du er måske lidt langt hjemmefra - crasie

"ømmm næ det er ikke så slemt at bo her alene. jeg har mine lærlinge som du kalder undersåtter som er en daglig hård opgave at holde styr på og så får jeg min familie på besøg nogen gange men det kan godt være lidt kedeligt nogen gange især når jeg har rejst rundt i verden det meste af mit liv" sagde sakref med et venligt smil. han tog og hældte lidt te op til sig selv. det var nok jordbær te og så puttede han lidt sukker og mælk i og begyndte at drikke lidt af te'en.

Duften kom over til hende, den mindede hende om noget. Noget hun ikke kunne huske, ligesom Crasie havde følt det. Så kom minderne, det varede kun få milisekunder, men det varede mange minutter hvis ikke timer for Isabella/Crasie
Isabella var blevet til Crasie igen i hendes minder. Hun havde åbnet sine øjne op lige fra en godnats søvn på sin seng, så så hun sin elskede foran sig. Han var en ung fyr, en blod dæmon som kan styre skygger. Jordbær på et flot sølvfad lå ved natbordet ved siden af hende. Hun så op på ham med et kærligt blik, og hun ville tage sin hånd og kæle ham ved kinden. Men hendes hånd var fanget, hun kiggede underligt på ham. For hvad skulle dette til for, hans begyndte at grine ondt. Han tog hurtigt et bånd omkring hendes mund og hun begyndte at skrige. Hun lavede straks sine illusioner, men de virkede ikke på ham. Faktisk kunne hun ikke mærke hendes evne mere. Han rev hendes hovedet til siden, og så hviskede han i hendes øre. *KAn du huske de dejlige jordbær igår, de var så ment forgiftede så du ikke kan bruge din evne* Hun kiggede desperat på ham og forstod ingenting. Han sagde med en ond skadefryd stemme. *Vi havde det sjovt du og jeg, men du var ikke andet end føde for mig. Men først vil jeg lege med maden* I hånden hvor han havde en handske til at beskytte sig med, havde han en sølvkniv det kunne skade dæmoner rigtig meget. Han begyndte at snitte i hende og gøre alle mulige rædselsfulde ting ved hende, og det blev ved og ved.

På grund af denne oplevelse, så var Crasie'e ene personlighed Lillith skabt. Hun var ondskaben, vreden og hævnens side af Crasie. Men selvom hun nu var skiftet personlighed, kunne Sakref ikke mærke en eneste forskel. For hende her var langt stærkere end Crasie og hendes andre personligheder. Lillith behøvede ingengang et hår eller røre en person for at lave stærke illusion, men tilgengæld hvis hun havde det. Så hun lave de ultimative illusioner. Illusioner som kunne få bevidstheden til at tro så meget på det at det faktisk sker for vedkommende. Det er selv i virkeligheden blevet dokumenteret af videnskaben at ved tankens kræft, kan en person få kroppen til at tro at den var ved at dø. Eller så kan man bare tage eksemplet med kvinder som bliver indbildsk gravid ved tankernes kræft. Foran ham sad Lillith og stirrede ondt på ham med hævn glødende i øjnene. Hun var ligeglad hvem det gik ude over, bare det gik ud over en gerne flere. Men Lillith gjorde ikke noget nu for normalt plejede hun bare at gå til angreb med det sammen, men hvad formål havde det. Når hun måske senere kunne gøre langt være ting. Hun smilte ondt og spillede sin rolle som Isabella. Sakref så hende begynde at tage noget te, og gav ham et kærligt smil. Intet var forandret.

uanset hvor uforandret hun virkede kunne sakref med det samme mærke hendes auras forskel. han viste med det samme at der var noget helt galt. han var dog ikke bekymret for sin egen sikkerhed fordi han viste han kunne passe på sig selv. men han var mere bekymret for sine venner der levede på slottet og hans lærlinge. han viste godt de var også meget stærke men han viste ikke hvor stærk hun var i forskel til dem. han kunne mærke hendes mørke aura der næsten sprøjtede ud af hende. sakref smilte og kiggede hen imod crasie. han lændte sig lidt hen over bordet imens han kiggede på hende. "lad mig spørge dig noget. hvor mange personligheder har du crasie og har de hvert deres navn?" spurgte sakref med et smil på sin mund der sagde at han havde set igennem hendes leg.

