er det held eller rent uheld at møde den her skygge -tristan

tid: 00:01
sted: inde i kirken
vejr: det stormer og blæser udenfor med store tunge skyer
årstid: efterår
omgivelser: store tykke skygger som bliver kastet fra de mange sterinlys over det hele. men ellers ikke en sjæl

det var en mørk nat. klokken havde slået for ca et minut siden, og præsten var lige taget hjem. dog havde tristan fået lov til at blive der i et ekstra stykke tid. der var tykke skygger over det hele, og lyset fra sterinlysene så ud til at næsten ikke kaste så meget lys. man kunne høre, hvordan vinden susede kraftigt igennem, hver eneste sprække der var i hele kirken, og hvordan lysene dansede til vinden. det var dog ikke begyndt at regne endnu men det ville nok snart.

Tristan sad på en af kirkebænkene. Præsten var taget hjem for et stykke tid siden, men han sad der endnu, mest bare for ikke at skulle hjem. Han var iført et par løse mørkeblå jeans, en sort hættetrøje med et rødt og grønt mønster samt et par cowboyblå allstars sko. Imens han sad på bænken og vippede lidt frem og tilbage fik han kuldegysninger, det var koldt, men han ville ikke hjem.. Før på dagen var han blevet jagtet rundt igennem hele den triste skov af en pissed off dæmon, som det var meningen han skulle fange, men failede.. Hans forældre ville helt sikkert blive skuffede... igen... Han sukkede lidt og tænkte ikke rigtig over at han befandt sig i "de onde væsners by" - Werclare.

der var meget stille, og roligt i hele kirken. men det virkede pludslig som om at han ikke var alene mere inde i kirken. som om nogen havde på magisk vis, kommet derind uden at lave en lyd overhovedet. også selv om det jo ikke var helt umuligt. skyggerne virkede også nu meget tykkere end før. der var noget helt galt, det var sikkert.

Tristan var for opslugt i sine egne tanker til at lægge mærke til noget inden han hurtigt synes at noget var forkert, han rejste sig forsigtigt op ig drejede lidt rundt for at se om der var nogen, det var der ikke.. "Hallo?" kaldte han en smule dæmpet, men hævede så stemmen lidt "Er der nogen?". Han trådte lidt væk fra skyggerne far stolende de virkede forkerte, struende. Så trådte han ud midt på gulvet og kiggede rundt igen, måske skulle han alligevel være taget hjem..

imens han kiggede rundt så der hvor han havde nok kigget før stod der pludslig nogen også selv om der ikke stod nogen der før. det var en mørk skikkelse som havde blikket rettet imod den store kors statue der var ved alteret. der var noget over skikkelsen som virkede farligt. og mægtigt som hvis han stod foran en gud eller noget.

"der er kun mig" sagde skikkelsen med en almindelig stemme som havde en mystisk og mægtig karakter.

Tristan vendte hovedet og tog forskrækket et skridt tilbage. Normalt ville han være i tvivl om det var et menneske eller væsen han mødte, men her var ingen tvivl. Hurtigt havde han hevet sin hånddaggert frem og holdt den forsvareligt foran sig, mest for at se forsvarende ud, faktisk var han utrolig dårlig til det dusørjæger noget, han gjorde det kun fordi det lå i blodet, selvom han nogengange var i tvivl om han overhovedet havde arvet noget af det. "Hvem er du? eller hvad er du?" sagde han hurtigt, men stadig lidt nervøst, dette her væsen var ikke så svagt som den han havde mødt tidliger.

"mit navn er Sakref Morladin, og jeg er en skygge dæmon" sagde skikkelsen og vendte sig imod tristan. den mørke skikkelse var iklædt et flot sort jakkesæt, og flotte spidse sko. han havde sorte læderhandsker på sine hænder, og mærkeligt nok havde han også en kridt hvid maske med horn på sit ansigt som dækkede hele hans ansigt bortset fra hans grønne øjne som på en måde lyste igennem masken som små grønne lys. man kunne også se hans hår. det var halvlangt sort hår som strittede ud til alle siderne.

Tristan tog endnu et skridt tilbage, måske var det masken, men han fik kuldegysninger bare af at se på dæmonen. "Årg.... ikke flere væsner idag.." jamrede han stille og trampede utålmodigt, men stille i jorden. "Jamen hyggeligt at træffe dit bekendtskab" svarede han uden at lægge meget mening i sine ord. Han havde stadig daggerten holdt op foran sig og kunne ikke lade være med at bemærke hvor lidt håret passede ind i resten af figuren foran ham, men så igen, når det kom til hår så skulle han nok ikke snakke ..

