Rendevous ( Zean)

Camille lavede en lille sjov grimasse imens hun kort tænkte sig om.
"ok...lad os bare gå lidt...luft er godt " sagde hun lige så meget til sig selv som til ham.
Hun begyndte at gå med rolige skrit der stod i skarp kontrast til hvad hun følte indeni.
Hun gik i tavshed og formoede han gik ved hende, men for nogle minutter var hun fjern, hendes tanker tog hendes fokus væk fra ham. Tog patent på hendes opmærksomhed.
Hun kunne ved gud ikke regne ud hvad der var i vejen med ham, men en fuldstændig forfærdelig tanke løb pludselig gennem hende.
"Zean...den lille er han, er Dawn....de er ikke syge eller noget, jeg mener de er begge ok, ik ?" , dét skrækkeligeste for ham måtte være hvis Elyas ...eller Dawn var blevet syge og hun kiggede bange op på ham.

Han gik selv i sine tanker og det varede lidt før hendes ord trængte ind til ham. Han så lidt på hende og rystede på hovedet.
"Nej da...De har det begge helt fint...Det er kun mig selv der er..." han stoppede lidt op og skar en kort grimasse, trak på skuldrene.
"...Tja, de har det fint" svarede han og strakte sig lidt for at løsne sine muskler, som havde og sikkert stadig var, anspændte. Det var som om to magter kæmpede inden i ham lige nu....Og han forstod det ikke helt. Han havde hørt at dæmoner var...skizofrene...eller havde personlighedspaltinger...Men selv huskede han ikke have noget af det...den tanke optog ham i noget tid...
Menneskerne der gik forbi distraherede ham, han mærkede deres sjæle som et sulten menneske ville kunne dufte stegt kød eller bagt brød.

Hun blev lettet , idet mindste var hans familie sunde og sikker.
Hun fik pludselig en skarp tone i sin stemme og stoppede igen brat op og nærmede sig sagens kærne ,hvis hendes fornemmelser var rigtige.
" kun dig selv...hvad ! Er du syg Zean ? " spurgte hun og hendes farve synes at forlade kinderne.
Kunne en dæmon blive syg...fejle dødelige eller bare alvorlige ting ? Sygdomme der ramte mennesker eller måske en form for sort magi.
Som en sten afventede hun stille hans svar.

Han så lidt på hende og trak på skuldrene.
"Det skulle jeg da ikke mene..." sagde han. Han havde aldrig overvejet det selv...Han gik jo aldrig til lægen og blev han endelig syg blev han bare hjemme og slappede lidt af...
Han havde aldrig været alvorligt syg...Eller jo, da han var lille, men det var gået.
Han smilte lidt
"Slap af...Ingen os er syge..." sagde han

I Camilles verden kunne han lige så godt have talt russisk.
Alle var raske. Alle var glade...hvad havde han af spekulationer ? Spekulationer der kunne gøre dét her ved ham."Er nogen efter dig...eller hvad pokker er der dog galt " vrissede hun, nu sur.
Hun var bekymret og dét gjore hende vred og frusteret at han ikke ville lukke hende ind. Ikke have tillid nok til hende til at betro sig.

Han så lidt på hende og så sig lidt omkring.
"Du giver ikke op, gør du?" sagde han med et lille smil, hun var som han kendte hende.
"Du vil bare vide...Hvad der gemmer sig?" han sukkede svagt

" jeg giver op når du giver mig bare éen god grund til dét , og dit afsindige dårlige humør er ikke kvalificeret som god grund." Sagde hun stille.
"Du ville gøre dét samme for mig ,hvis jeg havde...problemer...ville du ikke ?" Hun forventede ingen svar, og hun vidste egenlig godt at han aldrig i livet ville insisterer på at få en samtale for at hjælpe hende, en kamp måske..men ikke en samtale.

