Bring Me Back - [Camille]

Samuel havde ingen anelse om hvor lang tid han havde været vågen da han igen vågnede, men han følte sig i det mindste letter udhvilet hvilke jo kun var godt. Han lå lidt under dynen og nød det til fulde før han, modstræbende slog dynen til side, men kom så på en god ide, efter hans mening. Han kom på bene, og tog dynen med sig. Han trak den op omkring skulderende og gik ind i stuen, hvor han satte sig i sofaen som et andet dyne dyr, og begloede lidt Camille før han åbnede munden som en sulten fugle unge og forlangte slik.
Han sagde ikke et pip, han sad bare med åben mund, og ventede på at han skulle få noget af den ene eller anden art. Hvis han ikke fik noget med det samme, ville han kigge fornærmet på hende før han så igen vil åbnede munden og vente.

Camille hørte ham, lidt før hun så ham komme anstigende med dynen og sætte sig i fodenden.
Hun sagde smilende "Hey..sleepyhead, men Samuel bare kiggede på hende og ...på hendes slik ?
Så besluttede han sig for at lege fugleunge og åbnede gabet og ventede på hun fodrede ham.
"Argh....er dét ikke at trække dét lige lovligt langt dét der " klagede hun men satte sig alligevel på knæ nede i hans fodende og puttede et par stykker skumsvampe med chokoladeovertræk på, ind i munden på ham.
"Men dét koster...."sagde hun drillende .."Du skal dele din dyne " var hendes bud på en pris.

Da han havde fået noget mad, gumlede han tilfreds på det, og betragtede lidt Camille, tydeligvis ikke meget for hendes ide, hvilke han ytrede sig om ved at holde endnu bedre fast i dynen og se meget uskyldig på Camille, før han rystede på hoved, mens han gumlede videre. Da han langt om længe fik slugt hvad det nu var hun havde givet ham, betragtede han hende en smugle betuttet, uden at gøre mine til at ville gøre noget mere. Han var bestemt ikke villig til at dele dyne, nu havde han den, hun måtte da lige vente til det blev hendes tur, hun havde sovet med den hele natten, nu ville han bruge den. Det var vel fair.

Camille derimod anskuede dét fra en ganske anden vinkel.
Jeg er sød ved dig, du er sød ved mig, var navnet på dén vinkel.
Så hun satte en utilfreds mine op og havde bestemt ikke tænkt sig at lade sig affærdige så let.
Hun viftede med en bamse af fin grøn vingummi foran hans næse og da hans øjne synes at ligge på den, trak hun alt hun kunne i dynen ,og var nær væltet bagover o processen
"Hit med dén" grinede hun til ham.

Han bed ud efter bamsen der måtte lade livet efter hans mening, da hun pludselig ræv i dynen, og han blev trukket op. Med lidt hjælp fra fødderne vippede han helt frem, så han væltede ned i Camille. "Giv mig den!" Han prøvede flere gange at få fat i bamsen, uden forhåbentligt at bide hende i fingeren. Han lå på alle fire, med hænderne over hendes skuldre mens han prøvede at fange bamsen der var unaturlig hurtig af at være en pokkers død vingummibamse! Hvis det ikke lykkes ham at få fat på den, ville han gribe fat i hendes hånd, og tvinge den ind i munden på ham, hvis hun da ikke smed den i hoved på ham, eller et eller andet. Hvad kunne den kvinde dog ikke finde på!

Hun blev overrasket over så hurtige reflekser Samuel besad og hvor vildt han snappede efter dén lille slik bamse.
Hun hvinede af fryd og barnlig iver, da han tronede over hende ,iforsøg på at snuppe dén.
Men hun holdte godt fast, forsøgte med dén frie hånd at få skubbet ham væk ,hvilke var svært da dét var dén venstre hånd hun skulle bruge og hele hans kropsvægt skulle forflyttes.
I dén højre strålede bamsen og hun viftede dén ihærdigt frem og , opildende.
Der var lidt svært at komme ud af positionen neden inder Samuel, da dét hele gik stærkt og da dynen var viklet ind om hendes ben nu.
Camille fik lagt dén venstre hånd på hans bryst og forsøgte at presse ham væk, men hendes håndled brokkede sig ved dette forsøg, hvis dét bare havde været dén højre, tænkte hun.

Han blev kun mere og mere ivrig efter at få fat i den lille forbannet bamse da hun begyndte at svinge den frem og tilbage. Han endte med at gribe ud efter hendes hånd med sin venstre hånd hvor han fik fat i den, og prøvede at få hendes hånd tætter på så hun kunne få bamsen, men det blev ikke ligefrem letter da hun prøvede at presse ham væk, men han valgte blot at ligge sin fulde vægt over hendes hånd, mens han stadig prøvede få fat i bamsen, og håbede ikke at hendes hånd gav efter for så ville han vælte ned i hende da han mere eller mindre lå på hendes hånd. Han løftede sig lidt op og prøvede igen at fange den lille uvårne bamse der fløj rundt.

