Bring Me Back - [Camille]

Samuel lage hoved let på skrå. "Ja ..?" Han forstod ikke hvordan hun kunne have e. Halv kæreste, det passede ikke ind i hans hoved. Efter hans viden fandt man en hel kæreste, og ikke en halv. Han lænede sig igen frem, og begyndte at spise sine druer han før deres lille kamp, havde lagt på køkkenbordet. Han bed et lille hul i den ene ende, og sugede saften ud af druen, før han spiste rasten med et veltilfreds smask.
Han frostod stadig ikke hvad hun havde så meget imod den fysiske berøring, men et eller andet måtte der jo være galt med enten hende, eller ham. Han var mest tilbøjlig til at mene det sidste, men han måtte jo være åben over for begge dele.

"ja...og så er dét bare ikke sådan helt iorden at du...at vi .."

Hvorfor , hvorfor havnede hun hele tiden i dét her?
Og hvorfor løg hun for ham ? For at passe på sig selv.Han havde jo ret, dét var jo ikke fordi hun aldrig havde sat en fyr på plads før , hvis de havde været påtrængende, men forskellen lå i at hun selv reagerede så meget på Samuel, og dét burde hun ikke , ikke efter hendes mening. Hun var i virkeligheden rimelig singel , men dét vidste han jo intet om.
Hun burde have fuldstændig kontrol over hele situationen og som det mindste da over sig selv.
Hun stirrede på hans mund , hendes øjne tillod ganske enkelt ikke at fokuserer på andet og med en lidt grødet stemme sagde hun "Gider du lige ?! "

Det overraskede ham hvor meget han tydeligvis måtte have påvirket hende. Han bed sig utilpas i læben, og kiggede væk fra hende. Hvis hun satte sig til at græde vidste han ikke hvad han skulle gøre. Til sidst valgt han at lade hende være, og trissede ud fra køkkenet med sine druer i hånden. Han vidste endnu ikke hvorfor hun reagerede på den måde, men kunne det have været kysset, eller var det noget helt andet? Han satte sig tænksomt ned i sofaen, og lod en drue danse mellem fingerene. Han sukkede, og lukkede øjne, mens han lænede sig tilbage og prøvede at tømme hoved, men forgæves.

Forbavset kiggede hun efter ham.
Han sagde ingenting, bare gik ind i stuen.
Dét burde hun jo være tilfreds med, dét var jo nok dét hun.skulle ønske.
Lidt luft og lidt ro på begivenhedderne og lidt...måske bare et glas mere af vinen? What the hell, ingen kunne jo have noget imod dét.Hun skænkede et glas til og lænede sig op af bordet , samme sted som Samuel havde stået for lidt tid siden.
"bare en frugt....han mener jo ikke noget med dét ."mumlede hun til sig selv.
Måske var dét noget han havde behov for at prøve nogle gange, lur som en.mobil ,em pc eller remoten.
Måske dét bare var for at finde ud af hvad dét hele gik ud på.
Den tanke gjorde dét lidt lettere og lidt mindre farlig at være tæt på ham.
For hvem skulle ellers fortælle ham om de ting ?

Han hørte et par lyde ude fra køkkenet som lød som en flaske og et glas. Havde kvinden tænkt sig at drikke sig fuld?! Han trak kort på smilebåndet, før han rejste sig op, og satte kurs mod intet mindre end køkkenet - once again. Da han kom der ud kiggede han lidt på hende, og rystede igen på hoved, med et let smil, og derefter et suk. "Er jeg nu skyld i at du begynder at drikke vildt meget, eller gør du det normalt?" Han stod lidt lænet op af dørkarmen mens han betragtede køkkenet der passede til stuen. Hyggelig og venlig at se på, personligt, og stadig rent. Det var vel sådan de fleste kunne lide det, hyggeligt og dejligt.
Pludselig slog en tanke ned i ham, som fik ham til at kigge op på Camille med hjernen trampende af sted før han valgte at lade hende afgøre; "Du siger bare når jeg skal smutte."

