Vi mødes også bare over alt (Camille)

Han åbnede snart sine øjne og så på hende...
"Jeg ved ikke om han er min ven eller fjende...han opføre sig som begge dele...MNen i hvert fald ønskede han at jeg skulle vide dette...det må han havde gjort, ellers ville han have gjort noget..." det var underligt at snakke om sig selv, som en anden person. Det var jo stadig ham...bare en anden del af ham. Han fik det selv til at lyde som om det var en anden person der var trængt ind i ham....Men det var det ikke. Det hele kom af ham selv. Og derfor måtte han abre arbejde med sig selv, for at vide mere.
Hvis han viste alt...måtte han også vide havd han tænkte...og hvis han havde lyst, kunne det være han faktisk...kunne være bevist om de ting han gjorde...hvis han ville...
Det hele virkede forvirrende, endnu et problem, en ting, at tage stilling til og tænke over...
Men det nyttede ikke at være bange for, at han skulle komme frem hvert øjeblik...Han måtte finde en balance....

Camille trak lettet vejret igen og smilede opmuntrende til ham.
" Jeg tror du har helt ret Zean. Jeg havde samme opfattelse, egenlig var han jo vældig rar .... eh, Du ved jo godt at "han" er en del af dig...der opstår når det hele bliver for meget og for svært...så tager han over ".
Hun vidste faktisk en del om schizofreni som læge, men om dæmon generne betød det var anderledes for dæmoner vidste hun ikke helt.Hun havde set en masse lighedder men også nogle atypiske ting.Udover at alt naturligvis var forstærket og derfor mere voldsomt når man var dæmon.
Hun havde eormt lyst til at lægge armene om Zean, det var en stor mundfuld han skulle fordøje, men Zean var ikke lige typen der bare tog imod et kram, ikke af de årsager og ikke fra Camille, så hun sad hvor hun sad, og nøjedes med at række ud efter ham i tankerne.

HAn begyndte at grine. HAn grinte og rystede lidt på hovedet før han så på hende igen.
"Sikke et kaos...Nå, men nu ved jeg da jeg ikke er helt rask" HAn rejste sig. Han tog glassene og krusene og bar dem ud i køkkenet, tilte dem klar til opvask og gik ind til hende igen. Han viste ikke rigtig hvordan han...reagere på alt det her. Når han havde det svært? Hårdt? Han forstod det faktisk ikke helt.
Tanken var sjov...men også foruroligende. Det var stadig en svaghed og end til videre end svaghed han ikke kunne gøre noget ved...på en måde ville han bare...have det til at forsvinde, så han blev hel igen, hvis man kunne sige det sådan. Men det kunne sikekrt ikke lade sig gøre.
Han sukkede lidt og satte sig i sengen igen, uden at vide hvad han skulle sige til Camille...Hvis han skulle sig enoget. SÅdan var det altid at være sammen med hende...Men fik virkelig brugt diverse følelser.

Camille lagde ansigtet i en bekymret mine da han begyndte at grine og give hans kommentar om han ikke var helt rask.
Han følte sig utilpas ved den viden han havde fået, og indtil han havde fundet en måde at vende den nye viden til hans fordel, ville Zean formenlig være mere ustabil end vanlig.
Camille forholdte sig passivt, udover at ligge dét snavsede linned ved døren.Hun ville tage dét med hjem og vaske dét, så Dawn ikke skulle bekymre sig og blive trist, når der ingen grund var til dét.
Hun vendte tilbage til sengen og Zean kom endelig tilbage fra køkkenet, og tog også plads.
Hun vægtede hendes ord...hun anede ikke hvad der skete i hans hoved og hvad hun skulle og nok mest ikke skulle gøre.
"Zean....hvad kan jeg gøre, hvad har du brug for ?....og lad nu vær med at fej mig af banen, vær sød at svare mig rigtigt. " Måske dét kunne give en pejlning af hvad der foregik i fyren?

Han så lidt på hende...Nå ja, hun var jo læge. SÅ måske var det normalt for hende at være interesseret i hvad folk havde brug for?
Men hvordan kunne han svare hende?
"Helt ærligt...Kunne jeg godt bruge at ...være klogere på det, vide mere...Men det sker nok ikke, i hvert fald ikke før han...Vil" han havde lidt svært ved at sige navnet...der var jo en grund til han havde taget navneforandring med tiden.
"Måske en vej ud af det..." mumlede han svagt, som om han håbede hun faktisk ikke hørte det.
Han sukkede svagt og lagde sig ned på ryggen, lukkede øjnene lidt og prøvede at slappe af...

