du er måske lidt langt hjemmefra - crasie

manden bukkede ned til pigens højde. "nej han er ikke død han har en slags hvad man kan sige svaghed at når han ikke har mere energi kommer han til at ligne det der men du må ikke fortælle det til nogen" sagde han med en venlig stemme og holdte en finger foran munden så han lavede en tys lyd. den lille rotte tog et forstørrelses glas frem og kiggede på sakref.

"Okay det lover jeg på spejderære"
Sagde hun med et smil, og nu var hun ikke længere nervøs. Hun syntes det hele var så spændende og glædede sig til at se når den gode væsen, blev rask igen. Hun ønskede kun godt for personer, selv for onde personer. For hun var jo selv godhedens og uskyldighedens selv. Mira kunne ikke lade vær med at grine lavt da rotten havde taget forstørrelsesglasset frem, for så blev hans øjet tre dobbelt så stort og det så sjovt ud.

//sorry vidste ikke lige hvad jeg skulle skrive af mere//

//gør ikke noget//

rotten kiggede på sakref i et stykke tid igennem forstørrelsesglasset, hvorefter han hoppede ned fra stolen af og gik hen til en af hylderne og kiggede rundt rodede rundt med tingende. kvinden så ud til at være meget nærvøs over for sakref. hvem var de entenlig overhovedet efter som om at de hjælper sakref. rotten fandt noget og tog en lille krystal frem som var helt lilla og lyste svagt. han gik hen til sakref igen med krystallen og derefter puttede den i munden på sakref og puttede en hånd til sakrefs kæbe og skubbede til så sakrefs tænder knuste krystallen. pludslig skete der noget. der kom et slags svagt energi bølge som kun unge væsner ville kunne mærke og man kunne se at der var noget kul sort røg der begyndte at flyve rundt om sakref. der gik ikke så langt tid efter at røgen havde kravlet ind i sakref før han langsomt vågnede op. han havde ingen øjne men det lignede istedet som om at han havde flotte smaragder inde hvor øjnene skulle være istedet som lyste svagt men kraftigt nok til at man kunne se det. han kiggede lidt rundt og rejste sig langsomt op. man kunne høre hvordan hver eneste del af hans krop knirkede på grund af at han var næsten kun død hud og knogler. "argh hvad skete der?" sagde sakref med en svag stemme og så mira og kiggede lidt undrende på hende. "og hvem er hun?" spurgte sakref derefter. manden og kvinden vækslede blikke før manden svarede. "du var under angreb du havde forvandlet dig og du var tæt på at dø og din modstander også hvis vi ikke havde stoppet jer. derefter efter vi havde drænet både din og din modstanders energi forsvandt din modstander og istedet var der kun den her lille pige tilbage" sagde manden. sakref kiggede lidt undrende i et øjeblik før han sagde noget. "jeg er ved at blive for gammel til det her pis. men hvordan har mine lærlinge det?" sagde og spurgte sakref og kiggede på rotten. "de har det fint jeg har givet dem noget beroligende og bedøvelse så når de vågner burde de være okay igen" sagde rotten med sin meget tyske accent.

Mira slugte hver eneste detajle i sgi, og da krystallen blev knust mellem Sakrefs kæber. Så mærkede hun noget underligt noget, så hun lavede et lille spjæt. Hun kiggede undrende omkring, men dog forsvandt hendes undren hurtigt for nu så hun den store sorte røg, og så så hun ham blive levende. HUn blev hverken skræmt eller noget, hun syntes bare at det var så spændende. Da han sagde at han var gammel, så kiggede hun på ham med det ene øjenbryn løftet. Ham gammel?? Hun gned sig lige i øjnene, selvfølgelig så han sygelig men i hvert fald ikke gammel. Hun måtte ha hørt forkert for hun kunne ikke få det til at passe sammen. Så da Sakref spurgte til sine lærlinge om de var okay, forstå pigen ikke helt hvad han mente, hun havde da ikke set andre. Men da han sagde lærling begyndte minder at dukke frem i Miras hovede. Hun så for sit indre blik en smuk kvinde og 2 eller 3 drenge det kunne hun ikke se.

