Rendevous ( Zean)

Han trak svagt på skuldrene.
"det bedste man kan gøre er at at blive hjemme hele natten" sagde han
"de dør i sollys medmindre de har en speciel evne så de kan modstå det...og stærke nok til at bruge den....Ellers så tag noget vievand med dig rundt" smilte han til hende, glad for at give ud af sin viden.
"De dør også af en træpæl gennem hjertet...Det kan du bruge din evne til at styre hvis du ikke selv vil hoppe på vampyren....Ellers kan du kende dem på hugtænder, de er blege og kolde i huden, dog får de lidt farve når de har drukket blod,....Nå ja og det farligste er nok deres tiltrækningskræft" sagde han og så sig lidt omkring.
"Men ellers...ligner de mennesker. Og det gør alle andre væsner også...i teorien"

Camille tænkte sig lidt om, tænkte over Zeans ord.
Han havde ret, naturligvis.
Hun måtte være bedre forberedt når hun gik ud om aftenen.
Hun ville aldrig lade frygt styre sit liv, og dermed blive hjemme...men hun havde da 'ting' fra aftenen hvor hun deltog i en fest i dusørjægernes 'højborg' og hun sammen med Tristan og Cody var brudt ind i våben lageret.Og hvis hun manglede andet, måtte hun vel se om Tristan kunne hjælpe.
Men Demetri havde bidt hende ved dagslys og solskin...dén Argh !
"vievand lyder...godt, dét vil jeg se på " hun smilede til ham og de nærmede sig igen boderne.
Camille fik en følelse af de blev overvået og så op på Zean, havde han også opfanget dét ?

Umiddelbart opfangede han ikke noget. Der var mange mennesker eller væsner på markedet, så det var ikke underligt at en eller anden så på en.
Han kiggede sig lidt omkring da de massede sig vej, selv om folk stadig flyttede sig lidt når de så Zean.
"Hmm...måske skulle vi kigge efter....en boghandel eller en bod med bøger...selvfølgeligvis?" smilte han lidt

Dét undrede hende lidt at han ikke synes at opfange noget.
Med skærpede sanser gik hun videre , men kunne ikke slippe følelsen af at være overvåget.
Camilles øjne fejede over omgivelserne og tog notis af diverse genstande og emner, der kunne vise sig nyttig ved kamp. Men undrede sig over hvem der ville kunne finde på at starte en sådan, ved daglys og i et befolket sted.
Hun sagde dog ikke mere om dét lige da, men svarede lidt ukoncentreret " Et sted med bogsalg vil være helt fint ".

"Hvad er der galt?" spurgte han da han tydeligt fornemmede hendes...koncentration om et eller andet. Og hendes blik der gled rundt...
Han så sig lidt omkring, men intet virkede...usædvanligt. Han skubbede sig gennem endnu nogle mennesker før han stoppede op og så på hende

Camille knyttede hænderne og begyndte at svare " jeg har dén særeste fornemmelse af at nogen følger efter os og...." Mere nåede hun ikke at sige før en mørk og lidt hæs stemme fra bagved Zean brummede " Din sølle skid...at lange ud efter kvinder " hvorved en flaske gennem luften efterfulgte med retning af Zeans nakke.
Manden fra ' dét vilde svin ' havde ventet på at få en mulighed for at sætte Zean på plads.

STemmen lød ikke helt som manden fra før, men han genkendte den alligevel. Folk fjernede sig hurtigt for ikke at stå i vejen, men de fleste begyndte bare at kigge på.
Zean dukkede sig pr. refleks ved lyden af noget der fløj gennem luften. Den forkerte dag, det forkerte tidspunkt....For manden.
Zean vendte sig om mod ham, da flasken ramte jorden og blev til glasskår.
"Åhhh, gør nu ikke noget dumt hvis du har dit liv kært!" knurrede han vredt og mærkede sulten gnave...ham her...Hans sjæl var ikke lige...så ren og frisk som han foretrak det, men den kunne sagtens spises.
Han smilte svagt, hans blik var stift rettet mod hans og han begyndte roligt at gå over mod, men intention om at skræmme ham før han spiste ham...For det elskede han. Vist de indså de skulle dø...Lige inden de skulle dø. Og helst også tilbede ham om det ikke skete...Men det gik han ikke ud fra manden her ville.

Manden begyndte at gå mod Zean ,med lange tunge trin.Han rullede sine skjorte ærmer op og blottede nogle kulørte tattoveringer ,der synes at fylde begge arme.
" Med mindre du undskylder og lover ikke at lægge hånd på kvinder igen, og kysser min hånd ...så tror jeg ikke du kan tale dig en vej ud af dét her " brummede han og lignede en der kunne æde Zean rådt.
Camille greb i Zeans arm og sagde ..." Lad nu vær...han er ikke det værd...vi går kom "

Han hev sin arm fri.
"Du har haft så travlt med at jeg skulle afreagere...Nu gør jeg det...Jeg kan ikke modstå en direkte udfordring" smilte han og så mod manden igen, lige ind i hans øjne...Mærkede hvordan hans spind nærmest bredte sig ud over hele hans fordrukne hjerne...
Han smilte roligt...truende...Menneskerne omkring gik endnu nogle skridt bagud, mens resten, som så måtte være væsner, bare blev stående.
"Du vil fortryde dette..." smilte han og uden selv at røre en finger lod han manden mærke smerte...Dyb smerte som gled ned gennem rygraden od ud gennem resten af kroppen...Men værst i hjernen. En smerte han ikke kunne dø af eller noget...men som sikkert kunne gøre han sindssyg...på et tidspunkt. Han elskede at drive folk til sindssyge, vanvid eller hvilket ord man nu brugte...

