Bach i kirken

"Ham er jeg heller ikke helt blank for," sagde hun med en lystig stemmeføring, og hun trak svagt på den ene skulder. "Fortæl mig så," sagde Elisabeth og hun keb svagt øjnene sammen. "Hvorfor er du her, af alle steder?" spurgte hun, selvom hun havde gættet sig til det. "Ovlet er fint, men er det virkelig den eneste grund?" spurgte hun indtrængende.

Jalaz trak på skuldrene og så rundt i skibet. "Kirken giver mig en følelse af beskyttelse, og da der ikke findes nogen synagoge her i området er kirken det bedste sted at opholde sig.." svarede hun og fastnede sit blik ved det store mosaik vindue og nægtede pure at se på Elisabeth.

Elisabeth betragtede hende længe. Neutralt, selvom hendes respekt steg for den rødhårede engel der sad foran hende. "Er du bange for mig?" spurgte Elisabeth, og kneb svagt øjnene sammen. Hun kunne ikke finde ud af det, og eftersom hun ikke måtte læse hendes tanker.

//Går i seng. Svarer dig i morgen d:

Jalaz vendte sig mod hende med et vurderende blik. "For dig?.. Nej. For dine tænder?.. Rædselsslagen." svarede hun ærligt. Hun var på ingen måde bange for Elisabeth, men hun ville aldrig slippe frygten for tænderne.. Modbydelige vampyrtænder...

Elisabeth nikkede funderende. "Aha. Er du blevet bidt før?" spurgte hun og vende blikket mod hende igen. "Har du nogensinde kæmpet mod en vampyr?" uddybede hun spørgsmålet, og betragtede hende roligt, med et skævt ligeså roligt smil.

"Ja, og i den grad" svarede hun og gned sig over ribbenene. Hvis man mærkede efter kunne man stadig mærke en lille uregelmæssighed i tre af ribbenenes bue. Hun skar en grimmasse ved tanken, og strammede igen sin hestehale.

Elisabeth tog sig selv i, at dykke ind i hendes tanker, men nåede dog "ud", inden skaden var sket. "Kan den finde på at gøre det igen?" spurgte Elisabeth roligt. Hun kendte de fleste vampyre; Af omtale vel og mærke, da hun ellers holde sig fra dem. Elisabeth var typen der holdte sig, for sig selv.

"Om han kan..." sagde hun og vrængede ansigt. "Næste gang han finder mig, vil han højest sandsynligt forsøge at slå mig ihjel... Han reagerede ikke nær så begejstret over min evne som du gjorde." svarede hun og smilede svagt ved tanken om den skam hun havde set stå malet i ansigtet på ham.. Den magtseløse, utæmmede vrede der havde stået ud af øjnene på ham..

Elisabeth vrængede ansigt, og havde fundet en ny smøg frem. Hun var snart det, man kaldte 'kæderyger'. Hun inhalerede og sad i lang tid med røgen, inden hun pustede dybt ud af næsen. "Ville du kunne klarer ham?" spurgte Elisabeth bagefter, efter en rum tid, hvor hun havde siddet i hendes egne tanker. "Med hjælp fra din evne, vel og mærke," tilføjede hun.

"Well, jeg overlevede mit sidste møde med ham ved hjælp af den, så sansynligheden for at han vil se mig i øjnene igen er ret lille.. Det er altså tarveligt at i skal være så stærke.. Selv om jeg er godt trænet i kampsport, har jeg ikke en change overfor jer.."sagde hun og slog ud med hænderne da hun sagde det sidste. Dog var det med et lille smil, selv om hun mente hvert et ord helt alvorligt..

Elisabeth nikkede kort. "Bare hold dig fra øde områder," sagde hun så, og inhalerede igen. "Han ville ikke kunne angribe dig i befolkede områder, og han kan ikke være fremme om dagen, så der kan du med sikkerhed godt være på øde områder," sagde hun lidt efter og trak svagt på den ene skulder. "Og så skal du faktisk bare passe på," sagde hun lidt efter. "Kender du hans navn?"