Nu stod Mira der ikke længere, men en til gengæld en meget forvirret Crasie. Hun var dog ikke blevet så meget højere. For Crasie havde hun lige fulgt Sakref til da de lige gik ind i rummet, til der hvor han havde tilbudt hende te. Så fik hun minderne fra Isabella, som sad ved bordet over for Sakref. Men intet mere kunne hun huske, hun så den gamle mand der stod lige ved siden af sig. Hun kunne tydelig mærke hans kragtige aura, og det sammen fra den djævle kvinden som stod ved siden af den gamle. Crasie trak sig imod muren væk fra de andre. Mira havde før ellers en bamse, men den var forvandlet sig om til hendes stok igen. Crasie stod roligt, men alle hendes muskler i hendes krop var spændt hun var klar på kamp. For hvad havde de gjort imod hende? Hvorfor var hun her? Hendes blik faldt på Sakref, han var total forandret. Men dog kunne hun tydelig mærke at det var ham pga af hans aura og hans bevisthed, som hun tydelig kunne føle. Hun kiggede hurtigt omkring, og for hende lignede det et halvt laboritorium og experimentsrum eller sådan noget. Ville de gøre noget på hende eller? Hun kontrollerede sine føleleser fuldstændigt, og spurgte hverken venligt eller uvenligt.
"Hvad er der sket, det sidste jeg husker er at vi var i borgen i et rum, hvor du tilbød mig te?"
Hun tog sin stok foran sig og lod begge hænder hvile på den.

sakref hoppede ned fra sengen af og holdte sin venstre hånd ud i luften. kort efter kom der en masse sort røg rundt om hans venstre hånd og da det forsvandt igen havde han en sort kappe der var mørkegrøn inde i kappen. han tog den på og tog hætten over hovedet og gjorde det samme igen men nu havde han istedet en maske i sin hånd istedet. han tog masken på og vendte imod crasie. "det der er sket var at du havde forvandlet til en der hedder lillith da jeg havde taget jordbær te til mig selv. hun begyndte så derefter at skabe kaos i min borg og prøvede at skade mine lærlinge og hun kæmpede imod mig og så kan jeg ikke huske mere end at jeg kunne mærke hvordan mine krafter tog overhånd af mig og så gik alt sort. men jeg kan dog huske noget med at i den tid det hele var sort mærkede jeg et stik i min skulder fra en kniv og så hørte jeg derefter lyden af en stok der blev smidt og metal der smeltede" sagde sakref imens han kiggede på crasie og gik lidt rundt. rotten hoppede ned og gik hen til sakref. "dit udsene vil af hvad mine udregninger siger komme tilbage om ca en uge" sagde rotten til sakref. sakref sukkede og kiggede tilbage på crasie. sakref var lidt nervøs for at hun skulle forvandle sig tilbage til lillith igen når som helst også selv om at hans bror og søster var i nærheden.

Crasie kiggede på ham med øjenbrynet løftet højt. Lillith?? Isabella havde godt nok fortalt Crasie om hende, men Crasie troede ikke på at hun eksisterede. Det må ha været numre fra Isabellas side af. Da han fortalte om stokken, så tog hun den og bankede den ind i foden. Normalt ville der komme den lange sølvspids ud, men der kom kun en meget lille stump ud.
"Det var satans!"
Dette var hendes yngling stok, hun vendte den lige om på den anden side og slog den ende ind i foden. Der kom en normal 10 cm lang tveægget sølvspids ud. Heldigvis var den ikke helt ødelagt, hun blev straks lettet. Men var dog meget vred på Isabella, at hun havde ødelagt den. Crasie slog den lige ind igen og den trak sig tilbage igen. Hun vendte den lige om så den var rigtig så hun havde metalfiguren under hånden. Crasie var ved at sige noget til at han havde sagt at det var Lillith. Måske havde han taget fejl, der kunne ha kommet en anden mens Isabella havde gemt sig et eller andet sted. Crasie ville nægte til næsten til dommedag at hun hverken havde Mira, Stine eller Lillith i sig. For hvordan kunne ha flere personligheder i sig?? Hun lod dog vær med at nævne noget til det, det ville nok ikke hjælpe lige nu for hun var i rime undertal lige nu. Men for Sakref som han jo ikke vidste, så var det en sjældenhed at han overhoved mødte Lillith, for hun kom kun frem så få gange at ja det ingen gang kunne tælles normalt. Men dog var der stadigvæk denne lille chance, især nu hvor Lillith dybt inde i Crasies underbevist var meget vred at hendes bytte var undsluppet.

