du er måske lidt langt hjemmefra - crasie

Crasie havde ikke lige frem den største tillid til ham, men der var noget ved dette mørke/skygge som mindede hende så meget om noget. Men hun kunne nok heller ikke komme væk herfra lige nu, det ville han sikker ikke tillade. Crasie nikkede bare til ham, som et ja til hans tilbud. Hun begyndte at gå imod ham og lige forbi de andre, især kvinden holdte hun øje med. Da hun gik lige forbi kunne kvinden tydelig se de lilla øjne stirrede på hende. Crasie stoppede ca 1 meter fra ham. Så kunne han se hvor tydelig hvor lille hun faktisk var, hun var kun de 145cm, så det var ret lille i forehold til ham. Hun rakte hendes hånd ud til ham, på den hånd havde hun en slangering der snorede sig omkring hele hendes ringe finger. Hun holdte længere nede af stokken så man kunne se den smukke metalfigur som hun havde for enden af stokken. Det var et kranie hoved som havde munden åben og der var en grønjade i gabet på den. Hvis han tog hendes hånd ville han få et fast håndtryk. Hun havde hovedet let på skrå, og hans ansigt var tydeligt spejlet i begge hendes glas i brillerne.
"Er du så den som ejer den borg der skulle være inde i denne skov, som der er lavet mange legender om?"
Hun spurgte ham bare venligt og spurgte også på grund af hun var nysgerrig. Det var nok en af hendes svagheder, for hun var tit for nysgerrig.

"nemlig jeg er ejeren af borgen. dog er den under ombygning men ja det er mig der ejer det. mit navn er forresten Sakref. Sakref morladin" sagde han venligt og gav hendes hånd et venlig håndtryk og så gav han slip igen. "nå men lad os hellere komme afsted vi skulle nødelige være herude i den her skov om natten" sagde han med et smil og begyndte at gå afsted.

"Bare kald mig Crasie, og man udtaler det lige som Crazy"
Hun smilte til ham og hendes sylespidse tænder blev synlige under hætten. Hun så ham begyndte at gå og hun tøvede for et øjeblik men heller mere, så fulgte hun pænt ved siden af ham. Hun så eftertænksomt på ham og skottede lige hurtig tilbage på de andre, som havde vist sig til at være hans undersåtter. Hvor gammel er han egenligt, han ser meget ung ud af udseende, men Crasie syntes der var et eller andet gammelt over ham. Ikke dårligt ment, for som hende selv så var hun også rime gammel af det hun ved af. Hun ville finde ud af mere om ham, for det kunne sikkert gavne hende senere.
"Kender du egenligt om alle de rygter der går omkring din borg?"
Hun sagde det venligt og hun havde sit hoved vendt lige foran men hendes øjne kiggede på ham, så han kunne se dem bag brillerne lyse lilla imod ham.
Hun ville gerne prøve at se hans reaktion for det kunne fortælle meget om folk. Hvis han så stolt ud over rygterne, så kunne han lide at indgyde frygt hos folk, og så havde han højst sandsynlig lav selvtillid. For en med stor selvtillid behøvede ikke at skræmme folk og vise sin magt for at føle sig stor. Hvis han reagerede anderledes så kunne det måske fortælle noget andet om ham.

han smilte lidt ondt af det. "de er allesammen rent opspild bortset fra en af dem og det er den der siger at borgen har været der længere end byen og at der faktisk har været en anden by her før warclare eller nogen af de andre" sagde han med et smil og slog sin arm ud til siden da han sagde at næsten det hele var rent opspild.

