"Den der dør sidst, ler bedst." - Zean

Han så lidt efter hende, han havde troet at hun ville prøve at charmere sig ind på ham for at så muslingen til at åbne sig igen, men istedet fiskede hun efter et eller andet...hvad var det hun havde opdaget? Han havde jo ellers ikke sagt så meget...hvor det dog irriterede ham! Og det værste var at hun vidste det, hun vidste han ville reagere.
Han sukkede og gav sig langsomt i bevægelse lidt bag hende.
"En krage er en grim fugl som skræmmer folk med deres pludselig skrigen" sagde han
"Ud over at forskrække vil jeg ikke være særlig stolt over at blive samlignet med den"

Hun lo inde i sig selv, men hun stoppede op. Vendte sig ikke imod ham, men derimod kiggede ligeud for sig. ”Se. Det er ikke skønheden man skal kigge på, men derimod klogskab. Hvis man flyver i flok, er der ikke et stort sandsynlighed for at blive ædt. Men hvis man derimod flyver alene” Jewel vendte sig nu om, mens hun ikke havde den der drillende smil på læben. Hun rystede på hovedet, mens hun kiggede på ham. Mærkede hvordan det sussede rundt bag ham. Hvordan vinden egentlig tog fat nu. ”Er man endnu klogere” sluttede hun, mens hendes pandehår sussede frem og tilbage foran hendes øjne. Hun gjord intet, bare kiggede fortsat på Zean, mens hun tvivlsomt blinkede, for ikke at få kolde øjne.

//Maaaaaaaaaaaan.. Pc spat igen. Jeg klikker på send 10000 gange, og det endte alligevel med at den sendte det samme -.-'//

//du gensender det samme?//

//Nu skulle det være okay O_O?//

//Ja...logger for i dag, men vi kan jo bare fortsætte//

Han så lidt på hende og sukkede så
"Okaaay og hvor vil du hen med alt den nyttesløse snak?" spurgte han lettere irriteret og vidste faktisk ikke hvorfor han var gået med hende da han nu bare mest havde lyst til at gå igen.
Han havde aldrig `fløjet i flok` han havde altid været sig selv og selv ikke med krigen der var ved at komme nu følte han sig tiltrukket til at være hos sine med-væsener, han arbejde meget bedre alene, dog holdt han med dem og vidste de nok skulle vinde.
Men det betød jo bare hun åbenbart ikke kendte ham så godt som hun troede.

//Logger også nu. Jeg giver et svar i morgen//

Jewel lænede sig frem, mens hun lod sin pegefinger ramme hendes pande. Hun så ligeså på Zean, som han så på hende. Han var vel blevet træt af at høre på noget vås fra hende. Men han skulle dog være glad, at Jewel ikke begyndte at tale sin 'rigtig' kode sprog. Hun lod fingeren glide over til en af hendes tænding, mens hun formede en pistol via hendes fingre. ”Er der en du holder af?” spurgte hun, velvidne at det faktisk var den måde hun forklarede folk hvad hun mente. Hun skulle bare have noget på det rene. Bare for at slå et punkt fast. ”Jeg mener. En du kan stole på, og tør at give nøglen væk? Nøglen til dit hjerte?” hun fugtede sine røde læber, mens hun stadig stod i den ellers så akavet stilling. "Se. Så skal jeg vise dig, hvor jeg vil hen med al det her nyttesløs snak"

Hvor ville hun hen? Vide hvem hun skulle søge efter, fange så hun kunne presse ham og alt det der? selvfølgelig var der en, det var der altid...men for hendes sikkerheds skyld, hendes han elskede´s sikkerheds skyld.
"Nej" svarede han kort
"Og jeg kunne heller ikke se hvorfor jeg skulle fortælle dig det vis jeg havde" han så på hende og ventede på hun ville fortsætte.

Jewel rettede sig op, og slog ud med sine arme. "Hey. Du behøver ikke at fortælle mig det!" hun lo stille, da det tydeligvis kunne ses på ham, at han tænkte på noget. Noget så .. åben. "Jeg vil ikke gør hende fortræd. Det er kun amatør der gøre sådan noget" hun lod sine hænder mødes bag ryggen, mens hendes drillende smil forsvandt. "Du har ret til ikke at stole på mig. Hey. Jeg er stadig en fremmede" hun træk kort på det, mens hun smilede skævt til Zean. "Men jeg vil ikke rigtig noget med det her. Bare tjekke dig lidt. Ikke andet. Tilgiv mig, hvis jeg er lidt påtrængende" hun nikkede kort med hovedet, for at vise, at der ikke lå noget bag det her. Og gjord der nu det?..

