Bring Me Back - [Camille]

Hun havde meget svært ved at holde masken da hun sagde " Samuel...i dag er der mange mænd der går i dametøj...det er ikke så slemt, men begynder du at bruge min make up, så lov mig kun at bruge de lyse farver...rød, bare ikke dig "
og så puffede hun lidt til ham.
"Nå...wanna go ? eller..." spurgte hun.
Han kunne jo sådan set få det som han ønskede, og det skulle nyde, det var sjældent hun var i det humør, uden selv at have en ide til hvad der SKULLE ske . Hun spidsede læberne ordet "djævle havde sat sig fast.
Hun rejste sig igen, gik op og talte lidt med tjeneren, fik hans mobil nummer på en lap, og gik ned til Samuel igen..."Nå, hvad gø vi ?"

Han kiggede overrasket på hende, og pressede derefter læberne sammen. "Det kan godt være, men jeg holder mig langt væk fra dit sminke." Som svar på hendes næste spørgsmål rejste han sig op, og skubbede sin stol ind til bordet. "Tak for kaffe." han skulle lige til at gå, da hun sagde noget der overhoved ikke gav mening i hoved på ham. "Hvad?!" Han kiggede undrende på hende, og hævede det ene øjenbryn, dog fik han aldrig rigtigt et svar, da hun var gået op til tjeneren som ud fik noget af på et stykke papir. "Hvad var det?" Han begyndte at blive lidt småmistænksom. Hun lavede en masse ting som virkede mistænksomme, som om hun havde gang i noget meget hemmeligt - som han åbenbart ikke måtte vide ... ØV!

Camille satte et helt uskyldigt ansigt op " Jeg fik mandens telefon nummer, så jeg kan ringe til ham..hvis jeg vil ham et eller andet " . "Kan su se...det er godt med mobil telefoner"
smed hun hendkastet ud i luften, som de gik mod udgangen og trådte ud i den friske luft.
Hun ville gerne indvige ham i den ide han havde givet hende om et halloween arrangement , men ville lige lade ham hænge lidt og dingle i uvishedens reb, så var han da stille så længe, smilede hun stort.
" Samuel...vil du ud og kigge mere eller vil du hjem? " denne gang var der ingen bagtanker, bare en lyst til at lade ham vælge, lade Samuel bestemme.

Han kiggede kort på hende, og stønnede derefter. "Jeg ved godt den er meget smart." Han futtede efter hende ud af af døren, og stak hænderne ned i bukselommerne. "Hvis du ikke vil mere, vil jeg ikke have noget problem i at komme hjem." Han betragtede hende lidt, mens han hånd, nede i bukselommen hvor den lukkede sig let om den lille æske med dukkerne i. han havde stadig ikke forstået meningen i disse små ting, men det måtte han jo finde ud af før eller siden, når tiden lige gav tid til det. Han rømmede sig kort, og fulgte efter hende, hvor hun nu valgte at tage hen, videre i byen, eller hjem.

"Vil jeg ikke have noget problem i at komme hjem ?...gider du lige uddybe det Sam...vil du ud og kigge boder nu...eller vil du hjem og slappe af ? " nu ville hun altsår have besked om hans behov...istedet for at skulle gætte sig frem til dem hele tiden, hvem ved hvor ofte hun tog fejl når hun skulle det ?
"Vi ses snart Camille " råbte den glade tjener efter dem og Camille nåede kige at vinke til ham inden han var ude af syn, da døren lukkede bag dem.
" Kom nu Sam...fortæl nu hvad du vil...ellers bliver vi bare stående her...her er jo også enormt mange mursten vi kan se på " forsøgte hun med en blid provokation.

Han gryntede kort, og pustede ud igennem næsen. "Lad os bare komme hjem ..." Mumlede han, mens han kiggede lidt ned i jorden, før han løftede blikket op til hendes blå øjne. "Men du vil ikke noget?" Han lage hoved let på sned og pressede let læberne sammen mens han trak hænderne op fra lommerne. Camille måtte være blevet utrolig gode venner med denne bartænder sådan som de da hyggede sig, tænkte han tørt, dog skubbede han tankerne væk, og vendte tilbage til Camille inden han blev alt for tør at være sammen med. Han havde jo lige præcist bestemt sig for at han ikke ville blive sur, eller tør, eller hvad man ville kalde det.