Hun havde dog ladet sin aura være synlig, for at se om han overhoved var særligt stærkt. Isabella som hun jo lignede for hans øjne smilte grumt.
"Du vel ikke helt så dum, som jeg troede"
Så forvandlede hendes udseende til først den skikkelse, som normalt alle så hende i. Hun var blevet fuldkommende til en skygge, som var mørkere end det sorteste af det sorteste. Der var dog nogle øjne, som glødede af vrede imod ham. De var fuldstændigt røde, ingen pupil eller andet. Bare rene røde og dybe. Næsten som om man se ned i en dyb mørkerød flod. Men han havde fået hendes opmærksomhed, så hun vidste det udseende hun havde når hun var lidt mere normal.
Hun lignede nøjagtig Isabellas onde tvillinge søster. Lillith sad med benene på bordet med benene over kors. Hun havde lange sorte gothic støvler med hæl, som gik lige under knæet. Hendes ansigt var henlagt af mørke, for hun havde en stor bredskygget kvindelig sort hat med et kranium symbol foran. Hendes øjne stirrede dybt inde i ham og hun så vurderende på ham. Hendes øjnes pupil var blodrøde og glødede af en indre flamme, men det mest mærkelige var de var lige som en kats. Hun havde en kortærmet læderjakke, som var åben og som sad tæt til hende krop. Den havde flere flænger hist og her, men som passede til looket. Inden under havde hun en sort/blodrød korset på. Hun havde et halsbånd på fyldt med skarpe nitter. Så havde hun nogle sorte korte shorts på, med et bælte fyldt med alle mulige våben og andre ting. Om halsen havde hun en halskæde med sorte perler, og hvor der sad et omvendt pentagram for enden. Hun havde korte motercykelhansker på, og på den ene hånd som lå på hende lår havde hun knojern på hånden. Hun lagde hovedet på skrå, og sendte ham et morende blik. Man kunne tydelig forstille sig at hun forstilte sig alle mulige ting, som hun meget gerne ville gøre. Hun tog sin hat af og slyngede den så den landte på en lyssestage, så ilden blev slukket. Hun havde sammen ansigtstræk som isabella, men hendes hår var sort. Men det mest mærkelige var hun havde katteøre stikkende ud af håret.
"Er du virkelig interesseret i mig?"
Sagde hun med et morende ondt smil. Samtidig mærkede hun efter alle de personer der var i borgen, for hun kunne mærke dem tydelig pga at hun kunne mærke alle de bevistheder som var i nærheden af hende. For det var en god ting når hun skulle lave illusioner.

sakref kom med et lille fnøs da hun var færdig med at forvandle sig og var færdig med at snakke. han rejste sig op med hænderne på bordet. "på en måde kan man godt sige at jeg er intresseret i dig. du er en af de unikke ting jeg har set i mit liv så derfor har du vækket min nysgerrighed" sagde han med et ondt smil. noget var helt mærkeligt det kunne sakref mærke. hun prøvede at komme ind i hans bevisthed men det var umuligt at komme ind i hans. han var blevet immune imod hjernekontrol eller nogen slags tankevridning efter 20000 års træning. han havde end til videre aldrig mødt en der har kunne bryde den immunitet og det så ikke ud til at der ville komme til at ske. han kiggede på hende med nysgerrige øjne. hun var faktisk meget sexet på en speciel måde men han måtte holde sig fast. han ville ikke have un brød hans immunitet og han ville slet ikke falde i hendes besiddelse som en eller anden slave. han var kommet for langt til at han ville det.

Hun tog benene ned fra bordet, og lænede sig over bordet, hun blottede hendes smil. Hun havde også sylespidse tænder, men de var som en kats. Større spidse hjørnetænder, og små sylespidse tænder foran præcis som en kats.
"Så vil jeg svare på dit spørgsmål, nu hvor du er så interesseret i os."
Hun lænede sig veltilfreds tilbage og havde bare benene over kors, først kiggede hun bare på sine negle, som var skarpe og lignede som om de var belagt med sølv eller et eller andet form for metal. Så vendte hun blikket tilbage på ham. Så begyndte hun at tale, men samtidig hun talte. Så kunne Sakref tydelig mærke hvordan i den ene enden af borgen var to kommet op og slågse i en vild kamp. Lillith havde fået dem til at se illusioner så de to så hinanden som den de hadedet allermest af person. Så skete der ballade i den modsatte ende af borgen. Der i bare dette tilfælde havde den ene valgt at flygte fra vid og sans fra den anden, som løb som en galning efter den anden.
"Vi er 5 personligheder, og ja vi har alle et navn. Men vi har dog et fælles navn vi går under, men det bruger vi ikke af gode grunde. Jeg er den stærkeste, og mit navn er Lillith og jeg er vreden, hævnen og ondskabens side af Crasie. Så har du jo mødt Crasie den lavbenet, og så isabella den forførende side af Craie. Så er der to andre meget svage personligheder som du ikke har mødt endnu, og meget gerne ikke skulle gøre. Der er Stine som er Crasie's frygt og Mira som er det indre barn som lever inde i Crasie. Vi er alle blevet skabt pga af forskellige situationer, og allermest pga Crasie som har fortrængt for mange af hendes følelser."
Men hun fortalte især da hun nævnte de andre, sagde hun det med foragt. Det var tydeligt at hun slet ikke kunne lide de andre. Hun kom tanke om, da hun første gang var kommet frem, hvordan hun havde pint og torturet den kære skyggedæmon Jack, som havde mere end skadet Crasie. Hun smilte ondskabsfuldt over minderne.
"Men hvad så med dig? Er du en ond eller god dæmon?"
Det gjorde ikke nogen forskel for hende, kun hvis han måske var god, så ville det måske kun blive en lille tand sjovere.