Tjekke ham? Han brød sig ikke om folk der ville tjekke ham.
Han trak på skuldrene, han brød sig faktisk ikke særlig meget om hende selskab lige nu.
"Du vil så gerne vide noget om mig...men aldrig fortæller du noget tilbage" sagde han, for at påpege for det første endnu en grund til ikke at stole på hende og for det andet noget han ikke brød sig om, men hvorfor prøvede han også på det?
Han trak på skuldrene.
"Du har ret, du behøver ikke vide noget om mig, det er jo heller ikke sikkert vi ses hinanden igen, det gør man sjældent i byerne her omkring" sagde han og satte sig i bevægelse, på vej mod udkanten af skoven, han ville slutte aften med et...måltid, og så ville han nok gå hjem.

Et suk drog forbi hendes læber. Hun lænede sig kort tilbage, mens hun kiggede på ham. Ja, hvordan skulle man gøre indtryk på nogen man vil dræbe, men så igen nej? Det var rigtig nok, at hun ikke skal høre hans 'jeg', men hende selv havde ikke sagt nok. Var det hendes tur nu? Hendes tur? Hende som skulle standse ham? Jewel gik hurtigt imod ham, og lod hendes hånd, tage fat fat i hans skjortes eller trøjes, stof. ”Hvad vil du vide? Jeg svare gerne på dine spørgsmål. Men du må ikke gå. Ikke endnu i hvert fald, Zean” sagde hun stille, med sine blå øjne, som på en måde genborede hans. ”Ulv” mumlede hun kort tid efter.

Han hev sin arm fri
"Jeg vil ikke vide noget, jewel, jeg er ikke interesseret i andre hverken mennesker eller væsener, heller ikke fjender, eller fremtidige fjender, for det bliver vi! Sådan er det bare" han slog ud med armene og så på hende
"Du skulle forestille at ville dræbe mig, jeg har efterhånden levet pænt længe nok til at vide jeg ikke skal stole på nogen som faktisk burde prøve at dræbe mig, så hvorfor overhoved lade som om? Hvorfor snakke om alt muligt ligegyldigt?" han så lidt på hende, hvor alt det her kom fra vidste han ikke helt...eller jo, måske lidt, folk der prøvede at være kryptiske, som ikke bare kunne sige tingene lige ud, som de...i længden gik de ham på nerverne. Men det var ikke bare det...det...ja, det vidste han faktisk ikke.

Jewel lod sin hånd flyve op. Hun kiggede på ham, og havde forventet den der reaktion fra ham. Bare ikke nu. Ikke så hurtigt. Men han var godt nok den der kunne holde længst, i forhold til alle de andre, nu da hun tænkte over det. ”Er jeg ikke mystisk nok?” hun tøvede kort, mens hun slog hånden til siden. ”Vi du dø!? Er du træt af livet, eller hvad er det du siger, Zean?” hun viftede med begge hænder foran halsen, som om hun gjord tegn til at skære sin egen hals. ”Du er endnu en.. er du ikke? De der.. lukkede væsner. Dem der gemmer sig i mørket, og ikke vil komme i nærheden af andre?” hendes øjne gennemborede hans endnu mere, mens hendes vejrtrækning ikke var så rolig som før. ”Jeg havde jo ikke regnet med at blive venner med dig. Men vi kunne i det mindste..” hun standsede sig selv op. Ja hvad kunne de? Jewel sukkede stille, mens hun tog sig til hovedet. ”Had mig. Det er også i orden” nikkede hun stille.

Han så lidt på hende mens han trak vejret dybt en gang, burde han overhoved tage sig tid til at svare på det? Vis hun var kommet for...næsten et halvt år siden ville han havde sagt ja, han havde ingen grund haft til at leve videre, han havde jo levet så længe, men nu...han havde lovet hende at være der for barnets skyld.
Om han var lukket? Han ville mere kalde det...overforsigtig måske.
"Du tror du ved det hele ikke? Har gennemskuet mig, hvad jeg tænker, hvad jeg føler og hvad jeg ønsker? du kunne ikke tage mere forkert" han vente endnu en gang ryggen til hende og begyndte hastigt at marchere væk fra hende.

