friskfanget # Tristan#

Camille så lidt på ham og sagde så "ja...nu er jeg jo ikke lige typen der bare går rundt og peger og siger 'IWant that one '....men dét er sandt at jeg egenlig aldrig har haft svært ved at tiltrække opmærksomhed...men dét skal jo ligesom 'klikke' og alle mine forhold har været som et dårligt levende lys....dét er brændt hurtigt ud...for mig ihvertfald ". Hun drak også dét sidste hun havde i bærget, dét fik hende til at slappe af.
"Tristan...for fanden...der hænger et hav af piger efter dig ,hver gang jeg støder ind i dag......og jeg kan da ikke se om nogen er trofast....men dét er vel oftest drenge der...." Bekendt gjore hun , men lyttede så til ham.

"typisk....dårlig kæreste og meget dårlig ven " .Hun skar en grimasse....ikke underligt at kærlighed havde så trænge kår...ingen værnede om dén , og så gled dét jo bare ud i sandet.

tristan fnøs lidt henkastet "Hard to catch i assume?" Svarede han mest for at drille hende, det undrede ham ikke at det havde været hende som ikke kunne 'settle down'. Han lænede sig lidt tilbage af og smilede afslappet.
"Give a guy some credit would ya? Men jo, dårlig kæreste, dårlig ven - skål på det" Han hævede glasset hen imod hende og tog en slurk af det vin han lige havde hældt op.
solen havde ramt vandoverfladen for længst og var nu så småt ved at sænke ned i det mørke vand, det virkede på en gang lidt trist og på en anden måde forfriskende. En afslutning, men også en begyndelse.

Hun trak på skuldrene "så må de jo bare gøre sig mere umage ik ?" sagde hun og blinkede en gang til ham.
Hun havde ikke afskrevet kærligheden ...ikke bevidst...og hun havde dén holdning at 'det kommer når dét kommer ' hun var ikke så opmærksom på dét i virkeligheden.Andet end ensomheden fra tid til anden rørte på sig...men dét kunne dén sandelig også imens man var i et forhold og dét var faktisk værre.
Hun hældte op igen i sit glas og satte dét grå sig. "Du godeste hvor du dog drikker knægt " teasede hun ham og med hovedet lidt på skrå og hænderne bag hed ryggen, så hun kunne læne sig...betragtede og nød hun udsigten... "det er snært dén første dag i resten af dit liv " sagde hun stille til ham.

Han kiggede tilbage på hende med et udfordrende smil. "I supose" Kom hans svar og han rodede lidt i håret.
"Det er ikke mig der har tømt en halv flaske" Teasede han igen og gav hende et flabet blik. det morede ham hvordan de kunne gå fra at faktisk være nogenlunde seriøse til i samme øjeblik at drille hinanden igen og bare lade det gå forbi - måske lidt trist når han tænkte over det, men hvad fa'en.
Han kiggede hen på solen som var ved at gå ned bag horizonden. Han rystede svagt på hovedet og kom med et svagt 'chuckle'. "nej, det er snart den første dag i resten af vores liv" Rettede han og tog sig til hovedet.

"Er dét ikke ?".Hun løftede et hjørne af tæppet og sagde drillende "så må her jo være nisser eller noget ".
Helt okay med at emnet kæreste var overstået for nu, slappede hun lidt af igen.Hun tænkte kort på hvordan Tristan var...og hvordan han måske var som kæreste... En pige der gav slip på ham og var sammen med en ven, måtte have ' big issues ', mente hun.

Vandet så roligt og smukt ud....
" ja...også i mit " stemte hun i og prikkede ham i siden.

"Det måder vil være og jeg tror jeg vil kalde de nisser 'Camiller'" Svarede han med et flabet smil ogprikkede ligeledes hende i siden med en utilfreds mine.
"Så var det nu du ville ud at se på 'spøgelser'?" Han lagde ekstra tryk på det sidste og forsøgte at se skræmt ud, men slog ud i et grin. Han troede virkelig ikke på at der var noget, men nu blev de nød til at tjekke det, om ikke andet for at se hendes skræmte ansigt.

" jo jo.... Jeg jo lidt af en ghost buster....jeg har et virkelig godt tav på dem...jeg skal nok holde dig sikker.." hun sprang op på begge ben og begyndte ivrigt at børste noget sand væk.
"Tristan...skal vi ikke lade det hele ligge her imens ? Eller tager vi dét med ? " hun hentede sine sko og kæmpede lidt med balancen da hun skulle stå på et ben og tage dem på.