sakref rejste sig op og så på sine lærlinge der sov i de andre senge ved siden af ham. "jeg vil gerne spørge dig crasie om du kan måske være her i nogen par uger? og det samme gælder med dig min bror og dig min søster om i gider det" sagde sakref imens han kiggede på sine lærlinge. manden og kvinden kiggede lidt på hinanden igen og så nikkede de til hinanden. "det vil vi meget gerne lillebror" sagde kvinden og kiggede på sakref som havde ryggen til dem. sakref var nysgerrig men også meget nervøs. han havde aldrig følt sig så svag. det var så længe siden at han har følt sig så forsvarsløs at det måtte være flere tusinder år siden. men sakref viste dog at hvis der var et væsen inde i crasie med kraften til at kontrollere både hans sanser og følelser så måtte han finde noget der kunne forsvare ham. han viste nu at hans opgave var nu mere krævende at den blev gjort end noget før. sakref hadede at føle sig svag især imod et væsen der ikke turde at tage kampen op med våben og fart. man kunne se på en måde at der var noget der uroliget sakref. han havde nemlig løftet den ene fods forreste del så det kun var hælen der var på jorden og så bevægede han foden frem og tilbage som hvis han prøvede at grave sin hæl ned i det kolde stengulv.

Crasie syntes at kunne mærke at der var et følelseskaos inde i Sakref, men hun var slet ikke sikkert for ham her var meget svær at tyde. Da han spurgte hende om at blive der, gik der et stykke tid før hun svarede. Hun ville allerførst bare ha sagt nej, men hun havde alligevel ikke noget at lave. Jo hun ville gå tilbage til sit hjem og så være rastløs igen, og så begynde at tage allemulige steder igen, for at få fat i nye spændende ting. Det mindede hende om at inde under hendes bukser på hendes højre lår, havde en meget speciel dagger med sig. Hun havde faktisk helt glemt den, men måske ville den på et eller andet tidspunkt komme til nytte. Hun valgte bare at nikke til ham, så det var tydeligt at hun sagde ja til hans tilbud. Hun trak hendes hætte over hovedet og hendes ansigt var endnu engang henlagt i mørke, mens hendes neonlilla øjne skinnede ud af hætten. Hun syntes at det var spændende nok ind til videre, ellers skulle hun nok få sneget sig ud igen, når det blev alt for kedeligt. sÅ Hun havde intet at miste syntes hun. Hun kunne dog ikke lide at være op af en dæmoner, hun har aldrig følt sig som en af dem, så derfor holdte hun sig helst fra dem. Men som sagt skulle man jo heller ikke bare bedømme for deres race, man vidste aldrig hvilke spændende ting der kunne komme ud af det. Men det var begyndt at gå stille og roligt op for hende at hun havde andre personligheder, for der var sket for mange ting i løbet af tiden at ikke alle kunne ha taget fejl. Men selvfølgelig kunne det også være Isabella. For der kunne være en side af Isabella som Crasie ikke kendte som var ond. Det hang jo rigtig godt sammen når Isabella næsten kunne forføre enhver og så komme tæt på dem, og så være ond. Men dog kunne Crasie aldrig tro at hun kunne finde på det, men Crasie havde strøgtanker.

