friskfanget # Tristan#

Tristan lavede en utilfreds grimasse og himlede med øjnene. "Så siger vi det" Mumlede han med et skævt smil og gik med lidt tættere på vandet. Han satte sig overfor hende på tæppet og kiggede ned i kurven.
"Det er et godt spørgsmål bedste, men jeg kan garantere dig at det ikke er uden procenter" Drillede han tilbage og satte kurven ned imellem dem.
Han kiggede ned i kurven og hev de to glad ud. "Nå, hvad starter vi med?" Sagde han så og hev lidt de 2 øl, 2 sodavand og vinen op som bud.

" Bedste ? Jeg skal gi dig bedste ! " lo hun lidt og tænkte at bedste havde fået skod rollen...blev hun ikke ædt til sidst...konsumeret af ulven ?
Hun havde mest lyst til...vinen faktisk, hvis hun skulle være ærlig...dét andet kunne drikkes bagefter, men dét ville være spild af en god vin at drikke dét i omvendt rækkefølge.
Hun vidste ikke meget om vin, men dét var en Amarone og dét var som udgangspunkt en god én ,vidste hun dog.
Hun pegede på flasken og sagde "I Want that one ? ".
Hvor tog livet nogle sjove sving....hun skulle ud ,alene og se på dét lille sommerhus...aldrig havde hun forstillet sig at sidde på stranden om aftenen med Tristan i den forbindelse.
Hun følte sig godt tilpas, dét føltes ...rigtigt

"Rolig, nu ikke overanstrenge sig" Drillede han videre og kiggede ned på vinen som hun havde peget på. Han kunne ikke benægte at han faktisk også havde mest lyst til vin. "Og jer citere: Det kaldes afhængighed det der!" citat slut" Han kiggede triumferende på hende og begyndte så at hælde vi op i de 2 glas. Det var godt nok plastik krus, men det gik nok lige at de ikke havde vinglas.
Han kiggede ud imod vandet da han var færdig og havde lagt vinen i kurven. Solen var ikke langt over højezontlinjen og himlen havde allerede fået en rødlig farve i kanterne. Han kunne ikke lade vær' med at takke gud for at det regnede, også selvom han aldrig havde været troende.

Hun tog imod glasset med en lille grimasse..."afhænighed " gentog hun og brugte dét som en skål.
Solen var begyndt at farve himmelen og udsigten kunne man ikke sætte en finger på
"Tristan...vidste du at her nær ved skulle være et sted hvor man i gamle dage offrede mennesker til guderne ?Dét siges at være hjemsøgt af onde ånder " hun gøs lidt ved tanken men fandt dét alligevel spændende.
Måske de skulle tjekke stedet ud, efter de havde gjort kål på vinen.

Han hævede sit glas en smule for afhængihed og tog lidt. Det var stærkt, som vin nu skulle være. Så sænkede han glasset lidt igen og kiggede vantro på hende. ¨
"Det første kan jeg tro på, men det med onde ånder kan jeg kun grine af" Fnøs han og rystede på hovedet. Troede hun på spøgelser? Han måtte indrømme at han næsten vidste at der fandtes spøgelser, men onde ånder? - don't think so.
"Men hvis du er frisk kan vi godt tjekke det ud når solen er gået ned og vi er færdige med vores vin" Han trak på skuldrende og tog lidt mere af glasset.

Hun nikkede ivrigt og smilede.
Hun kiggede lidt på ham i dét skjulte.
Hun havde altid kunne lide hans måde at tænke på...enig i den ? No way...langt fra altid...men han kunne altid argumenterer for sine holdninger og så virkede dét til han forstod hende...idet mindste misfirstod han hende ikke altid.
Hun rystede lidt på hovedet og smagte igen på vinen.Dyb og krydderet...som en god vin skal være.
"Jaa, dét gør vi...glimrende idé, og du skal ikke være nervøs....jeg holder de onde ånder væk...hvis de beslutter at dukke op " drillede hun lidt.
Hun tog sine sko af og med sit glas i hånden, gik hun ned til strandkanten.

Tristan mumlede lavt noget i retning af. "Ja, du har nok den største chance for at skræmme dem væk" Og rejste sig lidt efter også.
Han fulgte langsomt efter og satte sig på hug i strandkanten lige der hvor bølgerne ikke kunne nå.
"Jeg tænkte på, hvorfor har jeg aldrig hørt om mere om din fortid? Jeg har faktisk aldrig hørt noget?" Spurgte han lidt pludseligt efter at have kigget lidt eftertænksomt ud i luften. Det var faktisk noget der havde naget ham længe, hun vidste meget om ham , eller hans fortid og han vidste intet.

