Bring Me Back - [Camille]

Han tænkte kort over hendes spørgsmål, før han formulerede nogle ord til svar. "At du ville være meget dårlig til at være ulv, eller også er du stræk, det kan jeg prøve senere." Han grinede kort, og svang lidt med bene frem og tilbage. "Jeg skal nok finde dig, bare smut ud og leg." Han grinede igen kort, før han sprang ned fra grenen og lænede sig op af træet. Han valgte at være så høflig ikke at sige at han ikke havde nogle anelse om hvad klokken var, eller hvordan et ur virkede, sådan et med viser, for digitalur kunne han udemærket finde ud af. Dog havde han heller ikke tænkt sig at lade hende gå alene, for så snart hun ville være gået, ville han trække af tøjet, hvis det da ikke lige var fordi hun inden for fem minutter ville komme spurtende tilbage med en grævling i hælene. Hvis han fik lov til at klæde sig af ville han forvandle sig, go gå i en god afstand til Camille, nogle gange hvor han ikke ville kunne se hende, men bare lugte sig frem.

"Prøve senere ? You wouldnt dare !" Sagde hun med glad stemme lige indtil hans 'smut ud og leg ' ramte hende...så rynkede hun brynene let og svarede " if you Say so daddy " og rystede opgivende på hovedet.Han havde...sponk....dét måtte man da give ham.
Hun vinkede farvel og begav sig i retningen af ....tja...øst ?vest? Ihvertfald var der nogle smukke små blomster hun kunne skimte på afstand.Hun ville sætte sig lidt der og nyde roen.
På vej derover drejede hun uden om nogle ret så store huller i jorden.De var temmelige farlige hvis man trådte ned i dem , ankel skader ville være nemt at få.Dét lignede næsten små fælder, tænkte hun.

Ulven luntede ind i skoven, hvor han fandt sig en magelig plads han kunne ligge og holde øje med kvinden der var gået ud til nogle blomster, udenom nogle huller af diverse ting. Ulven lå godt gemt væk bag noget krat og buske, hvor grene, der stadig havde nogle blade kunne dække for den hvide pæls der ikke ligefrem var praktisk i dette landskab af brune og grønne blade. Snuden indsnusede den sødlige duft der strømmede sammen med blomsternes lidt bitre duft, eller den virkede bare en smugle bitter, måske var det på grund af årstiden som var lidt sen. De sølvgrå øjne var ikke til super meget hjælp, for som så mange andre ulve var øjne ikke det bedste våben i en skov, men sanserne, hørelsen og lugtesansen som begge var skarpe og hurtige lige som hans reflekser. Ja, det var skam godt at have det varulv halløjsa, selvom det nogle gange skabte lidt problemer, især når man var så stort, og ikke kunne klemme sig ned i de huller som normale ulve kunne klemme sig ned i. Enten flugt eller kamp, aldrig noget med at gemme sig, frygtelig irriterende.

Hun satte sig ned i græsset og vendte ansigtet mod himmelen.
En dyb vejrtrækning gennem næsen fik hendes krop og puls til at slappe af.
Dét var rart...føltes trygt at Samuel var derude et sted, dét var kun derfor hun kunne slappe af og ikke have Demetri i tankerne.
Nu gav hun sig Istedet hen til skovens ro...og skønhed.Alt her var natur og ikke kunst skabt eller isenesat af mennesker.Hun plukkede nogle af de små blomster og lagde sig ned på ryggen.Hendes hånd førte blomsterne op til næsen og hun snusede ind.For hende udgav de en sagelig duft, ikke for meget ikke for lidt.Dét satte hun pris på, i mange af livets henseende.
Hun syntes hun hørte en lyd, en svag lyd godt nok...sikkert en fugl bare.
Hun rullede om på maven og lå med bukkede ben og fødderne op mod skyerne, god Damn...her var afslappende.