sakref lyttede godt efter og smilte da hun så spurgte ham om han var god eller ond. han rejste sig op og begyndte at gå frem og tilbage "det er forskelligt hvem vi snakker om. mange mener jeg er ond og så er der mange andre der mener jeg er god. jeg siger selv at jeg er kun god ved dem der fortjener det og jeg er ond imod dem der selv beder om det. så som at skade enten mig eller mine venner" sagde han med et tryk på det sidste da han viste hvad hun havde lavet. han kiggede på hende med nysgerrige men også sure øjne. han hadede folk der istedet for at møde ham åbent så angriber de hans venner. dog var der noget helt galt, og det var ikke lillith der gjorde det her. det var sakref. man kunne mærke i hele slottet hvordan han var ved at blive sur over at hun 'legede' med hans venner. skyggerne begyndte at blive meget større og tykkere. selv hendes egen skygge. rummet følte sig også meget mindre nu. lyset fra udenfor virkede nu pludslig som ingenting. pludslig hørte man at kampen blev stoppet bragt op. det var fordi sakref havde teleporteret alle sine venner og alle i slottet ind i hans 'hemmelige' rum som var beskyttet af en barriere skabt af hans far der gjorde at alt magi der kom ude fra rummet ville ikke virke. så hvis man skulle lave magi så skulle man være inde i rummet.

Hun sad bare og kiggede uinteresant på det hele, og hun rodede ligegyldigt ved sine negler. Så vendte hendes opmærksomhed imod ham igen.
"Du kan smide et bjerg over mig hvis du vil. Men det vil ikke hjælpe, for du ved ikke hvor jeg er."
Så mærkede han lige pludselig skarpe kløer som borede sig let i i skuldrene på ham. Hendes hoved var ved hans øre.
"For desværre har jeg magt over dig, mere end du aner. Du tror sikkert at du kan klare alle, men desværre har alle deres overmand, ligesom mig. Men du er ikke min overmand slet ikke enddag. Du er bare mit nye legetøj."
For hans øjne, følelser alt. Kunne han mærke hvordan hans skygger var trukket tilbage, og lyset var kommet frem i rummet igen og skubbede alle hans skygger væk.
"Du kan blive ved med at sige til dig selv, at disse er illusioner. Men så fortæl mig om dette er sandt"
Hendes kløer var boret igennem kødet på ham, næsten ind til knoglerne skuldren. Nu sad hun igen på den stol i den anden ende af boret. Det var en illusion huh havde lavet med at hun havde boret igennem. Men hun var så kraftfuld at hun kunne snyde så meget sindets/Tankernes kræft, at det så i virkeligheden vil ske for vedkommende.
"Selvfølgelig er dette ikke meget, men det er et lille bevis på mine evner."
Hun så på ham med sammenknebet øjne, hun forventede ikke at det ville rører ham så meget, for han var jo fra the old school. Han vil ikke være så let at knække. Men hun havde åbenbart fundet en af hans svagheder, hans kære undersåtter. Så var hun forvandlet direkte om til kvinden som Crasie havde mødt tidligere idag. Hun vidste godt at han ville vide direkte at det ikke var hende kvinden, men hun ville bare provokere lidt, for nu gad hun ikke at snakke længere, hvis han dog ikke havde noget interesant tilbud til hende.

han blev ikke så meget overrasket at det hele var en illusion. han begyndte at grine virkelig højt da hun så forvandlede sig til nika bagefter. "tror du virkelig du har mig i din hule hånd?. tror du virkelig jeg er så nem at knække og tror du virkelig jeg er så dum nok til at tro at du nu er nika. tåbe du har ikke engang set mine krafter endnu. men du beder selv om det. fint du er nu min modstander og lad os nu se hvems skygge er stærkest" sagde han meget højt og fast og det var som om hans øjne sprang ud i flammer. og det var ikke engang normale sure øjne han havde. det var som om at nu som om at nu skulle legen begynde. han holdte sin venstre hånd op imod sit ansigt og pludslig samlede sig sort røg rundt om hans ansigt og da han fjernede sin hånd igen havde han pludslig sin maske på igen. "kom. angrib mig. bevis at du ikke er bare en svækling der bare gemmer sig under sølle illusioner." sagde han med nu en dyb dæmonisk stemme. han var nu pludslig blevet meget meget stærkere efter at have fået masken på. han havde stadig ingen våben på sig eller i hænderne. men dog var hans krafter noget stærkere.