"godt" sagde sakref efter at crasie havde svaret. man kunne høre udenfor at det begyndte at regne og tordne. det var faktisk meget kraftigt regn. lige så snart at de hørte det begyndte at regne begyndte rotten at taste noget ind i sin lille lommeregner og gik hen til sakref og hviskede noget til sakref. sakrefs øjne sprang næsten et lys da rotten var færdig med at hviske. "i må have mig undskyldt men jeg skal noget. mine ven rottenstein vil vise jer til jeres rum hvor i kommer til at sove" sagde sakref og gik hurtigt ud af laboratoriumet. rotten kiggede på dem lidt før han sagde noget. "okay jeg vil vise jer til jeres værelser. følg efter mig" sagde rotten med sin tyske accent. den begyndte at gå op af trapperne og da de var kommet op til tronsalen igen så gik rotten hen til den første dør til højre for tronen og bag døren var der en trappe der førte op af. han kig op af trappen og gik ind af den første dør de mødte op af trappen. inde bag var der et virkelig stort rum. det måtte være stuen da der var tre store sofaer og et lille bord i midten af sofaerne og på den højre væg var der et virkelig stort 56 tommer fladskærms tv hvor sofaerne var vendt så man kunne se tv imens man sad ned. resten af rummet var pyntet med gamle fine ting bortset fra højtaler systemet som så ud til at være sådan noget surround sound noget. i resten af rummet var der fem døre. den ene blev vist at det var et virkelig stort wc med både dyr brusekabine og et virkelig virkelig stort badekar og to vaske med et spejl til hver vask og i midten var der et lille pilleskab. de tre andre døre fik de vist at det var soveværelserne. hvert soveværelse havde en virkelig virkelig stor seng som ville kunne have plads til mindst tre væsener uden problemer. resten af rummet var også pyntet med skabe og reoler og tøjskabe. det sidste værelse fik de dog ikke vist da det var sakrefs soveværelse. sakrefs bror kom til at sove ved rummet ved siden af og ved siden af sakrefs brors rum skulle hans søster sove og ved siden af hende skulle crasie sove. efter at rotten havde vist dem hvor de skulle sove sagde han farvel til dem og gik. man kunne høre hvordan regnen ramte hårdt de store vinduer og hvordan tordenbragende kom meget tæt på.

Crasie fulgte pænt med dem dog et stykke på ca 3 meter. Hun indprintede inde i hendes hjerne, hvordan gangene lå så hun havde et indre kort inde i hovedet på hende. Man vidste aldrig hvornår man fik brug for en udgang. Hun syntes det var meget luksusiøst, hun var rime ligeglad med det store fjernsyn og højtalerne. Hun havde selv derhjemme en billedrørs tc på 30 tommer og det var hun glad for og behøvede ikke andet. For hun så normalt aldrig fjernsyn, det interesseret hende ikke for hun var nok lidt for gammeldags til det, hun ville langt hellere sidde med en bog foran hendes dejlige pejs. Crasie kunne ikke lade vær med at smile af tanken, hendes interesse faldt dog på de gamle ting som var pyntet hist og her. Hun var selv lidt en samler, hun havde selv mange værdifulde ting i hendes 2 etages lejlighed på 240 kvardratmeter. Da hun gik ind på sit soveværelse kunne hun faktisk næsten ikke lige at være der inde, og fordi der var så lyst op. Især fordi det var elektrisk lys (Ved ikke om du har det i din borg, men det regnede jeg med:D::D:D) Hun havde selv elektrisitet der hjemme, men hun hadede det falske lys, nok også fordi hun næsten kunne se lige i så godt i mørke som i daglys, så hun fortrak som lys fra en pejs eller fra et fakler eller sådan noget, det andet lys gik for meget i øjnene på hende syntes hun. Men dog var hun stadigvæk ligeglad om hun skulle være et sted med det, det rørte hende ikke særlig meget. Rummet var næsten også for luksusiøst for hendes smag, pænt ingen tvivl men hun kunne aldrig finde på at bo sådan et sted, eller jo det ville Isabella nok rigtig gerne. Det ville hun nok blive mere end lykkelig for, for hun elskede at blive behandlet som en dronning.

også selv om det regnede så meget som det gjorde kunne man lige ane en skikkelse ude i gården der sad på græsset i meditations stilling og havde ingen bluse eller overtøj på. ved siden af skikkelsen var der en kappe og en bluse og en maske. det måtte være sakref der sad ude i regnen. men det mærkeligeste var dog at rundt om ham var der en sådan en slags svag sort røg der fløj rundt som om at det var hans aura. man kunne dog ikke så meget ud af vinduet på grund af regnen og det hele. måske skulle man gå ud og se hvad han lavede ude i regnen eller skulle man blive inde og finde ud af mere om sakrefs familie?.

