Rendevous ( Zean)

Af en eller anden grund bed alle hendes følelser ikke på ham. Ikke nu, ikke denne gang.
Løbe væk, ja, det var hvad han havde sagt, for det var det hun selv havde snakket om. At gøre nogen ondt så hun selv kunne komme væk.
"Ja, jeg siger heller ikke det var forkert, det mod elveren...." sagde han roligt, sådan var naturen, den stærkeste vandt. Så det var bare med at bide igen.
Han så lidt på hende og blev endnu en gang overfaldet af sin fortid.
Han havde dræbt mange gennem livet, alt for mange måske, men de første par gange havde det været...underligt. Han havde hele tiden fået af vide at det var nødvendigt for hans overlevelse og han vænnede sig hurtigt til det.
Men først og anden gang han slog ihjel...Det havde sat nogle spor. Dog ingen der virkede synderligt på hans senere liv.
Men han vidste nok at det nok ikke var det man skulle sige til camille....Hun ville flippe ud over det, med at folk døde hele tiden og hun måske ville vænne sig til det...Men hun lignede ikke ligefrem en der havde lyst til at dræbe.
Han trak på skuldrene.
"Folk dør hele tiden...Jeg har et anderledes syn på det end du har...Men alligevel...Det kan godt være du fortryder det, men hvad hjælper det? Sket er sket..." som regl jagtede han også resten af familien, hvis han fik slået en ihjel med familie...Og nogen gange holdt han bare øje med dem og gjorde dem alle sindssyge på sin egen måde. Det hele ikke mere end næsten 2 år siden, da han fandt Dawn.
"Du skal...måske, kunne koncentrere dig om hvad du gør, du bruger den, ja, men jeg tror du måske kan bruge den mere målrettet og med lidt koncentration kan du selv styre hvad den skal gøre hvornår og ikke bare få ting til at glide gennem luften" sagde han og tog en tår vand

Camille rømmede sig lidt og forsøgte at få has på de følelser mindet frembragte.
Det var ikke et fornuftigt valg af sted at udbasunerer følelser, hverken over Zean eller overfor det øvrige klientel.
*Pis* for gennem hendes tanker og de forsatte med at bygge deres eget lille fine spind som Camille bare måtte se sig fanget i. Som en edderkop, der på mystisk vis fanges i sit eget net.

" ja ..der død folk Zean, men jeg ønske bare ikke de skal dø på grund af mig.Jeg er ikke en engel, jeg er en egoist, de tager et lille stykke af min sjæl hver gang og for hvert et stykke jeg mister bliver jeg mindre hel...sådan føles det nogenlunde " forsøgte hun at forklare men mærkede så at hun ikke havde lyst til at delagtiggøre ham i hendes følelser , ikke denne gang.Gerne hendes tanker, men det andet...nej.

Han så lidt på hende og trak på skuldrene.
"Hvis du bliver ved længe nok vænner du dig til det..." han smilte lidt til hende for at lette stemningen. Hun ville nok blive sur nu...men på den anden side, det ville da være underligt hvis de ikke blev uvenner mens de var sammen, ikk? Det gjorde de jo hele tiden.

Hun himlede med øjnene.
hvordan var hun dog endt med ham som mentor.
" Bliver ved længe nok ?! har du helt misforstået hele grundlaget for min træning, for real?
jeg skal da undgå det Zean " sagde hun og begyndte at blive lidt uroligt.
Han tog al for let på det at dræbe, ellers tog hun al for let på det hav var dæmon.
Det var aldrig al for let at være sammen med ham. Altid en balancegang som var hun en linedaserinde.

Han så lidt på hende og kunne ikke lade være at smile.
"Jeg ved da godt du vil undgå det" svarede han blot og trak let på skuldrene. Hvordan havde han rodede sig ud i dette, tænkte han endnu en gang. Han duede ikke til at lære folk noget. Duede faktisk kun til at passe på sig selv...i længden. Han sukkede svagt og så sig omkring, for så at se på sin vand. Han kunne faktisk godt drikke noget stærkere...faktisk fik han mere og mere lyst til det...