"Hvis jeg virkelig bare laver dumme illusioner så se på dine skuldre og du vil se at de er ægte."
Hvis han kiggede på dem så ville han mærke at de var ægte, for han kunne højst sandsynlig mærke at det ikke var en illusion hun bare havde lavet. Hun så bare morende på ham, mens hun tog et stykke kage og bare spiste den fredeligt. Hun blev ikke lige frem rørt at hans forsøg på at vise sin magt, hun har mødt det der var værre. Stærk klar lys kom bagfra Sakref, og hvis han vendte sig om ville han se at en ærkeengel stod foran ham. Han kunne både mærke dens kræft, lygte den og se den. Det var dog en illusion Lillith lavede, men dog ville Sakref hurtig finde ud af at hvis han blev ramt, så ville han blive skadet i virkeligheden. Englen vinger lagde sig omkring ham, og han mærkede en stærk smerte gå igennem hans krop, mens englens lys bare borede sig igennem marv og ben på ham. Englen forsvandt dog hurtigt igen, men Sakref kunne stadigvæk mærke smerten fuldstændigt i hans krop, og det virkede langt fra en illusion. Lillith sad bare og kiggede på det hele med stor interesse. Hun smilte ondt.
"Vil du virkelig lege, for jeg kan blive ved hele natten, eller vil du hellere tilbude mig noget mere interesant end af gå i kødet på dig"
Hun kiggede på ham med fuld af foragt, men kunne tydelig mærke at hun var skideligeglad med hans autoritet. Han ville ikke kunne få ram på hende, for hun havde gjort sig fuldstændigt usynlig for ham. Hun var dog også et andet sted end han troede hun var.

han brølede af smerte men dog skete der noget. eller der var noget der var ved at ske. han vendte blikket med et ondt smil hen imod crasie. "det skulle du aldrig have gjort. fordi jeg kan ikke holde min illusion tilbage mere" sagde han med et ondt smil og man så hans hud som brandte sig væk og da det stoppede med at være i flammer så stod der nu et væsen. det havde højden som sakref men var ikke noget nær. alt lys blev slukket og sollyset udenfor blev pludslig dækket af en overnaturlig mørke. alt var mørkt men alligevel kunne man se alting som hvis det stadig var normalt. det væsen der stod foran crasie var meget mere overnaturligt stærkt end noget andet i verden. det var en kul sort skikkelse som næsten så ud til at være udelukkende af tyk sort røg. den havde store sorte vinger der dampede af det mørke røg på ryggen og havde noget der skulle ligne langt hår der gik helt ned af ryggen og strittede men det var stadig lavet af den røg. pludslig dukkede der to blodrøde lysende øjne som hvis man så et togs lys inde i en tunnel. crasie ville kunne mærke hvordan den styrke han havde nu skubbede hende på en måde ned bare med auraen. det var noget helt oppe i demi-guds krafter. den kiggede bare på crasie med sine lysende øjne og crasie kunne mærke pludslig hvordan hun mærkede en smerte i ryggen. det var en af skyggerne der var blevet til et spyd og gennemborede hende. dog viste sakref at det var en illusion og havde dukkede med et blik af et øje foran den rigtige og havde skubbet crasie hele vejen hen til muren og holdte hende oppe af muren uden hun kunne mærke gulvet. hans hud var som sorte flammer og brandte hende som flammer mod hendes hals.

