Bring Me Back - [Camille]

På det grå guld dryppede der med jævne mellemrum en dråbe vand ned på gulvet der ofte kunne drive de fleste mennesker til døde blot ved at se på det. Man kunne ikke høre lyden da vandet faldt mod gulvet, det blev dækket af de larmende skridt og stemmer der fyldte rummet som Samuel stod i, med sin dryppende frakke ligesom håret der var klasket ned i panden på ham. Det var endelig lykkes at dirigere vandet et andet sted hen, i ned i hans øjne, så nu kunne han endelig se ud af dem. Han stod lænet op af skranken mens han ventede på at den ældre kvinde foran ham skulle blive færdigt med at fiske sit kort op af sin pung for at give det til damen bag disken. Både Samuel og damen bag disken lignede nogle der gerne ville have kvinden fik lidt fut på, men af høflighedernes grunde stod de blot og stirrede tavst ud i luften, mens de rystende gamle hænder fik fat om kortet og fik det lagt op på bordet. Uden den ældre dame kunne høre det, lod Samuel luften passere igennem næsen mens han mærkede at dette tog lidt for meget af hans toldmodighed. Det ville aldrig være gået ude i den virkelig verden, og det var altid den Samuel regnede med. Han fortrak at leve i naturen hvor den ældre kvinde for længst vil være bukket under for både kuld, sne, vind og svaghed. Imens den ældre dame fik lagt sit kort ned i tasken igen, med rystende hænder prøvede Samuel at huske hvad det var Camille hed til efternavn. Han havde kigget på skiltet da han var gået ud af hendes lejlighed en uge tidligere. Det havde været et nemt navn, ikke svært at huske, men han havde brugt den sidste ugers tid på at skygge manden de havde mødt i parken i ulve form, og lidt i menneskeform, så han havde ikke gået og tænkt på efternavne i den tid.
Samuel blev revet ud af sine tanker da kvinden bag disken kiggede op på ham, og rømmede sig. ”Ja …” Han bed sig kort i læben før han kom til sagen. ”Jeg skal snakke med en doktor.” Kvinden bag disken hævede øjenbrynet og nikkede. ”Jamen hvad er der da galt med dig?” hun kiggede vurderende ned af ham før det gik op for Samuel hvad det var hun mente. ”Nej, jeg fejler intet, men jeg skal snakke med en – Camille …” Han vred sin hjerne for at huske efternavnet som stædigt blev ved med at gemme sig langt væk inde i hans hoved. ”Mener du Dr. St.Clair?” spurgte kvinden med et spørgende blik. ”Yep …” Kvinden vendte blikket ind mod sin skærm hun havde foran sig, og hamrede lidt løs på tasterne så Samuel næsten var bange for at tastaturet ville gå igennem bordet, men det blev hvor det var. ”Jeg skal prøve om jeg kan få fat på hende.” Kvinden greb ud efter en telefon og kastede sig i gang med en lynhurtig snak med en eller anden i den anden ende af røret. Imens stod Samuel og funderede over hvor fantastiske telefoner egentligt var. Han brugte normalt aldrig selv en af dem, så lidt fascineret måtte man da gerne være.
Da kvinden smækkede telefonen i vendte Samuel sine øjne mod kvinden. ”De skal prøve om de kan finde hende, sæt dig over i venteværelset, så skal jeg kalde når det er. Kan jeg bede om deres navn?” Først skulle Samuel til at give et flabet svar igen, men droppede det da det sikkert ikke ligefrem ville bringe glæde og lykke hvis han gjorde det. ”Samuel S. Rohr.” Mens han sagde navnet skriblede kvinden ned, og henviste ham derefter til venteværelset der var fyldt op af larmende unger der legede i det lille legeland der var skabt med diverse former for legetøj. Han fandt sig en magelig stol og et blad, som han begravede næsen og prøvede at læse, selvom han hele tiden kiggede op som et lille utoldmodigt barn der ventede på at julemanden skulle komme ud af pejsen hjemme i dagligstuen.

"Sådan skat, nu er du næsten færdig ".
Camilles blide stemme lage sig som et beroligende tæppe over den patient der lå på briksen.
Patienten var en lille pige på 6 år, der efter en uoverensstemmelse med en legekammerat i børnehaveklassen , var blevet skubbet ukærligt og brutalt igennem et stort vindue.
Det var i stueplan, så ingen brud eller hoved traumer havde hun pådraget sig, men hendes lille hvide ryg, var efterfølgende fyldt med små splinter af glas.
Pigen var ankommet til skadestuen skræmt,oprørt og i chok og ingen af de andre læger eller sygeplejersker havde haft held til at vinde hendes tillid og få skab den nødvendige kontakt til det grædende barn.

Camille havde pause, da lyden af ustoppelig gråd var blevet for påtrængende og hun havde afbrudt den for at gå og se, hvad alt tumulten var?
Hendes hjerte var ved at briste da hun så den skræmte lille pige, og med en empati og et nærvær der faldt Camille helt naturlig, var det lykkes for hende at få lov at trøste og siden hen at behandle pigens skader.
" Maria skat, du må gerne sætte dig op nu" sagde Camille og rakte hende en støttende hånd og hjalp hende med at få sin bluse på igen. Det var heldigt at det var en stor løs teeshirt, og ikke en af de små stramme toppe, som ellers var så trendy også blandt unge piger.
Døren blev smækket til side med et knald, og der stod pigens mor med tårer ned at hendes kinder " Lille skat...årh...er du okay...sikke dog noget " mumlede hun ned i Marias hår, for hun var naturligvis straks fløjet ned af briksen og om halsen på sin mor.
Efter en kort instruks om sårendes pleje fra Camille , forlod mor og datter stuen sammen og da pigen vendte sig om og vinkede farvel til Camille, blev hun helt varm inden i.Blandt andet derfor elskede hun sit job.
Hun tanker begyndte at krese om den frokost hun havde tilsidesat for at hjælpe pigen og hun besluttede at være lidt egoistisk og vende tilbage til den , netop som hendes pager gav lyd fra sig.
Camille til venteværelset øjeblikkeligt.Patient hr.S. Rohr.
Hun sukkede dybt, aldrig et roligt moment.
Grundigt afvaskede hun og sprittede sine hænder af ved håndvasken, rettede lidt på den hvide kittel ,der hang skødesløst åben udover hendes hvide nederdel og blå bluse, åbnede døren og gik mod venteværelset.
Hun stillede sig i døråbningen og sagde med en smule træt med meget venlig stemme og et imødekommende smil over læberne " Ja...så er det blevet Hr. Rohr " hendes øjne fejede rummet for at se hvem der rejste sig og hvilke problemer der skulle løses...
'