Hun stod med glasset i hånden og svingede blidt med det, imens hun så vinen ligge sig op af glassets kant og herefter retur i bunden igen.
Hun smilede til Samuel og svaredeb"Naturligvis drikker jeg ikke dagligt og naturligvis driver du mig ikke ud i et misbrug.Men dét er jo ...hyggeligt "forsvarede hun sig og tog en tår mere.
Fuld....dét plejede hun nu ikke at blive af et par glas vin, men.dét var måske en god idé at dét her var dét sidste, var dét glas 3 eller 4 , dét huskede hun ikke, sikkert glas 3så ,blev hun enig med sig selv om.

Han lavede et emne skift og hun rystede misfornøjet på hovedet.
"Glem dét Samuel, bare fordi du fik tæsk af en pige skal du ikke stikke halen mellem benene og luske af.
Du skal være smertefri og en omvandrende mobil nørd inden jeg slipper dig fri.Desuden er der hovedrengøring i.morgen ." Hun lo stille og havde på ingen måde tænkt sig at lade ham forsvinde nu, selv om dét med hovedrengøringen ikke var helt sandt.

Han åbnede munden, og lukkede den derefter igen et par gange som en fisk uden rigtig først lige at kunne svare hende. "Du vil virkelig have at jeg skal ligge dig ned?" Han stønnede opgivende, og lage de sidste druer fra sig på køkkenbordet. han gik hen til hende, men stoppede op godt og vel en halv meter fra hende. "Så bliver du også nød til at begrave mig med min mobil, så jeg kan øve videre i himlen, og så kan du lære en ulv at gøre rent imorgen." Han skulle ikke nyde noget af at gøre rent, aldrig i livet! Det var fint med en klud og et bord, men da heller ikke mere, ham selv og hans tøj kunne også lige gå an, men så bestemt heller ikke mere, han var jo ingen rengørings dame!

Hun ignorerede hans bemærkning da hun faktisk ikke havde nogen rigtig svar på dét.Hun havde ikke tænkt så langt, bare tænkt på dét søde i at vinde...eller blot drille ham med dét.
Tilgengæld samlede hun hurtigt de bolde op han smed i luften om rengøring og gav den lidt gas "Ingen rengøringskone og du laver heller ikke mad ? " hun kiggede lidt rundt , søgende , lyftede lidt på nogle random ting på køkken bordet og sagde dernæst med et udfordrende smil "Undskyld Samuel...men kan du se skiltet med Camilles Hotel på nogen steder ?Eller tror du lejligheden gør sig selv ren ? "Hun gravede med hænderne i en skuffe bag om hendes ryg og et stort smil beklædte hendes ansigt da hun holdte frem, dét fineste lille hvide forklæde, sågar med blonder...et rigtig lille stuepige et ...og hun gik mod Sam.

Samuel der havde stået og ventet interesseret på hvad det var hun snakkede om, sprang op, og løb næsten ud af køkkenet da hun truede med at give ham et blonde forklæde på. "Stoop!" Pep han og sprang om på den anden side af sofaen, og gemte sig ved at grumme sig sammen op af ryglænet mens han kiggede med store øjne på forklædet der så meget truende ud. "Dét holder du væk, jeg skal nok gøre rent, men ikke i dén!" Han lød som om det var ulækkert hun havde fundet frem, og ikke noget så banalt som forklæde. Hvis hun valgte at følge efter ham, ville han så hurtigt som han kunne springe væk fra sofaen, og se om han ikke kunne finde ly andre steder. Han ville hade at skulle have det på, han ville næsten give alt for at slippe for det. Hvorfor han lige præcist ikke kunne lide blonderne var han ikke sikker på, men han kunne ikke lide dem, og det var dét der talte for ham.