Hun mærkede smerten i sin krop, men istedet for at skrige af smerte nød hun den. Det kunne godt værre at Sakref havde fundet hende, men dog havde han glemt en ting. Han kan slet ikke stole hverken på sin syn, lugte, føle, eller sin magisans som kunne fornemme andre. Hun havde ham lige som hun ville have det. Vred og lidt ukontrollet. Han kunne se ikke på grund af hendes illusioner at hun havde den stok som Sakref tidligere havde set den kære Crasie med. Stokken havde i begge ender en mekanisme, hvis man slog den ind i noget ville en 10 cm lang tveægget sælvspids komme ud. Før dette overhoved havde begyndt havde Lillith allerede slået den ud for en sikkerheds skyld. Uden han hverken kunne se at hun rykkede sin arm med stokken med et hårdt stød imod hans hals. så mærkede han hvor den skarp smerte borede sig igennem hans hals Han ville hurtigt opdage, at det ikke var illusion og at denne knivspids han nu havde i halsen var af sølv, men desværre for ham havde den også hellige tegn som dusørjæger brugte imod dæmoner. For lang tids siden havde Crasie nemlig sikret sig da hun havde købt den at lave disse tegn for så var hun ekstra beskyttet imod dæmoner. Især når det var lavet af sølv. Han kunne mærke hvordan hans kræft ebbede ud med blodet. Selvom det nok aldrig havde sket for ham før når han blev skadet, kunne han tydelig mærke hvordan han blev træt og udmattet, og han fik en stærk følelse af opgivelse. Lillith havde desværre magt over også følelser hos personer, som han nok ikke vidste. Lillith brugte hurtigt lejligheden til det, og han så hende bare forsvinde foran sig, og mærkede hans hud imod muren. Dog som han aldrig nogensinde ville kunne finde ud af, så var hun stadigvæk foran ham, og blev brændt af hans flammer. Men hun vidste at han ville lede efter hende isteder for at stå op af en mur, derfor ville han komme væk fra hende.

Han hørte en gøende bag ved sig og hvis han kiggede sig om så han hende stå med to snore i hånden. For enden stod der to massive hellhounds. De lignede kæmpe dobberman som bare havde 3 hoveder. Deres hud var sort, men der hvor normalt en dobberman var brun var de blodrøde. De knurrede og savlet røg ned på gulvet, som ligende som om de var lavet af flydende ild.
"Du har en chance til at vi ligger dette fra os. Ellers må jeg bruge værre ting imod dig, søde"

han brølede værken da hun stak kniven i halsen på ham eller da han mærkede sine egne flammer. han vendte bare imod lillith igen og så på hundende. han lavede en slags knurre lyd imens han stod stille. der kom ikke blod ud af hans sår mere. det var stoppet på magisk vis. han sagde ikke en lyd eller noget han kiggede bare på lillith. lillith ville kunne nu se at kniven var langsomt ved at smelte væk da den nu stod i store sorte flammer. uden hun nåede at se eller reagere var han allerede bag ved den rigtige lillith og havde taget fat i hendes nakke bag fra og svang hende ud af vinduet så langt at hun fløj ud af borgen og over muren hele vejen ind i skoven. han havde imens gjort at han gik ved siden af hundende og hans store skyggevinger stak igennem dem som store sværd og gennemborede hundende. han hoppede derefter ud af det knuste vindue og løb med en overnaturlig fart og sprang simpelhen over den 55 meter høje mur og landede lige ved siden af lillith. han sagde stadig ikke noget som om han ikke var sig selv lige nu som hvis han lige nu var et dyr med demi-gude styrke og krafter. alt rundt om ham af træer og af planter stod nu i store sorte flammer og han kiggede bare på lillith med mord stemplet i sine øjne som en ulv der kiggede på en lille kanin som den skulle have til middag.

"Hvordan kan du overhoved vide hvor hun er? Når hun laver illusioner at du hverken kan føle hendes aura eller magi, eller lugte hende, eller mærke hende, eller se hende??
Du har vist gjort dig selv lidt for overpowered? :D"

//det skyldes også at det er 100% af alt hans sorte magi sat løs. det er ukontrolleret og sindssygt og dødsens farligt. men den holder ikke evigt men på den tid kan han sagtens ligge kaos hvor han går men bagefter når den er stoppet så er han virkelig virkelig svag//

pludslig skete der noget. otte pile kom ned fra himlen og formede en firkant rundt om både sakref og lillith og længere inde i skoven hørte man noget som lød som en slog noget virkelig hårdt i jorden og det skabte et svagt jordskælv. pludslig kom der et skarpt lys inde fra skoven af hen imod dem og ramte pilene. pludslig var de begge fanget i hver deres firkant imens lyset bliver kraftigere og kraftigere og begynde at blive dræne både sakrefs krafter og lilliths krafter meget hurtigt. lillith når at se sakref falde på knæ og at hans flammer forsvinder virkelig hurtigt og han falder sammen. uden for firkanterne når lillith også at se to andre skikkelser. en mand i hvidt og en stor to hånds hammer i sin hånd lændt op af sin skulder og en kvinde. med rød hud og horn i panden og en flot sort og rød kjole.

