Bring Me Back - [Camille]

Camille indvilligede i dét hele , lige nu ville hun formentlig havde accepteret alle former for krav fra Samuel, behovet for at få afdækket hvad der var hændt var så stort og skabte så mange frustrationer.
I de fleste sammenhænge forholdte dét sig sådan at den fantasi man skabte ofte var værre end virkeligheden, og der var begyndt at dukke forskellige bud på hændelser op i hendes hoved.
Hun vrissede lidt igen, stadig ikke helt tilbage i sit normalt fine humør "Græde ? Årh...hold da op, not me " og nev sig selv lidt i armen for at forskubbe sin egen opmærksomhed væk fra de tåre der truede med at stikke af og Istedet ned i smerten i armen, hvilket virkede fint...ingen tåre!
Hun lyttede og holdt opmærksomt øje med ham , Samuel virkede til at være nervøs .
Camille havde stadig tilgode at finde årsagen til hans reaktion , var dét hende ,manden eller ham selv han var nervøs for ? Dét ville nok vise sig om lidt, når han havde fået udpenslet hvad han havde oplevet.
" ok..du vandt da han angreb....første gang ?" Forsøgte hun at opmuntrer ham...

"Jaah ... det var lidt dét der var problemet med det hele - at han tabte .... for jeg fandt hurtigt ud af han var en dårlig taber." Samuel stod lavede en kort grimasse. "... Så de følgende dage gik med at han forsøgte at få hævn, det er derfor jeg ikke rigtig har kunne få snakket med dig før, fordi han hele tiden har fulgt efter mig, for at få sin hævn." Samuel kunne ikke lade være med at tænke på at hun ikke var ved at græde, det havde ikke lyst specielt overbevisende da hun sagde det, men han valgte ikke at gøre mere ud af det, han kunne ligeså godt få hele lortet ud, og så håbe hun ikke ville grave mere i hans handlinger. "Men til sidst så gik han til himmels, da jeg efter en uge var træt af at han ikke bare fandt ud af at han havde skulle øve sig lidt mere, for selvom jeg ikke kæmper specielt tit, så er en ny ulv altså ikke meget." Slog Samuel fast, og håbede Camille selv fandt ud af hvad der egentligt var sket, og hvorfor han havde gjort som han ville.

Hun stirrede op på ham med øjne store af overraskelse og måtte lige sunde sig et øjeblik.
Han var død , slået ihjel ...og Samuel havde gjort dét.
Camille vidste ikke helt hvordan hun skulle føle omkring dét.Naturligvis kunne og skulle Sam ikke have ham fyren rendende i hælene og finde sig i at blive angrebet i tide og utide, men alligevel....dét var jo et liv der var gået tabt.
Hun spurgte stille og med selvbebrejdelse løbende rundt i hele kroppen "Samuel...har i kæmpet hver dag ? Jeg er ked af dét....det må jo have været forfærdeligt....hvad gjore du med ham ....bagefter ?Bliver han ikke , eh,vender han ikke tilbage til sin menneskeform når han...han...?"
Camille var lidt forvirret , tankerne sejlede rundt uden noget konkret at navigerer efter og hun syntes dét var en trist slutning.
"Har du fortalt mig alt nu ? " ville hun vide...var der flere 'lig i lasten' ville hun have kendskab til dem.

samuel fnyste kort, og rystede på hoved. "Tag det roligt, det er vel sådan verden fungere, jeg ved ikke lige for dig, men for mig virker den sådan, om det så var et menneske eller ej, mennesker er altså ikke meget bedre end andre." konstaterede han og betragtede Camille. "Beklager, men jeg kan ikke helt føle med dig, jeg har været ulv i så mange år, at jeg højest sandsynligt ikke vil kunne forstå hvad du mener præcist, men jeg skal gøre mit yderste. "Ja, det kommer selvfølgelig an på hvor mange detaljer du vil have, men overordnet set - ja." Samuels hånd fløj op til håret, og rode lidt rundt før han smilede let og sukkede. "Og vedrørende dit andet spørgsmål - sååh fjernede jeg kroppen så den ikke var til offentligt skue, og nej, han blev ikke menneske, han forblev i sin ulvekrop, og døde i begge kroppe, vi har ikke to liv."