Hvor var kvinden dog kedelig! Ulven kom på bene, og listede igennem skoven på næsten lydløse poter, før den begyndte at traske i en bue udenom kvinden, før den stod så tæt på han kunne komme i ly af skoven. Så snart hun havde vendt sig om, begyndte han at liste frem igennem det bløde græs, med vinden mod sig, et rent ulveinstinkt. Da han var kommet helt hen til kvinden, puffede han let til hende med snuden mod hendes hofte før han dumpede ned ved siden af hende og betragtede hende og håbede hun gav ham lidt opmærksomhed. Det ville han da gerne have hvis han kunne få lidt af det.
Han lage hoved let på poterne, og betragtede stadig kvinden med forventningsfulde øjne, mens han ventede på der skete noget.

Camille nød at give slip på hele verdenen for en lille stund.Bekymringer og forsvar lod hun falde bort og bare koncentrerde sig om ingenting ud over roen.Hun måtte se en ekstra gang om hun drømte, sikre at hun ikke var døset hen og drømte, da den store hvide ulv kom luntende mod hende.Denne gang var hun ikke bange,ikke nervøs...nu vidste hun at den ikke havde ondt i sinde, vidste dét var Samuel.
"Hey ...Sam " sagde hun lidt forlegent, var han fulgt efter hende?Hun glædede sig over at alt hun lavede kunne tåle dagens lys, hvis han havde ligget der længe.
Da den lagde sig op a hende holdte hun først hånden frem så den kunne snuse og bagefter begyndte hun at kæle med den ,men ham .Hun regnede med han ville flytte sig hvis dét var...forkert.
Men han var så smuk, og dét virkede langt mindre ukompliceret at røre ham nu, hvilke måske ikke var så underligt igen.
"hvad laver du her...og som ulv ?" Smilede hun ned til hans øjne der mindede meget om Samuels i menneskeform.

Hvis ulven havde været en hund, og ikke en ulv, havde halen kørt som et piskehjul på ham, men sådan var det bare ikke. Han lukkede kort øjne og nød det helt vildt et øjeblik, før han igen kiggede op, og pressede sin snude mod hendes håndflade. Han indsnusede kort hendes duft, før han lage sig ned igen og kiggede op mod hende. Kvindens mund bevægede sig, og der kom også lyde, men det var kun ganske få af dem han forstod, og han kunne da slet ikke svare, så han kiggede blot op på hende uden at sige hverken det ene eller det andet, det eneste han faktisk gjorde, var at lukke øjne og lade som om han sov, selvom han kun lå og slappede af, mens han nød den søde duft kvinden gav, sammen med græsset der kildrede ham i næsen.

Camille vidste dét var Samuel men dét virkede bare ikke som ham.Altsår...dét var lidt kompliceret at beskrive, men var hele hendes liv, alle hendes relationer ikke efterhånden dét?måske netop derfor var dét så skønt, så befriende og uforpligtende at lade hendes arme glide rundt om den hvide ulv og lade fingrene rede dens pels og borer sig ind i de bløde tætte hår.Camille kunne mærke hjertet da hun lagde sit hoved ind til den og lukkede øjnenehavde Samuel ikke sagt at han ikke huskese så meget når han forvandlede sig til menneske, så ville han nok ikke huske detaljerne ved dette og dét passede hende fint.
Hun fandt ud af at ulven , som han lå der og gav hende varme også gav hende en indre ro...som hun altid havde troet kun delfiner kunne forplante i hende.
Hun så på den og hviskede "Hey...Sam...remember me ?" Ikke at hun ventede svar, men folk havde jo til vane at snakke til både dyr og babyer.

Han åbnede øjne igen, da hun begyndte at tale, men igen anede han ikke hvad hun snakkede om, men valgte til sidst bare at skubbe lidt til hendes brystkasse så hun lage sig ned, før han plantede to store poter på hendes mave, og placerede så til sidst, som prikket over i'et hoved til sidst og lukkede derefter øjne. Det passede ham helt fint at ligge der, hvor han kunne mærke hendes mave. Han viftede let med halen, før han satte sig op, og gloede lidt på hende, før han så kom op på alle fire, og satte i firspring, for lidt efter at vende tilbage i menneskelig form, med tøj, på, dog var det uden frakke, men kun jeans, og en løs t-shirt med bare fødder, hvor han helt præcist havde tøjet fra var aldrig godt at vide, men han havde jo altid sin evne til at hjælpe ham, hvilke hjalp en hel del. "Jeg bemærker du kan li min pels? Det er da altid dejligt." Samuel dumpede lidt efter ned ved siden af hende.

