Vi mødes også bare over alt (Camille)

Han opgav at tænke mere over det, det virkede stadig underligt, men nu var det hans tur til at slappe af. Han lod blikket glide over pigen ved lugen, han havde ikke den samme hæmning som Zean...Han følte sig ikke forpligtet over for nogen pige. Men han var ikke frisk på at hygge sig med hende, lige nu.
Han kunne altid huske hende senere...
"Hallo?" svarede han ganske normalt, roligt og så lidt på hende. Hans kolde blik måtte være onok, selv om den nogen gange virkede tiltrækkende på folk. Hun fattede sig dog også lidt, selv om det var tydeligt hun stadig godt kunne tænke sig at lære ham lidt mere at kende.
*Bare rolig min pige...pas på hvad du ønsker dig* tænkte han for sig selv og lod blikket glide over vandet.

Pigen i boden fik en vibe af 'danger' men dét gjore bare Leonard mere spændende i hendes øjne.
Til Camille sagde hun tørt " Behøver du tage ALLE de gode selv " og inden Camille kunne nå at svare havde hun smækket to biletter på bordet og sagt 240 kr.
Camille måtte bide sig i tungen for ikke at give hende en ordenligt omgang verbal smæk i retur, hun kunne mærke hun lige var i humør til dét, med hun undlod...kontrollerede sig.
Hun prikkede Leonard på armen og sagde "Kom så..cassanova...inden båden sejler " og så gik de mod færgen, der allerede havde taget mange ombord.dét var en populær tur.

Han fulgte efter hende. Han havde sejlet et par gange før, havde også selv engang haft en spækhugger, bare for at kunne sejle lidt rundt. Men det havde altid været af en grund, fordi han skulle et eller andet, et sted hen eller noget. Det var snart et godt stykke tid siden han havde sejlet og han havde aldrig tænkt på bare at tage en fornøjelsestur. For Zean havde dette nok være mere normalt...Hvilket bare gjorde ham mere bevist om at Zean ikke måtte komme tilbage...endnu. Ikke før han selv var tilfreds...og dette var noget han godt kunne vænne sig til...

Camille anede ikke noget som helst om de rette betegenlser for stederne på en båd, men hun mente da det var stævnen, bådens spids, hun fik guidet Leonard ud til.
Det var et skønt sted at befinde sig når de kom ud på vand rigtigt, der kunne vinden rigtig ruske i hår og tøj og sprøjt fra skummet på havet kunne få fat på en. Camille havde altid elsket det, men måske Leonard ikke ville ?
Det ville tiden vise.
"Skal jeg hente noget te eller er der andet du kunne tænke dig?" spurgte hun muntret, færgen havde en lille cantine bar agtig sag, hvor diverse drikkevare og snacks kunne købes.

Han overvejede det lidt, mens skibet gjorde klar til at lægge fra kaj.
"Lidt te tror jeg" han så på hende og smilte lidt. Hvorfor havde Zean, når nu han var så tit sammen med hende, aldrig overvejet Camille? Hun ville ikke være et dårligt parti...Istedet for den engel...
Det hele lå nok i at han ville være med til at bestemme. Bestemme hvem, hvor og hvornår. Han hade når Zean bare gjorde ting. Det var noget af det de blev adskilt af...at de ikke var enige.
Han sukkede og så ud over vandet....Hvordan kunne han lære Zean det? han måtte nok snakke mere med ham...eller noget.
Det var underligt at tænke på de var samme person....

Camille kunne gudskelov ikke læse tanker, selv om hun ofte havde ønsket at kunne det.
Så hun stak ham bare et smil i retur og stak af for at hente noget te til dem begge.
Nede ved baren var tjeneren meget høflig " Sikke et fint vejr i dag, ikke...det bliver en dejlig tur over i dag, lige tilpas med vind, en rigtig smuk tur. "
Han trak ordet smuk ud så det værmest kom til at have effgekt af noget uanstændigt og hans blik slap hende ikke.
" ja ja, den er fin med dig...de to te, tak " svarede hun lidt ilde tilmode, burde han ikke bare have svaret så gerne.
Hun trillede nogle mønter over disken til ham og tog de to papkrus og gik op igen.