Jewels læber strammede op, da han vendte ryggen til hende og lod igen de ord hænge op i luften. Helt ærlig! Hun havde faktisk ikke rigtig overvejet om, at hun kendte denne her dæmon. Men hun havde måske været for overdrevet angående med.. al det her? Hun løb foran ham, mens hun lod hendes venstre hånd skyde frem. Hun var dog få meter foran ham, for ellers havde hendes hånd ramt hans brystkasse. ”Jeg tror ikke jeg ved det hele. Jeg gætter mig frem, velvidne jeg er ret dårlig til!” sagde hun, mens hun sænkede sin hånd, hvis han havde standset op. Hun fjernede noget af sin pande hår fra øjnene mens hun kiggede direkte på ham. Nu da hun selv tænkte over det, hvorfor standsede hun ham op? Fordi hun ikke kunne knække ham? Fordi hun ikke vil tabe? Så fald til hvem? ”Zean, jeg ved jeg er påtrængende, men giv mig i det mindste en chance!” hun lod ikke som om hun bedte om det, men mere at han ikke skulle gå. Ikke endnu.

Han stoppede kort op og så på hende
"Hvor længe kan du blive ved?" sukkede han og himlede med øjnene
"Giv dig en chance til hvad? Til at prøve at lære hvordan du bedst slår mig ihjel? Det troede jeg godt du vidste..." han slog ud med armene
"Okay, fint, en chance, hvad så?" han stod stille med let spredte ben og armene over kors og så hende med et blik der opfordrede hende til at komme med hvad hun havde....og helst hurtigt.

Ja ikke så længe i hvert fald. Hun nikkede kort, mens hun kørte en hånd genne håret. ”Ja så. Lad mig forklar mig. Jeg har seriøst ikke løst til at dræbe dig, og jeg kan godt forstå dine tanker” sagde hun. ”Lidt” tilføjede hun kort tid efter, mens hun tog et skridt bagud. ”Jeg mener. Jeg er ny her, jeg har ikke læst bogen endnu. Jeg har lige lukket den gamle, og det er ret svært at starte på en ny, når man lige møder en man helst ikke vil møde her på hver dage” hun pegede på Zean kort, mens hun dernæst pegede på sig selv. ”Jeg Jewel er ikke den store dusørjæger. Jeg kan bare lide livets stille side, og holder mig egentlig på afstand med de andre. Så kaldt, en ørn. Jeg gider ikke være en dusørjæger, for jeg kunne huske dengang jeg tog livet af min første og sidste bytte” hun holdte pause, mens hun trykkede sig på hjertet. ”Hun havde en familie, og ikke nok med det, havde hun to små børn. Jeg mener, jeg fik halv delen af hendes familie på nakken, men de røg desværre med i købet. Undtagen hende. Hun lever stadig derude, alene og fortabt. Vil bare dø” Jewel sukkede. ”Men jeg kunne ikke få mig selv til at dræbe hende. Sådan er jeg” hun kløede sig på nakken. ”Når jeg er nervøs taler jeg i koder, så folk skal gætte sig frem, og synes godt om mig. Jeg vil gene fortælle dig min svaghed, men så ødelægger jeg al det sjove” det sidste smilede hun skævt til, mens hun kastede et skævt blik på ham. ”Tilgiv mig. Hvis der er noget at tilgive”

Han så lidt på hende og bed sig selv i tungen ingen han fik hvad han ville have sagt: er det det?
Han havde udryddet mange familier, hvert år havde han faktisk udvalgt sig en familie og forfulgt dem, gjort dem vanvittige, i året der gik...for så endelig at tage deres sjæl...og selvfølgelig deres penge. Ingen fandt ud af det.
Han gjorde det for sjovts skyld. Hvilket han selvfølgelig ikke gjorde mere, for risikabelt.
Han så lidt på hende.
"Der er en jeg elsker" sagde han så, næsten som at vende tilbage til det, det spørgsmål.
"Og hun venter barn" mere sagde han ikke, nu måtte de vel være kvit? Hvordan kunne han stole på hun ikke var dusørjæger og ike bare stod og fyldte ham med løgn? Hendes øjne. De røbede det ikke bare var løgn.