Da Samuel hørte Camilles stemme kiggede han op mens et suk kom fra ham. Han skulle ikke ordnes! Han skulle snakke! Han lukkede omhyggeligt bladet, og lage det tilbage på det lille kaffebord der stod ved siden af hans stol, før han strakte bene, og tog sig vildt god tid før han til sidst stod på to ben, og gik over mod Camille. "Kunne du eventuelt sige til jeres dame ved skranken at hun eventuelt kunne komme til en øre læge? Jeg tror det kniber med hørelsen for hende." Han stod kort og kiggede ned af Camille før en lille ændring i mundvigen kunne ses, da den buede let op af. Hun lignede skam sig selv, øjet så ikke lige så voldsomt ud, og ja, ellers lignede hun da den kvinde han havde mødt for noget tid siden, med et blåt øje.
"Men jeg skulle egentligt snakke med dig, og ikke stikkes med nål og tråd." Han kiggede kort rundt, før hans øjne faldt på uret i venteværelset. Helt neutralt, hvid baggrund, sorte viser og en sølvfarvet ramme som passede til den mælkehvide vag bag ved. "Du kan vel gætte hvorfor jeg er kommet, sådan hvis vi fjerner den med at blive syet og limet sammen." Han stak hænderne ned i sine bukser mens han lænede sig op af dørkarmen til venteværelset. "Men enten kan du få det kort og hurtigt her, eller vi kan tale sammen igen når du er færdig her, det er helt op til dig ... og ..." Han drejede hoved om så han kiggede ud af et vindue hvor solen skinnede ind og kastede lange skygger på gulvet. Han rystede derefter på hoved og smilede let for sig selv. "Ikke noget ..." Det var utrolig så hurtigt vejret kunne skifte, fra øsende regnvejr til pludselig solskind, men det var sikkert bare som det havde været hele dagen. Først regn, for derefter at skifte, men altid for at vende tilbage til regnen igen. Sådan var det altid. Samuel rettede sig op, og kiggede afventende på Camille. Hvis hun fortrak bare at vide hvad hun havde fundet ud af, så kunne han sagtens klare det på få sekunder, men hvis hun fortrak det i længere udgave - hvordan han helt ville gøre det vidste han ikke, men hvis hun nu havde flere spørgsmål, så var han klar til at tage et eller andet sted hen hvor de kunne snakke over en mulig kop varm kaffe. Han havde endelig fået sig nogle penge, selvom det ikke var specielt svært på grund af hans evne.

Camille så sig lidt utålmodigt rundt i venterummet, hvem end det var havde han ikke særligt travlt så hvorfor havde de så bibbet til hende , som var det en akut patient?
En bevægelse fangede hendes øjne, endeligt var der nogen der bed på krogen så det ud til.
Hun smilede i retning af manden der rejste sig og blev så forbavset at hun tabte hendes kuglepen, lige ud af hånden.
Hun bukkede sig ned, satte sig på hug og fikd en samlet hurtigt op og fastsat i kitlens hvide lomme.
"Samuel ...er det dig? Der er vel ikke noget...? " begyndte hun, men hendes øjne havde allerede faret over ham og fortaget en klinisk vurdering, og hvis der var noget, var det ikke noget alvorligt...ikke noget faretruende, for han så forbavsende godt ud, måtte hun konstaterer.
Hun smilede lidt ved hans bemærkning til nål og tråd og svarede ham kækt " Det var da ærgeligt, jeg ville ellers elske at pine dig ...bare lidt ".
Hendes drillende blik skiftede look og blev med et mere alvorlig, da hun forstod han have oplysninger at dele ud af.
Som om han kom for at bekende eller tale om et mord de havde begået, lagde hun hurtigt sin hånd om hans håndled for at hale ham rundt om hjørnet, så de kunne tale lidt mere uforstyrret, end de nysherrige øjne og øre i venteværelset tillod dem.
" Du har nyt?... Jeg vil meget gerne høre det hele" skyndte hun sig at sige.
Camille overvejede kort om de skulle aftale et tidspunkt hvor de skulle mødes, men endte op med den beslutning at for alle de manglende forkostpauser og alle de overarbejdestimer , hun havde lagt hos dem, skyldte de hende noget, og det ville hun så indkassere ved at holde den resterende dag fri.
" 2 sekunder Samuel, så kan vi smutte....og snakke uden forstyrrelser " og hurtigt var hun smuttet ind i stue nr 3 hvor hun havde hendes grej.Her hængte hun kittlen op på den lille sorte knage bag døren, smuttede ud af hendes hvide lærreds sko og stak fødderne i et par blå ternet quicksilver sko. En strikkede trøje, greb hun og sin taske ligeledes og så hastede hun ud på gangen igen og spejdede efter Samuel, nervøs for at han skulle have fortrudt og var forsvundet ud i den blå luft igen.