Crasie hørte regnen tydelig udenfor og havde faktisk lyst til at gå ud, men hun vidste ikke hvordan husets herre ville reagere på det. Så hun valgte at kigge ud istedet for og så så hun noget som helt klart vækkede hendes opmærksomhed og nysgerrighed. Hun kunne tydelig se en person ude i regnen, som så ud til at nyde det. Men det lignede dog så meget Sakref. Var han ikke sygelig, så skulle han da ikke ud i regnen? Eller var det nøjagtig omvendt, at det faktisk hjalp ham? Det havde Crasie ingen anelse om, for denne skyggedæmon var noget af et mysterium. Men nu havde hun dog en grund til at gå ud for husets herre var jo selv ude, men dog ville hun slet ikke forstyrre ham. Hun vidste selv hvordan det var at blive forstyrret, når man ikke ligefrem ville have det. Og han ville sikkert have privathed, for ellers ville han nok ikke ha sendt hans bror, hans søster og Crasie væk.
Crasie vendte brat om og gik af de veje hun tydelig kunne huske førte ud. Hun kom ud af den store dør og stod udenfor og lod den tunge regn falde på hende. Der var intet bedre end regn, for det første var det behageligt at mærke de dråber, og så tit i regnen lukkede det alle andre lyde ud. Så man kun kunne høre regnen og det var det sammen som når man lå på stranden og hørte bølgerne imod strandkanten. Crasie tog sin hætte trøje ned og mærkede regnen imod sine kinder. Hun besluttede dog hurtigt efter hun havde lige kigget omkring til at tage hættetrøjen af og lod den falde til jorden bag ved hende. Hun havde et lilla sort korset inde under, som lå til hendes krop, dog uden at fremhæve dem på den måde, som mange luder blandt andet gjorde. Hun lagde også sin stok oven på sin hættetrøje og lagde hovedet bagover, og lod ellers resten af hendes krop slappe af. Selvom regnen til tider gav hende minder som hun helst ville glemme, var det noget hun elskede i hele hendes sind og krop. Hun følte sig mere i live og mere et i naturen. Det var noget hun blandt andet elskede, at bare være der i naturen. Det var blandt andet derfor at hun elskede at være i mørkets skov. Der følte hun sig mere i live end i betonjunglen i menneskernes byer.

imens det regnede og tordnede skete der pludslig noget. det var som en eller anden var lige kommet ud af regnen til de andre men den her energi var henne ved sakref og ikke så meget i nærheden af hende dog var det som om at hvad enten var gået hen til sakref viste også hvor hun var. det var en mærkelig slags energi. den var ikke aggressive som hvis det var et blodtørstig morder men mere sådan lokkende. som om energien prøvede at trække crasie hen imod den. hvad kunne det være der havde den her energi eller hvem kunne det være. det måtte være noget der var nogenlunde stærkt. det var dog ikke lige så stærkt som sakrefs energi men den var stadig tydelig.