Mandens kæphøje smil ,gled lige så stille af hans ansigt.Han ville fandengaleme smadre dén fyr ,der stod dér så roligt og smilede og kom med tomme trusler.Men da han gik mod ham igen, mærkede han en ufattelig smerte der udsprang fra læbr og skød op gennem dén hele rygrad og udmundede i ...hjernen ? Han tog sig til hovedet med begge hænder " hvad fanden ?" Råbte han og vaklede lidt.

Camille så sig omkring, nogen var dorlængest forduftet da de øjnede ballade med en del stod stadig parat og ville ikke Misse forstillingen.
"pis " mumlede Camille og så forfærdet manden blive overvældet af smerte og råbe højt, var dét Zean der stod bag ved dette ?

Zean smilte bare.
"Nu fortryder du eller hvad? Eller skal vi skrue op?" han gik over mod manden og mærkede hvordan han hurtigt blev mere og mere rasende.
Han sparkede til ham mens han så ned på ham og grinte så lidt.
Han bukkede sig ned og greb fat i mandens krave for at så hans opmærksomhed.
"Ved du hvad? Jeg er ikke som dig...Jeg er meget værre...Jeg har tænkt mig at slå dig ihjel, fatter du det? Æde din lille sjæl...SOm om den var noget værd...Jeg bliver det sidste du skal se...Glæder du dig ikke?" smilte han og søgte hans øjne for at finde den ønskede reaktion. Nemlig at han havde skræmt ham.

Manden ømmede sig gevaldigt og så på Zean med både undren, anger og angst i hans blik.
Han prøvede at fatte omfanget af hvad der var sket og hvad der kunne ske.
Han tænkte at dét var en dårlig drøm, ville han virkelig blive måske sprættet op af psykopaten dér?
Han øjnede kun en vej ud og han drejede sig mod Camille og hægtede sine øjne fast i hendes.
"vær sød hjælp mig...jeg har børn..., min kone.."og så gispede han af smerte.

Camille var som frosset fast, ude af stand til at røre sig.Aldrig havde hun set Zean på den måde, så dyrisk, så barbarisk så....grusom.
Hun kunne ikke tale, kunne dårlig genkende ham.
En stemme, en bøn der synes at komme et stykke væk fra, bragte hende ud af chokket og hendes øjne mødte mandens.

* han har børn der bliver faderløse, jeg kan ikke se på dét, må forhindre dét ske*
Hun gik ind og stillede sig mellem Zean og manden med næsten mekaniske bevægelser "Zean...stop for fanden...slut dét der ..NU!" hendes stemme lød desperat og plæderende.

Han sukkede og rejste sig vredt.
"Du kan ikke forhindre alle i at dø!" sagde han irriteret og så lidt på hende.
Nej..Hun skulle ikke have lov til at bestemme det. Hvad ville hun desuden gøre ved alle andre der også mistede en? Fordi han var sulten? Hvis hun virkelig ville forhindre at mennesker døde burde hun blive dusørjæger.
Han gik uden om hende og så ned på manden.
"Your lucky...." knurrede han, trak sit "spind" tilbage og mærkede efter hans sjæl. Og sugede den så til sig. Nærmest ubemærket, hvis ikke det var fordi manden blev helt bleg og kold at se på.
Zean slog ud med armene, kiggede lidt på folk omkring dem...Og begyndte at gå. Folk havde endnu ikke helt fattet hvad der sket...Og dog, få var løbet sin vej.
Han vidste at Camille nok ville flippe helt ud nu...Men så måtte hun det. Dette var virkeligheden, sådan foregik det over det hele, hele tiden. Og det var selv om hun var sur.
Hvem foretrak hun enlig? Ham eller en fremmed mand?

Hun hørte hans ord , men dét var som et filter var i vejen, som et filter bevirkede at de ikke rigtig ville eller kunne trænge igennem.
Manden lagde sit liv i hendes hænder, dét var op til hende at et barn ikke skulle miste sin far.
Hun stirrede tomt på Zean, i chock var hun vel nærmest, og for et moment troede jun faktisk dét var lykkedes, et øjeblik af lettelse og glæde da hun hørte Zean sige til manden at han var heldig.
Men ....så lå han der, livløse og bleg ..Camille havde set mange døde ,på hospitalet ikke mindst, men hun havde da aldrig set nogen få suget sin sjæl ud....og da slet ikke af , Zean.
Hun ville skrige ud, hun ville slå ham...hun kunne ingen af delene .Istedet pressede tårene sig på og en velkendt fornemmelse der udsprang fra mave og op i halsen. Hvor hun nærmest stivnede og fik øget mundvand.Camille vendte ryggen til Zean, ønskede at alle var væk og at hun var alene.Hun kastede op, tømte hele mavesækken...brækkede sig og hulkede imens.

