Bach i kirken

Elisabeth grinede lavt, og smilede en smule bredere end normalt. "Når jeg drikker, er det cola. Alt det andet kan jeg ikke lide," sagde hun og grinede lavt. Elisabeth snøftede og så så på englen. "Du danser ballet - Må jeg se?" spurgte Elisabeth og kunne ikke rigtig skjule hendes begejstrede øjne.

"Jeg har ikke danset så længe, så jeg er ikke så god endnu.." svarede hun men rejste sig alligevel op. Hun trak skoene af da de var alt for stive til at det var muligt at danse ballet i dem. Da hun stod på bare tæer på det kolde marmorgulv, gik hun helt op på tåspidserne, og dansede lidt omkring. Hun gennemgik trinene i hovedet, og sluttede af med en pirruette.

Elisabeth betragtede hende roligt, og rejste sig så, da hun var færdig. "Du får det til, at se så let ud," brummede hun misundeligt, og grinede lavt. Elisabeth nærmede sig olvlet langsomt, tænksomt, og ikke mindst tøvende. Hun trykkede en enkel tone ned, og lyden brummede kort. Elisabeth vende sig dernæst omkring, og betragtede englen. "Du danser som.. Som en engel," sagde hun og blinkede drillende til hende.

"Nej hvor mærkeligt, når nu det er lige hvad jeg er.." sagde hun sarkastisk, og himlede med øjnene. Dog var det i god mening, og ikke som hun nomalt ville have gjordt det med en kold undertone, nej nu var hendes undertone... Hvad? Leende? Glad? Det var i hvertfald noget der ikke tit fandets i hendes stemme, men som Elisabeth formåede at bringe frem..

"Det er da fantastisk, at du lever op til dit.. Image? Ry?" sagde hun tænksomt, men grinede lavt, og fumlede lidt i lommen efter hendes smøgere. Hun besluttede så, at det var den sidste i aften, og hun ville nyde den i skoven, senere. Elisabeth betragtede roligt englen. Hvor var det engentlig mærkværdigt, at hun ikke omtalte englen ved navn, men blot; 'Englen'. Det virkede forkert, men samtidig også så rigtigt. Elisabeth så på klokken, og konstaterede begejstret, at hun kunne være her længe endnu. Det resulterede i et svagt, begejstret smil.

Jalaz satte sig tungt på bænken ved sine sko og begyndte at trække dem på igen. "Det gør jeg nu ellers langt fra." sagde hun og trak kort på skuldrene. "Jeg lever som det passer mig, og det passer mig at danse ballet, og træne kampsport.." tilføjede hun så og så ned på sin sko der drillende hende og ikke ville som hun ville.

Elisabeth nikkede kort, og betragtede hende. "Jeg kan nu hellere ikke se noget galt i det. Det er godt at kunne forsvare sig, og det er godt at være smidig, og stærk," sagde hun forklarende, og nikkede igen. "Hvem er da imod dine interesser?" spurgte hun og rynkede svagt brynene.

"Det er lige meget" svarede hun kort og fik skoen på. "Det er fuldstændig lige meget." gentog hun og så på Elisabeth, med et ulæseligt udtryk i ansigtet.

Elisabeth snagede ikke i andres personlige ting, så hun nikkede blot. "Hvor længe har du gået til det? Du må jo være fandens dygtig, hvis du har spillet i flere 100 år," sagde hun roligt, og betragtede hende derefter igen.

Jalaz glibbede kort med øjenene og så forvirret ud. "Øh.. Hvad spørger du om? Hvor længe jeg har gået til kampsport?" spurgte hun for at kunne følge med igen, i samtalen.

"Nej. Musikken," sagde hun roligt og nikkede. "Har du fundet undervisning? Hvad med kampsport. Undervisning der?" spurgte hun interesseret, men der gik ikke længe før hun spurgte igen. "Eller hvad med balleten - Undervisning?"

"Musikken er selvlært - man bliver hurtigt dygtig når man har god tid til at øve sig -, men jeg har fået undervisning i både kampsport, og ballet. Og før du spørger igen; Jeg fik undervisning de første fem da jeg begyndte at male, men blev hurtigt bedre end min lærer." svarede hun og smilede skævt.

"Respekt," mumlede hun og lo lavt, før hun nikkede. "Hvordan tog din lærer det? Han måtte da næsten gå ned med psykisk stres, når hans elev viste sig, at være dygtigere end ham. Det må virkelig have taget på hans selvtillid - Eller hvad?" sagde hun og grinede lavt.