Dét tog fusen på hende.
Dét kom virkelig bag på hende, den følelse hun fik af ulven, nu hvor der ikke var ballade men kun fred og harmoni.
Da han eller den som hun tænkte de fleste af gangene lagde sine poter og dernæst hoved på hendes mave, virkede dét som toppen af tryghed.Måske kunne hun hyre Samuel, som ulv, de nætter hun ikke kunne sove...eller ..
Ej, hendes tanker løb vist lidt for stærkt.
Hænderne fandt igen vej op i hans nakke hvor hun nussede og legede lidt med pelsen, lod den kilde på indersiden af hendes hånd.Dét var længe siden hun havde været så let i sindet.
Da han rejste sig og kiggede, sukkede hun længselsfuldt, dét kunne hun nemt blive forvendt med, tænkte hun og da Samuel pludselig dukkede op og talte om hendes atrakttion af hans pels, tog dét måske to sekunder at få farve i kinderne og bare stirre på Sam uden nogen ord parat til at blive affyret.
* jeg troede jo ikke han ville huske dét...ikke sådan rigtigt, skulle han ikke bare huske en ...rar følelse måske?* tankerne begyndte så småt at vrimle frem igen.
"ehm...hej Samuel..igen" fik hun dog mumlet.

"Hvad er der galt med dig? Du rødmer igen ..." Han grinede kort, og strøg hende let over kinden, hvorefter han blot sad og smilte til hende. "Nå, men det må du da selv om." Han lage sig ned, og lukkede øjne med et let suk på læberne. "Hvis du ikke gider og ligge ned, går du bare, jeg skal nok finde dig, men jeg ligge liiige så godt." Hvis han havde været en kat havde han sten sikkert ligget og spindet mens han strakte sig, og nød lige præcist hvor han lå, nu og her. Han forstod ikke hvorfor hun pludselig virkede som om hun helt havde tabt mælet, men det var nok en af de meget menneskelige ting, som han ikke forstod sig meget på, så hvorfor også kaste sig ud i det, det var jo ikke ligefrem hjemmebane for ham. "Hvad tænker du når jeg er ulv?" spurgte han ud i den blå luft, stadig med øjne lukket.

Hun lod ham stryge hendes kind, hun kunne jo ikke så godt andet når hun lige havde siddet med begge hænder begravet i ham.
"dét er varmen " mumlede hun og smilede til ham velvidende at han ikke købte den lamme begrundelse.
Hun så han lagde sig ned og efter lidt tid gjore hun dét samme.Hun ville ikke gå mere, dét var fint nok at ligge her, og efter at have ligget med ulven, altsår og krammet den lidt, havde hun ikke lyst til at være alene...de var lige fra en yderlighed til en anden .
Hun drejede hovedet for at kunne se nøje på ham , om han drillede da han spurgte hvad hun tænkte om ham som ulv, men han havde intet flabet grin og lå afslappet.
"Om jeg kan leje dig et par gange om ugen " Jokede hun først men forsatte så hudløst ærligt " ved du hvad ...det var underligt, jeg mærkede en ro brede sig i mine tanker og krop....dét var så nemt og rart " .
Hun tænkte om dét var normalt for alle eller om der var noget galt med hende, hvorfor var dét mere ukompliceret at være sammen med Samuel når han var ulv ?

"Varmen?" Spurgte han vatro, og rystede derefter let på hoved. "Nok har jeg pels, men alligevel..." Gøhan stoppede op og begyndte at tænke, da hun fortsatte."Hvis du da gerne vil, vil jeg ikke sige nej." Det næste hun sagde havde han enormt svlrt ved at forholde sig til. "Mener du virkelig det?" Spurgte Samuel endnu en gang vantro og stirrede på Camillen. Hun måtte vel mene det, ellers sagde hun det vel ikke? Han trillede om på maven, og trak sig op via albuerne. "Du føler dig beroligende med mig, når jeg er ulv." Konstaterede han for sig selv, hvorefter han spurgte. "Hvad med når jeg er menneske?"