Han lod blikket vandre. Menneskerne bag ham sludrede lystigt, mens nogle enkelte stod ud over rælingen og nød turen.
"Er det denne verden du føler dig så tiltrukket af?" mumlede han, som om han faktisk talte med Zean.
"Det forstår jeg godt...desværre kan vi ikke være to om det..." han blev næsten overrasket da Camille kom igen. Han mumlede en tak da han tog imod teen. han pustede på den, men ventede lidt med at drikke.
"Det er lidt...specielt, det her..." sagde han så

Hun stoppede op da hun hørte hvad han stod om mumlede.
Han strejfede hendes hjerte, rakte han ud efter Zean? forsøgte at forstå ham ?
Var hun så ikke allerede halvejs i mål, bare det at han forsøgte?
Hun gik stille helt over til ham og rakte ham kruset.
Camille nikkede tilkendegivende " Ja..du har ret, det er lidt specielt...for os begge to, dog mest for dig. Men kan du lide det ?" spurgte hun med hovedet llagt lidt på sned.
Det var besynderligt som man kunne svinge mellem at have totalt styr på en plan og det næste øjeblik ikke have nogen ide om hvad man egenlig fortog sig, konstaterede hun stille for sig selv.

Leonard sukkede svagt for sig selv. Kunne han lide det? Desværre. Desværre for Zean. Han smilte lidt. Havde hun overhoved overvejet det? At vis han fik lyst til at være mere...ude, hvis man kunne sige det sådan, ville hun nok ikke se så meget mere til den Zean hun så godt kendte.
Men det hele var jo også bare skuespil. Det var det altid. Han spekulerede kun over det fordi det var sjovt.
Hvad han virkelig kunne lide...var magt. Åhja, lige som ved kirkegården, hvor den kære Lich king, eller hvem han nu var, var kommet...det havde været skæbnen! Men nogen skal jo altid ødelægge det hele...
"Åh ja, det er ganske rart...Men hvad er din plan?" han så direkte på hende nu, istedet for ud over vandet.

Hun fik næsten sin te galt i halsen, da han spurgte ind til hendes plan.
Hvordan kunne hun forklare noget hun selv tvivlede på og hele tiden skiftede mening om.Igen med ærlighed, besluttede hun .
" Leonard...jeg ved det faktisk ikke helt.Jeg tænkte at hvis du også havde det godt og var glad, at i så bedre kunne slutte fred, begger to.Jeg ved ikke helt hvordan i oplever det, men i er jo en del af hinanden, og .." hun stoppede op , havde ingen ide om hvordan hun skulle gøre rede for noget hun ikke helt selv forstod.
Hun kiggede op på ham med et undskyldende blik "jeg ville bare gerne hjælpe jer begge....du virkede ikke særlig glad, og Zean har virket deprimeret meget længe".

Zean. Ja, selvfølgelig derfor.
"Har du overhoved overvejet hvis jeg bliver glad for selv at leve livet? At skubbe Zean i baggrunden?" spurgte han og lod blikket vandre igen. Blive venner? De var alt for forskellige...ville forskellige ting. havde hun slet ikke forstået det? Hvilke konsekvenser det måtte have? på den anden side kunne han være ligeglad...Det var Zean bare ikke.
Han hade faktisk det her...han ville bare passe sig selv, passe sig selv om Zean, uden nogen blandede sig. måske skulle han havde stoppet hende, inden hun fortalte ham noget? men det var jo forsent nu, han måtte planlægge efter hvordan tingene stod nu.
Jo mere afslappet og godt han end måtte have det, jo mere...blev han tvær. Indeni. MERe og mere besluttet på at ødelægge det for Zean...

" Du ved vel godt jeg holder af Zean...jeg har kendt ham længere tid,end jeg har kendt dig.
Det kan der jo ikke ændres på, men hvis du følger så meget med ,som du siger du gør...så ved du også at jeg fortæller dig sandheden når jeg siger, jeg også bekymrer mig om dig. Jeg forsøger ikke at vælge side, men at finde en løsning der fungerer for jeg begge. Hvordan kan det være at du husker alt, men Zean intet? Og hvad er det du har så meget imod familie liv ?* hun spurgte stille, hun forstod det ikke, men Leonard virkede tålmodig med hende og det var hun glad for.
Hun havde ikke overvejet at han kunne blive så tilfreds at Zean ikke kom tilbage, det hele var noget rod.
Ikke nu, men engang i fremtiden håbede hun det var i kortene for hende, en familie, men hun tvivlede.
Hvem ville kunne accepterer et liv som hun levede, involverede i væsner, drab og underlige ting.Desuden kunne man jo ikke bare dikterer kærligheden, den kom når den kom...og hun ville ikke nøjes med noget der ikke var den rigtige vare, så hellere undvære.
At være ensom når man var singelgjore ondt, men at være ensom når man var i et forhold var meget værre...og det sidste gad hun ikke opleve.