"Well, han var en gammel knark, og det var på den tid hvor kvinder ikke havde en skid at sige om noget som helst, så han sørgede bare for at der ikke var nogen der fik det afvide.. Men jeg var helt klart en torn i øjet på ham.." sagde hun og smilede ved tanken om ham. Han havde været rasende hver eneste gang hun havde overgået hans værker, og hun havde blot moret sig over ham.

Elisabeth kunne ikke skjule et svagt smil, og hun nikkede. "Hvor fedt. Skide godt," sagde hun og blinkede drillende til hende, før hun fik kæmpet sig lidt tættere på hende. Hun satte sig ved væggen, hvor englen jo sad på bænken. Elisabeth betragtede hende roligt.

Jalaz nikkede og sukkede kort. Hun stirrede fraværende på en lille plet på gulvet, og rynkede let panden. Så rystede hun svagt på hovedet og smilede, hvorefter hun betragtede Elisabeth. Hun smilede skævt over det at hun rent faktisk var blevet venner med en vampyr.. Den race hun ellers hadede, og var nødsaget til at flygte fra evig og altid...

Elisabeth betragtede ligeledes englen. "Du fatter ikke hvor frustrerende det er, ikke at have din tilladelse, til dine tanker," udbrød Elisabeth og rykkede lidt på sig. "Hermed ikke sagt, at jeg bedte om den," tilføjede hun roligt, efter nogle sekunder.

Jalaz nikkede lidt og lo stille. "Nej det har du ret i.. Det aner jeg ikke." svarede hun så og var glad for at Elisabeth ikke spurgte hende om det.. Hun ville ikke give hende lov til frit at kunne vandre rundt i Jalaz' tanker, men ville heller ikke bryde sig om så kontant at sige nej..

Elisabeth grinede lavt sammen med hende, og kløede sig i panden. "Hvad er der egentlig sket med din mor?" spurgte Elisabeth roligt, og betragtede englen, for at se hendes reaktion. Englen sagde selv fra, det havde Elisabeth bidt mærke i, så derfor turde Elisabeth godt spørge.

Jalaz blev noget stram i masken men svarede alligevel: "Hun tog tilbage til paradis, og hun tog min søster med sig." Det var første gang i lang tid hun havde sagt det til nogen som helst, og hun brød sig ikke om det. Men hun vidste at hun på et eller andet tidspunkt var nødt til at snakke om det, og hvorfor så ikke med den vampyr, hun var begyndt at holde af?

Elisabeth følte sig dybt smigret over, at englen valgte at dele noget med hende. En underlig varme bredte sig i hendes bryst, og hun blev kort helt forfjamsket, selvom hun fik det skjult bag facaden. Elisabeth rejste sig tøvende, og satte kursen mod englen. Hun satte sig en meter fra englen, på bænken, og kiggede på hende, for at få hendes accept, med den pludselige afstand. "Paradiset?" spurgte hun kort, og lagde hovedet en smule på skrå. Elisabeth kiggede ned i gulvet. "Savner du dem?"

Jalaz nikkede stille. "Ja det gør jeg.. Men man kan ikke leve i fortiden, for så glemmer man nutiden og taber fremtiden.." svarede hun og sagde ikke noget til den forkortede afstand. Af en eller anden grund, satte hun sin lid til at Elisabeth ville holde sine tænder for sig selv, og derved ikke gører hende noget.

Elisabeth betragtede hende derefter, og nikkede kort. "Paradiset lyder som en rar ting," sagde hun lidt efter, tænksomt, før hun smilede skævt til hende. "Jeg tror, at der var mange som gerne vil være der, i stedet for at være her foreksempel," sagde hun i et let tonefald og kiggede på englen igen.

"Sikkert, men det er ikke en god ting at ønske sig. Vi er alle blevet sat på jorden med et bestemt formål, og når vi har udført det bliver vi kaldt tilbage." sagde hun og troede selv fuldt og fast på de ord. Hun kunne bedre leve med at vide at hendes mor og lille søster blot var blevet jaldt tilbage fordi de havde udført deres opgaver, end tanken om at deres liv brutalt var blevet taget fra dem i trafikken...

Elisabeth betragtede englen længe, før hun så ned i stengulvet igen. "Havde de fuldført deres? Ifølge dig." Sagde hun. Måske forstå englen ikke hendes spørgsmål, men i såfald måtte hun forklarer det yderlige.