Camille kunne ikke andet end at finde tanken indbydende, tænk at have sin helt egen putte-ulv, hun trak en smule på skuldrene ,måske var dét et symptom på hun havde været for længe alene i hendes lejlighed, specielt med de aparte oplevelser hun synes at rende ind i jævnligt.
"Jamen...det må vi jo se på "sagde hun dog stadig i et humoristisk tone fald.
Camille nikkede ved hans konklusion af hendes følelser for ulvedelen af ham, det var sådan set også kommet lidt bag på hende selv, at dét havde virket sådan på hende, derfor var dét også med lidt tulbageholdenhed at hun svarede ham på hvordan dét var, når han var menneske.
" mere ...kompliceret....men jeg var tryg da du fulgte med gennem parken for eksembel og også nu " dét var jo sandheden , hun lå ikke og var bange for at render ind i Demetri nu ...eller andre.
Men Samuel kunne mange andre ting, som hun ikke behøvede bekymrer sig over i hans ulveform...blandt andet at gøre hende genert med hans ord ,hints eller små berøringer.
Men dét kapitel håbede hun ikke han var så opmærksom på, så hun skulle uddybe.
Hun smilede og lå på ryggen, missede med øjnene mod himmelen.

"Aha ..." Samuel brugte lidt tid på at tænke over den del, før han besluttede sig for hun ikke havde uddybet nok. "Og når du siger kompliceret, mener du?" Han betragtede hendes missende øjne mod himlen over dem, der sendte et varmt lys ned mod dem, trods det på ingen måde varmede dem op. Faktisk var det halvkoldt bare at ligge i en t-shirt og jeans, uden noget på fødderne, men sådan var det jo bare, og man burde jo også kunne klare lidt kulde. "Men vil du så helt have jeg er ulv igen?" Det var ikke ligefrem en tanke der tiltalte ham, og så alligevel, for han befandt sig bedst i sin ulve form, men der var grænser for hvad han selv mente han kunne udholde af smerte når han skiftede form, det var jo ikke bare wupla, og så var man ulv, og så tilbage igen. Desværre ikke.

Camille rykkede lidt uroligt rundt på græsset , og tænkte at dét var nok forståeligt nok han bad om at få dét uddybet, dét ville hun også selv havde gjort hvis situationen var omvendt.
Men for hende betød dét endnu en servering af hendes tanker og følelser, hvilke hun ikke var helt vild med.Hun var nærmest ekspert i at tage sig om andres, men at beskæftige sig med sine egne, var så langt mere udfordrende.
Hun holdt sit blik mod skyerne, der dannede små figurer på himmelen, og forsøgte at forklare mere tydeligt hvad hun mente.
"Når du er som nu, stiller du mig udfordrende spørgsmål om mine følelser og tanker og jeg forsøger hele tiden at gætte og forholde mig til dine. "Hun spidsede sine læber og overvejede hvor meget hun skulle sige , var han nysgerrig fordi han ville vide mere om mennesker, forstå dem bedre? Så burde hun fortælle mere.
Var han nysgerrig som den fyr han nu også var, så vidste hun ærligt talt ikke om hun burde 'gå længere ned af den vej ' der omhandlede hendes følelser for ham .Hun gjore derfor en mellemting.
" Mænd og kvinder sammen...der vil ofte være kommunikation på mange forskellige måder og niveauer på éen og samme tid , og dét er da ikke gået min snuden helt forbi at du også i din menneske form har din charme" sluttede hun i et lidt muntert forsøg på ikke at skulle forklare mere.
Hun drejede hovedet og betragtede ham, var dét nok ?

Han ville have afbrudt hende efter hun havde sagt det første om sine tanker og følelser, for efter hvad han havde gættet sig frem til, var lige dét det hun kaldte private sager, men han fik ikke et pip indført, da hun fortsatte med at snakke og mænd og kvinder, og sammenhold. "Eh ..." han følte sig utrolig dum ved slet ikke at kunne kombinere de to ting sammen, før efter et godt stykke tid efter, hvor hans hjerne kørt langt over fartgrænserne. Han kunne ikke rigtig finde ud af hvad han skulle svare, så det endte med at han blot tyggede lidt på den, og gav et tænksomt nik fra. Han håbede han ikke behøves at sige noget, for hvis han skulle sige noget, var han løbet tør for ord, for han anede ved den sødeste grød ikke hvad han kunne sige til hendes ord. Man kunne sikkert bruge ordet mundlam, men det var ikke fordi Samuel var gået i chok over hendes ord, blot det at han ikke helt vidste hvordan han skulle dreje ordne, enten til højre eller venstre.