Hun sprang efter ham i fuld galop, endelig havde hun fundet en klemme på ham, noget der indikerede følelser.
Hvorfor han flygtede for et lille fint forklæde, havde hun slet ikke fantasi til at forstille sig , men dét var også helt betydeligt idet hun bare elskede følelsen af af have magten og få ham til at spræller lidt.
Hun kom over bag sofaen, lidt kluntet. Sofabordt havde fået en skub på vejen og stod nu skævt.Et blåt mærke var allerede ved at formes på hendes lår, men hun var slet ikke obs på smerten , nej...hun viftede med forklædet foran ham og fastholdte "Men Samuel...du vil se sååå sød ud i dét...kom nu her " og så gjore hun sig klar til at jage ham , hvis han forsøgte igen at slippe fri.Hun ville have et billed på mobilen af ham i dét forklæde, dét stod ikke til forhandling.

Kvinden løb efter ham, hvilke bare betød han var mere opsat på at flygte. Han løb uden om hende, og satte kursen mod soveværelset som virkede til at være det rum der var nærmest. Så snart han var kommet ind ville han prøve at lukke døren inden hun ville komme ind. Hvis det ikke lykkes at lukke døren var han som fanget i en fælde, og så måtte han vel bare bruge næb og klør, selvom han ikke havde nogle af delene. "Glem det!" Hylede han. Han ville gøre alt for at slippe for at have det på, selv at ... at gøre hendes lejlighed ren selv, men selvfølgelig sagde han ikke det, for det ville sikkert ende med at han skulle gøre det, og det ville han virkelig ikke! For alt iverden ikke, næst efter det pokkers blonde forklæde.

Hun gav et lille hvil af fryd da han pilede afsted igen og satte efter ham .
Han ville være så yndig i bar overkrop og bukser og forklæde, alle piger ville elske det billed.
Hun greb sin mobil i forbi farten og satte efter ham og brasede ind i soveværelset.
"dumt træk Samuel...meget uklogt...der er ikke andre udveje end forbi mig og den her " grinede hun og viftede igen med forklædet som var dét et flag.
Hun gik mod ham og forsatte "Kom så på med dét...og smil til fotografen " truede hun i et lidt for muntret tonefald.
Dét var bare så sjovt at have fat i den lange ende for en gangs skyld.

"Pis." mumlede Samuel da hun brød ind i soveværelset. Han bed sig i læben, og kiggede lidt på Camille. Han kunne smutte mellem bene på hende, men han var ikke sikker på han kom ud, og han kunne smutte ud til siderne men det ville heller ikke hjælpe. Så kunne han springe ud af vinduet, men den tanke var bestemt ikke tiltrækkende. "Glem den mobil!" Han blev ved med at kigge på Camille mens hun smilede som om hun havde vundet, og det havde hun sikkert også, hvis han da ikke fandt på en anden ide han kunne gøre for at komme væk. Han kunne selvfølgelig prøve at kysse hende igen, men så ville hun sikkert bare græde, og så gik det da helt galt, så noget andet måtte der gøres. Men hvad, det var lige spørgsmålet. Han rynkede bryne, og kiggede stift på forklædet med de farlige blonder.

"Dét bider altsår ikke Samuel....hurtig på hurtig af og et lille billed i midten "
Hun nærmede sig , meget forsigtigt .
Hun bredte forklædet ud mellem hendes arme og ville sno dét omkring ham, krydse snorene bagpå og binde dét foran.
"Stå helt stille , tak " sagde hun blidt og med lidt respekt i stemmen , trods alt , det var jo ikke til at sige om han besluttede sig for at kæmpe imod, de sidste krampetrækninger.
Hun smed mobilen fra sig ned på sengen, da hun havde brug for begge hænder til dét her.
Hun stod helt foran ham nu og havde armene rundt om livet på ham for at få krydset de lange hvide bånd bagpå.

Han prøvede forgæves at springe væk, da hun slog armene omkring ham med det forbandet forklæde. Han prøvede først om han kunne hive hendes hænder fra hinanden, men det var ikke nemt, så han prøvede at få hendes hænder til at slippe forklædet, men der var der heller ingen muligheder i. Han stod lidt og klynkede mens hun tog det på, men så snart hun havde fået det bundet, sprang han væk fra hende, og kastede sig hen mod sengen, for at få fat på mobilen, som han gemte væk i lommen på sine jeans, hvor efter han begyndte at prøve at få forklædet af, hvis ikke hun da kastede sig over ham, i et forsøg på at generobre mobilen.