"jeg kan se du har et stort mod i dig" sagde han med en svag sarkasme, og pegede på daggerten i tristan hånd. "der er nemlig ikke mange der tør, at pege et våben imod mig" sagde han derefter, og man kunne næsten mærke det onde smil bag masken. "men jeg kan gætte mig frem til du har ikke noget valg end at kæmpe imod mig. med alt det med at du er dusørjægere, og det hele så hvis du har et våben må jeg nok også bruge et" sagde han, og nu var det onde smil så tydeligt, at man skulle være dum for ikke at kunne se det. han rakte sin venstre arm ud til venstre, og holdte sin hånd åben. Pludslig begyndte skyggerne at forvandle sig til en slags sort røg, der fløj rundt om hans venstre arm. røgen begyndte at forme sig under hans venstre hånd, og kort efter da røgen havde formede sig til noget stort, Eksploderede den sorte røg, og pludslig havde han den støreste, og ondeste le man nogensinde havde set. den var lige så høj som et normalt menneske, og bladet var næsten lige så stort. metallet, og træet på leen var kul sort, og det bagerste af leens blad var der et sort kraniehovede. på det nedeste af skaftet på leen var der en lang sort kæde der gik op, og bandt sig rundt om hans venstre arm, og man kunne ikke se slutningen på selve kæden, nogen steder som hvis den havde kravlet under hans hud.

Tristan trådte yderliger et skridt tilbage meget diskret. Egentlig havde han ikke stor lyst til at kæmpe imod den skræmmende dæmon, men han havde ret i at han nok blev nød til det, for ærens skyld. "Tsk.." røg det ud af ham imens han fiskede sin anden hånddaggert ud af sin jakke. De forstillede hver en drage der holdt fast i bladet på kniven med hænder og fødder. "Teknik set, pejede jeg det imod min højtre, forsvarende.." konstaterede han med et anstrengt smil. "Men du har ret, jeg har ikke rigtig noget valg, selvom jeg ikke har lyst til at kæmpe imod dig.." fortsatte han og hørte hvad dæmonen sagde.. han gøs igen da leen kom til syne og det føltes lidt som om han fik hældt koldt vand ned af ryggen.
Dæmonen foran ham var jo et billede af døden fra gamle eventyr, og dem havde han hørt mange af. Tristan trippede lidt frem og tilbage og overvejede om det nu var klogt at bruge de 2 hånddaggert, men kom frem til at det nok var en god nok ide for nu.

der gik en lille pause hvor de så på hinanden. det var som om at pausen var flere tusind år lang men den var bare som to sekunder. "jeg vil give dig den mulighed nu for at teste dit mod med at lade dig komme med det første angreb. bare angrib" sagde han og kiggede på tristan som om han kunne se igennem ham.

Tristan fnøs en smule flabet og kiggede væk et kort sekund. "Ja der er bare det problem at mig og mod ikke ligefrem går hånd i hånd.." svarede han og hans lysebrune øjne ramte igen dæmonen. Det var sandt, godt nok kunne han godt ofre sig og være modig, men ikke for sig selv, så så han det som bedre at være lidt kujon og rede livet så man senere kunne rede andre.

"okay hvis du så ikke gider at komme med det første slag så gør jeg det" sagde han og pludslig var han ikke længere henne ved alteret men lige foran tristan og var igang med at svinge sin le imod tristan.

"Avarg!" nåede han at at udbryde inden han kastede sig selv ind over leen og under den, hvorefter han rullede rundt og var oppe på benene igen. lige nu var han taknemmelige over sine gode reflexer og undvignings talent. Han satte derefter af med benet og slyngede den ene daggert frem imens han brugte den anden til hele tiden at følge sin modstanders bevægelser så, så han kunne undvige eller parrere.

"nååå så du er ikke helt uden talent" sagde Sakref grinende. pludslig var han foran tristan igen og svingede sin le efter ham igen og igen og blev ved med at angribe tristan hver gang han nåede at undvige.