"Vi lader det ligge" Svarede han og børstede sig også af. SÅ begyndte han at gå i retning af hvor hun havde peget da hun forklarede det. "Nå, lad mig se dine skills, ghost buster" Drillede han med et udfordrende smil. Han turde væde med at hun ville være ligeså rædselsslagen som hun havde været for spøgelseshuset i tivoliet.

Hun trippede hurtigt efter og kom op ved hans side.
"Se...allerede der sagde du...for første gang i dag...noget klogt....måske dét var ved et tilfælde " drillede hun ham igen " men dét er sandt, at når man skal enten kontakte eller fjerne spørgelser...så er der intet held kun skills der duer " .Hun så meget alvorlig ud "Og jeg kan både se og tale med de døde " .Og så brød hun ud i grin.
"Det er lige her ovre " .de kom til et tætning af træer og en masse sten var lagt...nærmest placeret og dét kunne sagtens gå for at være et alter.Camile stoppede op og stoppede med at tale.

"Første gang idag - my ass" Mumlede han med et suk og gik med den vej hun gik. Han havde ingen ide om hvor det var.
"Sure you caaaan" Grinede han og tog de sidste skridt hen til det lille sten alter. "Okay, så hvor er dit spøgelse? Skal vi hold i hånden i en 2 mandsrundkreds og sige latinske besværgelser før den kommer frem?" Spurgte han sarkastisk og kiggede sig omkring, her var ved at være godt mørkt alligevel.
Med et suk vendte han sig imod hende igen, han kunne ikke se noget, ikke at han havde forventet det.

Hendes øjne fik et finurligt lille glimt.
"neej....er du sikker på du ikke har prøvet dét her før ?...du har helt ret...med undtagelse af dét ikke er på latin...ikke alle spøgelser har sprog øre vel !" Sagde hun og rystede opgivende på hovedet af ham.
Hun pilede iver til alteret, lagde sig på knæ og strakte armene over dén store kolde flade...så hendes hænder var omkring midten ."Oz dig honey..." Sagde hun og nikkede på pladsen overfor hende.
Hun forsøgte at holde masken da hun sagde.."Dét er rent fagligt, men dét virker bedst hvis man fletter fingrene og ikke blot holder hånd...de har mere svært ved at bryde kontakten ".

Tristan kiggede et øjeblik dumt ned på hende og hen overfor hende hvor han skulle sætte sig og tilbage. Så rullede han med øjnene og traskede derover. "Du er syg, syg siger jeg dig..." Mumlede han og satte sig forsigtigt ned overfor hende. Han hadede at sidde ned i mørke, det var næsten som om at han allerede kunne mærke et eller andte ånde ham i nakken.
"Godt så, kom med din ramser" Afsluttede han og greb skeptisk fat i hendes hænder. Han følte sig dum og fjolet også alligevel havde han det sjovt.

Camille smilte næsten triumferende, da hun fletted sine fingre ind i hans og hendes puls helt automatiisk blev hurtigere.
* easy girl * advarede hun sig selv og rettede sine øjne mod Tristans og tog en dyb vejrtrækning.
"ok....whatever happens...afbryd ikke vores lille men stærke 'cirkel' .......parat ? ".
I virkeligheden anede hun ikke noget om hvad hun fortog sig, Camille havde kun dét her fra halv dårlige film og som udgangspunkt troede hun ikke på ånder og spøgelser, men dét behøvede hun jo ikke sige noget til Tristan om.
"luk nu øjnene...." Hun gav hans hænder et lille klem og startede med at tale..
" jeg byder dig indenfor i vores cirkel....hør mig , tag min invitation...kom indenfor...jeg byder dig "....

Tristan fnøs skeptisk og havde mest af alt ikke lyst til at lukke øjnene. "Du køre en eller anden joke på mig så snartjeg lukker dem" Svarede han, men gjorde dig som hun sagde og lukkede øjnene.
Ind imellem smilede han lidt bredere eller kom med et fnis da hun begyndte på det han vågede at kalde 'Den værste ramse nogensinde opfundet på stedet'. "Ihhh ja, kom og join freak klubben, vi bruger vores tid på at drikke og tilkalde spøgelser" Sagde han sarkastsisk og holdt øjnene lukkede. Han lavdede et skævt smil og rystede svagt på hovedet. Det var jo åndsvagt, spøgelser fandtes bare ikke og hvis de gjorde var de passive.