Camille ønskede dét samme.
At han fik sine svar, at han fik genoprettet balancen inden i og blev hel igen, på godt og ondt.
Hun hørte ham mumle sit ønske om en vej ud og så ham ligge sig ned, udmattet.
Hun vidste ikke hvad han helt ville ud af...men Istedet for at udfritte ham, strøg hun let som vinden sin hånd over hans hår og hviskede " Du skal nok finde din vej...den rigtige vej Zean "
Dét var sent og normalt ville hun være på vej hjem nu, efter en bytur.
Hun var også træt og vidste ikke lige om hun skulle prøve at finde hjem eller om dét var dumt at lade ham alene her ,efter dét han lige havde erfaret?
"Zean...skal du hjem i aften, eller kunne vi sove her ...sammen...altsår hver for sig ?"

Han skulle ikke hjem...han tvivlede faktisk på han kunne finde en bus der gad køre ham til Deepshell, så sent som det var blevet. Desuden viste Dawn også godt at han ikke kom hjem om natten, når han var i en anden by.
Han satte sig op igen...ja, han var faktisk ret udmattet.
Han lod en hånd glide gennem sit hår og rejste sig, han trak en kiste af en slags frem under sengen og fandt noget rent sengetøj. Rødt.
Han så lidt på hende
"Sove her? Hvorfor skulle du sove her? Har du ikke andre steder?" spurgte han, det ville virkelig...følelses underligt. At sove ved siden af en kvinde han kendte, men alligevel ikke på samme måde....faktisk meget underligt. Okay, han havde sovet sammen med mange kvinder gennem sit liv, men dette var bare anderledes.

Camille kom til at le.
"Altsår , hvis du mener om jeg ikke har andre små steder rundt om i diverse byer, foruden min lejlighed i Deepshell, så er svaret nej.Jeg tror altså ikke lige dét er normal procedure Zean, ikke for os almindelige mennesker Anyway ."
Planen havde været at Inge og hun skulle følges hjem fra petronia ,med den sidste nat bus, men den plan var jo kørt af sporet for længest.
Hun var ikke bekymret ved tanken om at overnatte sammen men Zean, havde han været 'lås' havde han haft 100 anledninger til at forsøge noget, og aldrig havde han udvist noget der mindede om fysisk eller for den sags skyld psykisk tiltrækning af hende, kun som en ven.Så hvad angik dét , følte hun sig tryg.
Men hun ville jo ikke være til ulejlighed , eller betyde lange forklaringer i hans hjemmezone, så hun gav ham naturligvis mulighed for at give et pænt afslag...
"Men...dét her var jo ikke lige planlagt ,q så jeg er sikker på jeg ville kunne støvet en taxa op , hvis du gerne vil have lidt ro i tankerne og lidt alene tid ? "Dét ville alle jo kunne forholde sig til, tænkte Camille og så kunne han dermed med god samvittighed sende hende afsted, hvis han ville.

Han grinte lidt.
"Det var slet ikke det jeg mente, jeg ved da godt i mennesker..." han stoppede sig selv inden han fik nedværdiget menneskerne...igen. Hans fulde sætning ville have været lidt ala: han viste da godt at mennesker var dumme nok til at føle sig sikre et sted. Han rystede svagt på hovedet.
"nejnej...Det er fint...Bare lidt uventet...." han skubbede kisten ind under snegen igen og begyndte at hive dynebetrækket ud over dynerne. Han kastede puderne hen til hende, sammen med betrækket til dem.
Da han var færdig med dynerne, stablede ham dem på gulvet og lagde lagnet på.
Smed dynerne op i sengen igen og stod lidt og bare kiggede....han var faktisk overraskende renlig og ordentlig i forhold til både at han var mand og dæmon.
Han stod lidt og trippede og kiggede over mod vinduet et øjeblik....han var sulten...desuden kunne et øjebliks stilhed også være skønt.
"Jeg smutter lige et øjeblik...du kan bare lægge dig til at sove hvis du synes..." sagde han og var allerede i gang med at tage sko på igen....