Da Camille trak ham med sig var han ved at vælte over sine egne ben, hvilke i den grad var underligt, da han normalt plejede at have fire ben, og ikke kun to. Da han igen havde placeret sig ordenligt på sine to ben, og hun havde utalte sine ord, skulle han til at svare hende, da hun igen stoppede ham. "Nu? Har du allerede færdig med dit arbejde?!" Han kiggede undrende på hende, men fik aldrig svar før Camille var fløjet ind på stue tre. Samuel stod lidt udenfor og gloede efter hende, før han kiggede ned af sin frakke der virkede klam og våd. Det endte med han lod den glide ned af skuldrende og arme, og hængte den så tilbage over skuldrende, denne gang bare hvor den hang som en kappe over hans skuldre.
Da Camille kom ud igen stod han og ventede på hende udenfor døren, lænet op af muren, og kiggede lidt rundt på menneskerne der gik rundt omkring ham. Da hun kom ud af døren smilede han let mens han rode rundt i håret. "Det var du hurtig til." Han rettede sig op, og begyndte at gå ned af gangen. "Kan jeg byde en kop kaffe? Eller noget andet at drikke eventuelt?" Han lage hoved let på skrå og åbnede døren mens han kiggede lidt på hendes hår. Hvorfor hans øjne lige var faldet på hendes hår var usikkert, men han blev pludseligt helt optaget af det, og stod næsten bare og gloede på det, hvis det ikke havde været fordi han først og fremmest gik, og dernæst så ud af øjenkrogen, at hvis han ikke snart skiftede retning ville han gå ind i en lygtepæl. "Først og fremmest har jeg et spørgsmål før jeg giver dig mit svar: Hvad vil du gøre hvis han er forvandlet, og hvad vil du gøre hvis han ikke er? ... Okay, jeg ved det var to, men same shit."
Hvad han helt skulle bruge svarene til vidste han ikke, men han måtte skulle bruge dem til noget, for ellers havde han vel ikke spurgt? Eller måske havde han bare for at skubbe det hele lidt ud? Det var sikkert et af de spørgsmål man aldrig fik svar på, uanset hvor gerne man ville, men det måtte han sikkert slå sig til tås med. Verden brød sikkert heller ikke sammen. Samuel fugtede læberne, mens han ledte hende over på den nærmeste kaffebar, og kiggede spørgende på hende. "Skulle vi gå ind?"

Camille blev lettet da hun fandt ham, stående og vente.
Hun skyndte sig derover og sagde smilende " ja...nogen behøver ikke så lang tid " og var glad for det var en af de dage hvor hun havde beholdt sit private tøj inden under lægekittlen.
Nogle patienter fandt det mere betryggende, at kunne skimte det almindelige tøj under uniformen, da bare det at se en hvid kittel kunne få pulsen op hos mange, det var der faktisk fortaget undersøgelser om.I psykiatrien gik man aldrig med uniform, det var bare nemmere at skabe tillid og kontakt iført privat dress, måske var det derfor Camille havde haft heldet med den lille pige fra før.
Hun så på Samuel, stadig lige speciel, hans øjne og hans hår....en ganske tiltrækkende fyr....flere af sygeplejerskerne stod allerede og hviskede.De havde aldrig oplevet at en fyr kom "og hentede" Camille, da de ikke vidste bedre troede de formenlig det var en date.
Camille smilede lidt , da hun kendte deres tankegang og skyndte sig at takke ja til en tår kaffe.
Hun vendte sig om og gav de nysgerrige kollegaer et likke vink med hånden, da hun forlod skadestuen med Samuel.
Hun sukkede let , da hun skulle besvare hans spørgsmål, hvad skulle hun sige?
Hun var jo ikke sikker, det afhang jo af så meget..
Det var givet hendes samvittighed ville blive flænset lidt, hun ville føle sig skyld hvis han var forvandlet.
Hun valgte at svare " jeg tror ikke jeg vil ..gøre..noget Samuel, udover at få lidt dårlig samvittighed.Hvis han altsår ikke er...gal...og kan huske mig, det vil jo være...noget andet så. Og er han ikke forvandlet , så tror jeg nu ikke vi ser mere til ham " hun smålo lidt og de befandt sig pludselig ved en kaffebar.Tiden gik hurtigt i godt selvskab.
Hun trådte et trin op og åbnede døren " after you sir " sagde hun og sendte ham et drillende smil.
"Nå...hvad har du så fundet ud af Samuel?" spurgte hun meget nsgerrigt da de var trådt inden for.

Han gik ind af døren, og førte dem hen til et bord der stod lidt væk fra de andre, eller i grunden stod den bare i et hjørne, men fordi den stod der så den mere anonym ud, måske lidt skummel. Han trak to stole ud, og satte sig selv på den ene, og kiggede op på Camille mens han gengav hvad hun havde sagt inde i hoved. "Jamen så skal du sikkert ikke gøre noget, og gal tror jeg ikke han er, han er sikkert bare overrasket over han har lagt sine madvaner så meget om." Svarede han lidt kryptisk på spørgsmålet. Han lænede sig tilbage i stolen, og betragtede i længere tid Camille uden at gøre noget, før der var gået adskillige minutter og tjeneren var kommet hen til dem. "Hvad skal i have?" Han stak to kort i hånden på dem og stod og gloede ned på dem som en tjener jo altid gjorde. "En stor kaffe." Svarede Samuel uden at trække blikket væk fra bordpartneren. "Hvad vil du have frøken?" Samuel gøs let ved ordet frøken, som klingede så hult inde i i hoved på ham. Falsk høflighed, var det ikke sådan man kunne tolke det, ligesom med den gamle dame hvor de også bare havde stået og smilet. Da tjeneren havde taget imod bestillingen forlod han bordet, og lod dem sidde alene. "Hvad tænker du på?" Hørte Samuel sig selv spørge. Hvad der var meningen i sætningen vidste han ikke, men den var ude af hans mund, og at trække den tilbage ville bare være åndssvagt, da han faktisk var lidt nysgerrig på hvad der kærte rundt inde i kvindens hoved.