interessant syntes hun, hun havde selvfølgelig ikke troet på alle de skrøner osv. Men som regel startede rygterne altså på et eller andet sandt, men hvem ved. En fjer bliver let til 5 høns. Crasie var blevet noget mere rolig i hans selskab, selvom man intet forandring kunne se på hende, så skulle man kende hen virkelig godt for at kunne se det. Det er der kun en der gør, hendes gamle veninde som oven i købet var engel. Så tænkte hun på at hvordan han kunne vide det, var han virkelig så gammel at han vidste det eller havde han bare læst sig frem til eller havde hørt det af en eller anden. Hun gættede på det første, men hun valgte stadigvæk at spørge.
"Har du så boet i borgen i al den tid?"
Man kunne tydelig høre nysgerrighed i hendes stemme, men denne gang kiggede hun ikke på ham, men bare fremad. Men hun holdte fint trit med ham uden problemer, selvom hun skulle bruge to skridt for hver af hans. I hendes lange liv havde hun trænet sig selv, så hun kunne løbe lige så hurtigt som de høje langbenede mennesker med lige så lethed som dem. Det havde hun også brug for, for hvordan skulle hun overhoved have nogen jordisk chance for at holde trit med andre. Men kunne nok undre sig over når man se hende, hvordan hun kunne gøre det med lethed. Men ja det kunne hun bare sådan uden videre.

"jeg blev opvokset i borgen og da jeg så nåede ca min "voksen" alder så tog jeg ud og ledte efter krafter og alt sådan noget og faktisk først vendt tilbage hertil for noget tid siden nu men stadig længe for dig måske. jeg fik det af min far da han var blevet træt af alt var forandret og han ikke længere havde nogen grund til at være der så han tog afsted med min mor og rejste imod syd og derfra fik jeg så borgen og har boet der siden" sagde han venligt og gik stadig videre.

Crasie lyttede interessant med og man kunne tydelig se på hende at hun lyttede med. Så hørte hun at han sagde at det var længe for Crasie. Så troede han åbenbart at hun var ung. Ja udseendet kan snyde meget, men tit den måde man kan se hvor gamle folk er ved at kigge ind i deres øjne. Nogle kunne selvfølgelig stadigvæk skjule det, men det er jo ikke for ingen grund at man kalder øjne for sjælens spejl.
"Hvor gammel er du så egenligt?"
Hun kiggede hen på ham og så så hun et enkelt hår som var faldet ned og sad fast i hans trøje på armen. Hun så muligheden for sig, selvfølgelig tror hun ikke helt at han ville gøre hende noget, så havde han nok gjort det for længst. Men man skal altid tage sine forbehold.
"Du har et hår på dit ærme"
Crasie tog det hurtigt før han kunne reagere. For hans øjne så han hvordan hun lige havde det foran sig, men så at hun lod det falde til jorden igen. Så gik hun bare videre med ham. Men det han ikke vidste var pga så snart hun fik det, lavede hun en kraftig illusion som han slet ikke ville kunne gennemskue og blive mistænksomt over. Hun stak det stykke hår ned i en lille pose som sad fast til bæltet under hendes trøje. Hun gjorde med vilje at han skulle se hende tabe den igen. For så ville han ingen mistanke få over det. At hun jo nemlig skulle bruge det til at lave stærke illusioner. Uden hår kan hun selvfølge lave synsbedrag, men de er ikke altid så overbevisende især hvis hun laver en illusion som de kender. Men nu hvor hun har håret kan hun lave både lyde, smerte og følelsebedrag og alt muligt andet. Hun smilte for sig selv så var hun lidt mere sikret. For hans øjne så han og hørte han tydeligt hvordan hun gik ved siden af ham. Hvis han oven i købet kom til at strejfe hende, så ville han mærke hende tydelig hvis hun var den rigtige. Men hun stod rigtig lige 3 skridt bagud, fordi hvis nu der var en fælde eller han gik til angreb, så ville han blive overrasket over at hun ikke stod rigtig der hvor han ellers ser hende.

han smilte for sig selv. "jeg er 25951 år gammel" sagde han med sit smil stadig på munden. han undrede lidt over hvorfor hun pludslig var så hys over at et enkelt hår var på hans ærme men han tænkte ikke så meget over det. han havde endnu ikke mødt en der var ældre end ham selv bortset fra hans mor og far og hans storesøster.