Helt ærligt. Manden var jo bare død...Var hun ikke læge? Han blev nærmest flov over at kende hende. Men han ville heller ikke gå over til hende, hun gad sikkert ikke kendes ved ham. Hun havde hele tiden vidste det, at han var en dræber, men det var åbenbart ikke rigtig gået op for hende før nu, hvad det enlig indebar.
Nogen ringede efter politiet og lægen....

En yngre fyr gik over til hende og uden at spørge hende om noget, samlede han hendes hår med en hånd og holdte dét væk.
Han lagde en arm om hendes liv og ville støtte hende.
Da hun så ud til at have tømt alt ud fra mavesækken ,rakte han hende noget dansk vand og Camille tog taknemmeligt imod den og gurglede mund nogle gange.
Hun hørte sirener i dét fjerne....dét hele var efter hendes vurdering helt ude af kontrol.
Hun opdagede den fremmedes arm om hende og blev skarp i stemmen da hun sagde.." fjern den arm øjblikkelig" .

Han følte dyb vrede til dne fremmede mand...Selvøflgelig, han ville bare hjælpe...Og han havde ikke ret til Camille på nogen måde...Men han blev alligevel sur, han burde stå der! Men hun ville nok bare skubbe hende væk..
Han vendte igen ryggen til og forsvandt væk så hurtigt som muligt. Da han kom ud fra menneskemængden begav han gik ned af gaden i forholdsvis hurtigt tempo.
Sirenerne kom tættere på, men han var ligeglad, han havde alligevel leget med politiet flere gange...Så det ville ingen forskel gøre.

"slap nu af..jeg hjælper dig jo bare..du ser ikke så godt ud " sagde fyren og lagde en hånd på hendes pande, for at se om hun var feberramt.
" så hold dog op " snerrede hun af fyren og forsøgte sno sig løs, men da han strammede sit greb var dét helt umuligt, kræfter havde hun ikke flere af.
Blinkende lygter og lyden af sirenesang var nu helt tæt og hun kunne høre ophidsede stemmer.
Nogle politi folk og paramedics knælede over den døde mand og Camille mærkede igen kvalmen skylle ind over hende.
Denne gang kastede hun ikke op.
Hun så ud over den flok der stadig var tilbage....hvor var han ?Var han i sikkerhed ?
"slip mig nu fri for fanden " sagde hun lidt desperat og han løsnede sit greb en smule om Camille.

Bilerne kørte bare forbi ham og stoppede ved markedet.
Nå...Hvis han så Camille igen efter dette her ville hun nok enden flippe ud eller vende ryggen til ham og gå. Eller hvad? Hvorfor troede han enlig det værste? Fordi han mente han kendte hende? Det var ikke helt til at vide...
Han sukkede...Hun klarede sig nok med sin nye ven...

Han slap af en eller anden grund ikke hende frivilligt men efter lidt kamp, fik hun vristet sig fri.
Politiet var igang med at udspørge folk, hun måtte komme væk.Røg hun til afhøring ville enhver vide at hun ikke talte sandt.
Hun måtte hjem, have et bad...sove denne uhyggelige hændelse væk.
Hun var ikke helt sig selv, da hun begav sig væk...ned af en tilfældig gade.

//sorry....aner ikke hvad jeg skal skrive...At jeg bare fortsætter med at gå?//

* LOL*
// Altsår enten mødes vi igen, ellers vil emnet i længden føles lidt ensomt...og er der ikke 'drive' i dét så 'runder du bare af'.....og opretter et nyt emne ;).
Valget et dit at træffe//

//Tja...Jeg har bare ikke så mange ideer for tiden, laver alt muligt andet end besvare emner for tiden fordi jeg enlig ikke gider...Men i hvert fald...Har ikke rigtig ideer selv nok til at fortsætte emnet, føler jeg^^//

// så slipper vi dig fri af pinen ;) //

Camille stavrede lidt omkring på må og få, uden at have et egenligt overblik over hvor hun var.
Glæden var derfor stor da hun til sin overraskelse så en velkendt gade, hvorfra hun faktisk kunne finde direkte hjem. Hun håbede af hele hjerte at Zean var okay, at han ikke var blevet sat i forbindelse med hvad der var hændt, to forfærdelige ting var jo værre end éen.Hun kom til sin lejlighed , låste sig ind og tjekkede at der ingen andre var, en vane hun havde opbygget efter at være blevet bidt ufrivilligt af Demetri, han havde indsats en grundlæggende frygt for 'overfald' i hende.
Alt var i fin orden, og hun krøb under dynen og begravede sit hoved med hovedpuden, uden at tage bad eller andet, sove var hvad hun ville.

// out //