"Bare rolig Samuel...han kan slet ikke spise vindruer...på den rigtige måde " sagde hun lidt små flirtende til ham, uden at tillægge det mere end lidt sjov mellem dem.
Samuel måtte da vide , for det første at hun var kommet til at holde meget af ham, eller troede han hun åbnede sit hjem for alle og enhver...eller tilbragte så meget tid med dem?
Og for det andet måtte han da vide, at hun ikke var typen der lod sig inviterer ud af fremmede bartjenere?
Hun tænkte lidt videre over det ,efter at have sagt " lad os bare tage hjem, nu har vi da fået noget luft"..
Hvordan skulle han egenlig vide at hun ikke var sådan, han vidste hun var optaget, næsten...eller havde han luret at , hun faktisk var singel? Og der var intet der fraholdte hende at kaste sig over alle de fyre hun løb ind i...intet andet end hende selv.
Hun blev pludselig hurtigt træt og var glad for de var på vej hjem, hun ville ønske de var der allerede.

Samuel tøffede med hende hen mod lejligheden, mens han tænkte lidt over hvad hun havde sagt, eller - det var jo ikke så meget det kun havde sagt, men det der ikke var sagt, men de tanker der kom frem, da hun havde sagt hvad hun hun ville sige. Det var åbenbart tydeligt at hun mente at det var sundt og godt at få noget frisk luft, hvilke Samuel ikke helt forstod, men det handlede måske om at han ikke havde fået samme opvækst, og at hun klart tilbragte mere tid indenfor ind han gjorde, sådan var det med de fleste han mødte, ham som natur gutten, og de andre som de moderne mennesker.

De kom hjem, og hun låste dem ind i lejligheden og dumpede hende lille taske ned i entreen.
" Jeg tror jeg har fået et akut træthedes tilfælde " små klagede hun og overvejede om hun skulle smide sig på sengen eller sofaen, og endte ud med sengen, hvor man trods alt lå bedst.
"Bare lige 10 min samuel...jeg må ligge ned " det var næsten som det svimlede for hende, som havde der været noget i hendes Irish coffe, men det ville den rare tjener da aldrig finde på ?
hun stavrede ind i soveværelset, med en gang næsten som var hun meget fuld...besynderligt..og da hun smed sig på sengen mumlede hun " Sam...hvad med noget vand her" og håbede han kunne høre hende.

Han kiggede letter bekymret da hun stavrede hen til sengen, og gik omkuld. Han stod lidt inden for døren, før han smed sine klipklapper, og gik ud i køkkenet for at hente noget at drikke som han stillede på bordet ved siden af hendes seng, før han smuttede ind i stuen, åbnede et vindue helt op, og stillede sig ved vinduet, med albuerne placeret i vinduskarmen, og hage placeret mellem hænderne. Han lukkede øjne og indsnusede luften mens han begravede sig i tanker fra de sidste par ugers hændelser, helt fra da de mødtes om morgen, hvor Camille var kommet med et blåt øje til nu hvor hun var gået ud på sengen. Der var sket meget, og han var kommet op på rekorttid med at være menneske - sådan med kun små ulvepauser.

Hun mærkede bevægelse ved sengen og fik mumlet et tak.
Med lidt anstrengelse kom hun op på siden og fik fat i glasset som hun tømte.
Hun var læge og vidste også med den lægelige perspektiv på, at det her ikke var normalt, der havde været noget i hendes drink, det afgørende spørgsmål var bare hvorfor?
Normalt vis blev den slags stoffer på barer og diskoteker jo brugt til drugrapes, og hvis man så bort fra tjeneren havde været så flink, så var Camille i selvskab med en fyr...så ingen kunne vel for pokker finde på det , under sådanne forhold.
En lille gysen løb ned af hendes ryg...det kunne have været en køn første gang.... hun dumopede ned og rullede om så hun lå på maven.
Hun kunne fornemme en svag brise af frisk luft, hvor dejligt.
Pludselig fik hun en tanke, en vemmelig en...hun baksede for at komme op og sidde , som hvis hun på cykel kæmpede for at holde balancen... "Samuel " råbte hun nærmest..."Er du her?"

Det var lige før det lykkes Camille at jage hjertet ud af halsen på Samuel da hun råbte op. "Det var en kort lur ..." mumlede han lavt for sig selv, og trissede ind til soveværelset hvor han stak hoved ind. "Ja, hvis jeg skal sige det selv." Svarede han flabet, gav hende et kort grin, og stillede sig derefter i dørkarmen. "skulle du ikke sove, eller var det en ultra kort lur?" Han lage hoved let på sned, og betragtede hende lidt tid, før han lage benet over det andet. "Jeg er imponeret hvis du kan sove og derefter vågne på så kort tid, og hvis du ikke har sovet - så tag og få sovet ud, du var vel træt?" Han smilede atter kort, før han gik ud til sit vindue igen, og fortsatte sin tankerække hvorfra han havde sluppet.

Hun hørte ham rumsterer og så stod han der i døråbningen.
Uroen aftog stille, fordampede langsomt og kun dén bedøvende følelse af sløvhed var tilbage i hendes krop.
"Bare lov mig du ikke går...ikke uden at sige det " små jamrede hun, måske nærmere hulkede, dét var ikke til at høre forskel.
Hun vidste bare der skete underlige ting i hendes liv lige nu, og en følelse af at skulle miste nogen tæt på havde skræmt hende.
Dét måtte ikke være Samuel.