Crasie blev revet ud af sin egen trance, og vendte straks opmærksomheden imod det nye. Først var hendes tanker på at det var et eller andet med Sakref, men hun kunne tydelig mærke forskel. Det kunne kun være en anden, dog hvis sakref havde en anden personlighed. Men det regnede Crasie dog ikke med, for det var kun så få som led af det. Hun kunne mærke hvordan den var lokkende og hendes tanker blev ledt hen på Isabella. Hun havde nemlig også selv den der lokkende/forførende aura/energi. Gad vide om hun skulle lade sig trække ind i det? Det var næsten for fristende at lade vær med at ikke gå med ind til. Men desværre havde Crasie det forsvar at hun havde meget mangel på tiltro til ting, så derigennem kunne hun nok styre sig langt bedre end måske andre. Men hun rykkede sig stadigvæk ikke ud af stedet, for hun frygtede det ikke, så det kunne bare komme an hvis det var. Hun ville heller ikke gå fra det, det var hun også for nysgerrig til at gøre. Men hun ville heller ikke trække væk for at vise svaghed over for det, for altid dem som løber væk bliver set som et ofre/byttedyr. Det var Crasie ikke, hvis hun var noget så var det et rovdyr. Hun kiggede dog over ved Sakref for at se hvad der skete derovre. Hvad det ham som havde fremmanet dette eller var det selv en trussel for ham. Det var slet ikke til at vide syntes Crasie så hun valgte bare at se på og så hvordan tingene forløb sig derfra.

hun kunne se at det var en kvinde. den smukkeste kvinde nogensinde crasie havde set. hun havde den perfekte krop med de perfekte former og det hele. hun var nogenlunde høj nok den normale højde og så så hun ud til at ikke være menneske da hendes hud var lyselilla og rød orange hår, orange øjenfarve, en hale, to horn der så ud til at være 10-15 cm lange, og små vinger på ryggen. hun sad ned ved siden af sakref og snakkede med ham. hun havde det mest vidunderligste smil som næsten på en måde trak crasie meget meget mere end hvad den energi gjorde. den her kvinde var faktisk mere perfekt end hvad isabella var og også noget stærkere kunne man mærke. dog det eneste der var måske lidt over kanten for nogen var hendes bryster som måtte være mindst g-skåle.

Crasie kunne ikke lade vær med at få øjnene fra hende, og hun mærkede tydelig den ivrige Isabella i sig, som ville straks hoppe i kanen med hende. Men Crasie naturlige mistroiskhed kunne holde Isabella tilbage i hvert fald ind til videre, men hvor længe det ville tiden vise sig. Men nok uheldigt fra denne nyankommende kvinde, hvis det var hendes mening af fortrylle alle med hendes skønhed. Så blev Crasie ikke tiltrukket ligefrem af ydre skønhed minus Isabella, for Crasie blev tiltrukket af den indre skønhed der lå hos både grimme og pæne folk. Men desværre havde tit pæne folk en grim indre skønhed. Crasie mistoriskhed hjalp heller ikke når kvinden så helt klart ud til at være en form for en dæmon. Crasie havde lyst til at gå derhen og lytte, hvad de snakkede om. Men hvis det var noget privat havde hun ikke lige frem lyst til at forstyrre dem, især ikke når det var husets herre som hun nu skulle være i mindst en uge hos. Det ville ikke gå godt at fornærme ham, så Crasie kontrollerede sig selv men nysgerrigheden ulmede dog i hende. Så hun kunne ikke helt så og nyde regnen, for nu var hun begyndt at blive meget rastløs blandt andet på grund af hendes nysgerrighed, som hele tiden ledte hendes tanker et andet sted hen, end der hvor hun prøvede. Så derfor valgte Crasie at gå frem og tilbage med halvanden meters mellemrum før hun valgte at vende om. Hun lignede nok allermest en som ventede utålmodigt på nogen.

kvinden og sakref sad og snakkede lidt sammen og imens kunne crasie tydelig se sakrefs ødelagte udsene og døde hud blive mere sund og faktisk blive repareret af hver regndråbe der ramte ham imens han snakkede. det lignede faktisk som om at når en regndråbe ramte ham at den dråbe blev så til sort røg som sugede sig ind i hans krop og blev til hud, kød, og så mere rask ud. hvad mon gjorde sakref sådan? hvad var hans evner mon? og hvor kraftige er de mon. kvinden rejste sig derefter og gav sakref et kys på kinden og gik afsted hvorefter hun lige så crasie sidde lidt længere væk. hun begyndte stille og roligt at gå hen imod crasie og stoppede op da hun var nogen få meter væk fra crasie. "hej du må være den nye gæst her? mit navn er zaela" sagde hun med den mest venligeste stemme nogensinde i hele verden. hun havde et venligt smil der kunne næsten smelte hvert eneste væsens hjerte. dog man kunne se at hun havde ikke helt normale tænder som et menneske. hun havde nemlig to ydretænder der var spidse ligesom en vampyr men hendes var ikke lige så lange. men det klædte hende faktisk.