Alt for mange spørgsmål, hele tiden! Alt for mange spørgsmål om det private, om hans tanker, følelser og det skete! Han vente sig med front mod hende, med tydelig tegn på ikke at være helt så tålmodig mere.
"Stopper det da aldrig?!" udbrød han, en anelse højt, så de nærmeste folk kiggede.
"Du kan ikke redde hele verdenen...så hvis du undgå flere problemer, også for din kære Zeans skyld, så lad være med altid at ville hjælpe ham, nogen gange virker stilheden bedst, for først da kan han tænke for sig selv og finde sin egen løsning! Hvad angår familie....Hvordan kan man holde af noget der øjensynligt ikke holder af en? En familie...bare et begreb man har opfundet for at tvinge folk til at være sammen en, folk gør det af egoistiske grunde...fordi de hader at være alene! Hvis ensomheden og følelsen af at være alene ikke fandtes, fandtes irriterende familie, venner og såkaldt kærlighed heller ikke, og det...Det ville være så meget nemmere!" han sukkede og lod blikekt glide over stedet, sendte de nærmeste et koldt blik og så ned mod vandet igen...vandet virkede underligt beroligne...Men han ville ikke være rolig lige nu! Han havde mest af alt bare lyst til...Lyst til....At finde en ung kvinde og få hende til at lide...

Hun blev helt forskrækket over hans højlydte udbrud.
Hun havde ikke set dét komme og blev pinlig bevidst om at folk kiggede, som havde hun gjort noget galt.
"J-jeg skal nok stoppe " fik hun fremstammet og så væk grå ham.
Hun opdagede en ting,en ny ting.Hun brød sig lige så lidt om når Leonard var vred på hende som når Zean var , og hun havde åbenbart en skrækkeligt tildens til at gå over stregen med dem begge.
Hun kunne se hans afslappet humør var væk og blevet afløst af noget andet.
Hvad kunne hun stille op, nu?
Hun ville ikke gå ind i en ny debat med ham, han måtte have lidt tid...men han skulle opfører sig ordenligt.
Hun sagde lidt spidst til ham ,uden at se på ham direkte " hvis du venligst vil lade vær med at råbe af mig...så skal jeg nok stoppe mine spørgsmål , for resten af dagen" mere kunne hun ikke love.
Et lille strejf af...noget trist...lå over hendes ansigt.

Noget nyt gik op for ham. Han så på hende igen, med et lidt undrende udtryk, men ikke over det hun sagde...nej, noget andet. Det kunne ikke være...det ville kun skabe uendeligt mange nye problemer. Nej. Han måtte ikke....Det gik ikke.
Han tvang sig selv til at se væk fra hende. han knyttede sin ene hånd og tog en tår af sin te. Han lukkede øjnene et øjeblik....hvad var bedst? At det ikke blev kendt...aldrig nogensinde. Den pige var usund...for dem begge.
"Jeg tror jeg smutter...for nu..." sagde han, stadig med lukkede øjne, og før hun kunne nå at sige mere til det, var det den normale Zean der åbnede øjnene.
Noget forvirret...Han så Camilles triste udtryk og blev bekymret...
"Hvo...hva...nej!" han kunne ikke beslutte sig for hvad han skulle spørge om først. hvor de var eller hvad han havde gjort.
Han lagde en hånd på Camilles skulder.
"Lov mig han ikke har gjort noget slemt..." han havde aldrig følt sig så magtesløs før...