Hun så væk ...troede han at hun bebrejdede ham ? Dét måtte hun lige sikre at der ikke herskede misforståelse omkring.
Hun trådte lidt frem imod Samuel og lagde blidt en hånd på hans arm " Samuel...jeg dømmer ikke dig ....hvis nogen har skyld i mandens død er dét vel mig? Ellers var i aldrig blevet præsenteret for hinanden " sagde hun stille.
Camille tænkte sig lidt om, havde hun fået givet udtryk for at hun faktisk var meget taknemmelig for hans hjælp, selv om dét hele havde taget en drejning hun ikke var forberedt på ?
Sikkert ikke .
"Samuel....du har været en god hjælp, og dét er jeg glad for.Du siger der er ting du har svært ved at sætte dig ind i ...som følelser...fordi du har levet meget som ulv.Jeg har aldrig levet som ulv, så prøv at forstå hvor meget af dit liv , af dét du fortæller der er udfordrende og svært for mig at forstå.".

Hun var på en måde glad for han ikke skiftede til menneskekroppen igen, da han var død...dét virkede mindre ...voldsomt.Hun kunne ikke modstå en enkelt lille bemærkning for at løfte stemningen lidt .
"Ikke engang to liv ?Hvor uretfærdigt....en kat har 9 " sagde hun med et lille skævt smil imens hun strøg noget uregerlige hår væk fra ansigtet.

Samuel fugtede let læberne, mens han lod Camille tale færdig, til hun selv syntes hun var færdig. "Okay ..." Han anede ikke hvad mere han skulle sige, det lyd så underligt og sukkersødt i hans øre. Det var da ved guds skyld ham der var morderen, så det var vel ham der var skyld i om manden døde, om han så personligt havde et problem i det, vidste han så ikke ligefrem. "Nej, jeg har også beklaget mig tit til vor herre, men han gider ikke rigtig lytte." Et let smil sneg sig over hans læber, mens han kiggede lidt på Camille. "Men skal jeg skride nu, eller er der andet vi skal?" Han lage hoved let på skrå, og betragtede deres efterladte omgivelser, der bestod af en øde gade, med slukkede gadelamper, et par biler og så kaffebaren hvor man dog ikke kunne se ind, da de stod i en forkert vinkel.
Samuel trak vejret dybt, og tog let fat i Camilles hånd der lå på hans arm, og lod fingeren glide rundt i små cirkler på hendes håndryk. "Er det egentligt ikke svært at være menneske?" Spurgte han ud i den blå luft, og rynkede let på næsen da han selv hørte ordne. Det var dog det mest tosset spørgsmål han nogen siden havde hørt, og så kom det fra ... ham selv! Han rystede kort på hoved. "Okay, du behøver ikke svare, jeg trækker det i mig igen!" skyndte han sig at sige, og slap hendes hånd.

Hun lavede en lille tykkelse med næsen "Ja ...det er desværre heller ikke lykkes for mig at komme i forbindelse med hende der oppe...jeg må have dét forkerte nummer " lo hun og havde helt bevidst indsat en kvinde i hovedrollen.Ikke at dét betød dét store for Camille ,da hun ikke troede på nogen gud...men alligevel kunne hun godt tænke sig lidt ligestilling også på dét område.
Hun havde ikke rigtig lyst til at sige farvel til Samuel, men hvad skulle de lave...og hvor.
Måske han ville vise hende hvor han holdt til i skoven, så havde hun også mulighed for at finde ham, måske, en anden gang.
Hun spurgte derfor " Hvad med om du viser mig dit sted...skoven ?" Og så lagde hendes øjne sig på hans finger, der så ud til at kærtegne hendes hånd ?Eller mærke på den, det var lidt uklart hvad der skulle ligges i det, hvis noget som helst.
Camille kiggede på Samuel og trak på skulderen "Dét hårde ved at være menneske er vel svigt og tab af dem man elsker....er dét ikke pretty much ens for alle racer ?".
Der var jo ingen enkelte svar og ingen korte svar på hans spørgsmål.

Han stak hende i kort tid en tænksom mine, før han kiggede på hende og sukkede let. "Hvis du gerne vil, så joh ... Men det er ikke bare ét sted, det er jo en hel del af skoven jeg bruger." Han lage hoved let på skrå og tænkte sig om. "Nej ... for ulve kan ikke føle direkte sorg, og det tror jeg der er rigtig få der kan." Konstaterede han, før han vendte om, og begyndte at gå ned af gaden. "Men jeg kan selvfølgelig ikke tale for en snegl, eller en mus, men det er bare det jeg ved." Et let smil skød over hans læber, mens han traskede ned af vejen.
"Men for at komme tilbage, hvorfor er det du gerne vil se hvor jeg plejer at være? Det er et meget stort område da der ikke er så mange ulve her omkring, så jeg har masser af plads. De eneste modstander man har er andre varulve, og det er ikke ligefrem fordi der er tons vis af dem her omkring." Han stak hænderne ned i lommerne på frakken og kiggede op mod himlen som stadig lignede den som den havde lignet det sidste lange stykke tid, stadig samme himmel, og stadig samme kulde.