Efter lidt kamp sad forklædet som dét skulle .
Camille var stolt som en pave over dét var lykkes hende , selv om hun mistænkte ham for at lade hede vinde den omgang.
Mistanken blev bekræftet da han sprang afsted efter mobilen og stoppede den i sin lomme.
Hun havde jo ikke vundet noget som helst før billedet var i hus.
Hun satte i et spring efter ham og indlod sig i en nærkamp hvor hun forsøgte at holde hans arme væk imens hun fiskede i hans lomme efter sin mobil, men dét var besværligt da hans arme hele tiden vendte tilbage og skubbede hendes væk.
"Kom.nu med den Sam..giv mig den så " kommanderede hun når hun havde luft til at sige noget.

Mens han prøvede at holde hende væk fra mobilen, kæmpede han for at få alle de lange bånd op, så han kunne få det skrækkelige forklæde af i en fart, inden hun ville kunne nå at få mobilen op, og komme ind på kameraet, men det var ikke lige så nemt som han havde håbet på. Til sidst fik han endelig sløjfen op, og fik forklædet til at falde på gulvet, hvorefter han sprang væk, dog Camille sikkert fået fingre i sin mobil, da han havde brugt et sekund på at rive forklædet af, før han sprang væk fra hende, men til hans ulykke, og Camilles held, var det lige ned i sengen, så hvis var hurtigt nok kunne hun måske få ham i den igen, dog var Samuel ikke selv indstillet på det. Han mente han havde haft det skræk injagende stof på i lang tid nok. Han prøvede at møve sig hen til kanten, så hurtigt og godt det nu kunne lade sig gøre mens han delvist lå ned.

Da forklædet dalede ned mod gulvet nåede hun lige at snuppe dét med den ene hånd
"no way " stønnede hun og genoptog kampen.
Mobilen blev kastet lidt længere væk på sengen og hun selv forsøgte at vikle Samuel tilbage ind i forklædet.
Dét var mere svært end før da han delvist lå i sengen og dermed havde støtte på ryggen, hvilke besværliggjore at skulle have dét om livet på ham.Men hun kastede sig over ham og forsøgte at få hænderne ind bag hans ryg.
"Er du kilden ?" Spurgte hun og grinede lidt imens hun forsøgte at kilde ham lidt i siden og op mod armhulen, alt imens de stadig kæmpede.

Han sprallede som en fisk i et net, mens han var ved at kvæle sig selv i et grin, og luftmangel, da han både skulle grine, og forsøge at komme væk fra forklædet, ergo, ja, han var kilden af h' til. Han slog ud med armene efter hende, i et forsøg på at få hende væk, men lige meget hjalp det, det lykkes hende til sidst at få klemt fingrende, og hele hånden ind under hans ryg. Dog ville han ikke give op, så det endte med at han trak sig op, med hjælp fra Camilles skuldre, og prøvede at lange ud efter mobilen som lå lige inden for række vide. Sengen var jo ikke så stor igen, når det kom til stykket. Han fik fat på den, og holdt godt fast i den, mens han lod hende binde det forklædet på igen. "Hmpf ..." Var det eneste man kunne høre fra Samuel da han havde fået vejret igen.

"dygtig dreng " messede hun næsten henrykt da hun afsluttede den lille fint bundet sløjfe i hans venstre side.
Hun lod en enkelt finger løbe op af siden på ham , bare for at demonstrerer sin magt , når nu han var så kilden.
Så fik hun øje på hendes mobil, sidste etape på turen inden hun kunne iklæde sig den gule føre trøje.
Hun rakte ud efter den "Min mobil tak " sagde hun med bydende stemme, eller dét forsøgte hun men synet af ham i dét lille forklæde kunne nok ikke få lyden af 'smil' ud af hendes klang.
Hun hapsede efter den i luften et par gange.."Saam !" Sagde hun truende og så på ham.