Det havde hun slet ikke gættet sig til, men det er nok fordi dem hun har mødt som var de ældste af menneskelige væsner var omkring de 1000 år. Crasie havde dog mødt en der var ældre, men det var ikke et menneskelig væsen, så det tæller ikke.
"Jeg kan desværre ikke sige min hvad min alder er, jeg ved at jeg er over 800 år, for jeg har et maleri af mig derhjemme fra 1214 eller sådan noget"
Crasie havde altid spekuleret hvor gammel hun var, men hun kan desværre ikke huske så meget tilbage andet omkring 1100 tallet, men før det kan hun ikke huske mere. Det tidligste hun husker var at hun stod i en skov helt alene og forladt, og det var det eneste tidspunkt hun virkelig havde følt frygt, men hun husker hverken hvorfor eller hvordan hun var havnet der, og hvad der var sket før. Selv dengang kunne hun ikke huske det, det var næsten som om en havde taget hendes hukommelse og fjernet alle minder. Dog kommer der et minde hist og her, men crasie har aldrig kunne få det til at hænge sammen. Så hun havde opgivet for længst at spekulere over det, og har så valgt at leve i nuet, i stedet for at leve i fortiden. For man kunne jo alligevel ikke ændre den, hvorfor så spilde tid på det. Men hvordan er det at leve i så lang tid.
"Hvordan har det så egenligt været at leve i så lang tid?"
Hendes illusion så spørgende på ham.

"hmmm hårdt på nogen visse punkter som er min hemmelighed men når man kommer i min alder begynder man at kunne lægge mærke til ting og væseners opførelse i visse situationer. og der skal mere til at snyde en end nogen små tryllekunstner" sagde han med en noget spids stemme som om han viste at hun havde lavet illusioner fra starten af.

Crasie begyndte at undre sig over om han virkelig vidste det, måske havde hun ikke lavede sin illusion god nok. Crasie brugte mere af sine kræfter, så illusionen var fuldkommende. Så han slet ikke ville have en chance for at kende forskel. Hun brugte også sine illusioner til at han så slet ikke kunne mærke at hun brugte sine kræfter eller noget som helst. For det var måske det han havde opdaget hende på. Hun bandede og svovlede over sig selv, for hvis han vidste det nu. Så var han måske ikke så venlig mere, ikke fordi det rørte hende særlig meget, men hun var meget nysgerrig så hun ville helst ikke ødelægge det. Hun kunne mærke at han var meget stærk, for der var meget kræft i ham. Men det var som om en stemme i hende forsikrede hende, at hvis det endelig blev noget så ville hun klare det helt fint. Hun vidste ikke hvor denne stemme/fornemmelse kom fra, men hun var i hver til fald sikker på at hvis det hele blev for svært så kunne hun sagtens komme væk. For selvom han kunne føle hendes tilstedeværelse, ville han ikke kunne mærke det når hun lavede illusioner imod det, og det kan hun gøre på rime lang afstand.
"Ja det gør det hele lidt lettere at man kan se de små tegn hos folk, for de fortæller mere om folk i stedet for deres ord"
Hun havde også lært meget at kunne gennemskue folk, og hun hadede løgn. Hun løj aldrig med det hun sagde, godt nok lavede hun en form for løgn når hun lavede sine illusioner. Men alt det hun sagde var rigtigt, problemet var bare at når folk ville tæt på hende, så siger hun næsten aldrig noget om sig selv. Det var derfor hun kun havde sådan set 1 ven.

han fnøs lidt af det hun sagde med at de små tegn kan nemmere fortælle mere om folk. "det er ikke ofte det passer" sagde han og vendte sig lige imod hvor den rigtige var og stod stille og kiggede lige på hende. "hvad ser du hvis du kigger på mig?" spurgte han bare ligeud. der var særiøsitet i hans øjne det kunne man tydeligt se.