Camille lyste lidt op.."Great Samuel..dét er længe siden jeg har været i skoven" og hun tænkte ved sig selv * ikke siden Demetri satte sine tænder i mig og aldrig går jeg derind alene igen*.
Camille tyggede lidt på hans syn på sorg og ulve .Han var i skæg blandning af at være sød og rar men havde udentvivl en lille kant, han var lige på vippen til at være lidt flabet eller højrøvet måske, og hun kunne sagtens finde på at pille ham lidt ned....dog først efter deres skovtur.
Men måske bare lidt nu, uden at gøre ham sur, tænkte hun og et indforstået smil gled over hendes læber da hun talte "Ved du hvad Samuel...har du overvejet om dét bare er dig der er en...kold skid...og ikke kan føle sorg? Fjerner man for eksembel en hvalp fra en voksen hund, vil den sørge og lede efter hvalpen i nogle dage .
Og helt ærligt mus og snegle.....hvor interessant du spejler dig selv i de små søde dyr." Sagde hun i et fuldkomment neutralt toneleje.
"Og hvorfor jeg vil se hvor du holder til ? Tja...hvis jeg nu får brug for en skulder at græde ud ved, så er dét jo dejligt at kunne finde min nye kærlige ven ".
Hun vidste udmærket at han ville finde tanken om netop dét frastødende....nu måtte han tage lidt imod Istedet for kun at dele ud.
Hun havde ingen intentioner om at orienterer ham om han blev brugt som støttepædagog for at overvinde en stor ubehag, eller nærmere skræk for at færdes i skoven, efter hendes andet møde med Demetri hvor hun for første og eneste gang var blevet bidt af en vampyr, og endog under stor kamp og protest..Hvorfor skulle hun dét , dét havde jo ingen interesse for ham, whatsoever.

"Lyder godt." Samuel fortsatte med at traske ned af vejen, men stoppede dog op da Camille begyndte at flippe fuldstændig ud efter hans mening. "Beklager ... men sådan er jeg bare ikke skabt." Vrissede han tilbage. Han forstod ikke hvorfor Camille var blevet sur, men af en eller anden grund mente hun at han havde trådt hende over fødderne. Yndigt! "Tjah ... hvad skal man dog gøre?" Han slog ligegyldigt ud med armene og traskede videre. ""nye kærlig ven?" fnyste han og derefter stønnede. "Ja da, du er velkommen hvis du kan finde mig." Han kunne stadig ikke helt forstå hvorfor fanden hun var så sur pludselig. Hvis han havde forstået hvorfor, ville han kigge overrasket på hende, og ikke have forstået hvorfor fanden hun gjorde det, det ville slet ikke give mening uanset hvad hun så ville svare - højest sandsynligt ikke.

Camille var godt tilfreds.
Samuel var tydeligvis blevet lidt irriteret og dét havde været hele hensigten at kradse lidt i lakken på mr.jeg føler intet men ved tilgengæld dét meste.
Hun smilede og sagde nøgtern.."Bare rolig ,jeg skal nok opspore dig skat, og ellers kan jeg jo altid medbringe et...kødben ".
Hun strøg ham let op ad armen, bare for at sikre sig han vidste at det ikke var nedladende ment.
Faktisk var han interessant, når bare han tænkte sig om.

Samuel kiggede med et hævet øjenbryn mod Camille da hun begyndte at kalde ham skat. Var det ikke sådan noget man gjorde når man kunne lide en, eller skulle flirte ? Hvis Samuel havde været forvirret før, var han max forvirret nu. "Eh ... ja, det kan du sikkert." Det var lykkes hende fuldstændig at slå bene væk under ham, så han endte på røven, selvfølgelig mentalt, men det kunne sikkert have været et fedt, hvis det var sket. han bemærkede ikke rigtig hendes hånd der strøg ham op af armen, det var han alt for forvirret til at bemærke for nu kunne han ikke længere få to plus to til at give fire, uanset hvor mange gange han talte hvilke irriterede ham. Hvad mon kvinden havde gang i?