Han vidste ikke lige om han ville gøre det samme...At tale sig gennem problemer var ikek hans stil...
Han sukkede svagt og så sig lidt omkring, hvad skulle han svare? At han var usikker på det med at gifte sig? Nej...For hende og Dawn var ikke lige venner og han gad ikke at høre på det mere...Som han nok ellers ville komme til.
Bekymring for Elyas fremtid? Var det ikke bare meget normalt?
At...At....Blive jagtet af det forbund hans tidligere kvinde åbenbart havde været en del af? Ja....Men det krævede bare så meget....snak!
Han sukkede og trak på skuldrene
"Pas" svarede han så

Dét stak i hendes hjerte, hvordan kunne éen mand, en dæmon være så helt igennem møg hamrende irriterende og håbløs stædig.
"jeg er ved at slå knude på mig selv..for at prøve at hjælpe dig, for at finde ud af hvad jeg kan gøre, hvad der er galt..og ja ja ja , du har ikke bedt om min hjælp, du ønsker den ikke...men gæt hvad Zean, dét er jo ikke ligefrem fordi dét går så forbandet godt uden lige nu....og dét eneste du har til mig er et 'pas' !? "
Hun var ved at hidse sig selv op nu og hendes tålmodighed sang på sidste vers.

Han så lidt på hende og sukkede svagt. Hentydede hun lige til at han ikke kunne klare sig selv? UDEN hendes hjælp? Hun mente vist hun var vigtig.....
"Du vil ikke forstå det alligevel!" snerrede han tilbage og slog ud med armene i frustration.
"Det er mit eget problem! Du kan ikke hjælpe med det, på nogen måde! Det hele kommer af mine egne fejl, fejl man laver mens man lever og som man bare må tage konsekvenserne af!" sagde han i en hurtigt fart så det næsten lød...som en stor pærevælling.
"Har du ikke også noget fortid der nogen gange driver dig til sindssyg?"

* skakmat, fortid der drev en sindsyg, check.
Fortid der var tabu emne, check.
Fortid hun var flov over og ikke talte om ,check*

"Jo, men ikke noget der får mit 'bæger til at flyde over'. Det nærmere som en parasit der suger af mit selvværd og dræner min samvittighed." Sagde hun mere ydmyg.
Og hun følte sig ikke vigtig, dét kunne være hvem dom helst der ville hjælpe ham, men nu var dét tilgældigvid hende dét var stødt på ham, netop i fag.
Hun rystede opgivende på hovedet.

"Bæger til at flyde over?" hvad viste hun om det? Okay...Han var måske ikke helt så rolig og afslappet idag...Men alligevel.
"Jeg gider ikke diskutere det..." han slog endnu en gang ud med armene og vendte siden til hende, mens han så sig omkring, væk fra hende
"Du kan enden acceptere at jeg ikke bare lige snakker, eller du kan lade være. Resultater vil forblive det samme, bortset fra jeg nok bliver sur på et tidspunkt hvis du bliver ved" sagde han

Camille så på ham. Han ville formentlig gå sin vej eller begynde at råbe op , hvis hun forsatte.
Zean havde også ret i det ikke ville ændre på noget, for han var viljefast og besluttet på ikke at ville tale om det, ikke med hende anyway.
Hele hans nonverbale sporg skreg "afstand, tak" og hun kunne ikke skjule et lille smil.
En lille del af hende ønskede næsten at manden fra før havde provokeret Zean mere...længere... for så havde han måske fået løst lidt op på det massive forsvar, der ikke nu lod sig påvirke af Camilles forsøg på at bryde igennem.

" Du er håbløs..." hun ventede på hvilken retning han ville gå i.

Han så lidt på hende og rystede smilende på hovedet.
"Typisk dig!" sagde han og så sig lidt omkring...Hvad skulle han svare til det? Han sukkede svagt...han havde virkelig lyst til at smadre noget!

" Nej, Zean typisk DIG ! " snerrede hun tilbage af ham, og lagde en kraftig betoning på det sidste ord, velvidende at havde det dårligt med "udråbstegn".
Camille lagde sine arme over kors og stillede sig til at kigge..eller hvad man nu kunne kalde det... bare med den hensigt at irriterer ham, som han havde hende.