Tristan fik et lille sug i maven af hvad dæmonen sagde. Ikke helt uden tallent, det havde han ellers altid fået at vide. Det varede derfor lidt for lang tid at undvige nogle af angrebene og små snitsår begyndte at komme from på hans kinder og arme. "Held og talent er 2 forskellige ting" svarede han koldt og parerede leen med begge knive idet han låste den fast imellem dem og rev begud alt hvad han kunne for at vriste leen ud af hænderne på sakref.

han så at Sakref med vilje lod leen flyve ud af sin hånd, og igen med den meget tydlige onde smil bag masken greb han istedet fast i kæden og trak i den så selve leen automatisk flyver tilbage imod tristan igen

Tristan havde heldigvis lang reaktionstid på leen og dukkede sig ved at bøje i knæene inden han brugte samme teknik og lod den ene daggert føre op til under leens spids så den ikke ville flyve nogen steder og den anden brugte han til at vride rundt omkæden og prøvede at vriste den fra dæmonen.

han kunne ikke få kæden af hans arm men istedet så sprang kæden i stykker og et stykke af kæden ramte Sakrefs maske så den fløj af. sakref havde i reaktion for at han lige var ramt i ansigtet vendt blikket væk fra tristan så man ikke kunne se sakrefs ansigt.

Tristan havde ikke lige regnet med at kæden bare ville sprine og faldt som følge pladask ned på røven imod kirkegulvet. han ømmede sig kort med en 'auch' grimasse inden han nysgerrigt lod sine lysebrune øjne ramme dæmonen hans maske var fløjet af, men man kunne ikke se hans ansigt for hans hånd.

sakref vendte blikket tilage imod tristan igen og afslørede sit ansigt til tristan. Sakrefs ansigt var ungt han lignede en på tristans alder. måske lidt ældre. Hans hud var lige så bleg som rent sne og han havde ingen ar eller urenheder i sit ansigt. hans grønne øjne lyste ikke mere men gløede dog stadig meget svagt. han havde et ondt smil på munden imens han kiggede imod tristan. "godt gået vil jeg sige" sagde sakref med et ondt smil.

Tristan blev lidt overrasket over Sakrefs ansigt og stoppede kort midt i en handling at komme op. "Lige over.." svarede han og kom på benene. "Men jeg er overbevist om at dit ikke er held" afsluttede han og flashede dæmonen et kort smil. Det var vel bare et spørgmål om tid inden han havde tænkt sig at spæne ud af kirken i fuld fart.

Sakref sendte et ondt smil imod tristan. et virkelig, virkelig sindssygt ondt smil. Sakref lavede en slags hvæse lyd, med sine tænder, men det var alligevel ikke som en hvæse lyd, men mere som en blanding af det, og en klikke lyd. Leen forsvandt, og dukkede pludslig op igen i Sakrefs hånd, og han svingede den imod tristan. men midt i svinget, dukkede pludslig en anden sort skikkelse frem. Skikkelsen stoppede leen, med sin bare hånd på selve bladet af leen. "neko hvad har jeg sagt til dig, med at forklæde dig som mig, og så irretere de yngre væsner?" sagde skikkelsen imens han kiggede på Sakref. det var meget underligt det der, men man kunne fornemme nu hvem der var stærkest, og det var skikkelsen der lige var kommet. hans aura var lige 1000 gange kraftigere end Sakref. skikkelsen rakte sin frie hånd frem, og holdte på sakrefs hovede, og pludslig som en røgsky blandet med sort, og mørkeblå sprang sakref i luften, og ud af røgen dukkede en dreng op på ca de 15 år. hans hud var kul sort, og han havde spidse øre, og røde øjne. hans hår var kridt hvid, og han var klædt i en slags læder rustning. så den der lod som om at han var Sakref var ikke Sakref alligevel, men hvem var så den anden skikkelse?

Tristan havde allerede kastet sine våben om foran sig for at blokke da leen forsvandt. Han hævedet det ene øjenbryn og kiggede lidt fra den mindre dreng til den nye skikkelse. Så det var den rigtige dæmon eller hvad? Det begyndte at forvirre ham. "Okey, lad os lige konstatere.." begyndte han og gik ind imellem de 2 væsner. "Du er ikke den du giver dig ud for" begyndte han og pejede på den yngre dreng. "Men det er du?" afsluttede han og drejede rundt på hælen så han nu pejede på Den nye skikkelse. Han tænkte ikke rigtig over hvad det var han lavede, men mest på at han skulle have afklaret noget.