Camille smilede bredt.
Hun var ofte kejtet, fjumret, genert og nogle ville sige klodset og hjælpeløs....selv syntes hun ordet 'uheldig' var mere korrekt.
Men hun havde sine øjeblikke hvor hun var alt andet end netop de ting og noget hun ikke kunne modstå var en udfordring.
Lige nu var Samuel en sådan, ikke at hun havde nogle planer om at kaste sig om halsen på ham, som en lovesick skolepige, bevares han var da hot, men dét var så ikke lige hendes stil, desuden....hun pillede lidt ved sin halskæde og smilede.
Hun skiftede gear..."Sam...kender du andre væsner ? Og hvis du gør...hvordan er din relation så til dem ?"
Samuel kunne tilbyde hende en hel anden verden, set gennem hans øjne hvilke var spændende og nyt og hun elskede at høre ham fortælle.
Hun kiggede spændt op på ham og bemærkede den smule sol der var tilstede, spillede i hans platin blonde hår.
Han så ung ud.
Faktisk troede hun at Tristan og han ville kunne blive glimrende venner, havde det ikke lige været fordi Tristan var dusørjæger og Sam ulv.
Hun rynkede på næsen...nej dét ville aldrig gå, endnu en hemmelighed hun måtte rumme.

"Eh ..." samuel brugte en rum tid på at tænke sig om, før han smilede let. "Jeg kender da et par stykker, men man får ikke ligefrem store venskaber ud af at leve som ulv, så nej, ikke nogle forhold der er mere end bekendte og højest venner da." Et let smil krøb kort over hans læber, før han traskede videre. Hvis Camille havde haft nogle bagtanker med det hele, så vidste Samuel på ingen måder hvad det var hun tænkte, heller ikke hvad det egentligt var hun faktisk tænkte. Hvordan Samuel helt nøjagtigt ville reagere på en dusørjæger vidste ingen før han mødte en, men sidste gang havde mødt en, var de endt døde på gulvet, men det var også en helt anden sag, end den Camille havde i tankerne, men den viden besad Samuel på ingen måde, den vide omkring Camilles tanker, så disse tanker rørte sig i grunden slet ikke i ham.

De stod ved skoven, efter en pæn lang spadsere tur.
Camille slog sin striktrøje om sig, luften var kølig selvom solen lod sine stråler løbe jævnligt over dem.
Inde i skoven, skyggede de store træer og kun når de grønne kroner tillod lidt luft mellem dem, fandt solen hele vejen ned til skovens bund, hvor Camille nu gik ved Samuels side.
Hun snusede ind.Luften var mere indbydende , mere frisk at indånde her end byens benzin indholdige luft.
Camille elskede naturen, mest vandet.Dét var mørkt, mystisk, lokkende og farligt.Hvem visse hvilken verden der lå gemt der nede.
Og nu var hun her...endnu en verden ,Samuels verden...hun så skoven på en ny måde bare det de gik her sammen nu, ændrede langsomt hendes opfattelse af skoven her.

Da de var kommet til skoven, førte han hende ind igennem skovens første træer, til de kom frem til en lille nedtrampet stil hvor de lige kunne gå ved siden af hinanden, selvom det var nemmest at gå i gåsegang. Samuel sagde ikke så meget, han var bare glad for at være hjemme igen, og var vildt ivrig efter at forvandle sig tilbage, så han igen kunne blive ulv, i den passende krop, dog lod han være, af flere grunden, både fordi han ikke ville belemre Camille med tøjet og fordi det var nemmest hvis de begge var mennesker. Han traskede næsten hoppende i iver ned igennem den lille skovsti, før han stoppede op i en lysning og kiggede hen mod hende. "fortrækker du jeg skal være ulv, eller menneske?" Han lage hoved let på sned, og smilede kort.

Den lille stig lod dem ikke meget albue rum.
Men dét betød mindre.Dét var en del af skoven som Camille ikke før havde spadseret i , og hun fulgte nysgerrigt med og forsøgte udse sig nogle pejlemærker undervejs.Hvorfor hun overhoved forsøgte, måtte være et udslag af hendes ukuelige optimisme, idet alle der kendte hende vidste der var no chance in hell at hun selv ville være i stand til at finde ud herfra.
Hun sukkede stille.Et behageligt suk, et udtryk for at give slip på spekulationer og bekymringer og lade krop og sjæl slappe lidt af.Lige indtil Samuel stillede hende et spørgsmål ,hun umuligt kunne besvare...eller ikke burde besvare.
Hun forsøgte fange hans øjne og se hvad der rørte sig inden i ham, hvad ønskede han ?
Men hun kunne ikke læse dét i de særpræget øjne af hans.
"hvad vil bære mest behageligt for dig ? ...så er dét nemlig mit ønske " svarede hun og håbede dét var ok.