"Ja, typisk mig!" han tvang sig selv til at slappe af.
"Nej, du får ikke lov til at..." ja hvad? Få ham til at miste besindelsen? Komme ud af den smule ro han dog havde...?
Nej.
"Jeg vil ikke snakke om det...Kan det ikke bare være ved det?" bad han

" jo... det kan du da tro at det kan, jeg gider da ikke bruge så meget som et minut mere på at mildne dine sjælekvaler eller hvad det er du lider af. Du må selv rydde op i dit rod, din tjeneste pige holder fridag....nej Zean...sabbat år" vrissede hun af ham.Nok var han blevet mere rolig men Camille...?

Han trak på skuldrene
"Jeg er ligeglad...Jeg har aldrig bedt dig om at hjælpe mig, du prøver bare alligevel og så bliver vi uvenner over det..." han sukkede og kunne ikke lade være med at himle med øjnene
"Det er din egen skyld du er sur nu...Du ved jeg ikke gider snakke...Desuden har jeg aldrig bedt om en tjenestepige, jeg klare mig fint uden!"

Camille måtte virkelig anstrenge sig for ikke at blive vred. Zean havde en irriterende vane med at krybe under hendes hud og hidse hende op.
Hun var dog tæt på...nej, hun havde opgivet ideen med at få ham til at spytte ud med årsagen til hans skæve humør, ville han holde det privat, var det vel hans ret.
Men han var nød til at forstå...
" Det er sandt du ikke har bedt om hjælp, det er det der beviser om man er er god ven Zean...du behøver ikke at BEDE , en god ven vil gøre det alligevel...eller i det mindste forsøge til du bliver mopset".
Hun så modløs ud, altid kom hun til at stå i et dårligt lys når hun hang ud med ham.
" Vi lader det bare ligge..og leger du har det strålende...Hvad skal vi så lave nu mr.Happy go lucky?" sagde hun en anelse træt af at bekymrer sig, især når den viste sig uvelkommen.

Han så lidt på hende og trak på skuldrene. Han brød sig ikke om hendes tone...Men sådan var det jo. Det gik faktisk op for ham at han ikke tænkte så meget over ting lige nu....han slog dem bare hen med at sådan var det bare.
Han rullede lidt med skuldrene og så sig omkring. Han var glad for ikke at skulle fortælle nogle ting han ikke brød sig om...Og alligevel.....tja, han vidste det ikke helt.

Hun blev mere blid.Noget var off, way off i dag, hun kunne ikke få ham til at åbne op, kunne hun få ham i bedre humør på anden vis.
"ok. Fred " mumlede hun og lavede et eller andet spejder tegn hun ikke anede hvad betød,men havde set i en film engang.
"hvad har du lyst til så...name it og vi får dét til at ske " sagde hun i en glad tone.

Han overvejede at sige noget at spise, men det ville hun nok ikke syntes om. I stedet smilte hsn lidt go trak på skuldrene.
"Tja...Ja" han så sig lidt omkring...
"Jeg har ikke rigtig nogen bud..."

" vi kunne gå tilbage til boderne, hvis du vil ...var du ikke ved at lede efter noget da jeg forstyrrede dig ?" Kom hun pludselig i tanker om.
Selv var hun på udkig efter en bog om vampyre, hun måtte virkelig booste sin viden om dem.

"naa" han trak på skuldrene
"Men du må have noget du leder efter? Hvorfor ellers gå der? Eller kiggede du dig bare omkring?" han begyndte at gå tilbage mod markedet, velvidende at hun sikkert ville gå med.

Hun grinede lidt ,men under morskaben var en dybt alvorlig årsag.
"Ja...how to avoid to become a vampire snack...hvis en sådan bog findes " lo hun stille.
Hun holdte en pause og forklarede mere "jeg har brug for også at kunne skælne væsner fra mennesket. Dét er jeg komplet ude af stand til ".