//Ja men det er stadigvæk snyd//

Lillith mærkede hendes kræfter blev drænet, men det gjorde hende bare mere vred, og udløste mere hendes kræfter fra et gemt lager inde i hende, nemlig hendes sjæls energi. Lillith havde ikke opmærksomheden længere imod Sakref, for hun kunne tydelig at det ikke var som havde gjort men åbenbart disse to væsner. Hendes hud blev sort og hendes øjne rene røde, hun gjorde alt omkring dem sort, mørkere end mørk. Hun gravede lyn hurtigt med en rasende persons vrede et hul under i den bløde jord. Hun kravlede hurtigt under men da hun kom ud var hun lidt for svag til at hendes ben ville bære hende. Hun faldt til jorden, og istedet for at prøve at rejse sig op legede hun en som var besvimet. Mørket forsvandt og hun lignede igen Lillith. Hun brugte sine illusioner som ikke krævede sig meget energi, så det lignede at hun var besvimet, og hvis de gik hen for at mærke hendes puls, ville de mærke den som hos en besvimet person. Hvis de også mærkede hendes åndedragt så ville den også være svag. Hun slappede af i hele sin krop og gjorde sig slap, så hun ville være som en kludedukke. Hun kunne tydelig mærke at hun ikke havde så meget tid længere fra en af de andre tog over, hvis hun snart ikke fik gang i tingene, så det kunne holde de andre personligheder væk.

den ene skikkelse var en voksen mand. han lignede en på de 40 år. han havde stort sølvhvidt fuldskæg og havde halvlangt hår som hang ned over ørene men det var fjernet fra hans hår. hans var iklædt flot skindende pladerustning der skindede af det pureste guld med noget stof der gik over som var blåt med en flot guld fønix på sig. hans hammer var så stor at 20 fårehammere ville ligne ingenting i forhold til den. den var pyntet med diamander og flotte guld billeder. på selve hammer stykket var der en guld belangt fønix på og stoffet rundt om skaftet var flot blåt. den anden skikkelse var en kvinde. hun havde flot rød hud og flotte horn. hun var virkelig smuk med den mest perfekte krop nogensinde man ville have set. hun havde en flot langbue i sin hånd. den var pyntet med en drage på som holdte selve strængen på buen og strængen så ud til at være lavet af et eller andet virkelig stærkt og den havde en svag glød i sig. den havde ellers yderst på buen slags sværd stykker så hun ville sagtens kunne bruge buen som nærkampsvåben også. hun så ud til at være meget vågent og havde sin bue spændt hele tiden. hun havde et lige nu et fast blik og hun kiggede over det hele. manden begyndte at gå hen imod lillith men han nåede ikke at tage mere end et skridt før hun stoppede ham med at sige noget i et ukendt sprog. hun hviskede ham noget. stadig i det ukendte sprog i hans øre og han slog så sin hammer ned i jorden igen og en slags bølge blev sendt afsted så uanset om hvor man var så, så det ud til at man blev ramt og da den ramte selve lilliths illusion blev den bare slynget væk og den rigtige lillith blev også ramt og hun havde pludslig også lysende kæder rundt om sig som havde bundet både hendes arme og ben sammen på ryggen så den var næsten umulig at slippe ud fra, og plus at den begyndte også at dræne lilliths krafter men bare meget hurtigere. hvem var de? og hvordan kunne de alt det?.

Lillith fattede intet, men selvfølgelig hun havde intet på dem så hun kunne ikke lave de kræftige, som ville få dem til at virkelig tro på hendes illusioner. Lillith mærkede hvordan hun blev drænet og med det gik hendes forsvar ned med at beskytte sig imod de andre personligheder. Hun kunne ikke gøer andet end at overgive sig, så måtte hun vendte til et andet tidspunkt at komme frem igen og måske lang tid.

Kvinden som ellers havde ligget i kæderne var byttet ud med noget andet. På denne person røg kæderne af som ingen ting, men det var fordi de ikke passede hende. Mira kiggede undrende rundt, disse kæder kunne ikke dræne hende for energi for Mira ingen magi havde, så var der intet af suge ud af hende. Det var som regel altid Mira eller stine som kom lige efter Lillith havde været det. Mira vidste intet og forstod intet, hun kiggede op på manden i det hvide tøj med et børns nysgerrighed. Dette person som var før var en blandt de ondeste, stod et uskyldigt lille barn foran dem. Hun var kun 8 år gammel, og havde en hvid kjole på. Hendes lyse hår var sat op i rottehaler, og hun kiggede rundt omkring. Hun syntes det hele var spændende, men hun kunne ikke lide den røde kvinden eller væsnet i buret. Mira havde virkelig ingen anelse om hvad der var sket. Mira mærkede frygt, var ham i buret en vampyr. Der var intet mere som skræmte Mira end vampyrer. I hånden havde hun en teddybjørn med et lilla bånd, og den tog hun op til sig. Hun kiggede hen på den gamle vide mand med ren uskyldighed i øjnene.
"Er han en vampyr??"
Sagde Mira nervøst mens hun pegede på væsnet i buret. Hun rykkede et par skridt væk fra bagud og kom til at snuble over en sten. Hun slog sig og selvom tårene bed på, græd hun ej. Det ville hun ikke i hvert fald ikke lige nu. Hun sad bare på jorden og holdte bamsen tæt ind til sig og kiggede nysgerrigt imellem den hvide og den røde.