Kort blev det taget til overvejelse inde i knolden på Sam, før han kom frem til ,at han af høflighedernes skyld ville forblive menneske, så kunne han da ikke være så kold i røven. "Jeg blir bare menneske, det er nemmest for begge partner." Egentligt ville han jo helst være ulv, det var sådan hans liv nu en gang var, men sådan fungerede det bare ikke med gæster måtte han konstatere med et suk, hvor efter han greb fat i Camilles hånd, og førte hende igennem noget krat, og tætstående træer, til de kom frem til en lille skovsø. "Det var her jeg mødte manden, første gang, den aften hvor jeg havde været hjemme ved dig." Sam genkaldte billederne af Camilles hyggelige farverige lejlighed inde i hoved, mens han svagt smilte, før han vendte tilbage til nutiden. "Du kan frit bade i søen, hvis du pludselig får vildt meget lyst til at bade, eller du er vinterbader." Et kort flabet grin kom fra ham, før han stak hænderne ned i bukselommerne.

Dét så ud til Samuel var i indre dialog med sig selv om han skulle skifte til ulveform eller forblive menneske,for nu.
Han valgte dét sidste og dét undrede Camille , måske ulvedrengen alligevel havde en omsorgsgen i hans krop, selv om han ikke ville erkende dét, for hun var rimelig sikker på dét var for hendes skyld.
Han tog hende i hånden og selv om hun ikke lige havde set dét komme, gav dét god mening da de skulle forserer krat og buske for at komme frem, så hun lod ham trække hende igennem dét hele imens hun fra tid til anden viftede en generende gren væk.
De kom til en lysning og en meget smuk sø.
Om hun ville bade? Ja,i hans drømme ....hun havde jo intet med af tøj eller håndklæder og varmt kunne man ikke helt beskylde vejret for at være.
Men søen var stadig smuk og indbydende.
Hans smilede lidt flabet til hende og hun spurgte ham drillende "Er det så her du holder til ? Dét vil jo give god mening......så kan du ligge og belurer alle de badende piger ".Hun sendte ham et næsten lige så flabet smil i retur.

Så tøsen skulle spille smart? Han rystede let på hoved. "Nej da, hvorfor tror du da det? Jeg tænker jo ikke på mennesker som ulv." Svarede han igen, og følte sig meeeget klog. Det vidste hun jo godt, at han ikke gjorde. "Men selvfølgelig så kan jeg jo bare ligge og lure, som menneske." han trak let på skulderene med et flabet grin. "Jeg kan jo afprøve det hvis du hopper i." Han slog let ud med hånden som en lille gestus til at hun da bare kunne hoppe i. "Nej, jeg er egentligt ikke så meget her, men nogle gange når der er stjerneklart, så ligger jeg her, som menneske, for jeg får ikke så frygtelig meget ud af det som ulv, jo, at tude op mod månen er jeg en ide, men så sjovt er det altså heller ikke, jeg fortrækker andre ting at bruge min tid på som ulv, men som menneske kan det være meget afslappende.

Hun holdt masken, selv om hun syntes han var rigtig morsom, knægten.
Istedet sagde hun med en alvorlig mine "Dét var da en god idé...måske nøgenbadning ville behage ? Skal du ligge og lure, skal dét jo være tiden værd, ik ?...og tro mig Samuel, det ville dét absolut være " .
Hun lavede et lille knejs med nakken og kom ved et uheld til at smile lidt.
Hun lyttede igen, nu hvor han var lidt mere alvorlig.
Han var her altsår som menneske nogen gange når der var stjerner ? Dét måtte hun huske, måske kunne hun forsøge at overraske ham engang?
Hun rynkede på næsen, hun ville nok nærmere overraske sig selv mere hvis hun kunne finde herhen igen .
"Sam...bliver dét ikke ensomt....alene, eller hvad du nu er ?Savner du ikke en at...snakke med ,eller hvad man nu lavede med venner og andre ?".
Hun spurgte forsigtigt ind til dét da hun ikke vidste eller kendte grænsen for hendes spørgsmål.