Camille hævede et bryn da han var i gang med sit svar...men han stoppede inden han fik rodet sig ud i noget, hvilket fik et smil til at afløse dét hævede bryn.
Hun greb linned og puder og fik dem hurtigt betrukket.
Hun glattede lidt på lagenet og lagde puderne pænt.
Camille nikkede bekræftende , ja dét var heller ikke lige den afslutning hun havde forventet da hun gik hjemmefra....men hun ville æde en gammel hat på den næsten var den afslutning Inge havde håbet på, med den ændring at selve søvn skulle der ikke være meget af, Camille fnes for sig selv.
Hun satte sig ned, og så Zean begyndte at tage sko på....der var vel kun éen ting der kunne få ham til at gå nu.
Hun mærkede en lille smerte et sted ved hendes venstre bryst, men skubbede dét til side , manden måtte jo have mad...det havde hun drøftet med sig selv og accepteret.
Da han var på vej ud af døren sagde hun stille dog lige højt nok til han kunne høre hende " Find en ...ond éen Zean...ik ? ."

Han vente sig halvt om og så lidt på hende.
"Jeg tager det nærmeste....folk må selv bedømme hvem de synes er onde" sagde han, han kunne sagtens begynde en længere filosofisk samtale om godt og ondt...men lod være.
Han var snart ude af døren og snart stod han ude i natten igen. Få biler kørte forbi, de sidste mennesker der ville frem og tilbage mellem fester sikkert.
Han begav sig ned forbi diskoteket, måske en anelse dumt, men bare af nysgerrighed. Lukket. For i aften i hvert fald. En politi mand stod og snakkede med ejeren, men ingne af dem havde jo set ham i aften, så der var ingen skade sket.
Han gik videre og det varede ikke længe for en forholdsvis ung mand gik alene på den anden side af vejen....

Han var snart tilbage. selv syntes han det var gået hurtigt, men det var jo som man tog det.
Han trådte ind og lukkede døren, smed sine sko og lod blikket glide ud over værelset, bla. for at se om Camille mon sov...
Det avde været dejligt med lidt spise og tid til lige at tænke selv...

Hun trak lidt på skulderen og smilede træt efter ham.
Dét ville jo næsten også havde været for let, hvis han havde sagt 'jamen jeg napper da lige en af de rigtig slemme Camille ' , sådan fungerede verdenen ikke og da slet ikke Zean.
Overladt til sig selv i den tomme lejlighed, gik hun ud på toilettet.
Hun overvejede om hun kunne nå et brusebad, og blev enig med sig selv at dét var intet problem.
Så hun smuttede ud af sin kjole og underwear...tændte for bruseren og trådte ind.
Hun lånte af 'hvad der nu lige stod' af shampoo og sæbe og fik også vasket sin make up af.
Hurtigt fik hun tørret sig og redt sig med en børste,der lå fremme...for hun ville ikke rode i hans sager.
På kom hendes tøj igen, men hun var glad for at have fået nået badet.
Hun gik ind og betragtede sengen og rystede lidt på hovedet over de drejninger og sving hendes liv tog fra tid til anden.
Hun havde et ekstra håndklæder med ind, tørt naturligvis, bredte dét over hovedpuden så den ikke sugede af hendes våde hår, og krøb op.
Hun trak den store tunge dyne over sig og i foster stilling faldt hun i søvn ,med ryggen ind mod midten og hun hørte slet ikke da Zean igen kom hjem.

Hun sov. Han listede ud på toilettet og fandt der de første spor efter at hun havde været i bad. Ikke fordi han havde noget imod det.
Han børstede tænder og lod en kam glide gennem sit hår. Han smed sin T-shirt, strømper og bukser, så han kun var i bokseshorts.
Så gik han ind og lod sig glide under dynen i sin side.
Han troede ikke han ville falde i søvn...Men overraskende nok faldt han hurtigt i søvn. Hans drømme var lidt urolige.