Crasie kiggede godt og grundig på ham, så kom hun med hendes ærlige svar.
"Intet, fordi du ingen tegn viser. Jo selvfølgelig har du en aura af magt, nok pga de kræfter du har i dig. Men du virker ikke lige frem en der viser den frem. Jeg mener ikke dårligt med det jeg siger, men jeg tror derfor der ingen tegn er at se hos dig, er fordi du er så gammel som du er så har du lært at fuldstændigt at have kontrol over hele din krop. Normalt viser folk de små tegn som de ikke er klar over. Så hvis jeg skulle måske gætte på en ting så er du en kontrolfreak."
Crasie så morende over på ham, hun vidste godt at dette måske var et farligt træk, men hun regnede nok med at han ikke tog det så slemt til sig. For faktisk var det et kompliment. Hun smilte og så kom i tanke om noget.
"Hvad ser du så om mig??"
Hun tænkte at den havde han måske ikke forventet, og hun var spændt på hvad han kunne udlede af hende, angående med udseende og sådan noget. Hun var ligeglad om det var noget negativ, hvis han sagde noget negativt, ville hun nok begynde at grine. Hun tog det i hver til fald ikke særligt meget til sig. For det er hende selv der skal leve med sig selv og ikke andre.

han kiggede undersøgende på hende og derefter vendte sig om og begyndte at gå igen. "det jeg ser i dig er en pige med mange sider. din ungdom sætter præg på dig da din nysgerrighed er meget høj og du vil gøre alt for at få svar på dem. ellers er du på en måde bange for at vise dig da du tror at folk vil forræde dig hvis du åbner dig op til dem. men bag det ydre af dig ser jeg en styrke som skulle frem istedet for at være gemt. og en tøs som kunne gøre alt med den rigtige hjælp men dog virker du stadig på en måde fortabt i din fortid" sagde han imens han gik. "når vi kommer hen til mit slot skal jeg vise dig noget. en opdagelse jeg har gjort for et stykke tid siden" sagde han og begyndte at sætte farten op lidt mere også selv om de nu bare gik hurtigt end at gå stille og roligt. der gik ikke så lang tid før man nu allerede kunne se længere fremme en stor metal port og bag ved en virkelig stor borg der så ud til at være igang med at blive ombygget.

Hun så nysgerrigt på ham mens han fortalte om hende. Han havde ret med det første at hun havde flere sider, men det var nok ikke på den måde ment som hun tænker på. For Crasie havde jo en anden personlig nemlig Isabella. Hun siger godt nok at Crasie har tre andre men det tror Crasie ikke på. Og at hun var ung. Jo selvfølgelig i forehold til ham så var hun ung, men ikke i forehold til andre. Og som sagt så ved hun jo heller ikke sin rigtige alder, for hun kan ikke huske det. Ja det var rigtigt hun var nysgerrig, men det havde hun været siden hun kan huske. Det har selvfølge til tider ført til problemer, men det må man jo tage med det. Hun følte ikke selv at hun var bange for at åbne op fra andre, men hun havde bare ikke den der trang som andre havde til at vise sig selv. Hvorfor skulle man dog det?? Det med at der var en styrke i hende vidste hun ikke helt om han mente med hendes evne han kunne fornemme, eller som Isabella blev ved med at minde hende om, at den ene side af hende var meget kraftfuld men var tilgengæld ond. Hun var glad for at høre at de var ved at komme til borgen. Da hun så den kunne hun næsten ikke lade vær med at sige wow. Hendes illusion fulgte pænt med sakref, men hun var selv lige stoppet op et øjeblik. Hun kom dog hurtigt op til dem igen.
"Hvor gammel er denne borg egenligt?? når du jo siger at du har arvet den fra den far af?"

han grinte lidt for sig selv. "uha det var et svært spørgsmål men af hvad rekorderne siger i bibloteket så er borgen over 500000 år gammel da min far fik den af sin far som havde bygget borgen" sagde sakref med et smil på munden. da de nærmede sig porten så åbnede porten sig på magisk vis for dem og sakref gik ind. man kunne se masser af mærkelige væsner arbejde hårdt med borgen og der lå masser af materialer over det hele og sten og metalplader og det hele.