Jewel gjord sine læber skæve, da han fortalte hende. Selvfølgelig havde han en, men barnet havde hun sådan set ikke set komme. Hun nikkede, mens hun holdte om sine hænder. ”Se det er også lige hende, jeg går efter” sagde hun sarkastisk, mens hun himlede med øjnene. jo. Hun var dusørjæger, og hun skulle på en måde leve. Men når hun var såkaldt på 'jagt', studerede hun sin modstander. Familie, liv osv. ”Tillykke. Eller hvad man nu siger herude” hun slog opgivende ud med hænderne. ”Stol ikke på mig” sagde hun kort tid efter. ”Det gøre du naturligvis heller ikke i forvejen, men gør det ikke” hun smilede skævt til ham, mens hun nikkede. ”Er hun så også en dæmon? Den samme race som dig? Sjældæmon?” faktisk behøvede hun ikke at vide mere. Hun brugte det alligevel ikke til noget. Nu kunne hun ligeså udlukke Zean fra sin liste. Strege ham ud med en sort tusch, men det skete mig ikke. Ikke i hendes hoved i hvert fald.

Han fik pludselig lyst til at...slå hende. Kort sagt, banke hende ind i træ og fortælle hende at vis hun så meget som tænkte på at nærme sig hans lille familie...Ville han gøre alt hvad han kunne på at få hævn. Men han gjorde det ikke. At hun overhoved lavede sjov med det, han troede hun havde forstået hvordan familie var? Åbenbart ikke.
"Jeg har aldrig stolet på dig" hans øjne så på hende, men var ikke ligefrem venlige, et forkert skridt og han kunne godt finde på at afreagere lidt.
Han kom til at tænke på hvor det voldsomme temperament mon kom fra...men det var der vist bare.

”Ja så. Der kan man jo bare se” sagde hun stille, mens hun løftede det ene øjenbryn, da hun på en måde fik et stik i hjertet. Hun måtte vist havde sagt noget forkert, eller o princippet var al det hun sagde sikkert forkert, men i helvede med det. Hun gik et skridt til siden, mens hun gjord plads til ham. Hun kunne vel ikke gøre mere kunne hun vel? Den mand var seriøst en musling. Hun kunne bare ikke nærmer sig ham, uden at røre et eller andet som ellers vil kappe hovedet af hende. Det var naturligvis noget hun overvejede at han tænkte, men var nu heller ikke for sikker. "Nu kan jeg ikke holde på dig mere. Se jeg kunne ikke blive ved længe" hun mumlede mest for sig selv, men højt nok så han kunne høre det. Hun vil sikkert ikke støde ind i ham, men det var han sikkert glad for. "Smut du bare" hun kiggede på himlen, mens hun bed sig hårdt på fingeren.

Han så lidt på sine omgivelser og opgav i et øjeblik helt at tænke og nød bare nattens fred til han var rolig igen, så så han på hende.
"hvad vis jeg ikke har lyst til at gå?" sagde han så og ventede lidt på hvordan hun ville reagere, hun lignede allermest en der havde det dårligt med noget, måske som om hun havde dårlig samvittighed eller noget, men han kunne ikke se hvad det skulle være over.

Hun kiggede al for hurtigt på ham. Al for hurtigt, som om hun var ivrig efter det svar. ”Det så jeg ikke komme” sagde hun, mens hun puttede sine hænder i sin nederdels lommer. Den prikkede nederdel. Hun lænede sig frem, det vil sige at hun bøjede ryggen. Hendes lysebrune øjne lyste op, mens hun smilede skævt. ”Jeg kan åbenbart ikke se ud i fremtiden” sukkede hun stille. ”Men hvad vil du så nu? Skælde mig ud, for at snerre i dit liv?” hun lag hovedet på skrå, mens hendes hår faldt til den ene side, hvor derimod pandehåret, skjulte hendes ansigt.

"Er det hvad du tror? Nu jeg tænker over tror jeg faktisk bare jeg går igen" han lod armene falde ned langs siden og mærkede en kortvarig smerte da han havde stået stille i længere tid, men det forsvandt hurtigt og han bevægede sig frem ad.

//undskyld mine svar blive kortere og kortere//

Jewel sænkede sit hoved, mens hun sukkede. Se, hun skulle ødelægge den lille chance han havde givet hende. Hun gjord intet for at standse ham, men derimod rettede sig op, mens hun kiggede ud imod natten. Himlen fyldt med alle de hemmeligheder som hun ikke havde rørt ved. Som hun ikke kunne. Jewel rørte lidt på sig, mens hun bed sig på underlæben, mens hun fik et sorgmodigt blik på. Hun turde faktisk ikke engang at kigge tilbage på ham. Han havde seriøst opgivet hende. ”Farvel så” sagde hun, mens hun selv fald ned med vilje, så hun sad med spredte ben, og lod sine hænder holde op nederdelen. ”Farvel Zean” gentog hun stille.

//Det er okay//