" Nå, jamen så længe du ved det ...så er det jo en god start " smilede hun og bankede lidt med en finger på bordet, uden selv at være opmærksom på det.
Hun fin studerede hans ansigt, hans træk...der var så afgjort noget under optræk.
Camille ville gerne vide det, bare for at støtte en ven, men Zean var bare så afvisende hvis han først havde besluttet sig.
Der var dog en aura omkring ham af rastløshed, tvivl eller noget helt helt andet?
" Zean... hvad er der galt...og vær nu sød ikke at sige ingenting" forsøgte hun igen at ligge op til lidt dialog.

Som regl blev folk ikke ved. De gav som regl op når de opdagede Zean ikke gad åbne munden foran dem. Okay, nogen var døde på vejen fordi de var blevet ved...havde irriteret ham..Men...Tja. Det skete vel?
Zean havde aldrig været van til at snakke med sig selv, faktisk altid blevet opdraget til det modsatte. At holde kortene tæt ind til kroppen. Han så lidt på hende og sukkede svagt.
"Det er ikke noget du skal blande dig i...Virkelig" sagde han og tog en tår af sin vand.

" Det har jeg forstået ...som sådan " hun pillede lidt nervøst ved sit glas, hvor langt kunne hun gå, burde hun gå for at give ham det lille "puf" der skulle til før han blødte lidt op.
Emsighed var ikke det der beskrev hende bedst, men omsorgsfuld for dem i hendes verden der betød noget, det var hun klart, også for dem der helst ville være foruden for hvordan tøjlede man er omsorg ?
" Det er ikke for at blande mig, det ved du vel godt...det bare det...jeg kan jo mærke at der er ..noget ...og at du ikke just er ved at boble over af glæde. jeg vil bare hjælpe, bare lytte " prøvede hun igen i en blid tone .

Han rystede på hovedet og virkede pludselig rastløs...Som om han havde en masse energi der bare skulle brændes af...helst nu.
Han drak resten af sin vand.
"Skal vi gå?" han så på hende
"Kan ikke sidde stille et minut mere..." han så væk uden rigtig at se på noget specielt og uden at tage emnet op til videre snak. Faktisk var han ved at kaste bolden ret langt væk...
"Det var dine evner vi kom fra, ikke?" hellere et umuligt emne end...det andet.

Han virkede ikke helt som sig selv , ikke helt så rolig og fattet som vanligt.
Havde en del indestængt energi....dét var enten noget godt der fik ham til at trippe...eller dét var noget virkeligt ...møg.
Camille så han tømte sit glas og ville afsted med dét samme.
Hun tog en hurtig mundfuld, og forlod resten af indholdet.Sammen forlod de ' dét vilde svin ' med en del øjne i nakken.
Camille begyndte at blive urolig...hvad var der galt med ham.
" mine evner..ja... Jeg skal nok forsøge at øve mig på koncentration " men hun gjore et dårligt job allerede nu, for hendes tanker kredsede om hvad hans udfordring. Hans problem kunne være...hvad fik ham ud af balance på denne måde ?

Da han kom udenfor blev det ikke stort bedre, selv om han ikke længe følte sig...lukket inde.
Han ville på en måde ønske Camille ikke havde været der, lige nu i hvert fald, for normalt kunne han godt lide hendes selskab...Han sukkede og tvang sig selv til at slappe lidt af. Eller kunne han nok have løbet en stor tur. Han begyndte i stedet at gå og gik ud fra hun fulgte med. Han trak svagt på skuldrene til det hun sagde, uden rigtig at vide hvad han skulle sige til det.