Hun klemte hans hænder hårdt og tyssede på ham.
Hun var forundret over at hun endnu ikke lå henslængt over alteret med mave kramper at latter, men hun var opsat på at gøre dét her....så godt hun kunne.
"Vi byder jeg i cirklen ind, alle ånder vi hidkalder jeg...kom ind " .
Camille mærkede et vindpust...hvornår var dét blevet køligt ?
Og hun hørte en udefinerbar lyd...hvad fanden...dét lød som en hvisken, men ikke fra Tristans retning.
Hun åbnede øjnene, så sig omkring, uden at bryde 'cirklen'.

Tristan sukkede og brød sig ikke med hendes tyssen, istedet fortsatte han bare. "Ja, kom ind, vi der ikke har noget liv har brug forselvskab." Han smilede lidt, men dte falmede lidt da han synes han hørte en lyd.
Han slog hurtigt øjnene op og kiggede på Camille. "Hvad var det?" Sagde han henkastet og kiggede sig omkring uden at give slip. Han synes et kort sekund at høre andre der snakkede end dem, men så var det væk, det var også blevet litd køligere. Great, hvis dte var et væsen så blev han sindsyg, magtede dte ikke mere den dag.

Camille stirrede ud i mørket med vantro øjne ."Ved da ikke hvad dét er...dét jo bare...for sjov...dét her " fik hun sagt anspændt og med et lidt irriteret ryk trak hun sine hænder til sig imens hun sagde "slip så !" Som var dét Tristan der insisterede på at holde fast.
Hun synes hun kunne fornemme nogen tæt på....der. var også lyde som blev der trådt på små kviste, men hun havde vanskeligt ved at vurderer retning og afstand.
Hun rejste sig og så bekymret på Tristan..."jeg tror vi skal væk nu"

Tristan kiggede lidt dumt på hende da hunt rak hænderne til sig, men hun synes ikke at opdage det..Som om det var ham der.... Urg! Han rejste sig op og kiggede sig som omkring. Det lød som om at der kom nogen, men det kunne også bare være mørke paranoia.
"Nej da, nu begynder det sjove jo!" Svarede han og fat i hendes hånd for at forhindre hende i at smutte. "Det var dig der ville se på spøgelser" Drillede han og kiggede omkring igen.

Camille der var ved at sætte afsted , blev standset af hans greb i hendes hånd.Hun kom hen på siden af ham og hviskede " glem nu de spøgelser...kan du ikke mærke her er nogen ?".
Ingen hørte de kviste og grene blive knust og lyden af en stemme der enten hviskede eller var ekstrem hæs.
"okay...kan vi splitte ...dét er enten et spøgelse eller en storryge der belurer os..begge dele er skræmmende " hun klemte hans hånd og en kvinde skikkelse i gråt tøj...semi gennemsigtig...kunne skimtes mellem nogle træer...dét synes Camille at kunne og hun holdt fast i hele Tristans arm og hviskede "derovre..derover".

Tristan kiggede hurtigt ned på Camille, hvad snakkede hun om? Han kom til at grine lavt. "Er du bange?" Fik han lige sagt inden noget mellem træerne fangede hans opmærksomhed. Han anstrengte sine øjne for at være sikker på hvad han så. Var det en dame? Han kiggede efter igen. Og var han semi gennemsigtig.
"Arg det er en dårlig joke det der!" Udbrød han og prøvede at gennemskue hvad det var de kiggede på.
"Ser du den også eller?" Mumlede han ned til Camille og kunne dømme efter taget i hans arm at dte havde hun.

Camille rystede på hovedet, hvad pokker skete der.Hun havde da umuligt kunne tilkalde et spøgelse...eller noget som helst andet, med den hel dårlige joke af en påkaldelse hun sagde før?
" ik bange....tjekkede du udløbsdatoen på vinen ?" Gav hun igen, men
hun slap ham ikke, de anede trods alt ikke hvad eller hvem de var oppe imod.
Skikkelsen trådte frem, ud af træerne.Hun åbnede munden som forsøgte hun at sige noget, og hun havde et bekymret udtryk.
Camille svejede og lige inden hendes ben forsvandt under hende hviskede hun "mor?"
Og i samme sekund forsvandt skikkelse.