Camille fulgte efter , lod sig guide over til bordet hvor hun tog plads overfor samuel.
Hun rynkede sine bryn ud af bekymring over ordetne ændring af madvaner, så var han altsår blevet forvandlet.
Hun mærkede en stigende frustration og en kamp imod hendes samvittighed....og selv med det groende inde i hendes kunne hun ikke undgå at Samuel sad og stirrede på hende, uden at sige...spor faktisk.
Ligesom hun havde fanget ham i at gøre da de forlod skadestuen, havde hun noget i håret eller i ansigtet.Hun begyndte at sidde og rode lidt i håret og børste sig nervøst på kinderne.
Tjeneren kom og da hun elskede lidt civiliseret høflighed sendte hun ham et stort smil da det blev hendes tur og svarede ham straks " Det samme til mig...tak " og tjeneren blinkende og stak hende et lusket smil inden han forlod bordet med deres bestillinger.
Hun rettede igen opmærksomheedn mod Samuel og skulle lige til at stille et spørgsmål, men han kom hende i forkøbet...ærgeligt.
" Eh...manden ...jeg tænker på ham, hvordan har han det Samuel? Og så tænkte jeg faktisk på om jeg har et eller andet i håret ?" .Det hændte sommetider at hun havde spildt jod og fået det i håret eller en blodstænkt havde fundet vej dertil, men hun kunne ikke lige husket at have været i risikozonen i dag.
Tjeneren vendte tilbage og satte først Camilles kaffe " Til den unge dame " sagde han og blinkede en anelse for venligt måske og så satte han Samuels " Og her var din ".
Så forlod han dem , overlod dem til deres snak.

Samuel overvejede kort hvad han skulle sige, om han skulle sige hvad der rigtig var sket, eller om han bare skulle fortælle hvordan han havde set ham første gang. "Fint tror jeg, han skal lige vende sig til det, men ellers tror jeg han har det fint." Sagde han med overbevisende stemme, selvom det ikke var helt rigtigt, for da først ulven kunne genkende ham var det gået galt. Selvom de skiftede fysisk form beholdte de stadig en overaskende stor del af deres menneskelige minder og følelser for andre, for eksempel vrede som det var for Samuels vedkommende. Da han gerne ville videre i teksten, valgte han ikke at uddybe mere, og gik videre til det andet. "Nej, du har ikke noget i håret, hvorfor skulle du have det?" Dog kiggede han alligevel for en sikkerhedsskyld mod hendes hår, men måtte konstatere at han havde haft ret, intet i hendes hår.
Da tjeneren kom tilbage gøs han lidt igen over den alt for venlige stemme. "Så mangler der bare en slikkepind eller en buket roser." Mumlede han tørt da tjeneren var gået. Samuel lænede sig frem i stolen og tog en slurk af kaffen og lod den varme halsen op. Derefter, efter at have sat koppen på det ældre træbord, lænede han sig tilbage i den let knirkende stol og fæstnede igen øjne mod Camille mens han undersøgte en hver lille detalje ved hendes ansigt. De let mandelformet brune øjne som var indrammet af et sort lag krigsmaling, de let buede øjenbryn, samt den mere eller mindre perfekte næse. De høje kindbind som havde en let rød farve som fik hende til at ligne en der havde været ude at løbe. Hans øjne lå lidt tid på hendes fyldige læber, let røde, en blød rød farve, som virkede blød og varm. Derefter lå hans øjne igen på håret før han trak øjne helt væk fra hende, og kiggede ud af vinduet før han trak vejret dybt. Et spørgsmål pressede sig på bagfra, men han ville ikke spørger om det, det virkede for privat i hans øjne, og hvad skulle han egentligt bruge den viden til hvis hun svarede ham? Og han ville ikke kunne svare, hvis hun spurgte ham om det, så han sad blot tavst, og nippede med jævne mellemrum til sin kaffe mens han kiggede ud, hvor skyerne over byen igen var begyndt at tisse ned på de øde henlagte gader. En rigtig efterårs dag, med blade der fløj af træerne, mørk regnfuld himmel og koldt i vejret, ja, sådan skulle det være.

Camille tog kruset mellem hendes hænder.Duften ramte hende da hun snusede let ind, hun havde altid elsket duften af kaffe, og kaffe bønner.Hun drak ikke af den, men sad og kørte kruset lidt rundt.
Hun kom til at grine da hun hørte hans mumlen og bidrog ironisk " ja, det ville jeg da sætte pris på...specielt fra ham " og så kiggede hun lidt betuttet på Samuel.
Hun vendte tilbage til samtalen fra før..
Nu var det jo ikke lige fordi hun havde kendt nogen før der var blevet til varulve, men hun havde lidt svært ved at turde tro på det hele var fint.Ville manden ikke være skræmt fra vid og sans eller rasende på hende? eller måske enda på samuel, det var jo ham der havde bidt ham.Camille svarede hurtigt, da hans afbrød hendes tanker.." det var bare en fornemmelse...du kiggede lidt på det før....never mind" slog hun det til side.
Nu tog hun en tår af sin kaffe, rygende varm var den...tydeligvis frisklavet, og langt bedre smag end den fra kiosken.Hun blev pludselig pinlig bevidst om at Samuels øjne udforskede hendes ansigt.Hvad var der med den fyr? Camille følte sig underlig usikker...han kunne meget let skifte mellem at få hende til at føle sig enten meget tryg eller meget usikker.
" Samuel...eh...du stirre..er du sikker på jeg ikke har noget siddende " spurgte hun igen...og sad lidt rastløst på hendes stol.