den voksne mand satte hammeren på skulderen og gik stille og roligt hen til mira og gik ned i knæ til hendes højde og smilte med et smil som strålede med godhed og en dejlig venlig varme. "nej nej han er ikke en vampyr han er en venlig dæmon som var blevet angrebet af et farligt væsen" sagde han med en så trøstende og venlig stemme at den ville kunne berolige det vildeste dyr. det der var nu i buret havde mistet alt kraft og havde landet næsegrus i jorden. kvinden fjernede buret og satte et sort lan over ham og satte ham op på skulderen. "kom vi må tilbage til de andre vi kan jo ikke have du er her ude i den her farlige skov fyldt med farlige væsener" sagde manden til mira med et venligt smil og holdte sin handskeklædte hånd frem hen imod hende for at kunne holde mira i hånden.

Mira nikkede til ham og blev helt tryg i hans selskab. Især da han fortalte at væsnet ikke var en vampyr, så åndede hun i hver til fald op. Der var intet mere der skræmte hende end dem, bare forstille en som sugede blod af en. Det var klamt og uhyggeligt. Hun tog hans hånd og gik med ham, så kiggede hun bekrymret frem og tilbage på væsnet som havde vist sig til ikke at være vampyr til den gamle mand.
"Klare han den? Han skal vel ikke død, for venlige folk må ikke død"
Sagde hun stædigt med det sidste, hun fattede ikke at gode mennesker og væsner skulle død. Nu kiggede hun på manden og prøvede at studere ham, hvad for en race var han? Hun kunne ikke huske alt det hun har af viden fra Crasie omkring racer, men hun gættede helt klart på at den røde kvinde var dæmon, eller måske en dragekvinde? Miras fantasi var som et barns, for hun var jo det indre barn til Crasie. Det barn der aldrig har fået lov til at være barn i Crasie liv. Godt nok kunne Mira ikke selv huske noget om hendes barndom, og det kunne hverken Crasie eller de andre.
"Hvem var det som gjorde det egenligt imod ham?"
Hun kiggede lige omkring, for hun havde ikke set hvem det var og måske kunne det være en i nærheden. Men på en måde havde Mira på fornemmelse hvem det var. Lillith. Mira var selv skræmt fra vid og sans af Lillith og det sammen var både Stine og Isabella. Men Crasie, ja Isabella har sagt at hun nægter at tro at Lillith, stine og Mira eksisterede. Så hvordan kunne Crasie overhoved have nogen chance for at blive bange for noget man ikke tror på, tænkte Mira for sig selv mens hun ventede svar fra den gamle mand.

han vendte lige hurtigt blikket hen imod kvinden og hun nikkede og han smilte stille. "han kommer til at være okay men jo hurtigere vi kan komme tilbage til borgen jo bedre så kom her vi har ikke ingen tid at spilde" sagde han med et smil og samlede mira op og satte hende op på sine skuldre. "det ved vi ikke vi nåede ikke at se så meget men hvem det end var så er personen væk for nu" sagde han bagefter og begyndte at gå med mira på sine skuldre. de begyndte at gå afsted igennem skoven igennem en lys grusvej hvor der var ikke så mange træer og der gik ikke så langt tid før de var tilbage henne ved borgen.

Mira syntes det var sjovt at sidde op på skuldren af den gamle mand. Han mindede hende allermest om en bedstefar. Hun kiggede ned og studerede hans våben. Hun kunne næsten ikke lade vær med at sige wow.
"wow. Hvor har du fået den hammer fra??"
Sagde hun nysgerrigt mens hun holdte blikket på hammeren, med alle de flotte aftegninger. Hun syntes at det var næsten en konge værdi. Hun huskede en gammel historie som Isabella havde fortalt til hende om. Som hun havde fået at vide fra Crasie.
En anden verden langt herfra men som lignede vores, var der en gud Reorx. Mira kunne ikke huske historien men guden Reorx var skaberen og han havde en stor hammer hvor han smedede verden. Det kunne næsten være den sammen hammer som den gamle mand havde. Så hørte hun lyde og hendes opmærksomhed vendte sig imod borgen. Hun blev helt chokeret hvor stor denne borg var. Endnu engang var hun målløs. Hun kiggede ned på den gamle mand og prikkede ham lige i hovedet for at få opmærksomheden.
"Bor der en konge og en dronning i denne borg?"
Sagde hun nysgerrigt, for selvom denne borg var på sin måde skummel, så var det for hende alligevel som om den var taget ud fra de eventyrer om ridder og prinsseser, kongen og dronning. Så skævede hun hurtigt blikket op i himlen og prøvede at kigge efter en bjergtop.
"Lever der så en drage her i nærheden?"
I de mange eventyrer hun havde hørt var der altid drager, hvis der var en borg med kongen, prinsseser og riddere.