"Vicente.." svarede hun og rystede svagt på hovedet over Elisabeths ord. Det der med at passe på, var ikke ligefrem hvad hun var bedst til.. Men hun havde klaret sig alligevel, og ville blive ved med det. Sådan en skiden vamåyr som ham skulle ikke forhindre hende i at leve som hun gjorde.. Det eneste 'ikke øde' sted hun kendte hvor det var muligt at sove om natten var sit hjem i Sheria, men at begynde at sove hjemme hver nat for at undgå vampyr angreb ville blot være at gå fra et helvede til et andet.. Og så var det lige før hun rent faktisk foretrak vampyrerne..

"Han holder til i skoven," sagde Elisabeth køligt. Det var det eneste hun sagde i et godt stykke tid, og hun inhalerede et par gange.

//Må logge. Kommer igen senere (:

"Sikkert, men han kommer også i byerne." sagde hun bittert og rejste sig op. Hun hoppede ned på gulvet sendte et enkelt blik op mod korset før hun gik tilbage mod orglet. Det kriblede i hendes fingre for at få liv til at spille hendes vred ud gennem der fornemme intrument.

Elisabeth nikkede kort, og sad stille. Elisabeth ville ikke forstyrre hendes spilleri, og sad i dybe tanker. Hun brød sig ikke rigtig om, at vampyren jagede englen, for hun så englen som hendes ven. Og Elisabeth beskubbede sine venner. Elisabeth kørte en hånd igennem håret, og inhalerede igen.

//Beskyttede*

"Har du boet her længe?" spurgte hun gennem musikken. Selv om orglet spillede højt, var det dog stadig muligt at snakke sammen uden at skulle råbe hvert enkelt ord. Hun så ned på sine hænder der pilede over tangenterne næsten som edderkopper..

"3 dage," kom det var Elisabeth, der havde betragtet hende varsomt. Lidt efter rettede hun blikket ned på bænken. Hun inhalerede kort, og så ned på stumpen af smøgen. "Hvorfor?" spurgte hun så, og rejste sig, før hun gik over mod Englen.

Hun trak på skuldrene. "Jeg var vel bare... Nysgerrig.." svarede hun og så sig kort over skulderen. Hun spillede ufortrødent videre men koncentrede sig ikke det mindste om musikken.. Den var der bare..

Elisabeth satte sig op af væggen, et stykke fra ovlet og englen. Hun betragtede hende tænksomt. "Hm." mumlede hun kort, men nikkede så. Det kunne hun godt acceptere. "Hvorfor er du ikke så tit derhjemme?" spurgte hun derefter.

Ved det spørgsmål smuttede Jalaz' hånd, og hun spillede forkert og stoppede så helt med a spille. "Private sager" svarede hun stift og begyndte så på en anden, mere blød og flydende melodi. Hun skævede til vampyren for at se hendes reagtion. Hun havde jo ikke været ude på at fornærme Elisabeth, men grunden til at hun sjællent befandt sig i det lille rækkehus i Sheria var så smertende, og privat at hun ikke mente at den angik nogen som helst andre end hende og hendes far...

Elisabeth var lige ved at spørge mere ind til det, men undgik emnet. Hun kunne være så hurtig på aftrækkeren, at det havde kostet hende en del igennem årene. Så nikkede hun. "Jeg forstår," sagde hun roligt. Hun var ikke engang skuffet, for det var vel i bund og grund, dét svar hun havde forventet.

Jalaz stoppede nu helt med at spille og drejede sig på orgelbænken så hun sad med front mod Elisabeth. "Hvorfor skal du have tilladelse før du kan læse andres tanker?" spurgte hun undrende og nysgerrigt. Hun mente at det da måtte være utroligt upraktisk at skulle have tilladelse før man kunne bruge sin evne..

Elisabeth formede et lille smil på læben, og hun snøftede kort. "Det skal jeg heller ikke," sagde hun roligt. "Jeg kunne i princippet vælge, at træde ind i dine tanker lige nu, og være skide ligeglad med, om du gjorde indvendinger," hun grinede lavt, og fortsatte. "Jeg spørg bare altid om lov. Det er bare af ren og skær venlighed,"

"Hvor betænksomt" vrængede hun, men smilede alligevel svagt. *Auch... Har hun gjordt det før?* tænkte hun men spurgte ikke højt. Hun var alt andet end vild med idéen om at Elisabeth kunne læse hendes tanker når det passede hende.. Hendes tanker var hendes private egendom, hvor ingen skulle kunne nå hende...