" Hey hotshot...hvor skal vi hen ?" Camille fulgte med så godt hun kunne og måtte gå i et lidt hurtigere tempo end vanligt.
Hun så på sit armbånd med de kulørte lædderremme og den lille dråbbeformet sten. stenen besad evnen til altid at holde hende varm, dét var en meget omsorgsfuld gave Isabella havde givet hende, mon man også kunne få noget der ligesom opblødte genstridige mænd ? Hun smilede lidt ved tanken herom.
Camille var ved at få nok af hans 'energi bobel ' nogen måtte punkteter den så han igen blev...sig selv.
Hun vidste at han ville blive vred, men hvad ellers kunne hun gøre ?
Hun stillede sig med et foran ham, stod med let spredte ben og fødderne solidt plaseret i jorden.
Hun holdte en strakt arm ud med hånden mod hans bryst.
" Stop så Zean, hvad pokker er der med dig? " Camille blokerede vejen , eller idet mindste var dét hendes hensigt at forsøge dét.

Han stoppede op og mærkede vreden og irritationen vælde op i sig...Han skiftede vægten fra det ene ben til det andet hele tiden som om han var usikker på det hele.
"Jeg vil ikke snakke om det! Okay?!" udbrød han pludselig og gik et skridt baglæns mens han så lidt omkring sig. Han trampede kort i jorden, han kunne slet ikke...tænke lige nu. Han forstod det ikke selv, der var da ikke noget der gik ham sådan på...var der? Nej...Vel? Han forstod ikke hvorfor han reagerede som han gjorde...

Camille lod sin arm glide ned langs siden igen.
Hun betragtede ham, Zean...noget var way off...næsten som den dag de var på reegie ,dog uden alkoholens slørende og farlige indflydelse.
Han ville eksploderer, eller slå nogen ned...før eller siden.* bedre mig end en uskyldig.* tænkte hun og ville nu bevidst provokerer ham til en reaktion, forhåbenlig en der fik ham til at åbne op...hvordan skulle hun ellers kunne hjælpe ?
Hun trådte frem...tæt på ham, så lavede hun en næserynken som brød hun sig ikke selv om dét næste...hun gik mod ham og med begge hænder gav hun ham et hårdt puf i brystet, som lagde hun op til kamp.
" tal.. Zean.."

Han greb fat i hende og dunkede hende op mod væggen i et kort øjebliks blind vrede.
Han slap hende dog hurtigt igen, han kunne da ikke...dette mod Camille. Han kunne ikke gøre hende ondt selv om hun lagde op til det. Selv om det tydeligvis var meningen....
"Lad være...Camille...Du ved hvor meget skade jeg kan lave..." sagde han så roligt som han nu kunne få sin stemme til at være. Han gik nogle skridt baglæns da en mand kom ud fra det vilde svin. Han så lidt på dem.
"Gør du denne kvinde fortræd?" spurgte han og gik et skridt hen mod dem....

Camille nåede ikke at tænke før end hans hænder lukkede sig om hende og hun blev slået op mod muren.
Luften i hendes lunger blev stødt ud og hun kiggede på ham med et blik der udstrålede frustration og spørgsmål .
" Zean...fortæl hvad der er galt " nåede hun lige at sige , da hun igen havde fået inhaleret noget luft, så blev de afbrudt af en stemme.
" Nej...her er ikke problemer " prøvede hun at afvæbne manden .Men dét han så var Zean der havde haft fat i hende og en lidt omtumlet Camille stadig op af en mur.
" Alt er fint " gentog hun nærmest som et spørgsmål idet hun samtidig kiggede på Zean og løftede begge øjenbryn.

Han så fra den ene til den anden uden rigtig at vide hvad han skulle gøre...Han havde lyst til at overfalde manden, bare gennem tæske ham...Eller noget. Men på den anden side...Han havde allerede, set med hans egen øjne, været ved at gøre Camille ondt, også selv om hun selv var ude om det...
"Alt er fint" sagde han med et ekstra tryk på fint. Manden så lidt frem og tilbage mellem dem og nikkede så tøvende, men pegede så på Zean
"Jeg holder øje med dig!" så vendte han om og gik.
Hans blik borede sig ind i mandens ryg. HVad bildte han sig ind? Han overvejede virkelig...Virkelig at komme efter ham...Han knurrede svagt

Lettet over at have reddet stormen af , trådte hun lidt væk fra muren, så hun lettere kunne...ikke blive mast.
Hun så han var anspændt, musklerne spændt og hørte hans knurren der tydeligt varslede misfornøjenhed og en direkte advarelse.
Ingen ro , ingen udløsning.
Hun lagde en forsigtig hånd på hans skulder .."synes du ikke lige du skal tage dét roligt...sæt dog ord på hvad dét her skyldes, inden dét går...galt...Zean ".