Crasie kunne ikke lade vær med at flere gange kigge hen på de to, og så lagde hun mærke til noget, som hun nok ikke havde før. Hun så bare regndråberne hvordan de helede ham? Hvordan går han det? er det fordi han bruger skyggerne i regndråberne, eller har han noget som gør at han kan opsuge dråberne. Da kvinden rejste sig op og gik imod Crasie, holdte Crasie blikket fast imod kvinde, dog ikke på en uvenlig måde. Men hun ville ikke slippe hende ud af syne før hun er langt væk. Så slå en tanke i hende, nu ved hun hvad denne dæmon var. Hun var en succubus, hvordan kunne Crasie have overset det. Men var de ikke yderst sjældne? Det vidste Crasie dog ikke så meget om, men hun vidste at det var forførende djævler/dæmoner, som næsten kunne forføre enhver og de var altid perfekte, lidt for perfekte efter Crasies smag. Hun havde dog også læst sig til, at når succubus fandt et ofre, så ville de prøve at beholde ofret i så lang tid blandt andet gå tit i seng med dem. Og jo længere tid der gik men ofret var under deres forførelse, ville de sluge kræften og sjælenergien ud af dem. Ind til de var nogle tomme skalle og så gik de videre til næste. Det var selvfølgelig bare rygter og fortællinger, men stadigvæk det gjorde ikke Crasie mindre tryg. Men man kunne ikke se nogen tegn hos Crasie at hun var begyndt at blive utryg ved det hele, kun hvis man kendte hende så godt, at man ville kunne se at hendes øjenspupiller altid blev større når hun var usikker. Da hun kom hen og sagde hej til hende med et smil. Så smilte Crasie venligt igen og viste hele hendes rækker af tænder som var sylespidse.
"Ja, jeg er ny her og bare kald mig Crasie"
Crasie rakte hånden ud til at give hende et fast håndtryk. Det var en vane Crasie havde med når hun hilste på folk.

zaela tog blidt crasies hånd "rart at møde dig crasie" sagde hun og slap derefter crasies hånd igen. "hvad synes du så end til videre om stedet her hvis man ser bort fra alle de ting der lige var sket imens du var her" sagde hun og satte sig ved siden af crasie. hun virkede meget venlig hende zaela. men hvem var hun entenlig. hun så ud til at være helt upåvirket over de ting der var sket på borgen her. hun lignede ikke en som var en af sakrefs lærlinge. hun lå jo ikke i sengene som de andre gjorde så hvad var hun?

"Jeg syntes, det er et meget interesant sted."
Crasie var lige ved at sige at hun intet husker om hvad der er sket. Det var jo sandt, men det var måske ikke så godt at sige det foran denne succubus. For hun kunne måske bruge det på en eller anden måde til at forføre Crasie eller et eller andet, så Crasie ville helst prøve at lade vær med at sige for mange informationer om sig selv til hende. Men det kunne jo være at Sakref har fortalt noget om hende. Men uheldigvis kendte han jo intet til hende, ude over det han kunne analysere sig til. Kvinden som kaldte sig Zaela virkede ikke til at være en lærling, det havde Crasie op fornemmelse. For hun virkede så anderledes i forehold til drengene og kvinden.
"Nu hvor du spørg mig, hvem er du så?"
Crasie tog armene let på kors og så på Zaela med nysgerrighed. Er dette et sammensværelse, hvor Crasie var på en eller anden måde bleve indblandet nu. Ville de bruge hende til noget, andre tanker i den retning fløj igennem hendes hoved. Eller har de som de eneste fundet ud af at Crasie ikke var en dæmon men noget andet. Nej det kunne de ikke, for det var kun en teori som Crasie havde i sig omkring sin oprindelse. Hun havde i forevejen været snart hos så mange, og alle sagde det sammen at hun var sjæledæmon. Men hvorfor følte hun det så ikke? Crasie skubbede det hurtigt til siden og så afventende på Zaela efter svar.