Så længe dét varede var sejeren sød
Men naturligvis kunne hun ikke med hendes spinkle venstre håndled bære hele hans vægt, så hendes arm gav efter og han ville nok ramle med i farten.
Da der kun var en måde at vinde og sætte ham i skakmat, fik hun møvet dén lille fyr, altsår bamsen, ind i sin egen mund , så kunne han mase hvad han ville....han havde tabt.
Hun gav sig lidt, og blev med et bevidst om at de under legen var kommet lidt tæt.

Han faldt ned på hendes mave og mærkede hendes bryster blev presset mod hans overkrop, men han bemærkede det ikke, da han så sin elsket bamse forsvinde ind i munden på Camille der på den måde havde ræddet sig en hånd til brug. Han gryntet irriteret og overvejede kort om han kunne fiske den ud, men kom dog til sidst til den beslutning om at det blot ville blive for besværligt og sikkert gøre ondt, hvis hun bed ham i fingeren, så han droppede ideen, og stirrede bare på hende, uden at flytte sig, hvis ikke Camille væltede ham væk. Hvordan skulle han nu få hævn? Dét måtte han lige tænke lidt over, for hævnløs lod han hende ikke være, for hævn ville han have.

Hun kiggede stolt på ham og hendes øjne skinnede "Dét var så lige 1-0 til mig tror jeg " pustede hun , da han var en smule tung
"Bamse er væk...spist....gider du måske rykke dig nu ?" forslog hun stadig med et smil om munden
Sødt var dét at han lod sig tirre, enten var der nogle ulveinstinkter ind over, eller et herligt legebarn i maven....eller også kunne han virkelig bare godt lide slik.
Hun ærgede sig næsten over at der stod en hel skål på bordet, havde hun kunne nå dén havde hun taget dén hele og drillet ham med

// Samuel, jeg havde ik set du havde svaret O.O //

Han brummede kort, og placerede hænderne over hendes skuldre, hvor han så kunne stå på alle fire over hende. "Jaja, fint, men jeg kræver en erstatning!" Forlangte han, og kiggede på hende mens han overvejede hvordan han kunne hævne sig, for hævn, det skulle hun have, om hun ville det eller ej. "Nej, jeg flytter mig ikke før jeg får min erstatning, jeg havde faktisk set frem til den bamse!" Jamrede han sig, selvom der sad et kækt smil klistret godt fast på hans læber. Han stillede sig lidt bedre til rette, dog ville han ikke flytte sig, nej, ikke før han havde fået en erstatningsbamse.

Camille så op på ham og svarede med dén mest uskyldige stemme hun kunne præsterer "En erstatning ? Hmm...der er spegepølse i køleskabet...eller rødvin ,din favorit " og så kom hun til at grine.
Hun vidste jo godt hun var lidt overladt til hans nåde eller mangel på samme hér, hun havde ikke en jordisk chance for at flytte ham fysisk, hvis han ikke ville.
Hendes puls begyndte at slå hurtigere, hvis dén ikke havde gjort dét under hele deres lille twist, men andre ting kunne være årsag nu.Dét ville hun ikke ind på, så en puslen ved døren og en der bankede på , kunne blive hendes redning, måske ?

Han stønnede og vendte øjne. "Har du flere druer?" spurgte han så. Han ville hverken have mast kød, eller maste druer, han ville have runde friske druer hvis det da endelig skulle være noget i den dur, ellers ville han have sin erstatningsbamse, men det sagde han dog ikke, for han fandt det yderst morsomt at have hende under sin 'magt'. Han ville beholde 'tronen' til han fik sin erstatning af enten den ene eller anden ting, om han så skulle vente hele natten, men så kunne han jo bare ligge sig til at sove på hende, det var selvfølgelig også en mulighed.

Hun vidste udmærket at han havde spist de sidste.
Men dét vidste han jo åbenbart ikke.
Hun kiggede mod døren hvor dét banede på igen, havde han tænkt sig at ignorerer det ?
Nå, et beskidt job...men nogen skulle jo sørge for hun fik overhånden igen så hun svarede listigt "En hel bakke mørke druer , øverste hylde i køleskabet " og såvgjore hun sig klar til at møve sig ud, så snart han satte kurs efter dem.
Hvad hun så skulle stille op når han opdagede der var tomt , dét var en anden ting....måske sende ham i byen ?tanken fik hende til at smile, tanken om hans ansigt når han så dén tomme hylde.

Han tænkte sig lidt om, og skulle lige til at rejse sig, men stoppede sig selv i det. "Så hent dem til mig." Han løftede den ene hånd så hun kunne komme ud. Han var bestemt ikke sikker på at de lå der ude, hvilke var grunden til at han ikke selv gjorde det. Han smilede blot til hende som om det var det mest naturlige i verden. Han blev langsomt mere og mere sikker på at Camille ikke havde nogle, ville hun virkelig have gemt dem for ham? Så ond var hun vel ikke? Han sad lidt og tænkte over det, mens han ventede på hun fik besluttet sig for at smutte ud og hente dem, eller indrømme hvis det var falsk alarm.