Crasie kiggede omkring og så på alle dem som arbejdede. Hvad var de i gang med at bygge, i følge hendes øjne så syntes hun at borgen så fin nok ud, men hun havde ikke lige frem den viden omkring borge, så hun var ikke ligefrem sagkyndig på dette område. Hun har heller aldrig sådan rigtig kunne lide borge, ikke fordi de skræmte hende eller noget. Men hvis det var op til hende, så ville hun hellere bo et mindre sted, og meget gerne ud i en skov eller sådan noget. Hvad skulle man dog med en borg? Især i disse dage, hun ville godt kunne forstå det før i tiden, for der var man nød til at forsvare sig, men det var ikke sådan lige nu. Det var i hvert fald ikke noget om vidste om nu. Da han sagde hvor gammel den var, blev hun lidt chokeret.
"Wow"
Mumlede hun for sig selv. Så gammel? Havde man virkelig borge på den tid? Men den havde nok også set meget anderledes dengang, den har nok forandret sig meget i gennem tiden. Men stadigvæk at noget så gammelt stadigvæk stå idag er lidt vildt syntes hun. Hun havde dog også lidt svært ved at ikke føle sig lille i forehold til borgen massive størrelse, det var næsten som at kigge på et majestætisk bjerg. Var det bare hans bolig eller var det virkelig et forsvarsværk. Hun gættede på det første, for de kræfter han virkede til at have, så behøvede han da ikke et borg til at forsvare sig med.

"jeg må undskylde for larmen der vil komme fra arbejderne jeg er nemlig igang med at ombygge min borg om til et slot. jeg synes at borgen trængte til noget forbedring så det er det jeg har sat mine arbejdere til" sagde han venligt og gik hen imod den lille dør der var lige ved siden af en stor port. han åbnede døren helt op og gik ind og lod døren stå åben for at crasie vil kunne komme ind.han åbnede døren og de alle blev mødt med en dejlig varme inde fra slottet af. indenfor kunne man se der var virkelig lyst op fra nogen store lysekroner der var oppe på loftet men det var lidt mærkeligt hvordan de lysekroner kunne være tændt da det var sterinlyse kroner og de var flere meter oppe i luften. man kunne ellers se at på gulvet var der et langt rødt tæppe der gik fra den store port af og hele vejen hen til den anden side af rummet. ellers på væggene var der hængt op masser billeder af folk op og giga store vinduer som dem man så i virkelig store kirker og rødsorte gadiner med til vinduerne. ellers ude i siderne af rummet var der nogen store rustninger også stillet op som statuere. ved den anden ende af rummet ved slutningen af det røde tæppe var der en virkelig stor trone. den var dog lidt uhyggelig fordi den var kul sort var pyntet med kraniehoveder og skeletter og skorpioner og slanger. selve ryglændet til tronen var virkelig stort og så ud til at sætte sig op på væggen og gik virkelig højt op på væggen og armlændet var også stort og lignede 2 skeletter der red på en skorpion hver som holdte armlændene op. ved siden af den store trone var der fire døre. to på hver side af tronen.

Crasie var mere end forbavset da hun kom ind. Især at det var så lyst og næsten hyggeligt. Hun studerede næsten alle de ting hun kunne nå at se, inden hun var nød til at følge med igen. Hendes illusion gjorde også nogenlunde det sammen som hende selv, og Sakref ville tydelig kunne se hvordan hun bare sugede et hvert nyt spændende ting i sig. Hun kiggede interessant især ved billederne. Hun har altid elsket malerier, men dog der hjemme havde hun kun billeder af landskaber osv. For hvorfor skulle hun dog have billeder af mennesker, men selvfølgelig var det logisk nok, hvorfor der var så mange billeder her. Billeder af personer var sikkert forgængere af familien og sikkert også af andre vigtige personer. Hun kiggede også på de rustninger der var stillet op, men var dog ikke nær så interesseret i dem, for det var bare almindelige rustninger, som var i en normal borg. Så faldt hendes blik på det der var forenden af rummet, og hun stod stille et øjeblik, det sammen med hendes illusion. Faktisk gjorde hendes illusion alt det, som hun gjorde. Den eneste forskel der faktisk var at illusionen stod et andet sted i forehold til hende, og selvfølgelig når Crasie kiggede på en person, så kiggede illusionen ikke i den sammen vinkel. Fordi illusionen selvfølgelig stod et andet sted, så den ville kiggede på det sammen som hun kiggede på.
Crasie gik med hurtige skridt nærmere, og stoppede op igen. Hun tog sine briller af og lagde dem i lommen, så hendes neonlilla øjne var tydelige i det mørklagte ansigt.
"Er det virkelige skeletter?"
Hun så spørgende på ham, og der var ingen tegn på nervøsitet eller noget. Det var bare som om hun ville vide hvad de var lavet af. Hun havde intet imod det, og hvorfor skulle hun mon også det. Hun syntes det bare var oversejt. Men hun holdte dog lidt kontrol over sig selv, men det var stadigvæk tydeligt at se på hende at hun kunne lide den.