Et flabet grin gled over Samuels læber da han hørte hendes kommentar. "Hvis jeg sagde ja, ville du så springe op, og børste dig til jeg sagde det var nok?" Han kiggede spørgende mod hende med det flabet smil på læberne, før han stønnede, og rystede på hoved. "Nej, du har ikke noget i håret, eller noget, du er bare smuk." Han trak let på skuldrende, som om det var helt normalt. Han tog endnu en tår af kaffen og kiggede på hende over kanten. "Og så er det sjovt at se på dig." Det handlede især om at hun ikke kunne lide det, og som en hver dreng elskede han at drille lidt. "Men jeg har helt glemt og høre om du har flere spørgsmål, altså om du har flere spørgsmål til det om mig som varulv, eller det du kalder privatliv ... eller hvad du nu ellers kan finde på." Det flabet smil lå stadig på hans læber, da han lænede sig frem, og lod en hånd glide igennem håret. "Og endnu et spørgsmål. vil du bare blive siddende, eller skal jeg pille af igen?" Han lage hoved let på skrå, mens han betragtede hende mens han slog små klik med tungen ved at slå den op i ganen.
Han forstod ikke hvorfor hun ikke kunne lige han kiggede på hende, for hun var jo pæn efter hans mening, så hun måtte jo være van til at folk gloede på hende, folk ville jo se noget flot, og ikke noget grimt, de elskede at fornøje øjet med diverse former for smukke ting der kunne glæde øjet.

Camille var ganske hurtig til at give ham igen, hun kendte udemærket betydningen af dét smil, dét flabet smil der prydede hans ansigt.
"Nej, Samuel....jeg ville IKKE hoppe og danse eller børste mig af efter dine instrukser " sagde hun med sarkasme i stemmen, men hun vidste udmærket godt at dét nok havde været et temmeligt realistisk bud fra Samuels side på hvordan hun ville have reageret, og dét vidste Samuel nok desværre også.
Hun mødte hans øjne med et 'sådan ...så står vi lige blik', ligeindtil han besluttede sig for at pine hende yderligere.
Ikke at hun ikke brød sig om komplimenter, men Samuel gav dét meget direkte og dét føltes temmelig intenst.
Muligvis dét ikke var tiltænkt sådan, han ville måske bare forsøge at hyle hende lidt ud af dén, hvilket lykkedes ham fremragende.Hun fik rosa kinder igen og skyndte sig at afslutte dén snak ved at sige " Jamen, øh..tak..dét var sødt sagt af dig" og så pillede hun lidt ved kaffe kruset igen.
Samuel havde en evne til at få hende til at føle som om han havde sagt eller gjort noget uanstændigt, bare uden at have dét.....dét var en mærkværdig føelse og dén fik Camille til at tvivle på hendes egne instinktive fornemmelser.
Hun ledte efter emne skift...da en tanke poppede op....han kunne jo have brugt replikken som afledning...så med fornyet mod kiggede hun direkte ind i hans sølvgrå øjne...smukke øjne bestemt, men det måtte hun lige abstraherer fra hvis hun skulle koncentrerer sig, hun sagde i en bydende tone "Nej...Samuel ...kun dét ene spørgsmål....beskriv hvad der skete da du mødte manden ? ".Camille lænede sig tilbage og sendte ham et skråsikkert og brillierende smil.
"Spyt ud...smukke " gav hun tilbage.

Han kiggede mistænksomt på hende da hun virkede til at få en ide der handlede om noget lidt mere alvorligt end bare pjank og pjat. Da hun havde stillet spørgsmålet sad han og kiggede lid på hende, før han stønnede og lænede sig tilbage i stolen. "Du behøver ikke fedte, du har selv bedt om det." Han rode lidt rundt i håret før han trak vejret dybt og ledte efter lidt ord at forklare det der rigtig skete. "Da han genkendte mig, blev han sur. Altså - når vi skifter form, skifter vi en del, men der er nogle ting der forbliver, vores venskaber og fjendskaber bliver i hoved, det bliver bare mere firkantet. Så manden genkendte mig og da han udemærket vidste det var mig der havde forvandlet ham blev han rimelig sur ... og så gjorde han hvad sådan en type jo ville gøre." Han trak let på skuldrende og sukkede. "Men det var nu nemt overstået, han var på ingen måde øvet, eller noget." Han fugtede lidt efter hans tørre læber før han lænede sig frem i stolen. "Men alt i alt lever han stadig, og det er vel det der betyder noget eller hvad?"
Samuel var ikke specielt påvirket af Camilles ord da hans verden aldrig medbragte indholdet af disse ord. Han havde et ret firkantet stenet syn på verden, hvilke man fik af at være så meget ulv, så han havde ikke yderligere tænkt over det hun havde sagt til sidst, hvilke han sikkert ville have gjort hvis han havde vist hvad der mere kunne ligge bag ordne, men da han ikke gjorde det, var der i grunden ikke noget han gik op. Følelser var kort sagt ikke noget han mestrede specielt godt, heller ikke søde ord. Han var kort sagt ikke specielt romantisk anlagt - bevist.

Godt , han så ud til at ville fortælle dét hele.
Camille fulgte opmærksomt med og afbrød ikke undervejs.
Hun sad lidt eftertænksom da han sluttede og kørte med pegefingeren rundt om krusets kant , hun kiggede på ham med lidt store spørgende øjne "jo...dét vel dét der tæller " sagde hun lidt tøvende omend.
Hun vidste stadig så lidt om livet som ulv , og spørgsmål havde dét derfor med at træde frem og ønske svar.
Camille lagde hånden fladt på bordpladen ,der var lavet af flot mørk kirsebærtræ , hun forsøgte at få lidt ro på tankerne.
"Samuel....har du noget imod at fortælle mig ,hvad du mener når du siger som du gør?...i kæmpede ? Bed du ham igen...blødte nogen af jer ? Du er nød til at beskrive dét nærmere, for jeg har....jeg ved desværre ikke meget om din verden...hvordan man ordner ting " .
Camille forsøgte at forklare hvorfor hun blev ved med at bore i dét .
Hun ønskede at vide præcis hvordan tingene stod til med manden....og hun opdagede at hun rigtig gerne ville vide mere om Samuel...bare om ham og hans liv.
Hvordan kunne han afskrive goderne ved at være menneske ? Havde han et bestemt sted han sov? Kunne hun kalde på ham i skoven og ville han vide dét var hende? Eller ville han bare fornemme hun var en der ikke ville noget ondt?.
Camille så ned i bordet, hvorfor kunne hun ikke give ham lidt fred?