"jaah?" Spurgte han flabet, og kiggede glædesstrålende op på hende. "Er der noget galt?" Han trak stadig vejret tungt efter at have måtte kæmpe for den pokkers mobil, men den var i sikkerhed - eller det håbede han. Han tørrede sig over panden som om han svedte, og trillede væk fra Camille, med mobilen, hvorefter han begyndte at finde de fine sløjfer hun havde lavet, for at trække dem op. "Du bliver nød til at binde mig, og holde mig fast hvis du skal havde det billed." Samuel havde ingen tanker om at hun måske ville gøre dette, det var for langt ude til at det kunne virke som noget der ville ske, så han smilede blot til hende, mens han overdrævent langsomt trak sløjferne op, for til sidst igen, for anden gang at fjerne forklædet.

"min mobil...hand it over !" Sagde hun forpustet men så hvad han havde gang i nu med forklædet
Dét var da bare løgn, efter al dét slid , var han igen ved at binde dét op .
"Frist mig ikke ulvedreng...jeg kan sagtens binde dig , hvis dét bliver nødvendigt."men hans flabet smil og hans pillen ved forklædet var bare for...provokerende
Da forklædet gik og , lavede hun store øjne og kastede sig igen over dét med en ukuelig optimisme og energi "alle...gode....gange...tre..."udstødte hun i små støn imens hun igen indhyllede ham i forklædet og denne gang ville hun ikke pynte dét med sløjfer men med dobbeltknuder, nu var det tid til at smide fløjelshandskerne.

Der kom et mindre udbrud fra Samuel da han så Camille komme flyvende igennem luften, klar til at binde og knæble ham skulle man næsten tro. Han prøvede af alt magt at skubbe hende væk, men hun virkede for energisk og ivrig til overhoved at bemærke hans hænder der lå på hendes skuldre, og prøvede at presse hende væk. "Hvorfor?" Han gispede og stønnede mens han prøvede at holde hendes hænder væk, men han kunne ikke samtidig holde hende væk, så enten det ene eller det andet. Han greb fat i hendes ene hånd, og holdt fast i den, hvorefter han jagtede den anden hånd. "Jeg har ... sagt at je... g ikke gir ... op." Pustede han, og snappede ud efter hendes anden hånd dog uden held. "Bind mig ... en .. este ... måde." Han prøvede at skifte, at presse sine ben op imellem dem, men heller ikke det hjalp, men hans følgende udfald mod hendes hånd virkede, og han fik langt om længe fat i den.

Hun vred og snoede sig som en lille ål på land, for at undgå hans greb.
Men først fik han fat i den ene hånd, men hun behøvede også bare en enkelt .
Dét bare en besværlig kamp og hun fik fat på hans opfordring og så ham i øjnene "hvis du ikke snart overgiver dig så bliver du bundet " hissede hun af ham men inden hun kunne nå at gøre alvor ud af dét, inden hun kunne nå at indfange dét lange smalle sorte tørklæde der lå henslængt i hjørnet og spænde hans hænder sammen, så havde han fat i hendes anden hånd .
* oh shit * tænkte hun for første gang om begyndte at le "Kan du så slippe...eller du fortryder "

Han pustede tungt og grinede derefter. "Jeg har sagt du ikke vinder, med mindre du gør noget, så jeg ikke kan komme til at bevæge mig." Han smilede triumferende, og blev liggende lidt og slappede af. Der var ingen grund til hastværk nu, han havde jo vundet ikke? Men nu skulle han alligevel ikke tage pokalen før den var i hus, så han blev ved med at holde godt fast i hendes hænder, så hun ikke ville kunne bruge dem, men så var der lige hendes ben, men dem skulle hun vel bruge til at holde sig oppe med - ikke? Han ville ikke låse sine ben omkring hendes, for hvis han var uheldig nok ville hun ramme det ømme punkt hvilke han godt kunne mistænke hende for at gøre, selvom hun før havde været så sød og blid, men selv et lam kunne blive en ulv.