Sætte ord på det? Bedte hun en person, der aldrig havde snakket med nogen om...ting, problemer, om at sætte ord på det?
Han trådte lidt væk så hendes hånd gled af ham, men gjorde så ikke mere.
Han lukkede øjnene et øjeblik og prøvede at slappe lidt på af.
"Det kan jeg ikke...Det kan jeg bare ikke..." han åbnede dem igen og så sig lidt omkring, lidt roligere.
"undskyld...Jeg ved ikke hvad der går af mig..." han skiftede vægten fra det ene ben til det næste...Sulten. Han var sulten. Efter en dejlig sjæl....han så sig omkring, bange for at blive alt for opmærksom på Camilles sjæl, selv om han sagtens kunne styre sin sult...

Camille lod ham trække sig lidt væk.
Var han ved at blive mere rolig ? Dét ville som udgangspunkt være helt fint, men årsagen drev hende til vanvid.
Zean var den mest kontrollerede person...eller nærmere væsen hun kendte, og når han var ude af trit sådan...så burde man vel bekymre sig, burde man ik ?
Hun sukkede og sagde stille, uden spor af ironi.." du behøver ikke undskylde overfor mig...dét er tydeligt et eller andet nærmest æder dig op indefra ...pas nu på du ikke går en størrelse ned i tøj på den bekostning " forsøgte hun bedre hans humør med en joke.

Han så lidt på hende og smilte lidt.
"Jeg spiser som regl sjældent almindelig menneskemad...Så det ændre sig nok ikke..." han trak på skuldrene og så sig omkring.
"Men nu du siger det...Så er jeg sulten. Bare s ådu ved det" sagde han, han vidste godt Camille ikke ville løbe skrigene væk ved det, men alligevel.
Han så sig lidt omkring og sukkede svagt, rystede lidt på hovedet. Det havde også været nogle underlige...uger.

"Dét muligt du er sulten honey, men hvis du slurpre min sjæl i dig så er der en hel snes vampyrer der mister deres snack. Og dét kan vi jo ikke have. Vel ?" Sagde hun ironisk men spekulerede lidt over hvor stor en sult han havde, kunne den styres og medførte den altid død.
"Eh...du skal ikke til at...dræbe...nogen eller noget...nu, Zean ?" Næsten hviskede hun til ham og undgik hans blik.

Han sukkede svagt. Dette var ikke hans dag. Igen. Han hade denne dag mere og mere.
Han så sig lidt uroligt omkring.
"Faktisk...Jeg venter bare" han smilte svagt til hende, hun vidste godt det betød død.

Hun krympede sig lidt ved hans ord og havde mest lyst til at bede ham lade vær, men hvordan kunne hun dét?
Han måtte jo spise for selv at leve og kunne man sige en andens liv var mere værd end Zeans ? Nej. Sikke et rod, hun fik et lille snært af kvalme.
". Du venter...fint nok " hun stod rastløs tilbage, urolig over denne fyr, denne mand som var ude af balance og på ingen måde kunne eller ville hjælpes.
Camille så op på ham og spurgte " hvad har du lyst til...eller brug for ?"

Han smilte lidt til hende og rystede på hovedet.
"Skal vi ikke bare...gå lidt?" foreslog han, det havde han mest lyst til, han tænkte bedst når han gik...Og slappede bedst af når han gik.
Han sukkede svagt og tænkte lidt på fremtiden....Han vidste stadig ikke om det var rigtig at sige ja til at blive gift...På en måde fortrød han alt, også sin søn, men på den anden side fandt det også...dejligt. Så underligt afslappet....Måske skulle han bare vænne sig til det? Og så...var der jo det med...hvad han selv ville...Han så sig lidt omkring. Og hvad andre ville have ham til.