"Mmmm." Samuel betragtede lidt hendes finger før han kiggede op. "Vi kæmpede som ulve gør, prøver at dræbe hinanden hvilke jeg også ville have gjort hvis det ikke var fordi han gik i gulvet efter at have prøvet at bide lidt i mig og jeg egentligt ikke gad at bruge mere tid på det." Det var ikke engang halvdelen af historien, men hvis hun troede på den kunne det være fint nok. Der var en grund til at det først var lykkes ham at kontakte Camille så lang tid efter. "Det var ikke noget stort - han havde trævt med at spise." Sidst nævnte var en direkte løgn. Han flyttede sig let i sædet. "Kan det ikke være ligemeget?" Samuel kiggede ned på sine hænder mens han trak veret dybt. "Han lever, og det er vel det der var vigtigt, jeg lever også og ..." Han stønnede igen og lænede sig tilbage i stolen. "Bare ... Det skal nok gå, verden bryder ikke sammen." Han flyttede igen på sig selv, og greb fat i sin kop, og drak rasterne mens han håbede hun ville skifte emne. 

I starten gik dét godt, faktisk fint.Mange fyre var ikke så snaksalige og de skulle nødes til at få hele fortælling ud.
Dét var der intet alarmerende med, men Samuel begyndte at trække i land at finde små forsvar 'dét var vel ik underlig' og 'det går nok ' og andre små ting.
Han havde siddet afslappet under ALT selv drilleriet af Camille, ikke noget at bemærke på ham...overhovedet.
Men nu...nu sad han uroligt.
Camille mærkede en snigende fornemmelse af uhygge og ubehag krybe ind over hende, fylde hendes lille krop...og da Samuel begyndte med 'det ikke var verdenens ende ' , vidste hun der var sket noget forfærdeligt.
Hendes hjerte bankede langt hurtigere end sundt var, hun var ængstelige....og bekymret.
"Samuel ....enten får jeg den hele og ucencurerede sandhed nu...eller jeg er gået...for altid".
Okay, hun smurte måske lidt tykt på, men han holdte tilbage, hvorfor ? Troede han ikke hun kunne håndterer sandheden, helt ærligt !manden var blevet forvandlet...dét kunne da dårligt blive værre end det.
Tjeneren havde opfanget en ændring i stemningen og havde set Camille var oprørt.
Han hastede derhen og så bekymret og klar til indskreden , på hende.."Er alt okay frøken ?" Spurgte han.
" bland dig uden om" vrissede Camille og slap ikke Samuel med øjnene.

"Censureret?" Han kiggede undrende på hende, og forstod godt hun havde gennemskuet ham, men hvorfor hun lige brugte de ord vidste han ikke. Han bed sig tøvende i læben, og kiggede op da tjeneren kom hen og spurgte Camille hende om hun havde det godt kunne han ikke lade være med at komme med en spydig kommentar. "Nu forstår jeg bedre hvorfor der sidder så mange kvinder her inde." Hans blik havde kort ligget på manden før hans sølvgrå øjne igen lå på Camille. "Hvorfor er det så vigtigt?" Han bed sig let i læben igen, og lænede sig lidt frem. "Som jeg sagde, så lever han jo." Derefter vendte han tilbage til tjeneren. "Men du kunne glæde frøknen og mig med en regning, hvis du kunne ulejlige dig med det."
Han lænede sig tilbage i sædet, og prøvede at sætte et punktum for samtalen, men det blev sikkert kun et komma, for hun ville stenstikkert spørger om noget mere så snart tjeneren var gået. Samuel fandt af gode grunde tjeneren utrolig nærgående og han havde mest af alt lyst til bare at skride, så slap han for at tale med dem begge, og tjeneren kunne få lov til at flirte alt hvad han ville. Det var han bestemet også velkommen til hvis Samuel var der, han ville nok bare gå inden de kom så langt.
Han lod hånden glide ned i lommen, og fandt et par sedler op der burde dække for kaffen. "Du er jo læge, så du vil sikkert ikke kunne lide hvad det rigtigt skete, eller - det der skete de andre seks dage."

Camille kunne se på hans kropsreaktion at hun havde ramt plet.
Han tilbageholdte klart noget. Stolede han ikke på hende?For real...alle de hemmelighedder hun slæbte rundt på og ikke kunne tale om, skulle hun så ikke kunne rummer hans?
Camille hørte udmærket godt den lille bemærkning så fint dyppet i ironi, som Samuel kastede mod tjeneren, og det kunne det tyde på at tjeneren også gjore for hans ansigtsmimik bleb pludselig meget formor og lidt stiv da han ytrede " Regningen...javel hr." og så forlod han hurtigt deres bord for at udfærdige deres regning.
"Var den bemærkning nu også nødvendig ?" sagde Camille lidt tvært, måske over kommentaren om kvinderne i kaffe baren men nok mest over han så ud til at holde hans information tæt til kroppen.
"Undskyld mig...men jeg troede hele formålet med at kontakte mig var for at informerer mig om hvad der var sket ,hvad du havde fundet ud af.Jeg er læge...ikke et barn ! " postulerede hun og følte sig lidt magtesløs.Hvor langt kunne hun tillade sig at gå i diskussionen med Samuel? Ville han give sig endeligt....eller ville han blive vred og bare smutte,forsvinde ud i sin skov og efterlade hende tilbage med alle hendes spørgsmål uafklaret.
Hun prøvede igen ,med en mere appellerende stemme " Sam...vil du ikke nok fortælle ...det hele ?".