Tristan rynkede brynet og kunne, som han var, ikke lade vær' med at lave en joke. "Klump, vin har ikke en udløbsdato, jo ældre jo bedre som man siger" Han lod vær' med at sige mere, men kiggede bare misbilligende på 'spøgelset' var det en eller anden prank Camille kørte på ham, eller var dte faktisk lykkedes hende at tilkalde noget? Det løb ham koldt ned af ryggen.
Han stod i et par sekunder i en trance, men blev hurtigt slået tilbage til virkeligheden da han mærkedes Camilles tag løsne og at hun synes at svaje lidt. I et øjeblik takkede han gud for at være født med voldsomt gode reflexer idet han nåede at svinge en arm rundt om hendes talje og gribe hende inden hendes ben bare forsvandt under hende. Da han kiggede op igen var skikkelsen væk og han kiggede ned på Camille igen med et bekymret udtryk. "What in the world.." Mumlede han forvirret.

Hun faldt og ramte ikke som forventet noget hårdt med sit hoved , men dét var nærmede en 'blød' landning.
Camille var befandt sig på et stadie mellem bevidstløs og vågen.
Hun fornemmede ikke Tristan, men hun oplevede en følelse af at være tryg , at være et trygt sted.
Hun kunne ikke tale eller åbne sine øjne...hun var et andet sted
Minder af hendes mor og Camille selv legende i haVen, i boblebad og godnathistorie ved sengetid væltede frem.
Minder og følelsen af hendes mors Kærtegn og kærlighed og mindet om den sidste aften hun havde set hendes mor, den sidste gang hun havde holdt om hendes mor , da hun blev lagt i seng.
Camille huskede dét hele...levende og i hendes trance tilstand begyndte hun at klynke...enkelte små lyde, der bar vidne om et stort følelses mæssigt pres.
Hun ønskede dog ikke at vågne, hun ville blive hos sin mor.

"Camille for fanden!" Udbrød han og puffede lidt til hende imens han kiggede omkring efter nogen, men der var selvfølgelig ingen omkring dem lige nu. Han bed sig hurtigt i læben da pigen ikke svarede og kiggede ned på hende igen. Var hun blevet så bange? Et hurtigt blik imod træerne igen.
Flere tanker kørte igennem hans hoved, hvad var der sket og hvorfor faldt Camille om? Var hun okay og bare bange eller var dte rent faktisk noget alvorligt?
Det værste var at han ikke rigtig kunne svare på noget af det, men han måtte da gøre noget. Rent impulsivt som han havde set i film mærkede han hendes puls, den var okay og overraskende rolig faktisk.
Af en eller anden grund åndede han lettet op da hun rent faktisk hulkede, det betød da at hun klarede sig. Han bøjede sig lidt ned og fik fat om hendes ben med sin frie arm idet han løftede hende op i armene og begyndte med hastige skridt at gå imod stranden igen. Derfra kunne han finde tilbage.Idte han forlod pladsen kunne han have svoret at se skikkelsen igen, men da han kiggede efter, var den væk.
"Hey, hey, vågne vågne" Mumlede han og konstaterede at hun var temmelig langt væk. Han nåede ned til stranden og kiggede omkring. Kurven var der endnu, men den kunne vel ligge til imorgen, der var intet vigtigt i den. Han satte kurs imod hytten.

I Camilles krop bar sanserne præg af tilstedeværelsen af hendes mor.
Tristans arme hun fornemmede om sin krop, blev omsat til oplevelsen af hendes moders favntag og igen var dét som hun forsøgte at tale til Camille, denne gang kunne hendes smukke stemme høres omend noget utydeligt, inde i Camilles hoved.Camille lå en anelse uroligt i armene på Tristan, nok til at vise at der var action i dét indre liv.
Stemmen klingede lyst og Camille måtte anstrenge sig for at lytte , hendes lille indre barne havde ikke hoved for andet end at ville over og gribe fast om den mor hun så brat havde mistet.
Men hun lyttede og fik opfanget dette "Camille ..blodet i dine åre er blandet med dét vi fra gammeltid beskrev som fairyblood......dét har du fra mig min skat.Jeg er ikke død men rejst til elvernes rige ,med mange andre feer.
Jeg vil hente dig , have dig her hos mig....tænk nu godt over dét min pige, dét kunne være så dejligt....jeg elsker og savner dig " og så forsvandt både stemme og image af hende.
Camilles følte en lille del af hendes sjæl blev flået i stykker...om igen ,forfra endnu engang.