker. Samle dem rene, så hun ikke tænkte på andet. Ikke andre udover dæmonen Zean. Hendes mål.
Hun åbnede øjnene, mens hun kastede et blik imod et bestemt sted. Mørkt var det, men hun kunne høre noget. Det kunne hun! Men det var allerede forsvundet. Holdte han vejret? Jewel bed sig hårdt på fingeren, mens hun stadig blev ved med at fokusere på det punkt, hun regnede med at Zean var. Gemt i mørket. Vær tålmodig med alle ting, men vær mest tålmodig med dig selv. Mist ikke modet, når du tænker over dine fejl. Prøv i stedet at gøre noget ved dem – hver dag kan du tage fat på noget nyt lød en lille stemme i hovedet på hende. Jewel nikkede stille, mens hun smilede varmt. Med øjnene.

Han smilte for sig selv om tog sig selv i at holde vejret af spænding, vis ikke han fik ilt nok rundt i kroppen hele tiden kunne han være svækket i et øjeblik.
Han trak vejret dybt, men så lydløst som muligt, dog fornemmede han en voksede...koncentration? Mod hvor han var. Hun havde altså fundet ham. Godt.
Hvad så nu?
Han havde skam tid nok...til tider kunne han være uhyre tålmodig.

Jewel rejste sig langsomt op. Nærmest som slowmotion. Lidt som om når vampyr lige havde fundet deres bytte. Total sexy stile. Hun hoppede på et træ, mens hun stille gled ned ad den. Hun var tætter på end hun havde regnet med. Jewel var ikke i tvivl om, at Zean vidste hun var her. Men hvorfor løb han ikke væk? Jewel kunne høre ham igen. Så han valgte at trække vejret.. igen? Jewel gled forbi et andet træ, og kunne føle ham mere en nogensinde. Hun stod mod ryggen til træet, og lod hendes hænder stille mærke barket. Men. Så mærkede hun noget stof. Så var det ham! Jewel vendte sig om, mens lod sin hoved stikke sig, mellem hans ene kind og skulder. ”Zean” hviskede hun i hans øre, mens hun smilede lumsk. ”Fundet” egentlig vidste hun, at han ikke gjord sin yderste bedste. Hun havde ikke undervurderet ham, men han havde åbenbart leget med hende. Havde han ikke? Zean kunne havde været forsvundet andre steder henne og hun kunne bruge umenneskelige år på at lede efter ham. Hun kende jo ikke engang stedet. Men han havde hele tiden ventet på hende. Fedt.

Han grinte og tacklede hende mens hun smilte og åbenbart tænkte på andre ting.
han lagde hende ned og og sprang over hende.
"Tror du vi er færdige? Godt arbejde" han så smilende på hende og løb så af sted igen, ja, han legede med hende og han nød det. Han kunne næsten ikke vente til når hun blev stærkere og mere erfaren!
Han sprang elegant over en væltet træstamme, han havde endnu ikke vist sin overraskelse, men det gjorde jo også ondt på ham når det var...man alligevel, han gad godt se hendes reaktion...og hvad hun ville gøre. Kun få havde set det før, bla. et menneske han havde jagtet og næsten fået...dog var hun tilsidst sluppet fra ham.

Jewel blev forbavset på den måde han havde tacklet hende så let som ingenting, og hun så lå der. Hun så på ham, mens hun selv lo. Hold kæft hun var så selvsikker! Hvor vidste hun dog fra, at kampen her ikke var slut? Det var da mega grimt. Jewel sprang hurtigt op, mens han løb af sted. Shit han var hurtig. Men i det mindste var hun selv hurtigt oppe, så det var ikke særligt meget forspring han havde fået sig. Jewel hoppede løveagtig over træstammen, mens hun var på rende til at snuble over sine egne fødder. ”Jeg er på vej!” råbte hun bag hans ryg, mens hendes hår sussede hastigt videre. Hvis han lavede en omdrejning ligesom sidst, så var hun på den. For det første så havde hun så meget fart på, at hun nærmest ikke kunne standse sine egne ben. Og for det andet hvis han gjord det samme.. ja så vil hun simpelthen give sig til at tude. Det var i sig selv, svært at finde ham i første omgang. Hun var faktisk ret dårlig..
Jewel sprang livligt efter ham, og hver gang hun skulle til at springe på ham.. ja så var han hurtig nok til at slippe væk. Hun overfalder.. vendt og se.

Han grinte og løb raskt videre mens han kunne høre hende bag sig, men hvorfor også gøre sig stille nu? Han ventede, hun var god til at følge med og var tit lige ved at få ham, men han undveg i sidste øjeblik. Med et smil besluttede han sig for at lave et sving, han drejede skarpt til højre og løb dybere ind i skoven hvor bevoksningen kun ville blive værre så det var nemmere at blive væk...eller blive skjult.
Han så sig over skulderen, hun havde jo haft en del fart på, så ville hun kunne dreje efter ham eller ville han få et godt forspring?

Og han fik en gevaldigt forspring. Jewel havde mistet sin koncentration og begyndte at tænke på al mulige tanker, som slet ikke var tid til at tænke på nu. Tanker så som, hvordan skoven var blevet mørkere og uhyggeligere, og at Zean så anderledes bagfra. Så hun lag faktisk ikke rigtig mærke til at han drejede. Kun da hun trådte på en gren med torne! Det var det underligste hun havde oplevet. Hun stoppede op af smerte, mens hun kiggede ned under sin fod. Hun blottede sine tænder, mens hun fjernede det værste blod. Okay. et. Hvor var hun henne? I hvert fald et sted hvor træerne voksede meget! Hun satte sig på et træstamme. Hun bandt det bånd hun havde båndet om håndledet op, og i stedet bandt det om foden. Hun rejste sig op. Mens hun drejede imod en underlig sti. Måske var han gået den vej? Jewel hørte hvordan uglerne tudede. Men ingen tegn på Zean.