//hvad så? Hopper vi så frem til om morgenen eller hvordan...?//

// jov ik, fordi jeg har ingen ideer til hvad de kan lave , i søvne ;) LOL //

Dét blev morgen og Camille var den første af dem der vågnede .
Først blev hun lidt forvirret men hukommelsen kom hurtigt tilbage.
Dynen var gledet lidt af Zean , måske grundet de urolige drømme men Camille kunne ikke lade vær med lige at lade blikket ned over ham * real nice * tænkte hun og mumlede til sig selv imens enkelte sætninger og ord kunne udledes "man er vel kun et simpelt menneske .....menneske behov ....Damn ...nice" og så hoppede hun ud af sengen, naturligvis efter at have trukket dynen pænt op om Zean igen.
Hun ville ikke vække ham, men Istedet gøre noget ved den naturkatastrofe der sad på hovedet af hende.
Dét var kun i film man kunne gå i seng med et langt hår vådt og når man vågnede hang dét som dét lige var kørt igennem et glatjern....Camilles lignede mere en fuglerede.
Hun listede ud på toilettet og fandt børsten fra i aftes.
Hun sendte en tanke til Tristan, dét var nogle dage siden hun havde set ham...og hun havde en tjeneste at spørge ham om.
Hun kunne jo også spørge Zean, men han ville for dét første takke nej...og med Inge og Brett tilstede, var dét nok ikke så smart.Desuden savnede hun Tristan...lidt...meget lidt....så hun håbede meget....eller lidt at han ville sige ja.

Han bevægede sig lidt i søvne, da hun trak dynen om ham. som regl ville han nok være vågnet af aktivitet omkring sig, men for det første var han blevet mere van til det med et spædbarn derhjemme og for det andet stolede han jo på Camille.
Dog gik der ikke lang tid før han vågnede...
Han strakte sig og gabte, vendte sig om på maven og prøvede at sove videre. Da Camille ikke lå ved siden af ham, var der intet til at minde ham om at hun faktisk var der....Han trak vejret dybt og lod sine øjne lukke sig igen...

Med en lidt mindre fuglerede gik hun igen ind i stuen.
Dét så ud til han stadig sov og Camille satte derfor kursen mod køkkenet og satte vand over til the.Normalt ville hun om morgenen fortrække kaffe, men Zean drak kun the og hun kunne lide begge dele, såå
Hun luskede ind og knælede ved hans seng , forsigtigt rakte hun en hånd frem og strøg en tot af hans hår væk fra panden, næsten ned i hans øje.
Han var kommet til at betyde meget for hende.Hvad havde hun i sit liv...i sit private liv ...ikke arbejdsliv ?
Burde hun ikke tænke på kærester, danne familie og måske børn ? Eller i dét mindste et kæledyr , så hun ikke var ensom?Hun var glad på Zeans vegne at han havde sin lille familie.
Hun havde ham, Crasie , Samuel og Tristan.Dét var dem hun holdte af, dem der betød noget....og ingen måtte vide noget om hinanden.Hun sukkede inden hun blidt roede i hans hår og kaldte "Zean...Zean McGivens ...dét er morgen "

Hans muskler næremst trak sig sammen i et stort stræk.
"Uhmmm..." lød det fra ham, da han vente hovedet væk fra hende og faldt til ro igen.
Lidt efter vendte han sig dog om på ryggen og åbnede øjnene.
"Camille?" mumlede han og så først lidt uforståen på hende, men så huskede han det....
"Nåe ja....Hvad er klokken?" spurgte han og så på hende igen.

Hun lo stille.
Han var ikke så farlig når han sov, så lignede han enhver anden knægt og ikke en dæmon med letale evner.
Hun smilede og sagde efter et blik på sit ur at klokken var 9.23, han havde sovet længe.
"Der et the om et minut " sagde hun og overlod ham igen alene, for at gå ud i køkkenet.
Efter 5minutter kom hun med to krus og rakte et til Zean hvor der stod ' hanna montana ' på hun sagde drillende og nysgerrigt.."jeg troede ikke liiige dét var din slags musik dét der ?".

Han brummede svagt. kun? Han skulle først arbejde kl. 3 samme eftermiddag....Han vente sig om på siden. Men han fik ikke meget fred før hun kom med te.
Han satte sig noget langsomt op, tvang sine øjne åbne og tog imod koppet mens han mumlede en tak.
Citronte...dejlig frisk.
Han lod sukkeret glide rundt og pustede på den mens han slidt forsinket så på hende...Hanna montana? De krus han havde, havde han fundet billigt et eller andet sted, bare for at have dem vis han skulle bruge dem...Han trak lidt på skuldrene, stadig for træt til at hoppe med på en joke.
"Kun halv ti..." mumlede han istedet....han var ikke et morgenmenneske...han var til at bruge det meste af natten og så sove om formiddagen, medmindre han skulle skulle tage Elyas eller på formiddags-arbejde.

