Bach i kirken

Jalaz trak på skuldrene. "Jeg ved ikke hvad deres formål var, så det kan jeg ikke sige noget om.." svarede hun og lagde nakken tilbage, og lukkede øjnene. For hendes indre blik voksede billdere af den lille piges leende ansigt frem, og den smukke kvindes overbærende smil. Dengang havde hendes far ikke været som nu... Dengang havde de været en lykkelig familie...

Elisabeth betragtede englens ansigt, som hun sad der med lukkede øjne. Hun var smuk. Elisabeth så derefter ned i gulvet, og forholdte sig tavst. Hun lod englen drømme, og sad musestille, og uden at trække vejret. Måske ville hendes vejrtrækning, fåe englen til at lade være med at drømme, og det var synd.

Jalaz åbnede igen øjnene og så på vampyren ved sin side unden at sige noget. Efter lidt tid åbnede hun dog alligevel munden og spurgte: "Hvorfor spørger du?" Hun strammede sin hestehale og så undersøgende på Elisabeth...

Elisabeth havde siddet i hendes egne tanker, men det var ikke kommet bag på hende. "Hvad mener du? Hvorfor spørg jeg om hvad?" spurgte Elisabeth roligt, men en smule forvirret, før hun betragtede englen.

"Om jeg troede at deres formål var opfyldt?" uddybede hun og betragtede vampyrens forvirrelse. Hun havde faktisk ikke set en vampyr blive forvirret før, da de som regel var dem der var de forvirrende væsner..

Elisabeth nikkede, og hendes forvirring forsvandt hurtigt. "Dét," sagde hun tænksomt, og bed sig selv svagt i underlæben, før hun slikkede på sin piercing. "Fordi det lød som om, du ikke var overbevist, om de havde opfyldt det," sagde hun roligt.

Jalaz bed tænkende i sin læbe og nikkede så. "Det må de vel have gjordt.. Men jeg kan ikke forstå hvilket formål der kan være blevet opfyldt på fem sølle år." sagde hun og nikkede en enkelt gang. Fem år... Så lille havde hun været... Den kære Edalé... Men fortiden stod ikke til at ændre, og selvom man ikke måtte glemme den, kunne man heller ikke dvæle ved den forevigt...

Elisabeth så roligt på hende, og sagde så; "Så er du heller ikke overbevist,". Det var ikke for at spille kæk, eller irriterer hende. Det var en rolig konklussion, ud fra hvad Elisabeth kunne hører.

"Jeg er overbevidst om at det der skete dengang, var det Jahve ønskede." sagde hun fast. Hvordan kunne hun tro andet? Det måtte Hans ønske... Det måtte det da...

Elisabeth nikkede, og vendte så sin fulde opmærksomhed mod englen. "Men hvem er det? Din far? Eller din gud?" spurgte hun og rynkede spørgende brynene, før hun kiggede på hende, med et undskyldende blik. Hun vidste, at det kunne være dybt irriterende, at folk spurgte så meget.

"Jahve betyder Herren, og er det ord jøder bruger for Gud" forklarede hun tålmodigt. Hun var ikke ligefrem vant til at skulle forklare så meget om sin tro, men hun havde tålmodigheden til at gøre det, uden at flyve i totterne på Elisabeth hvergang hun spurgte..

Elisabeth nikkede, og lagde bene over kors, og betragtede de store ulukkede støvler. "Okay," sagde hun roligt, for at bekræfte, at hun havde hørt hende. "Hvor længe er det siden? Var de også engle?" spurgte hun og kiggede så på englen igen.

"Ja de var også engle og det er vel en...." Hun talte på fingrene for at regne ud hvor langtid siden de var. "Mellem tre- til firehundrede år siden.." konkluderede hun til sidste, og så på vampyren. Hun ville egentlig gerne væk fra emnet om hendes familie nu, og forsøgte derfor at finde på noget andet de kunne snakke om..

Elisabeth nikkede kort. Hun havde fået det afvide, som hun gerne ville, så hun besluttede at lukke emnet. Elisabeth så ned i gulvet, før hun rømmede sig, og så op igen. Måske ville englen spørge ind til hende?

Jalaz rejste sig op på bænken. "Ved du hvad der er det bedste ved kristne kirker?" spurgte hun og så rundt i det store rum.

Elisabeth trak svagt på skuldrene. "Nogle servere kaffe," kom det fra hende, og hun rejste sig ligeså. Hun betragtede englen, med hænderne i lommen. "Jeg ved det ikke. Fortæl mig det," sagde hun og smilede kort til hende, men varmere end hun havde gjort med nogle i lang tid.

"Størrelsen.. Kristne kirke er altid så store, og ofte med flere krypter og hemmelige gange under jorden." svarede hun og smilede skævt. Hun var facineret af de altid så imponerende bygningsværker de kristne kirker udgjorde.. Noget helt andet end de synagoger hun var vant til, hvor det gjaldt om at vække mindst muligt opsyn..

Elisabeth nikkede. "Ja, det i sig selv, er jo dybt imponerende. Holder du til, i nogle af disse gange?" spurgte Elisabeth roligt, og stampede lidt på gulvet, som en slags hentydning til, at de sikkert stod på et skjult kammer eller noget i den retning.

"Nej.. De kan være sjove at udforske når man ikke har noget bedre at tage sig til, men jeg kunne aldrig finde på at opholde mig der nede længere tid af gangen.." svarede hun og satte sig på ryglænet af bænken.

"En speciel grund til det?" spurgte hun, og skævede til gulvet, som om hun bebrejdede den, at kirken var fyldt med hemmelige gange.

//Logger ^^ Svarer dig i morgen (:

"Der er varmere oppe i skibet end der er nede i krypterne.." svarede hun og så også på gulvet. Hun fulgte vivlerne i marmorgulvet med blikket, og smilede svagt.

Elisabeth nikkede roligt, og så igen på uret. Tiden var fløjet afsted, og det irriterede hende en smule. Hun vende blikket mod englen. "Hvis jeg skal nå min sædvanlige aftentur, er jeg nødt til at forlade dig. Vi ses," sagde hun i et høftligt toneleje, før hun begyndte at gå ned igennem gangen.

"Okay.. Vi ses" svarede hun og så efter Elisabeth. Hun smilte skævt, og rejste sig så fra bænken. Hun så sig kort om før hun gik hen mod alteret, og altertavlen der prydede væggen bag alteret.. *Mon ikke der også er lavet det her?* spurgte hun sig selv og gav sig til at studere tavlen med blikket..

//Out (:

//I guessed so.. så også out fra mig^^//