Hun rullede om på siden og lå med albuen i jorden og hvilede sit hoved på henses hånd.
Hun grinede lidt, så små rystelser løb igennem hendes krop.
Samuel var på overarbejde, han anede ikke hvad dét betød eller måske bare ikke hvad han skulle sige.
Eitherway satte dét hende i føre sædet og ham på passager sædet og hun elskede dét.
Kendte hun ham ret, ville han nu nok få dét vendt ....sooner or later, hun håbede dét blev later, så hun kunne nyde dét lidt.For dét var ganske givet sjovt at se ham tom for ord.
"Too much female logic?" Drillede hun ham, hun måtte jo nyde dét sålænge det varede, ik ?
Hun roede hurtigt rundt i hans platin hvide hår...den samme farve som når han var ulv, men ikke nær så .....uforpligtende.....at røre ved.

Han pustede luften ud igennem næsen. "Meeh - i dont like it!" Han lukkede øjne da hendes hånd fløj op i han hår. Da han igen slog øjne op lignede han en der havde fået stød, sådan som håret strittede ud til alle sider og vinkler. "Hvad skulle det lige for til?" Han rystede kraftigt på hoved selvom det ikke hjalp på nogen måde. "More Female logic?" Samuel satte sig op, og følte sig virkelig tabt bag en vogn, da han stadig ikke kunne få det ord hun havde sagt til at give mening på nogle som helst måde. "Hvordan kan man have et forhold på flere forskellige niveauer? Hvis man er fjender, kan man da heller ikke elske hinanden, og hvis man er forelsket, kan man da heller ikke bare være venner?" Det hele kørte rundt i grøden på Samuel som overhoved ikke kunne få noget til at passe sammen.

Camille sukkede bevidst som for at understrege en pointe.
"Samuel putte...du har meget at lære." Hun rullede tilbage på ryggen og lå med dét ene ben over dét andet .
"Hvordan var dét da jeg aede dig som ulv, strøg mine hænder over dig og legede lidt med din pels? Prøv og hold den følelse op imod nu hvor mine fingre var i dit hår ? Jeg vil påstå, vædde med der var en forskel?".
Hun holdte en noget lang pause...inden hun sagde lidt hårdt måske "Jeg mener også du tager vildt med forelskelse og vennedelel....de bedste og mest holbare forhold opstår ud af venskaber...og ikke ud af tåbelige onenighters....dét er bare afløb for...instinkter...intet andet....men "hun gik i stå...var han med på hvad hun mente, eller tabt i hendes kringlede forsøg på at forklare ?

Ordet putte kørte rundt i hans bevisthed imens hun bad ham tænke tilbage på det tidspunt hvor hun rode i hans pels. "Jeg kan godt nok huske dét, og at jeg fandt det behageligt, men detaljerne er altså væk." Han lage sig igen om på ryggen mens hun begyndte at snakke om forhold. "Okay." Han tyggede lidt på oplysningerne, hvorefter han lage sig helt ned, og kiggede op i himlen. "Må jeg spørge om noget mere?" Det var utroligt så meget det havde vent, nu var det ham der spurgte, og hende der svarede. Uden at vente på svar, forsatte han selv. "Hvorfor kaldte du mig for putte?" Han var ikke van til at få kælenavne, og bestemt ikke noget i form af putte. Lage hun selv en dyber mening der i? Eller var det bare et navn? Man kunne jo aldrig vide det når det kom til stykket.