Hendes ord, som han havde hørt i farten da han gik ud bekymrede ham mere end han brød sig om. Han stod i længere tid og tænkte over det, mest fordi tanken afbrød hans andre tanker som han ellers så stædigt at holde ved lige. Til sidst gav han op, lukkede vinduet, og listede ind til Camille og satte sig nede i fodenden hvor han trak fødderne til sig, placerede hagen bellem knæene og lukkede øjne, mens han trak vejret dybt et par gange. Hvis han nu satte sig her, så forsvandt han jo ingen steder, sad godt, og ville sikkert ende med at falde i søvn, men pokkers i det, han måtte overleve. Det var ikke fordi Samuel var træt for tiden, men ham og en seng var aldrig en god kombination.

Hun gled ud og ind af søvnen....dét var tydeligvis ikke en normal søvn og hun var klart dopet af et eller andet stof .
På et tidspunkt fornemmede hun at hun ikke var alene længere, og da hun forvirret slog øjnene halvt op, og så Samuel sad i fodenden , stak dét i hendes hjerte.
Hun var nærmest lykkelig for han ikke var gået, men var tæt på....hun huskede dén nat hvor hun sov med Isabella....kun sov....intet andet, de havde skiftet til at holde om hinanden for trøst, for tryghed og kærlighed.
Camille følte sig ...sårbar....Tristan havde hun ikke talt med i flere dage, hendes mor havde forsøgt...et eller andet meget urart med hende og nu havde en eller andet puttet noget i hendes drik...yup, hun følte sig som en målskive.
'" Sam....hold om mig " mumlede hun lige inden hun gled ind i søvnen igen.

Samuel åbnede sit højre øje, da Camille syntes at være vågen, og pludselig bad ham om at holde om hende! Han sad i længere tid og bare gloede på hende, før han han rejste sig op, og trak dynen væk under Camille, som han derefter lage over hende, efter at have skubbet hende længere ind, så han lige kunne ligge sig ned uden at falde ud over sengekanten. Da sengen jo ikke var nogle stor dobbelt seng, blev de nød til at ligge ret tæt, men det havde de jo gjort før, godt nok var han ulv, men det var så næsten det samme. Han lage prøvede en arm ind over hende, og vendte ansigtet mod hende, mens han lukkede øjne og indsnusede duften fra hende. Han var sikkert lidt firkantet i sine bevægelser, men det lå kort og godt i at han bare ikke var van til at ligge så tæt op af folk, i sin menneskeform.

Hun gav nogle tilfredse lyde fra sig , da han trak i dynen men hun stoppede hurtigt da han puttede dén om hende.
Hun lod sig rykke lidt rundt på , så Samuel kunne være der.
Han troede måske dét var dét samme som at være ulv, men han havde aldrig kunne ligge ved siden af en så afslappet Camille nu, hvis hun ikke havde fået lidt kemisk assistance.
Men dét gad hun ikke spekulerer over nu, hun rullede om og lå på siden, med ryggen til ham.
Hun var langt væk, men kunne mærke da han lagde armen om hende, og som et lille barn , fangede hendes hænder hans hånd og trak dén til sig.....så sov hun.

det var ligefør Samuel var bange for Camille kunne høre hvor meget det knagede inde i hans hjerneskal, men hun virkede til at være helt væk, så hun sov sikkert ikke. Han brugte hvad der føltes som evigheder på bare at glo op i loftet og stirre og stirre til han endelig, langt om længe kunne mærke han døsede hen, stadig med hans hånd over ved hendes side, og hendes ryk mod brystkassen. Han flyttede ganske let på sig, ikke så det på ændrede så meget, men det var alligevel mere afslappende, nok til at han til sidst faldt i søvn med et brag, og sov som en sten, ligesom han så tit havde gjort. Han havde aldrig troet at det krævede så meget energi at tænke, men det gjorde det åbenbart for tiden, måske var det fordi han nu var mennesker, og havde meget mere at tænke over end han plejede?

Hun sov , tungt.
Søvnen var ikke drømmeløs men meget farverig, og ikke sådan lige til at finde hoved og hale i.
Hun drømte og svig og bedrag og hun drømte om hjælp og nye tider, måske dét hele gav mening imens hun drømte...men da hun vågnede var dét uden at kunne huske detaljer og uden at se sammenhænge, kun følelserne sad tilbage i hende
Hun slog øjnene op og da hun opdagede og huskede hvordan hun var havnet der med Samuels arm omkring sig, tænkte hun at hun måtte se at komme ud af sengen, inden han også vågnede.

Der var gået ca 5 timer, så klokken var omkring 7 om aftenen, og Camille forsøgte at liste ud af sengen.