han grinte lidt for sig selv. "nej det er ikke rigtige skeletter men det krævede dog meget arbejde at få den lavet" sagde han med et smil. han vendte sig og kiggede på crasie. "vil du først have en kop te eller kaffe eller vil du først se hvad jeg vil vise dig?" spurgte han venligt. han så dog lidt spændt ud som om han skulle til at åbne en gave eller noget, man kunne høre indefra borgen af hvordan folk udenfor arbejdede hårdt og bankede og alt sådan noget.

"Okay, det kunne ellers have været fedt, hvis de var ægte. Men så ville det nok ha været besværligt at fået skorpionerne. For det jeg har læst, så er de uddødede for længst. Dog går der rygter om at man kan finde dem i de mest ødede ørkner."
Hun trak let på skuldrene og så på ham. Isabella inde i hende havde det godt nok svært ved at holde sig tilbage, for isabella elskede mænd som var magtfulde, og det var Sakref i hver til fald. Crasie prøvede at undertrykke hende, men hun vidste at det kun var et spørgsmål om tid før hun ville bryde ud. Det gav også Crasie en dårlig fornemmelse, for det var som om noget i hende ventede på at hun skulle blive Isabella, eller et eller andet skulle ske. Crasie rystede lidt på hovedet, det var underlige tanker, og hvad skulle det gøre godt for at hun skiftede personlighed?
Så tilbød Sakref hende noget at drikke. Hun så vurderende på ham og vidste ikke lige helt hvilket ben hun skulle stå på. Om hun skulle sige nej og så krænke ham eller sige ja.
"Te ville lyde dejligt"
Sagde hun med et let smil på læberne, som godt nok ikke kunne ses under hendes hætte. Vil han måske forgifte mig? Nej det ville han nok ikke, men hun havde ikke lige frem lyst til at tage chancen, så så snart hun fik noget af teen, ville hun lave en illusion, at hun drikker. For det kunne være at det ville krænke ham eller sådan noget. Dog var der noget i hende der sagde at hun kunne stole på ham, nok fordi han var en fra the old school. Han var jo gammel så måske overholdte han de æresprincipper, som ikke at lyve osv. Som de fleste ikke lige frem holdte i dag. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Så huskede hun hvad hun havde i hendes skjulte lommer. Hun gik altid med alle mulige underlige ting, for at være beredt. Hun havde en lille hvid sten, som kun kan blive brugt engang, men hvis man puttede den i ville den skifte farve til sort, hvis den er forgiftede.

han smilte lidt til hende. "godt men jeg gætter på at vi så tager hen til spisesalen så. kom med mig så vil jeg vise dig vej derhen" sagde han venligt og gik hen imod den anden dør til venstre for tronen af. han åbnede døren og afslørede en gang der var så lang at man ikke engang kunne se enden af gangen. han lod døren stå helt åbent for crasie og han begyndte at gå afsted ned af gangen. der gik ikke mere end 50 skridt før de allerede var ved en anden dør. han åbnede døren og den dejligeste duft af te og kager mødte dem. indenfor i spisesalen var der dækket fint op på det mega store bord hvor der var forskellige småkager og andre slags kager og så var der to te glas af det fineste porcelæn og nogen par stykker te kander med hver sin slags te i sig. han gik ind og trak en stol ud og ventede på at crasie ville sætte sig på stolen.