"jeg fik hammeren af en god ven langt væk mod syd" svarede han mira imens de gik hen imod borgen igennem skoven. da de nærmede borgen spurgte mira sit spørgsmål. "der har levet en konge og dronning men ikke mere det er mange mange år siden. de kom ind i borgen. "nej der lever ikke drager her af jeg ved. men jeg ved der lever masser af drager mod nord" sagde han da de var kommet ind. han satte hende ned da de lige var kommet ind i borgen. "okay du bliver nød til at gå lidt herfra men hold mig i hånden vi er nød til at gå ned i kælderen og uanset hvad du ser og hvad du høre skal du ikke være bange så længe du er i nærheden af mig så er der ikke noget at være bange for" sagde han venligt og tog blidt hendes hånd og de begyndte at gå hen imod den første dør til højre for den store uhyggelige trone. da kvinden åbnede døren var der en lang trappe ned af der nok førte til kælderen. de begyndte at gå ned af trappen og jo længere de kom ned jo mørkere blev det men lyset fra faklerne holdte dog stadig noget lys. men det hele virkede dog stadig ikke så mørkt som hvis manden han på en måde skabte lys på magisk vis. da de var kommet helt ned kom de ned til en gang med tre døre. de gik hen imod døren der var lige foran dem og kvinden åbnede også den dør. inde i det næste rum var der en hel masse folk lige nu. ca 20-25 væsner. nogen lå på nogen slags senge hvor de var spændt fast og over det hele var der store maskiner og flasker med mærkelige ting. kvinden lagde sakref ned i en af de tomme senge og en lille væsen ca på højde med mira gik hen til dem. det lignede en lille rottevæsen. den gik på to ben og havde en hvid kittle på og havde slags briller på også. "vi har fået de andre til at være beroligende igen. hvordan har herren det?" sagde rotten. "vi har fået ham drænet for energi og han virker til at være i live lige nu" sagde kvinden med en stemme der var blød og på en måde beroligende som gjorde at hvis hun måske snakket mere ville man glemme omverden meget hurtigt. "godt jeg vil se til ham med det samme nu" sagde rotten og tog en stol og skubbede den hen til manden med det sorte lan over sig. rotten fjernede lanet og der på sengen lå der noget der lignede en mand. hans hud var ligbleg og hans kæbe havde ikke noget hud på sig så man kunne se hans kæbe knogler og hans tøj så gammelt og slidt ud og havde huller over det hele. hans fingre havde heller ikke noget hud eller kød på sig kun knogler der hang sammen. han lignede en undead.

Mira nikkede til ham da han sagde at hun skulle ikke være bange. Da de gik ned af trapperne blev dog Mira lidt nervøs, for hun kunne selvfølgelig ikke lide mørke. Men hun gjorde sig stærk og fortrak ikke en eneste mine. DA de kom ned i det store rum kiggede hun nysgerrigt omkring. Hvad er det dog for et sted? Er det virkelig døde personer. Masser af spørgsmål fløj igennem hendes hoved, og hun var meget tæt på at spørge, men så kom rotte manden. Hun kiggede særdeles interesseret på ham. Hun syntes at han så sød ud, og slet ikke dårlig. HUn havde heller aldrig forstået hvorfor mange personer ikke kunne lide rotter især kælerotter for de var så søde. Hun havde aldrig troet af der eksisteret sådan nogle personer, men hun blev ikke vildt imponeret, for i følge hende så eksisterede jo alle væsner fra hendes eventyr også i virkeligheden. Fpr normale personer især mennesker ville nok ha gloet lidt så underligt hvis de så den rotte i hvid kitle. Da rotten tog lagnet fra personen. Kunne hun ikke lade vær med at komme med et lille hvin. Hun syntes han så uhyggelig ud og trak sig mere ind til den gamle mand. Men dog gemte hun ikke hovedet væk for hun var stadigvæk nysgerrigt.
"Er han død"
Hun pegede på ham med den ene hånd og så op på den gamle.