Hun blev stående med blikket rettet ud over vandet.
Minder væltede frem, om.barndommen...de løfter hun aflagde og dét dét gjore ved hendes liv og hende i dag.
Hun sukkede og vendte sig mod ham..." Min fortid ? Boede med min får , min moder dødede meget uventet omkring min 7 års alder...kedelige oplevelser ..." Hun forsøgte ikke at lyve for ham og forsøgte ikke at fortælle noget videre.
"andet du vil vide "hun sendte ham sit bedste smil og håbede han 'købte dét' men hun havde sine tvivl.
Hun stillede sig så bølgeskvulpet gled over hendes fødder.

Tristan skød et blik til hende en gang imellem, en død mor? Så var det nok derfor hun var så 'moderlig'.
"Hvad med at starte med hvordan du blev så stædig" begyndte han sarkastisk og rystede så på hovedet. "Hvor kommer din telekinese fra?" fortsatte han roligt og gabte en gang. Han var faktisk lidt træt, men stadig ikke for meget. Hvilket var heldigt, det ville være spild af en god aften at sove nu. "Hvordan opdagede du den?" Han kiggede op på hende igen med et nysgerrigt blik og dyppede sine fingrespidser i det kolde vand.

Hun fejede lidt sand efter ham med den ene for, da han forslog de startede med hendes stædighed.
Men bagefter blev dét lidt mere al alvorligt, lidt mere tæt på den virkelige historie.
Camille drejede igen væk...dét var nemmere at fortælle når hun bare skulle face havet og dét store opslugelige mørke.
"Min mor var sød og kærlig...har kun de bedste minder om hende ...jeg fik aldrig sagt farvel, aldrig taget afsked...jeg vidste ikke engang hun var syg...pludselig var hun bare væk...og min far ville ikke tale om dét, hun gik fra at være centrum i vores liv, til at være tabu.
Min far ...blev småskør....dét var i den alder jeg opdagede og brugte min telekinese, men kun når jeg var alene .Min far...døede...da jeg var ældre...og jeg stak af fra et hæsligt liv og startede et nyt her " .
Hun drejede hovedet og mødte hans blik, var dét mon tilstrækkelig oplysning.

Tristan bed sig lidt i underlæben og fortrød næsten at hanhavde spurgt, det var tydeligvis ikke et emne hun var vild med.. et tabu. Så da hun kiggede hen på ham igen skød han hende bare et lille smil og trak på skuldrende med ordene: "Det er jeg ked af" og vendte sig lidt væk igen. Han overvejede kort om det var på tide at skifte emne, at få en icebreaker på banen, men han kunne ikke lige komme i tanke om noget.
Han tog et par skridt tilbage imod tæppet og satte sig ned igen med et suk og tog noget af sin vin imens han betragtede hende på afstand, han havde ikke fået hele historien, men det skulle nok komme, det var han overbevist om.

Hendes blik fulgte alligevel ham da han gik tilbage.Hun tolkede hans kropssprog sådan at han respekterede hendes svar , men godt vidste hun holdte tilbage.Hvordan havde han dét egenlig med det ?
Tristan var måske den eneste hun ikke ønskede at have hemmelighedder for, men han var også en meget retfærdig person, ville han dømme hende ...forlade hende, hvis han vidste om hendes far.
Zean havde fået hele historien....men hun havde sikkert kunne meje en vuggestue ned for øjnene af ham, uden han ville dømme hende.Men Tristan....?
Hun gik over og sætte sig ned, skænkede mere vin i sit glas.
"du....min far var ikke en god mand.....han.....pillede....ved piger.....ikke ved mig " skyndte hun sig at sige og tog en tår af vinen.den varmede ned gennem halsen og ud i brystet på en god måde.

Tristan kiggede hurtigt hen på hende da hun satte sig, som havde han siddet i en lille trance et øjeblik. Han spærrede øjnene op ved det hun sagde og blinkede et par gange. "Han..." Han tav og bed sig i læben igen.
"Du må have haft det hårdt, men du har klaret dig godt, glem den nar" Svarede han og vidste at han aldrig havde været god til at give respons på sådan noget.
På en måde gav det god nok mening at hun havde haft det hårdt. Andet ville ikke forklare hendes stædighed og evne og lyst til at hjælpe andre. Han kiggede væk et øjeblik og tog noget af sin vin uden at sige noget.