Hun fik ikke noget svar.Ikke andet end den øredøvende stilhed.
Hun kunne se han var trukket tilbage i hans egene tanker og at humøret var på en måde skiftet.
Camille ærgede sig, lige nu over sit talent for at bore i ting.
Hvordan havde hun dog troet hun kunne styre...kontrollere dette ? Dét var jo enormt!
Hun nåede ikke at sige spor, da Leonard sagde farvel, gerne ville hun have sagt et eller andet...pænt.
Men Zean stod der med et, og var lige så forvirret som hende.
Hans hånd på hendes skulder og hun mødte hans blik.Næsten...kun næsten havde hun tårer i sit blik.
"Bare rolig Zean...han har ikke gjort noget, kun været rar, der er ikkekrummet et hår ,hverken på mig eller nogen andre"sagde hun stille.

Han fjernede hurtigt sin hånd og lod blikket glide ud over vandet.
Han viste ikke hvor de var...eller hvad klokken var. Han skulle sikkert snart på arbejde...
"Hør, jeg aner ikke hvor vi er...men er vi snart i havn? Og i så fald hvor? Skal sikkert snart på arbejde..." han ville bare gerne have lidt tid for sig selv. alt dette gjorde ham snart sindssyg. Han prøvede at være så rolig som mulig....Men Camille måtte også snart forstå han ikke gad denne leg mere. Han ville bare gerne passe sig selv go selv finde en løsning, hvis der skulle være en. At hun havde gjort hvad hun kunne...skabe mere forvirring. Ødelagt den smule balance han før havde følt. Skabt en ny bekymring. Men kun for at hjælpe.
Han savnede at være sit gamle jeg...Og efter i dag ville han kæm,pe for at blive ham igen. Det var jo ham Dawn var blevet forelsket i, det var ham der tog problemer med en vis kølig og ligegyldighed....Og det var meget nemmere end at blive så engageret i ting. Ham der ikke bare snakkede om private ting til...andre.
"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til dette her....Andet end jeg ikke gider snakke mere om det" han så på hende igen
"Jeg kan se du ikke er glad, jeg ved det sikkert er min skyld et sted....Du er så glad for hvis jeg bringer mine følelser på banen og det vil jeg gøre nu...FOr sidste gang. FOr jeg gider ikke mere. Følelser er private og ikke altid til at dele. Jeg har følt mig presset, fordi du hele tiden ville blande dig, jeg har ikke følt jeg har fået tid nok til selv at tænke over det...Jeg er van til selv at løse mine problemer og det vil jeg stadig gøre....Der har sket...en masse det sidste døgns tid, som jeg skal have bearbejdet og løst. OG det ønsker jeg at gøre selv. Så jeg ønsker aldrig mere vi snakker om disse ting...lige meget hvor trist du så end synes jeg ser ud...OG som nok det vigtigste..Ingen andre må vide noget" hun forstod sikkert ikke hvorfor nogle af de ting var så vigtige for ham...Men sådan var det.

Hun så ud over vandet og syntes pludselig dét så meget mørkt ud, dybt.
"Pointfree...øen, dét bliver nok lidt svært at nå at komme på job, Zean ."
Hun sukkede.Han var også vred, dem begge to ,hele ham !
Den skideballe......hvorfor rev han ikke bare hendes hjerte ud?
"fint....ikke flere spørgsmål...jeg har forstået dét, fra jer begge to, faktisk !".

Hun sukkede, dét ville blive en lang dag på øen.

Han så lidt på hende, men valgte ikke at gøre noget ved hendes...irritation, tristhed eller surhed...hvad det nu var. Pointfree? Aldrig hørt om det...men så langt væk kunne de heller ikke være fra de byer han kendte.
Ikke nå på arbejde? Han brød sig ikke om tanken...Hans arbejdsgiver havde altid kunnet stole på ham og havde givet ham vigtigere og vigtigere opgaver....
Han fiskede en mobil op lommen, en han faktisk tit glemte han havde, han havde den kun for at Dawn kunne ringe hvis der var noget.
Han tastede et nummer og ringede op...Lidt efter var der en der tog den.
"Hej...Naa...Det er faktisk det...Jeg kommer ikke i dag....Ja, det er sent...Ja det ved jeg. Jeg tager en dobbeltvagt i morgen så....Du kan stadig stole på mig...Det er privat du ved det sker...Hejhej" han slukkede mobilen igen og sukkede svagt. nu havde han i hvert fald ikke arbejdet at tænke på lige nu.
"Nå..Hvad vi så, som kan gøre dig i godt humør igen?" han sendte hende et lille smil. Lige meget hvor kold han øsnskede han var, hade han den tunge stemning lige nu.