Da Camille for alvor begyndte at flytte sig, via hendes små bevægelser, og langsomt fik flyttet sig mere, låste Samuels arm sig fast omkring hende, og han slog øjne op og betragtede hende. "Hvad skal du?" Spurgte han letter søvndrukkent og smilede. Han slap hende med hånden og skulle til at sætte sig bedre op, men havde glemt sengen ikke var så pokkers bred, så han endte med et bump på gulvet, hvor han sad og blinkede et par gange, og følte lidt han var faldet ned fra månen, selvom det kun var knap en halv meter. Til sidst lage han sig ned på gulvet, og kiggede op på Camile med et lille grin. "Er du udhvilet?" Han lage hoved let på sned, mens hans hånd gled op i ret, og blev fanget af de hvide hård.

Dét var svært at komme ud uden at vække ham og da hans greb blev fastere , smilede hun , selv om hun godt vidste den kun var til låns og skulle 'afleveres' igen.
Da Samuel var vækket af hendes bevægelser, ærgede hun sig lidt, nu kunne hun ikke skjule dét fakta at de havde ligget der i timevis og ikke bare 5 min.
"Jeg skal op og hæ noget vand...både i hovedet og maven " besvarede hun hans spørgsmål, og måtte grine lidt af hans exit ud af den lille tomandsseng.
Samuel så ud til at være i fint humør og Camille bekendte "Dét var skønt at få sovet...jeg kan stadig mærke mig krop er...tung..du ér vel klar over dén idiot puttede et eller andet stof i min drink, ik ?" Spurgte hun og satte sig lidt usikkert på sengekanten.

"Aha, jamen så tag lige noget med til den tørstige hvalp her nede på landjorden." Han brummede kort ved den indformation hun gav ham. "Nej - ikke rigtig." Han strakte sig, og rullede om på maven. "Hvorfor egentligt?" Han lage hagen på armene og betragtede hende nu fra en ny vinkel. "Ville du have noget imod at jeg tager en skraber på gulvet?" Han gabte igen, og lukkede øjne, og lage sig bedre til rette. Han ventede ikke rigtigt på svar men gabte blot igen, og gik derefter igen ud som et lys. Siden hvornår han var blevet så træt vidste han ikke, men det måtte tiden jo vise.

Camille nikkede "Vand til hvalpen...naturligvis, men dét bliver altsår af glas" jokede hun og kom på benene.
Hun tænkte lidt over hvad der kunne være tjenerens årsag til at bedøve hende, men kunne ingen støve op, uheldigvis.Men hun var sikker på éen ting, hun skulle nok få dét ud af ham.
Samuel ville sove...hell, han dejsede nærmest omkring.Bare der ikke var noget...galt...med ham ?Men hun slog dét over til 'ulveting' .Inden hun gik ud og hentede land, rakte hun ud efter en pude, knælede og lagde n hånd under Sams nakke og løftede en anelse . Så hun få puden på plads under ham.
Og ligeledes hev hun en dyne ned og lagde løst over ham.
"Godnat putte" mumlede hun og gik ud i køkkenet, hvor hun stod med en kop vand og kiggede ud af vinduet imens hun tænkte.

Samuel sov ikke helt nok til at han ikke kunne mærke hendes omsorgsfulde gøremål med pude og dyne, hvilke fik fremkaldt et lille smil, som dog forsvandt igen, mens han trak dynen helt op under næsen. Han havde aldrig troet man kunne ligge så godt på noget så hårdt som et gulv, men det var passende - der var jo ingen sten der kunne ligge pg presse op i ryggen og gøre avs, så meget bedre kunne det jo ikke blive.
Han fik aldrig rigtigt hørt hendes joke om vandglasset, eller måske havde han, men orkede bare ikke at give respons til den. Det kunne kun gud - eller måske ham selv vide. Om man helt kunne sige han snorkede var ikke til at sige, men langt væk var han.

Hun luskede ind i stuen og dumpede ned i sofaen.
Havde hun kunne bære Samuel havde hun helt sikkert flyttet ham op i hendes seng igen, men dét var ikke en mylighed for hende.
Hun så lidt ind på ham, idet hun havde ladet døren stå delvist åbent.
Dét var rigtig underligt, så hurtigt hun havde vennet sig til at han var dér, så hurtigt hun var blevet glad for ikke at være alene.
Så tændte hun for sit tv, zappede lidt random rundt imens hendes tanker kredsede om hvorfor der var havnet noget i hendes drik og hvad hun egenlig skulle gøre ved dét.En lille del af hende havde lyst til at konfronterer tjeneren og smække ham en, men dét ville hun jo ikke opnå en forklaring ved.
Hun trak et tæppe over sig, og dykkede ned i dén slikskål hun havde sat på bordet.