Han stoppede o pda han fornemmede at aktiviteten bag ham var stoppet.
Og han fornemmede ikke at hun var på vej.
Havde hun givet op? Eller faret vild? Måske kommet til skade? eller snød ham? Mulighederne var mange og derfor tøvede han med at gå tilbage.
Han lænede sig op af et træ, et sted hvor han hurtigt kunne gemme sig, og så sig omkring, prøvede at lytte....et sted hylede en ugle.

”Zean?” spurgte hun, og overvejede et kort sekund, at det var ham der hyldede som en ugle. Det bedste ved det her var, at der ikke var nogle grene der ramte hende i hovedet, eller sådan noget. Hun haltede stille, men hun var faktisk ligeglad med smerten. Fuldstændig kold i røven med det. ”Zean?” spurgte hun stille igen, mens hun kunne skimme en lang bænk, også en underlig bag nogle buske. Man vidste aldrig hvad der gemte sig i en skov, huh? ”Zean jeg ved du er der” sagde hun, mens hun prøvede at grine. Hun vidste overhoved ikke hvor han var! Hun hoppede stille op på bænken, mens hun skimmede stedet hun var. Buske rundt omkring, og ellers denne her ensomme bænk. Hvor var Zean?

Han hørte hendes svage stemme et sted fra hvor han var kommet.
Han smilte lidt, han ville have troet hun ville lokke ham til sig, men det lød faktisk som om hun var faret vild. Han smilte lidt, havde han så vundet legen? Han rettede sig op og strakte sig mens han gik roligt tilbage, lydløst, så meget fornøjelse skulle hun heller ikke få.
Han stoppede op da han så hende ved en bænk og så lidt på hende, ingen fælde, det kunne han se på hende og hun...haltede lidt? hun var altså kommet til skade.
Han trådte frem så han nu stod et par metre fra hende og tillod sig et smil.
"Ja?" svarede han
"Du er kommet til skade" hannikkede mod hendes fod.

Jewel var ved at hoppe opgivende ned fra bænken, da hun hørte Zeans stemme. Hun faldt bagover bænken i et chok. Han stemme lød sgu da mega højt! Hun ømmede sig på hovedet, mens hun satte sig op. Hun kneb det ene øje samme, mens hun tittede frem fra bænken. ”Ja og hovedet” mumlede hun, mens hun begyndte at grine. Hun kom op og stå, mens hun små haltede over til ham. ”Du skulle se dig selv” grinede hun, mens hun pegede på ham. ”Om bag det der træ. Du var fuldkommen stille” grinede hun, mens hendes kinder fik en rødlig skær, af al det grin. Fuck det af længe siden hun havde moret sig.

"aha" svarede han og kunne ikke holde et smil væk.
"Det var sjovt...men også lidt for let" tja, hun jo lige så godt få det af vide ikke?
"Men næste gang skulle det gerne have ændret sig" smilte han og kom til at tænke på hvor mange skader hun enlig havde.
Knæet, foden...en bule på hovedet. Pludselig grinte han af det.

Jewel kløede sig flovt på hovedet, mens hun grinte med. ”Se det lover jeg!” sagde hun, mens hun rakte flabet tungen ud. Hvad stod han nu og grinte for? Hun prikkede ham på panden, mens hun smilede skævt. ”Lad os finde vores ting frem” hun begyndte langsomt at hoppe på et ben, mens hun gjord tegn til at han skulle komme. Hey! Hun kendte desværre ikke vejen tilbage. Måske lidt. ”Please. Kan jeg få noget støtte? Det gøre bare pisse ondt, når jeg lægger foden ned. Jeg tror den der dumme torn sidder i” smilede hun, mens hun ventede på ham. Ja hun havde slået sig.

Han så lidt p åhende og gik så hen og satte sig på hug, han tog roligt hendes fod og tog båndet af, det blødte ikke rigtig mere.
"Det gør nok ondt" han havde set tornen, den var knækket af inde i den største rift ved hælen. Han klemte den ud fra begge sider mens han holdt hendes fod fast som hun nok ville prøve at hive til sig....af refleks.
Bagefter bandt han stramt båndet om igen og lagde hendes ene arm om skuldrene og smilte til hende.
"Og lidt hjælp til at finde vejen?" smilte han og satte i bevægelse.

Jewel bed sig hård på underlæben, at man sikkert kunne side mærker fra hendes fortænder. Hun kiggede ikke ned til foden, lod bare hånden hvile på Zeans ryg. Som rigtig prøvede Jewel at trække foden til sig, men Zean havde godt fat. ”Auw” sagde hun stille, mens en lille piv lyd slap igennem hendes mund. Hun kneb øjnene sammen, og mærkede at det dejlige stof var tilbage på hendes fod. Dejligt stramt faktisk. Hun åbnede det ene øje, mens hun blottede for sjovt sinde tænder. ”Tak” sagde hun, mens hun lod hånden hvile der hvor han havde sat den. Hun begyndte igen at grine, mens hun hoppede af sted, og han gik. ”Det var faktisk ret uhyggeligt. Aldrig har jeg været på jagt efter nogen, på det her tidspunkt” sagde hun til Zean, mens hun kiggede på ham. Prøvede at glemme smerten. Lukke den ude!