Camille svarede ikke med andet end et lille nik.
Hun havde bestemt ikke intention om at fremstå som en pige der brugte 'åh...det er så synd for mig' overfor en fyr...hun kunne ikke selv lide dem der klagede og jamrede for at få opmærksomhed.
Nu havde han fået et hint om der var en historie gemt dér...og resten kunne han få en dag hvor han sad fastspændt og ikke løbe fra hende når han hørte dét.Hun smilede lidt ved sine egen tanker
"Hvad med dig Romeo....hvilke pige har du gemt a vejen herude ?" Camille var pludselig optaget af samtalen hun huskede han havde haft med 'Isolde' fra billet lugen.
Hun trak blidt i en af hans karakteristiske lokker hår.

Tristan lagde hovedet på skrå og så forvirret ud. *En pige...* Tænkte han og kiggede lidt dumt. Så huskede han sin snak med pigen ved billetboden og smilede så lidt fjernt og rystede på hovedet. "Nååååårh det, nej jeg havde travlt og måtte få fat i en billet hurtigt, også var det bare lige det der hoppede ind i mit hoved" Forklarede han og smilede.
Han tog sig til hovedet og lænede sig lidt afslappet tilbage.
"Nej, det er ved at være lang tid siden jeg sidst havde en kæreste" Afsluttede han og tænkte tilbage på det, det var ikke ligefrem noget han savnede, men det havde nok noget at gøre med brudet.

Hun kom til at grine...hvor fuldstændig typisk for Tristan, at få sagt sådan.
Hendes humør blev straks meget bedre, sikkert fordi emnet var drejet væk fra hende...* naturligvis derfor !* sagde hun strengt i tankerne til sig selv.Men hendes nysgerrighed var vakt , hvilken type ville lykkedes at få Tristan til at ....
"Hvor længe siden....og hvordan var hun ? " .Hun ville elske at blive lidt klogere på Tristan og hans liv .

Tristan hævede et øjenbryn og grinede så. "Har jeg vagt din nysgerrighed?" Spurgte han hurtigt og smilede for sig selv. "Det er vel ved at snart være 2 år siden jeg har haft noget seriøst" Svarede han og tænkte sig om, det var ikke noget han snakkede ret meget om.
"Lad os bare sige at hun ikke var så sød som hun gav sig ud for" Han tog lidt mere af sin vin og nægtede at lade et dumt minde ødelægge hans humør, så det gjorde det underligt nok ikke. Det plejede altid at ødelægge hans humør når han tænkte på det, hvorfor var det anerledes nu.

Hun kiggede hurtigt væk, bare et sec for lige at få styr på sig selv.
Han skulle ihvert fald ikke tro ...
" Arh...jeg tror bare at jeg har sat dig i 'single boxen typen ' der hellere vil have hele kagen, end et stykke af den....altsår på den gode måde " tilføjede hun hurtigt.
Dét skulle jo ikke lyde anklagende ,hun havde bare ikke....han havde altid...
Camille havde jo set ved mange lejlighedder hvordan han nærmest var en chick magnet...men han havde aldrig takket ja til deres tilbud...ikke når han havde været i selvskab med hende, men han var jo også så høflig.

Han holdt et grin tilbage da hun vendte hovedet væk og kunne have sværget at han så et pink skær der, men måske var det bare ham.
"Ja, det har jeg nok også været siden den gang, lidt 'single type'" Han tabede lidt med foden imod sandet og rodede i sit orange hår med en hånd. "Men som du sagde så er jeg en person der tager hele kagen, alt eller intet" Han lagde hovedet på skrå med et glimt i øjet og sendte hende et hurtigt blik inden han tog lidt vin.

Et lille skævt smil var dét hun kunne præstere samt en ny erhvervet viden om sig selv.
Hun havde svært ved at forholde sig til Tristans kærligheds liv, hun havde dét bedre ved tanken om dét var non eksisterende.Hun rystede igen på hovedet af sig selv og sine tossede tanker.
Til Tristan kommenterede hun bare "hele kagen...naturligvis, du har jo sådan en sød tand + du spiser for to ...så dét kan jo ikke være anderledes ".
Hun sad og næsten 'rullede' papkruset mellem sine hænder.
Hun måtte lave et emne skift, inden hun fik for meget kulør i kinderne der ville være afslørende.