Hun kiggede mod døren , hvorfor reagerede han slet ikke på dét , på dén ihærdige banken.
"Tror du jeg er din lille tjenerinde....smut ud efter dine druer selv " sagde hun stædigt, hvilke hun med garati ville have svaret også hvis der havde ligget nogen dér.
Hun forsøgte at skubbe en anelse mere for at smutte ud af hullet han efterlod til hende, ikke for at servicerer ham med de noneksisterende druer, men for at stikke af, og eventuelt åbne døren , hvis vedkommende med et erinde ellers stadig stod der, efter at have banket noget tid forgæves efterhånden.
"Du kunne jo også åbne døren, på din vej til køkkenet " forsøgte hun lokkende.

"Døren?!" Han kiggede først undrende på hende, og grinede så. "Hvorfor? Det er jo ikke min lejlighed." Han rejste sig op, og besluttede sig for at gå ud og hapse de vindruer som hun snakkede om, så kunne hun jo bruge tiden på at åbne døren. Han smuttede ud i køkkenet, og åbnede køleskabet, for hurtigt at gennemse det for vindruer. Ingen. Snøft. Men det kom ikke ligefrem som nogle overraskelse. Han stønnede kort, og kiggede videre, dog blev hans blik distraheret af noget andet. Han smækkede køleskabslågen i, og kastede sig over en pose vingummier som han hurtigt åbnede, og tog en i munden, eller ind mellem læberne, hvorefter han gik ud i stuen, mens han eftertænksomt suttede på bamsen. "Hvem er det?" Spurgte han mens han havde bamsen mellem tænderne.

Så snart han var oppe og afsted, var hun dét samme.
Hun ilede ud til døren og først da hendes øjne var i menneske højde kiggede hun ud på intet...en tom opgang.
Men så fandt hendes blik mere eller mindre tilfældigt ned på hendes fødder...og dermed også på en smukt indpakket buket roser i hvide nuancer.
Hun samlede dem op og læste kortet.
" Camille " stod der bare.
Hun smilede havde en rimelig god idé hvem de var fra, og bagefter udbrød....kaos.
Inden i , mental kaos og netop da kom Sam og spurgte hvem dét var .
"Ingen...der var ingen" mumlede hun og stod med kæmpe buketten.
Hun .måtte få styr på dét her.....og hun kendte kun éen måde, den måde hun altid havde brugt.
Hun så på Samuel med store øjne der fyldtes til randen med tåre imens hun talte." Samuel....jeg er nød til at gå...du kan blive her så længe du vil, jeg ringer til dig.....senere....men dét her...OS to...jeg må smutte "

Han kiggede spørgende på roserne, og nikkede derefter. "Du gør bare hvad du skal, jeg skal jo ikke have dig heletiden." han smilede kort, og satte sig hen i sofaen. Han havde bemærket hendes næsten blanke øjne, men han havde ikke sagt noget til det, det ville sikkert ikke ligefrem virke, men hvem mon sendte hende roser? Hendes såkaldte halvkæreste? Han tænkte lidt over det mens den ene bamse efter den anden måtte lade livet. Han havde frygtelig meget lyst til at følge efter Camille for at finde ud af hvad det var der var galt, for noget var der, men det føltes forkert at følge efter, på grund af nogle blomster, godt nok nogle smukke roser, men alligevel.

Hun gik lidt uroligt rundt, samlede lidt ting i en større sportstaske, så havde hun til et par dage.
Hun så på Samuel....overrasket over hvor ondt dét gjorde at skulle sige farvel, havde hun knyttet sig så meget til ham på de få dage ? Hvor skødesløst af hende og nu skulle hun betale prisen for dét.
Hun ville enten tage i dét lille sommerhus, eller til dusørjægerne og forsøge at få Tristans adresse ud af dem.Dét ville nok være nemmere at kontakte julemanden telefonisk, men alligevel ....hun måtte forsøge.Eller måske bare en sms til ham ? Hvorfor fanden var dét hendes treide tanke...se hvor forvirret jeg er, tænkte hun.
Camille trådte ind til Sam, der gnaskede bamser.
"Samuel....tak for nu...mumlede hun " og lagde en hånd på hver kind, satte sine læber ved siden af hans mund og gav ham et let kys der.
"Vi ses.... Snart igen...jeg ringer snart...og du har også mit nummer "
Og så var hun ude af døren.Lukkede den og stod med ryggen op a den lidt tid, tørrede en tåre væk og fumlede efter hendes mobil, hun havde en sms at sende.

// out//

Han vendte hoved rundt da hun pludselig kom tilbage. Han skulle lige til at spørge om hvorfor pokker hun var så hurtigt tilbage, men han fik ikke sagt så mange ord før hun kyssede ham, hvilke sendte ham på enden - psykisk. "Eh - ja ... okay ... ja, ... ses." Fik han forvirret sagt mens han kiggede efter hende da hun forlod rummet i en fart. Han sad lidt og kiggede på døren, før han rejste sig op, snuppede mobilen der jo måtte være hans, lod den falde ned i lommen på hans bukser, før han hurtigt fik sine klipklapper på, og forlod lejligheden et kvarterstid efter for at søge hjem og gnaske vingummier mens han tænke det hele igennem, for han var bogstavligtalt på herrens mark.

//Out ...//