"Nej, og det er lige præcist derfor jeg ikke vil sige det til dig, fordi du er læge." Afgav Samuel og kiggede op da tjeneren kom ned med regningen. Samuel stak manden nogle penge, før han vendte ryggen til ham, og kiggede mod Camille. "Hvorfor er det så vigtigt?" Han lænede sig ind over bordet og skubbede let til hans tomme kaffekop. "Okay - jeg siger det til dig, hvis du kan finde på en måde at få det ud af mig på." Hun kunne sikkert komme på noget, men Samuel var selv ret sikker på at hun ikke havde noget, men han skulle bare remme det rigtige sted, så skulle han nok spytte ud.
Han stirrede lidt ned i sin tomme kaffekop hvor der lå en lille bundsjat og svømmede rundt. Han lod fingerene glide hen over koppens glatte sider som om han kærtegnede den kølige hårde overflade. Et let smil skød hen over hans læber mens han kiggede op mod Camille. "Du må være noget ..." Begyndte han i et tænksomt tonefald mens han igen lod øjne glide ned af pigens ansigt. "For hvis du var menneske ... ville du flippe fuldstændig ud, så du må være andet ..." Han studerede hende igen nærgående og kom lidt efter frem til at hun sikkert ikke var engel, så ville hun have dette svage lys over sig, og ej heller varulv eller vampyr.

Camille rystede lidt på hovedet og så med et lidt ukoncentereret blik på ham "Hvorfor det er vigtigt ? Af to grunde 1. jeg har et medansvar i det her rod og 2. Det er tilsyneladende SÅ vigtigt at du vil gøre hvad som helt for at sno dig udenom at fortælle mig det."
Hun prøvede at begribe hvordan at hendes job som læge skulle have negativ betydning for at kende til hele historien, havde det været meget voldeligt ? En lille gysen løb ned af hendes ryg, hvad havde Samuel lavet?
"Hør...nu her...jeg skal ikke ,overhoved finde på nogen måde at hive det ud af dig, du har bare at afklare det her for mig lige nu " og så sukkede ,slog blikket ned i bordet og rystede frusterret på hovedet.
Samuel derimod, var afslappet og helt cool.Legede med sin kop og smilede enda...så sprang bomben...
" Hvad jeg er? "
Ikke også ham ,tænkte Camille ærgeligt.
Hun var opvokset hele livet som menneske og forskellige væsner havde snust til hende og meget andet og påstået hun ikke var menneske , Camille havde stædigt fastholdt at hun ikke var andet, indtil for en 10 dage siden i sommerhuset med Tristan, havde hun aldrig vidst hvorfor hun havde den evne at hun kunne flytte ting ved tankenskraft,telekinese, som hun desværre ikke var videre raffineret til.
!!
Men den dag , fandt hun ud af at hendes menneskeblod var blandet med blod fra de afdøde feer.Camilles mor var en af de sidste feer. Det hele var kompliseret , nyt og bestemt ikke noget hun var stolt af.Hun følte sig stadig lidt uren, måske fordi Tristan var dusørjæger og hans reaktion havde hun frygtet.
Hun løftede sit blik og kiggede lige ind i Samuels flotte øjne " jeg er bare en pige ....har du tænkt dig at svare mig....eller siger vi farvel nu ?" hun lød anspændt, hun vidste hun gamblede...hun ønskede svar fra Samuel, men ville forsøge at undlade at fortælle om sig selv...var det realistisk ?

"Hvorfor, jeg har fortalt dig om han levede eller ej, og det gør han, jeg har aldrig fortælle dig hele historien." Svarede Samuel irriteret igen og stønnede. Hvorfor kunne hun ikke bare slå sig til tås med det han fortalte? "Okay - lad og sige det sådan; Du fortæller mig hvad du er, og jeg fortæller hvad der skete? ... Deal?" Han kunne tydeligt se at hun virkede letter anspændt med emnet, hvilke gjorde ham endnu sikker på at hun ikke bare var et menneske. "Men ellers jo, så lad os da sige farvel, hvis du ikke ønsker at fortælle det." Han rejste sig op, og tog jakken ordenligt på, hvorefter han skubbede stolen ind. "Vi ses ..." Han lavede en let gestus som et farvel, før han snurrede rundt på hælen, og gik hen mod døren, mens han stak hænderne i lommerne. Da han kom hen til døren stoppede han kort op, før han greb ud efter døren, og kiggede igennem glasruden som reflekterede spejbilled af deres bord hvor Camille muligvis stadig sad. Med et suk åbnede han døren, og gik ud i den kølige september dag.

Camille blev vred , hun synes han var unfair.Var det ikke ligeså meget "hendes" historie som hans ?, de havde vel været fælles om det, sådan så hun det.
Hendes øjne begyndte at blive lidt mørkere , stod han og afpressede hende til at sige hvad hun var? Hun havde jo dårligt fordøjet nyheden selv, kunne han ikke se det var...svært for hende at tale om, at accepterer...ingen vidste noget om det her, kun Tristan og sådan burde det forblive.Måske Crasie og Zean ville hun give nesked, men hun havde ingen ide om hvordan andre ville reagerer på det, så vidt hun kunne udlede ville nogen dræbe for at få en smag af blod der indeholdte feblod, og hos andre kunne måske slet ikke fordrage feer ? Hun anede det ikke....og hun var bange for at finde ud af svarene.
"Du skal ikke afpresse mig sådan " nåede hun lige at vrisse, inden han med jakken på forlod bordet og forlod hende.
Corinne masserede sin pande med den ene hånd, det var jo kørt af sporet det her.
Hvorfor var de endt med at være uvenner, nærmest?
Hun forstod ikke hvorfor han skubbede hende væk, og hun mærkde nu det gjore ondt.
Hun sad et øjeblik og mærkede hvad det gjore ved hende at efterlade tingene sådan her, selvom hun havde mest lyst til at rende efter ham og give ham ren besked hvad hun menet om hans opførelse, måtte hun nok fortrænge hendes eget behov....hvis hun ønskede at vide mere, havde han det bedste kort på hånden og styrede spillets regler....indtil hun snart fik det vendt, for der skulle ikke herske tvivl om at det ville hun få.
Hun løb hurtigt ud og fik næsten væltet en nyankommen gæst i forbi farten, hun råbte efter ham " Samuel.... vent...jeg har feblod i mine åre " og en gammel alkoholiker der gik forbi i samme øjeblik, hævede den stadig halv fyldte flaske sprit i hans hånd, rystede på hovedet og smed den ud.Han tvivlede på sin forstand og på de hallucinationer han var ved at udvikle.