Han tænkte sig i lang tid om, mens han kiggede ud på søen, uden at vide hvad han skulle sige. "Jo, men det er nogle gange derfor jeg tager ind til byen, og ellers - så overlever jeg." Han gav et let kunstigt smil fra sig, hvorefter han lage hoved let på skrå, og studerede vandets krusningerne på vandoverfladen. "Du har ikke brug for samme sociale sammenvær som mennesker, når du er ulv, der er det mere overlevelse." Han vendte sig igen om mod Camille og betragtede derefter hende kort, som han før havde kigget på vandet. "Men du kan gå rundt alle mulige steder og se mit 'hjem' for jeg går her, og så meget mod både vest, øst, nord og syd, det skifter alt efter hvad jeg har lyst til, jeg bord jo i skoven, og de fleste kender jo skoven." Han gik helt hen til Camille med et let smil på læberne, mens han afprøvede hende. Han stod helt op af hende næsten, så hvis han lænede sig bare lidt frem, ville han støde ind i hende.

Camille besluttede at hun havde en udfordring i at forstå ulvementaliteten.
Hun forstod ikke hvorfor han ville tilbringe dét meste af sin tid med at ...overleve....når han som menneske kunne...leve!.Wordpress, få så meget mere ud af livet, som hun så dét.
Hun så sig lidt omkring, havde intet imod at liste lidt rundt på egen hånd, hvis de bare forblev inden for høreafstand, da hun ikke ville risikerer at fare vild.Dét ville være rimeligt kikset.
Samuel kom tilbage...og kom helt tæt.
Dét lille rum man har omkring sig, kaldet dét personlige rum hvor man ikke ønsker andre træder ind, måske kun ved særlige lejlighedder, trådte han beslutsomt ind i og stod så tæt ved hende at hun næsten kunne ligge sin kind ind mod ham, uden at vælte eller anstrenge sig.
Dét gjore hun dog ikke, forvirret blev hun og kunne ikke lige tolke på hvad han lavede, var han ....naa....dét var han da ikke !Han var garanteret bare en drillesyg provokerende dukkedreng ,der udnyttede sin tur i menneskernes verden til at more sig med at bringe hende ud af fatning.
Camille forblev stående, kiggede ham ind i hans sølvgrå øjne og vidste godt hendes kinder sikkert afslørede at hun ikke var vant til at folk gik så tæt på hende, uden grund.
"What ? " spurgte hun og overlod dét til ham at forklare hvad han lavede,inden hun havde tænkt sig at udforske skoven lidt.

Samuel stod et kort øjeblik og smilede smørret, før han begyndte at grine over hendes opførsel, men var alligevel imponeret, men måske gjorde hun heller ikke noget fordi at hun lige præcist ikke vidste hvad han gjorde. "Hvis jeg havde været ulv ville jeg på den måde udfordre dig, på den måde, hvor at hvis jeg trådte frem mod dig, ville jeg enten vise at vi var allierede, eller fjende. Når jeg nu gør det, er det for at se hvem der er stærkest, uden at kæmpe, for hvis du havde trådt tilbage havde jeg vundet, det er ligesom med heste, hvis de får dig til at bakke, skal du have den til at bakke mindst tre skridt igen." Han rode lidt rundt i håret, før han grinte og gik tilbage. "Men hvis du har lyst til at gå, er du velkommen til det, vi kan gå sammen, eller hvis du har lyst til at gå alene, det er klart det jeg vil anbefale." Han stod lidt, og vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv, så det endte med han fandt en gren han svang sig op på, og satte sig til rette, hvor efter han kiggede ned mod Camille. "Men hvis du har andre spørgsmål så spørg løs."

Camille begyndte at le....så han testede hende ?Dét skulle han nok være varsom med, kontrol,test og kommandoer var ikke noget hun reagerede ...godt på, ikke hvis hun vidste dét.
" Udover du lige har sammenlignet mig med en hest....hvad fandt du så ud af?At jeg er stærkere end dig ?Du kunne da bare have spurgt Samuel...jeg ville da gerne have svaret og sparet dig for al besværet "sagde hun sendte ham et strålende smil, da han svang sig op på grenen.
"Jeg går da bare alene og tjekker dét lidt ud...Eh...ingen spørgsmål...bortset fra et enkelt....hvis jeg nu ikke lige et tilbage om....skal vi sige en time....kan du så finde mig ?".
Hun prøvede at se ud som dét var et helt normalt spørgsmål.