Hun begyndte at grine "Come on Zean...du arbejder da i butik , du må da kunne stå op om morgenen, bare ind imellem....man skal da få lidt ud af dagen du ".
Hun satte sig og fik sengen til at hoppe lidt.
"hmm...med mindre du har noget super interessant at tage mig med til i dag , så skal jeg nok snart vende snuden hjemad , så du kan få lidt fred...men jeg må sige jeg har sovet skønt ved siden af dig...tak for du gad tilbringe en nat med mig..jeg må huske at fortælle Inge hvor jeg sov " sagde hun i et drillende tonefald og smålo lidt.

Han så lidt på hend eog rystede smilende på hovedet.
Typisk.
"Tjo, arbejder jo i en butik...men har eftermiddagsvagt i dag, så kunne sagtens sove lidt længere..." han drak lidt af sin te og stirrede bare søvnigt ud i luften et øjeblik.
"Har intet særlig spændende at skulle...beklager....det meste sker jo om natten" ud over at det hun havde sagt kunne lyde forkert. Men han viste jo hvad hun mente og når det bare blev mellem dem...Så var alt jo fint nok.

Hun grinede lidt så theen nærmest skvulpede i koppen og hun måtte være forsigtig for ikke at spilde.Det var rigeligt der var kakao pletter på fra i aftes, ikke også ringe efter the.
Camille blev herefter lidt mere alvorlig og ville gerne høre hvordan Zean havde det,inden i , efter hans rejse ind i hendes minder. Hun ville nødigt bryde op og gå fra ham, hvis han ikke havde det fint.
på den anden side vidste hun at det nok var det svar han ville give hendes uanset hvordan tingene inden i ham stod til. Men hun vidste bedre, så hun forsøgte at arbejde lidt med ham...med det..
"Zean... hvad er egenlig dine tanker omkring hvad du så i aftes?" indledet hun nu snakken med.

hun mindede ham om de der...irriterende...var det psykologer de blev kaldt? Dem. Dem der troede de viste så meget om folk og hvordan de fungerede....Han havde dog aldrig mødt en, men alligevel. Han så lidt på hende og holdt et suk tilbage.
"Du forstår at ødelægge stemningen" sagde han så, pludselig. Han manøvrede sig ud til kanten af sengen og satte koppen på bordet.
Han lod sine hænder glide over sig ansigt et øjeblik, for nærmest at hive søvnen af sig, lod så hænderne løbe gennem håret før han rejste sig op og gik ud på toilettet. Han hev hurtigt noget tøj på og fik noget koldt vand i ansigtet. Han så lidt på sig selv i spejlet...han anede faktisk ikke hvor længe han stod der og bare stirrede på sig selv. som om han håbede, eler mente, at kunne se noget andet i sine øjne..en anden person. Men måske var det bare indbildning.
"Du ved ikke længere hvem du selv er...skal vi nu starte forfra?" mumlede han til sig selv og rystede på hovedet. Han tørrede sig med et håndklæde og strakte sig, før han gik ud til Camille igen.
"Jeg har det fint" sagde han kort, helt sikker på hun forstod hentydningen...emnet var uddebatteret.

Han forsvandt. Med en enkelt bemærkning om at hun ødelage stemningen, var han gået .Godt nok ikke længere end til bade værelset, men alligevel.
Tydeligvis var han pissed, over at hun bragte emnet op.Han måtte virkelig snart lære at kunne snakke om de her ting.Det var jo ikke sådan desværre at de gik væk af sig selv.
Camille tvivlede på han snakkede meget med...sin forlovede om de ting her...så nogen måtte få knudemanden til at løsne lidt op.
Hun overvejede om hun skulle bryde ind og optage samtalen lige der på stedet, men han ville nok blive rasende, så hun besluttede at vente til han var færdig, der var jo ingen grund til at udforske skæbenen, vel.
Hun gik imellemtiden som en løve i et bur, rundt i stuen i, indtil døren gik og og han trådte meget bestemt ind igen.
Han satte punktum for samtalen, men Camille ændrede det stædigt til en komma " Og når du siger fint , hvad indebærer det så helt præcist?" spurgte hun og kiggede ham direkte ind i øjnene.

Hvad fattede hun ikke? Hvad var det hun ville, ville opnå? Hvorfor kunne hun ikke bare lade ham være?
EN svag knurren kom fra ham, som altid når han var p kanten til at blive ret sur.
"FInt betyder jeg har det Fint!" han lagde stort tryk på fint og man kunne stadig høre at han mente emnet var færdigt, slut, ikke mere at tale om.
"Så gider du lade være med at koncentrere dig om det?" han hev sine sko på. Det ville nok ende med at han måtte gå, fra sit eget sted, for at få fred...