Samule havde mest af alt lyst til at gå tilbage, men trods han ikke var nogle kat havde han stadig sin stolthed. Han nægtede at gå tilbage, det var ham der havde brugt op, og det ville han holde fast i. Han var kommet et godt stykke ned af vejen da han pludselig hørte en kalde hans navn, så af ren vane vente man jo sig om. Han betragtede lidt Camille, og lyttede efter hvad hun sagde. Feblod!? Han stirrede først overrasket på hende, før han gik tilbage til hende, og kiggede derefter ned på hende med spørgende mine. "Hvad var der så - hemmeligt over det?" Samuel kunne ikke se problemet i det.
Han bed sig let i læben, mens han kiggede ned i jorden. "Okay ... du skal love mig noget, som du sikkert ikke kan, men prøv at lade være okay?" Han kiggede indgående ind i hendes blå øjne og studerede dem nærgående for at sikre sig at det var rigtigt det hun ville svare. Hvordan han helt kunne se det igennem hendes øjne vidste han ikke, men det betød ikke så meget i det hele store, for hun ville nok alligevel blive vildt gal og vred, men så kunne hun altid hidse sig op bagefter. "Hvis jeg nu siger det jeg har fortalt dig kun har været en meget lille del af det der rigtig skete, hvis det overhoved skete."
Han anede ikke hvordan Camille ville reagere på dette, hvilke var grunden til han stod en halv meter fra hende.

Hun blev lettet da hun så han stoppede og og vendte sig, så var slaget ikke tabt endnu.
Hun stod og så lidt hjælpeløs ud, eller sådan havde hun dét inden i.
Samuel, derimod så ud til at synes dét var den naturligeste ting i verden.
Camille opgav at spå om folks reaktioner, de fleste hun kendte var utilregnlige alligevel.
Hun svarede ham ikke engang, dét ville tage for længe at sætte ham ind i fortidens hændelser og de følelser hun havde nu ,dem der ledte til årsagen hvorfor fe blod i hendes åre var en big deal.Som at hun havde grædt en milliard tåre over hendes mors død , siden hun var 8 og havde savnet hende i alle de år, for så at opdage for kun 10dage siden at hun både var i live, at hun var en fe...som alle troede var uddøde og at hun ville have Camille til at forlade denne verden og joine hendes, hvor så end dét var? Jo...dét var en big deal.
Men hun skubbede dét hele væk da Samuel så ud til at ville fortælle .
Camille skyndte sig at sige ,dét hun nødvendigvis skulle " ja ja...jeg lover....det hele " og hun forberedte sig på.....et eller andet....grimt ?
Hendes øjne smeltede ind i hans , og da han indlete blev hun overordenlig forbløffet ..." Har du løget for mig ?" , hun følte sig ført bag lyset, ville han overhovedet være i stand til at give hende sandheden ? Hvad vidste hun om ham når alt kom til alt ? Havde hun igen valgt stole på den forkerte.
Hendes øjne fyldtes med tåre, som hun ihærdigt blinkede væk....ikke om han skulle have den tilfredsstillelse.
" Har du tænkt dig at fortælle mig sandheden, den hele...bare svar ja...eller nej....jeg gider ikke du tar' røven på mig Sam" sagde hun ligeud...han måtte beslutte sig.

Samuel kunne ikke lade værre med at lade et minimalt suk slippe ud, mens han kort vendte hoved væk. "Jeg sagde jo du ikke kunne holde det ... men ja, det har jeg, og spørg mig ikke hvorfor, for svaret kender jeg ikke rigtigt, og hvis jeg har ret, vil du slet ikke kunne lide at høre hvorfor." Han trak vejret dybt, før han igen fortsatte. "Og jeg vil fortælle dig hele sandheden hvis jeg må, og hvis du vil tro på mig, du bestemmer selv." Tænderne bed sig let i hans læber, hvilke efterlod et par fine mærker da han fjernede dem, og prøvede at forme nogle ord i hoved. "Men du må få guds skyld ikke græde." Han havde betragtede hendes blinkende øjne, og vidste hvad det betød, men at skulle trøste en, hvor man ikke selv kunne føle smerten, eller sorgen, det lå langt udenfor Samuels evner inden for forståelse. Han vil slet ikke kunne sætte sig ind i trøste rollen og sige de ord som ofte kunne gøre underværker.
"Men hvis jeg skal starte fra en ende af ... så ... mødte jeg fyren ude i skoven som ulv, hvor han havde nedlagt det der sikkert var hans første, eller andet bytte." Han stoppede op for at sikre sig at Camille var med, før han fortsatte. "Først så han mig som en fjende, men det er der heller ingen grund til at sige jeg ikke var, for det var jeg jo. Nå, men han kastede sig ivrigt over mig i den tro jeg vil tage hans bytte. Det var først da jeg havde vundet kampen, som ikke var svær, fordi at han jo var uøvet - at han genkendte mig, og blev mere opsat på at kæmpe ..." Igen trak vejret Samuel vejret dybt, og kiggede ind i Camilles øjne, for at sikre sig hun stadig var med, for hver gang han talte var hans øjne rettet ud i luften, eller også nedstirrede de grå øjne en eller anden prik på vejen.