Camille holdte sit blik på vandet.
Dét var...neutralt.
Dét var ikke fordi hun var vred, mere lidt legetøj over hendes forsøg på at bedre tingenes tilstand ,ikke synes at have haft den helt vilde positive effekt.
"Zean...du behøver ikke arbejde på mit humør, dét er fint nok.Bare giv mig til vi når i land, så er jeg mig selv igen.... Med få undtagelser." Sagde hun.
Hvis de ikke fandt på andet at lave, ville hun gå op og se om sommerhuset forsat var til salg, der var allievel flere timer før der gik en færge retur igen.
"Kan du lide at sejle ?" Spurgte hun lidt nysgerrigt.

Han sukkede og overvejede at fortsætte med at ville påvirke hendes humør alligevel...Men så ville hun sikkert også bare spørge mere ind til det hele. OG det ønskede han ikke længere.
Han så lidt p hende og så ud over vandet.
"Ja, faktisk...Som regl sejlede jeg bare når jeg skal fra A til B, aner ikke om det er samme grund nu...Var der noget specielt i skulle på øen?" det føltes nemmere at snakke om Leonard som en anden person. Så det valgte han at gøre.
"Har også selv lidt erfaring med det...at kunne styre en, med sejl godt nok..." mumlede han lidt

Hun så overasket op på ham " kan du sejle en båd ?Hvor fantastisk....sejler du ofte så ?".
Camille elskede at være på vandet, der var en følelse af frihed man ikke fandt andre steder, dét var ihvertfald sådan vandet påvirkede hende, når dét var roligt.Bølger i stor stil skræmte livet ud af hende.
"har du aldrig været på den lille ø før ?Dét er en lille ø spækket med sommer huse og jeg har haft kik på dét ene....måske kan vi spadserer derop, jeg er nyserrigt om dét stdig står til salg " spurgte hun og ville på ingen måde presse ham mere i dag.Faktisk ville hun nok næsten gøre som han bad om for at undgå uoverensstemmelser...der var en tid til krav og en tid til at føje ....og dét sidste var nu.

"bare en lille en..." svarede han med et lille smil. han gik ikke meget op i det...men viste alligevel hvad han skulle for at kunne sejle en.
"Jeg har aldrig hørt på...var det Pointfree?" sagde han og lod blikket over til øen man kunne se og som nærmede sig
"Sommerhuse? På en måde lyder det hyggeligt nok...Det har både sine for og ulemper" sagde han, da han altid tænkte over hvilke muligheder evt. fjender eller andre havde ved at finde ens hjem...Og nå ind til en.
Noget han altid havde taget alvorligt...
"jo..jo det kan vi" smilte han

// Sorry , den ø opfandt jeg sammen med Tristan i et emne.....vil den søde admin tilgive mig den smutter ? //


"Dét da super at du kan dét...har du selv en båd Zean ?" Spurgte hun interesseret.
Hendes far havde haft en og inden hendes mor forsvandt ,sejlede de ofte men aldrig efter.Og en privat båd havde hun faktisk ikke været på siden.Tænk hvor afslappende en aften og bare ligge med noget at drikke og skvulpe rundt
" dét er helårsbeboelse de sommerhuse i udmærket stand...og derfor også lidt dyre "rynkede hub næsen og bemærkede at de var ved at være i land.
"Herligt du vil gå med...moe vi nu er strandet her alligevel " smilede hun til Zean , allerede i bedre humør igen.

Han trak lidt på skuldrene.
"Ikke rigtig, kom jo her til for...ja, 2, snart 3 år siden? Og der har sket alt for meget siden til jeg har fundet ro og lyst til en lille båd...desuden regnede jeg ikke med at være her så længe igen...hvilket det jo så viste sig jeg gjorde" han smilte lidt, han havde jo penge til det. Ret mange endda. Man skulle ikke tro det og folk spurgte som regl heller ikke, men Zean havde penge nok til at blive kaldt rig. Måske også mere end det.
"dyre? Det gør ikke mig noget...måske skal jeg kigge med...det er altid interessant at se efter nye muligheder" smilte han

//det jo fint nok, elsker desuden sådanne kreativiteter^^ Det kan evt. også foreslåes til Valencia så hun faktisk kan oprette øen?//