"jeg er zaela morladin datter af sakref morladin og er en succubus og er ca 15 uger gammel" sagde hun med et drilsk blik. var hun virkelig KUN 15 uger gammel? hun var jo meget stærk af en af hendes alder at være så. og hvordan kunne hun være så virkelig meget ung og ligne en på 18 år?. gad viden hvad historien var om hende.

Crasie kunne ikke lagde vær med at kigge lidt imponerende på hende. Kun 15 uger? Alligevel kunne Crasie ikke blive overrasket for hvis hun var Sakref datter, så var hun nok født med stærke evner som hun havde arvet fra sin far af. Så derfor var hun nok udviklet som hun var men måske kunne det også være på grund af hendes race, det kunne være at de udviklede hurtigt. Det havde hun ingen anelse om for hun vidste næsten intet om dem.
"Så du er hans datter ja så."
Sagde Crasie lidt drillende tilbage, men dybt inde i hende var Lillith opmærksom på alt især at denne succubus var hans datter. Hvis Lillith slap ud på et tidspunkt så ville hun gå efter hende først. Men Lillith var så langt væk inde i Crasies personlighed at der nok ikke var en chance for at hun slap ud før om meget langt tid. Og der havde hun sikkert fundet sig et nyt bytte.
"Og du er kun 15 uger, er det så pga din race at du allerede er voksen eller?"
Spurgte Crasie nysgerrigt for hun ville gerne vide mere om denne race. Det kunne være at det blev nyttet på et tidspunkt. Ellers var det bare spændende at vide noget om denne race, for Crasie havde altid været interesseret i forskellige racer, hun havde utrolig mange bøger om dem derhjemme. Det var nok også fordi hun ville finde ud af hvad hun selv var.

"nej det skyldes ikke min race at jeg er vokset så hurtigt. det skyldes den måde jeg blev født. ser du jeg er ikke født som andre væsener med en far og en mor som har sex og så får et barn på den måde. jeg er blevet skabt ved hjælp af magi og videnskab. så det var sådan jeg er blevet født og derfor jeg er vokset så hurtigt. jeg har skam også hjernen som en voksen uanset hvad" sagde zaela med et venligt smil.

Magi og videnskab? Så hun var vist alligevel ikke en rigtig datter til Sakref, hvis hun bare at blevet skabt af noget andet. Hun havde hørt at videnskaben var noget langt, men hun havde aldrig hørt at det var blevet kombineret, for normalt blev de to ting holdt langt fra hinanden. Det har hun selv set hvordan blandt andet hekse blev jaget fordi de kunne magi, og hvordan samfundet udviklede i videnskabens navn. Crasie har aldrig kunne lide videnskaben for det var noget mennesker havde skabt, hun kunne langt bedre lide den ægte magi som ligger omkring os alle. For det var naturen og ikke det der kunstige noget. Men hun havde aldrig tænkt på at man kunne kombinere det, det måtte ha krævet stor arbejde og stor viden og sikkert mange forsøg og eksperimenter. Der gik et lille gys igennem hende da hun tænkte på eksperimenter. For hun havde også selv set hvordan både mennesker og dyr blev forsøgt med til alle mulige ting. Hun har selv også set at en dæmon blev taget til fangen af en hemmelig gruppe inden for regeringen hvor de ville finde ud af hvordan de kunne trække kræften ud af dem til at så putte det over til mennesker. Så de så havde nye supersoldater.
"Så du er ikke sakrefs kød og blod eller?"
Spurgte Crasie nygerrigt til.

"nok ikke kød men blod er jeg og det er det der gør at jeg er hans datter" sagde hun med et smil. hvordan var det muligt at putte et andet væsens blod ind i noget der var blevet skabt?. det lød mærkeligt. måske skulle crasie snakke med en der havde boet længe her på slottet. andre end sakref.