Lige før han vente sig om for at trække stolen ud til hende. Hørte han en forandring, normalt havde Crasie lavet normale skridt lyde fra hendes almindelige sorte sko. Men nu hørte han den klang fra høje hæle, og kvinden han så foran hende var slet ikke Crasie. Men på en eller måde var der en lighed, men det var ikke nemt at spotte ligheden. Isabella så på ham med et charmerende skævt smil på hendes knaldrøde læber. Hun blikkede let med hendes perfekte lange sorte øjenvipper, hendes lange kobberrøde hår bølgede over hendes skuldre og gik langt ned af ryggen. Hun var blevet en del højere, men stadigvæk så hun en lille tand mindre en Sakref. Det blev Isabella altid, for mænd hadede tit kvinder der var højere end dem selv. Det fik dem også tit til at se dårligere på sig selv, og ikke føle sig særligt meget værd, og det hjalp jo ikke når Isabella skulle forføre dem. Isabella havde et hvidt sjal af blødt pels som lå omkring hendes skuldre. SÅ havde hun en knaldrød kjole, som gik langt ned næsten til jorden, og som tydelig viste hendes former. Men ikke på den der ludermåde, men på den fine kvindelige måde. Kjolen havde et snit i siden hele vejen op, så hver gang hun gik et skridt kom hendes smukke slanke solbrune ben frem med knaldrøde stiletter. Hun havde en aura, som han tydelig kunne mærke, som næsten ikke kunne lade vær med at friste. Hun havde nogle lange knaldrøde handsker af silke, som gik langt til albuerne. I sin hånd havde hun den hvide blomst som Crasie havde skaffet, hun knuste den imellem hendes finger og duften af den spredes i rummet. Det var en lille diskret duft, som virkede forførende. Isabella kunne også lide denne blomst fordi den havde masser af femoner i den. Det var jo det hormon der kunne forføre enhver, eller næsten i hver til fald. Hendes ansigt var også mere sådan skarp i det i forehold til Crasie's næsten runde blide ansigt, men Isabellas ansigt var stadigvæk meget smukt. Hun gik imod ham med en fin kvindes værdighed, og satte sig på stolen med benene pænt over kors. Hendes havblå øjne kiggede vurderende på ham, og der var et glimt af begær i hendes øjne.

sakref så noget undrende ud på hende. han var både målløs og chokkeret på samme tid. det var lige en ting han ikke havde forventet af crasie. han kunne godt se der var noget helt specielt ved crasie fordi han normalt kan fornemme en illusion uanset hvor stærk den var men det her var ikke en illusion det var sku rigtigt. det måtte være en slags transformation men om den var styret af personligheder eller om crasie kunne kontrollere den viste han ikke men han ville nok finde ud af det snart. han skubbede hende stille ind til bordet da hun satte sig og han gik hen og satte sig foran hende ved den anden side af bordet. han smilte venligt til hende

Isabella smilte charmerende til ham, hun kunne godt lide gentlemænd, og det var han. Hun tog et lille stykke kage og spiste den på en måde, som kun kunne lede tankerne på andet mere frækt. Så havde hun hovedet let på skrå, på sammen måde som Crasie gjorde det på.
"Er det ikke lidt kedeligt at bo her helt alene? Godt nok har du dine undersåtter men stadigvæk?"
Hun smilte til ham med et kærligt varmt smil. Crasie havde jo de sylespidse tænder, mens hun havde normale menneskelige tænder. Hun lænede sig lidt over bordet, og havde den ene albue på hende ben, og havde hånden med knaldrøde lange negle sådan så den støttede hendes hovede. Hun havde lange tynde øreringe på, og hun havde en tynd fin halskæde på, hvor der var en grøn jade, som var formet som en dråbe. Hendes anden hånd lå på hendes lår. Han kunne tydelig lugte denne behagelige parfume og han kunne tydelig mærke en form for effekt på ham. Hendes havblå øjne virkede næsten hypnotiserende på ham, for de var svære at slippe når man først kiggede i dem.