Hun bemærkede at detaljerne var væk, så langt så godt.
Ikke at hun havde gjort noget galt...andet end at nyde det,meget.
Men alligevel.
Sikke en spørge jørgen han viste sig at være i dag, og han udvalgte kun spørgsmål der skulle udfra hendes personlige sfærde.
Hun blev lidt forbavset, havde hun fornærmet ham med dét navn ? Dét håbede hun ikke, dét var jo kærligt ment.
Hun giftede læberne og gav dét et forsøg at forklare ham dét .
"altså...kælenavne giver man i positiv ånd.Når man vil drille, lege lidt eller er særlig glad for en person.dét er et udtryk for tillid og er altid venligt ment".dét var bevidst hun ikke sagde kærligt, da hun følte sig rimelig sikker på der så ville komme nye spørgsmål til.
"Putte...er et sødt,varm og ..eh....kært navn , der kan bruges komplimenterende såvel som drillende,på den søde måde."
Camille syntes selv hun vrøvlede lidt meget og lidt hurtigt, men håbede alligevel Samuel fik et eller andet ud af hendes redegørelse.

Han lyttede til hendes forklaring, mens han havde lukket øjne od nød hendes stemme der blidt gled ind i hendes øregang og forplantede sig næsten som en slags musik. For at være helt ærligt hørte han ikke helt hvad hun sagde, det var blot lyde der klingede hamonisk med hinanden. Samuel havde aldrig tænkt på stemmer, menneske stemmer som musik, men de var det vel lige så meget som ulve lyde, ulvenes hyl om natten og lyden af fugle. Det fungerede jo i bund og grund som det samme, men alligevel var der ofte en dybere mening med lydene der kom ud af menneskemunde.
Selv havde Sam ikke rigtig bemærket det før, men pludselig virkede det som om trætheden lage sig over ham. Om det var 'musikken' eller hvad det helt oræcist var vidste han ikke, men før han fik sagt en lyd om at han var træt eller noget, var han gået ud som et lys, med ryggen vendt mod Camille, og bene trukket op som om han frøs, hvilke han sikkert også gjorde.

Camille ventede på et svar eller i dét mindste et feedback af en slags.
Hun skulle lige til at komme med en morsom bemærkning , men da indså hun at han var faldet i søvn.
Ikke som han var lidt døsig, nej ....det så ud til han faktisk sov.
Måske var det langt mere besværligt at forvandle sig, smertefuldt og trættende.Hun fik næsten dårlig samvittighed , han skulle jo ikke udsætte sig for dét press bare på grund af hende.
Han så ...sød ud, harmløs og ikke spor farlig ud, som han lå der.Hun kunne umuligt forstille sig Tristan have et problem med ham ?
Hun strøg hans kind og fandt den lidt kold.
Naturligvis, han havde intet på fødderne, hvorfor havde hun dog ikke tænkt på dét noget før.
Hun tog sin striktrøje af, og læge hen over ham, så den dækkede fra hans fødder og så langt op den nu kunne nå.
Han havde bare en teshirt på, men hun selv havde ikke mere så de måtte klare dét sådan.
Hvor havde han i grunden fået dét tøj på, dét var jo ikke hbad han var iført tidligere.Mystisk.
Hun ville ikke vække ham, og da hun ikke kunne vejen hjem selv og iøvrigt ikke ville forlade ham dér, krøb hun sammen bag ham, næsten som at ligge i ske, bortset fra der var lidt luft mellem dem stadig.
Hun lukkede øjnene og ville liiige slappe af lidt.

Samuel vågnede lidt efter og kunne overhoved ikke finde hoved eller hale på noget. Det var først da han kunne høre de lette vejrtrækninger bagved, at han kom i tanke om hvad det egentligt var han lavede, eller hvor han var. Han kiggede ned på sine fødder, hvor hun havde smidt sin trøje ned, for at varme dem, selvom den ikke gav så meget varme, men det hjalp da. Han kiggede nærgående på kvinden, før han krydsede finger for at hun sov, før han rejste sig op, og begyndte at trække af tøjet, så han stod uden noget til sidst, før han forvandlede sig til ulven og lage sig ned igen, med hoved presset op mod Camilles bryst hvorefter han igen gik ud som et lys igen. Hans krop var ikke specielt glad for alt det forvandling, men han havde valgt ikke at tage hensyn til lige dét. Der var jo en grund til han gjorde det, men hver gang han kom nærmere ind på emnet, aldrig helt bevidst, skubbede han det væk, langt væk. Han kunne bestemt ikke lide det 'rum' han kom ind i når han tænkte de veje.