Tristan ragte kort tunge af hendes kommentar. "Er du nu flabet igen?" drillede han med et grin og fik så et ondt smil på. Han havde lige fået en ide som var utrolig at han ikke havde fået før.
"Nå, men nok om det, jeg kan fornemme at der er nogle andre som åbenbart ikke tager hele kagen, så hvad med dig?" Det var utroligt at han aldrig havde spurgt om det før, i princippet vidste han ikke engang med sikkerhed om hun havde en kæreste, men der var bare noget der sagde at hun ikke havde, eller han ville have dte bedre hvis hun ikke ha- Han stoppede sig selv. Underlig tanke.

Ok...hvis hun havde haft en forhåbning om at hun ikke havde rosa kinder før...så faldt den da sten død om nu !
Hun vidste godt at dét med 'ikke at spise hele kagen' ikke havde dén betydning som Camille gav dét, for dét havde han jo no chance in hell for at vide noget om.
Hun så udmærket godt dét løsrive glimt i hans øje...hvordan eller nærmere hvorfor endte hendes glimrende planer altid med bagslag ? Sandheden var at hun aldrig havde ...sovet...med en fyr...hun afsluttede altid sine forhold inden dét kom så vidt.
Hun var ikke snærpet , men var bare ikke typen der hoppede i seng med drenge før hun kendte dem godt og de havde dated noget tid.Hun vægtede kærlighed mere end sex.
Og så kunne man jo altid hygge sig på mange andre opfindsomme måder...uden at ....
Hun lede efter ord..."Altsår....siden jeg kom hertil har jeg ikke haft en kæreste...eller måske har jeg ikke haft en rigtig kæreste...men bare dated nogen i lang tid " .
"men hvordan var din ex ?" Hun forsøgte desperat at aflede fra hendes privat liv....desuden var der ikke mange fyre der ville forstå og leve ed hendes telekinese og tildels til at ryge ud i mærkelige ting.

Tristan kiggede lidt uforstået på hende. "Du..Har aldrig...Haft en kæreste?" Han kløede sig forvirret i nakken. Det kunne ikke helt passe. "Hvordan hænger det lige sammen, det er der jo ingen logik i?" Han rystede på hovedet og grinede da han prøvede at aflede emnet. "Glem det, vi bliver på emnet lidt endnu! Jeg har allerede fortalt dig, hun var ikke så sød som hun gav sig ud for" Svarede han roligt og tømte sit glas.
Det var måske bare en underlig humor han havde, men i hans verden var der ikke mange ting som var mere underholdene, end at pine Camille, med diverse ting.
Men det fandt ham underligt, hun var ikke en pige man forbandt med 'the good girl' 'den evige single' men måske havde han det bedst med det sådan alligevel. Det var i hvert fald en lettelse at hun ikke var ...en runde trunde.

Hun begyndte at grine...måske for at tage broden af et lidt prekært emne.
"altsår..jeg har da haft kærester...og sådan...dét bare aldrig blevet...alvorligt ...før jeg mistede interessen og følelserne for dem..." Nu skal du ikke tro jeg ikke 'ved' hvad en dreng er " smålo hun og drak igen noget af sin vin.
Hun ville hellere høre noget om Tristans ikke så søde kæreste....som regel handlede dét om penge eller utroskab.
"Nå...hvem af jer var utro ?" Forsøgte hun igen at aflede imens hun dækkede sine fødder med sand.

"You have got to be kidding me" Grinede han lidt, men på ingen måde hånene. Han hældte lidt mere vin op og lagde mærke til at de næsten havde tømt en halv flaske, rimelig hurtigt, men så igen, vin var ikke så stærkt, overvuderet. "Undskyld det er bare .. underligt, jeg mener du er jo ...dig, det giver ikke mening at du ikke skulle kunne få hvem du pegede på" Han stoppede op da det gik op for ham hvad han sad og sagde og grinede så lidt halvforlegent inden han hævede et øjenbryn. Det var ikke svært at gætte at det var utroskab, men alligevel. "Helt ærligt, ligner jeg en som ville smutte udenom? Det gjorde hun, med min bedste ven" Svarede han så med et lille nik, det rørte ham ikke så meget lige nu.